The Dream of Changing a Badboy.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2016
  • Opdateret: 10 aug. 2016
  • Status: Færdig
II Fortsættelsen af "Another Badboy" II
Vi kender Heather og Justin. De er begge to stædige og egentlig er de begge irriterede på hinanden. Men Heather har givet Justin en chance for at bevise sit værd. Han skal udføre 11 prøver, allesammen stadier man går igennem, fra når man begynder at kunne lide nogen, til man pludselig skal indrømme det for både familie og venner. Heather tror ikke at Justin klarer dette. Hun tror ikke at Justin, den slemme dreng fra high school, kan gå fra stadie til stadie og gennemføre det hele uden at noget går i vasken, eller at han giver op. Tror Justin det?
En ting er sikkert og det er, at de ingen vegne kommer, før de finder ud af det. Og skal det gøres, så skal det gøres ordenligt.

83Likes
73Kommentarer
57415Visninger
AA

4. [kort] MELLEMTID.

 

  KAPITEL 2

Stadie:

MELLEMTID.

 


 

Og hvad så nu. Ja, det kunne man jo spørge sig selv om. Hvornår mon Justin ville gro hår nok på dem, til at spørge om vi skulle på date. Jeg var ret i tvivl. Men alt kommer ikke så hurtigt i forhold, det er give or take, så jeg havde besluttet mig for at flytte alt min bekymring mentalt over på Justin uden han vidste det. Fantastisk løsning, hvis jeg selv skulle sige det.

Alligevel, kunne jeg ikke slippe tanken, da jeg trådte ind i kantinen den onsdag, stillede mig i køen og ventede på Max. Jeg havde skrevet til ham, bare for at få noget andet at tænke over. Og lige nu, måtte det godt gå rigtig stærkt, med at få hans lille, faste røv over til mit bord. Ikke bare fordi at det at sidde alene ikke er det fedeste, men fordi Justin virkelig ikke var den fedeste. Og her talte jeg ikke blot om kulhydrater og fedtprocenter, jeg snakkede om at han var et røvhul.

Jeg kunne ikke lade være med at skæve over til hans bord. Hans fordømte bord som han insisterede på var hans uanset hvem der spurgte. Det irriterede mig grænseløst, men i dag var det ikke dét der fik blodet i mine årer til at koge over. Det var dem han sad med. Dem man sidder med, er ligeså vigtigt som hvor man sidder - hvis man altså gik op i sådan noget - for det kunne være ligegyldigt om Justin så fik hans navn indprentet i det bord - hvis der ikke sad de rigtige mennesker omkring det. Og i dag gjorde der. Og Justin tog for sig, som sad han og valgte hvad for nogle forretter han skulle spise først, på et fucking slot. Well, det kunne minde om. Ordet var bare slut, ikke slot. 

Jo, Justin havde de såkaldt 'bedste' mennesker ved bordet lige netop i dag og de sad tilpas tæt nok på, til at jeg ikke kunne undgå at høre dem. Alle pigerne. Deres grin, deres store smil og ikke mindst Justins råb og latter og flirten.

Hold kæft, hvor han dumpede. Allerede nu, tænkte jeg med en vis fryd. Så kunne jeg blive fri for at sidde her og spekulere. Det var hans job, ikke mit. Måske havde han haft ret, da han sagde at det ville være tamt når jeg nu vidste hvad der skulle ske. Hvad der skulle ske, pointerede jeg for mig selv. Det gjorde det tydeligvis ikke, fordi Justin tydeligvis stadig var et narhoved, med egoet stukket for langt op i røven.

Justin lod sit gude-blik glide rundt i kantinen. Hvorfor? For lige at patruljere, vel. For lige at sikre sig at der ikke var nogle der vanærede hans navn eller fodboldhold, eller hvad fanden det var, de typer gik op i.

Da hans blik landede på mig, som sad alene ved et bord kun med en bakke uberørt mad foran mig, stoppede han sit vandrende blik. Jeg rullede med øjnene og pludselig hoppede han ned fra bordet og satte kurs mod mig. Hvad var hans problem? Havde han ikke et omdømme at opretholde?

Da han nåede hen til mig og satte sig overfor mig, skød en pludselig akavet følelse op i mig og jeg vidste ikke hvor jeg skulle kigge hen. Jeg bestemte mig for at fyre en flabet kommentar af, bare fordi at angreb er det bedste forsvar.

"Undskyld mig, men jeg troede at du havde et omdømme at opretholde. Måske burde du smutte?" sagde jeg hårdt og begyndte at åbne en lille pose med æblestykker. Da jeg så op igen, sad han bare og så veltilfreds ud. Jeg sukkede. Han var tydeligvis så høj på popularitetfølelse lige i dag. Han sad fandme i sin fodboldjakke.

"Årh, der sker ikke noget med mit omdømme, vedmindre jeg ønsker det," svarede han med et næsten-ægte smil, som jeg vendte øjne over.

"Tillykke med succesen, diktator," svarede jeg irriteret og på nippet til at være ligeglad. Jeg kunne godt se hvordan han spændte sine knoer, men holdt sig i skindet. Jeg så imponeret på ham.

"Hold da op, tænk at være vidne til sådan et vidunder! Justin Drew Bieber, har sgu lært at styre sit temperament!" udbrød jeg begejstret, bare så han vidste at jeg havde spottet det. Han gjorde det igen.

"I visse situationer," tilføjede han sammenbidt, hvilket jeg udstødte et lille grin over. Jeg bed et stykke æble over.

"Nåh, hvor lang tid går der, før du skal tilbage til børnene?" spurgte jeg og nikkede over mod hans bord. Jeg nød at se hvordan han gjorde det igen.

"Hvor lang tid går der før du stopper med at være flabet?" spurgte han vredt. Jeg slog en latter op.

"Åh, dude, der går sgu lidt tid," svarede jeg afslappet og bed endnu et stykke æble over og puttede det i munden. Han så bare på mig med sådan et du-er-død-blik og jeg nød at sidde i Den Gyldne Stol. Jeg levede ikke i risiko, som de fleste andre på denne skole. For Justin ville et eller andet sted med mig, af grunde jeg ikke forstod. Jeg var fandme irriterende overfor ham. Ikke fordi at det ikke var med vilje. Men alligevel.

"Vi snakkede om det med dude," pointerede han irriteret. Jeg smilede.

"Det er rigtigt, ja," svarede jeg bare og fortsatte med at spise æbler, til der ikke var flere tilbage. Der var ikke så mange i sådan en pose.

"Shit, hvor er du bare skide flabet," udbrød han så, stadig med denne sammenbidte attitude. Det var tydeligt at jeg irriterede ham som bare fanden.

"Det er fandme godt spottet," svarede jeg og vendte alligevel posen på hovedet, for at tjekke om der alligevel ikke gemte sig et æble ekstra. Tydeligvis ikke.

Og bedst som han skulle til at sige noget, kom Max gående. Hans hår var en smule i uorden og han taske hang ikke over begge skuldre, så han havde sikkert skyndt sig. Jeg lyste en smule op og strakte mig, for at fange hans blik. Justin spottede det tydeligvis og bedst som Max skulle til at kigge underligt på Justin, til han flyttede sig, viftede Justin bare Max væg.

"Ikke nu, makker. Jeg snakker med hende," sagde han bare, hvilket fik både Max og jeg til at glo på ham. Så kom jeg til mig selv og begyndte at rejse mig op.

"Jaer, den er god med dig. Jeg tager med Max-"

"Du bliver bare lige her," afbrød han hårdt og tog fat i min arm, for at trække mig ned og sidde med et bump. Jeg gloede olmt på ham og skulle lige til at trodse ham, men Max kom mig i forkøbet.

"Det er cool. Vi ses bare senere, ikke?" sagde han henvendt til mig og jeg nikkede blot lidt. Så forsvandt han over til et andet bord. Jeg så irriteret på Justin, som sad med et smørret smil.

"Tør smilet af fjæset," snerrede jeg. Hans smil voksede en lille smule.

"Der kan du bare se," sagde han blot, inden han rejste sig op, bankede et par gange i bordet og smuttede over til sine venner. Og så sad jeg alligevel her, helt alene, nu hvor han havde berøvet mig muligheden for at kontakte andre mennesker.

Så fik jeg store øjne. Så det var altså dét han havde gang i.

 

XXX

 

At Justin havde tænkt sig at køre den jaloux stil uden at jeg havde været klar over det, fandt jeg en smule ydmygende, men under alle omstændigheder var jeg en smule smigret over at han havde spillet forelsket og elimineret mine muligheder for at tale med andre drenge. Tænk, at jeg ikke havde fattet det.

Nu var det så bare umuligt for mig, at finde ud af hvilket stadie han var i gang med. Følelsen af at han køre sit eget spil, var så småt ved at sætte sig fast, samtidig med at jeg følte et vis ubehag over at han - trods at jeg var skaberen af denne aftale - alligevel formåede at overraske mig. Det irriterede mig at han var så uforudsigelig. Jeg troede at dette ville blive en smule hyggeligt. Det var det ikke. Det var faktisk nervepirrende.

Men jeg havde ikke tænkt mig at spilde mere tid med det i aften. Jeg havde is og popcorn og en dyne og et tv og en pyjamas og hvis det ikke skulle kunne få mig på andre tanker, så vidste jeg ikke mine levende råd.

Jeg havde besluttet mig for at se en gyser og selvom at den viste sig at være røvdårlig, endte jeg alligevel med at se den til vejs ende. Jeg var lige nået til et plot twist - morderen skulle lige til at banke på døren hvor pigen gemte sig - og bedst som jeg sad og knugede dynen i spænding og morderen trådte et skridt tættere på, fløj en mellemstor sten op på mit vindue, med en høj lyd, hvilket fik mig til at fare sammen, fuldkommen forskrækket. Jeg rejste mig op, mens min brystkasse endnu bevægede sig op og ned, så det kunne mærkes. Jeg sukkede, da jeg så at plottet var blevet vist og slukkede slattent for filmen. What a spoiler alert.

Jeg traskede ilde til mode, hen til vinduet og tjekkede at det ikke var en rekyl der havde smadret det. Åbnede det og stak hovedet ud. Fik øje på Justin. Jeg spilede øjnene op i overraskelse, men i modsætning til sidste gang han havde været tæt på at smadre mit ansigt med en sten, så han hverken nervøs eller anspændt ud. Forhåbentligt, skulle han ikke ud og smadre en bil lige om lidt.

"Hvad nu?" sukkede jeg. "Du ødelægger ærligtalt plottet i en skidedårlig film, ved at gøre det der," tilføjede jeg og så dumt på ham. Han smilede stadigvæk. Han stod med hænderne i lommerne på sin fodboldjakke og så bare op på mig. Frat boy much?

"Surt," sagde han så bare. Jeg rullede med øjnene. Og han snakkede om at jeg var flabet!

"Hvad vil du, Justin?" sukkede jeg træt. Han smilede.

"Jeg ville bare lige tjekke op på dig," svarede han. Jeg så fortumlet på ham. Tjekke op på mig? Det var sgu da ikke sådan noget han gjorde? Eller var det bare en anden lille leg han havde gang i? Spillede han nu skuespil igen? Jeg var ved at være forvirret af hans julelege.

"Okay, funny. Svar mig nu, hvad fanden vil du, Justin?" svarede jeg hårdt. Jeg gad ikke hans jokes. Men inden han svarede, tilføjede jeg: "For at se mig sætte et minus ud for Stadie To? Fedt, du når det lige."

Nu var det hans tur til at se måbende på mig.

"Hvad? Nej, nej, du kan sgu da ikke allerede sætte et minus nu?"

"Det kan jeg i hvert fald," svarede jeg med et selvtilfreds smil, men undrede mig over hans fortvivlede blik. Han slog ud med armene.

"Ej, come on, Morris. Rom blev ikke bygget på en dag. Show some mercy," mumlede han. Jeg grinede.

"Uha, der er nogen der kan ordsprog," kvækkede jeg. Han så ikke engang sur ud. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var sådan en bitch.

"Come on," nærmest bad han. Jeg lod øjnene glide over haven. Rynkede brynene.

"Sig mig, hvordan er du egentlig kommet ind?" spurgte jeg undrende. Han kløede sig på armen og så kort ned i jorden. Skrabede med foden i jorden.

"Yeah... den tager vi en anden gang."

Jeg skulle lige til at sige ham imod, da han igen åbnede munden på en overbevisende måde. Han så næsten diplomatisk ud.

"Hey, alt jeg beder om, er at du skal forstå at det ikke bare sker dag efter dag. Du må vente, ligesom jeg må kæmpe. Bare fordi at det ikke er sket endnu, er jo ikke ensbetydende med at det ikke gør."

Jeg så overrasket på ham. Hvor kom de store ord fra? Havde han dem gemt i venstre balle, eller hvad? Til special occasions hvor han ikke skulle være en douche bag?

"Justin, du kan ikke bare køre dit eget løb-"

"Det kan jeg i hvert fald og det har jeg tænkt mig at gøre," afbrød han. Så så han på mig. "Hva', spurgte Luke dig også bare fra den ene dag til den anden?"

Mit humør sank, da han nævnte hans navn. Luke, min ekskæreste. Jeg fik det en anelse ubehageligt og brød mig ikke om det lille blink med øjet, da han sagde det.

"Super fedt træk, Bieber," svarede jeg mut og gjorde mine til at forsvinde ind bag vinduet. Han klappede tænderne sammen og så en anelse ængsteligt op på mig. Jeg stak hovedet ud.

"Har du mere du vil sige?" spurgte jeg forundret og han nikkede blot. Fucking hundehvalp.

"Virkelig?" spurgte jeg og sukkede så. "Fint, spyt ud."

Han så bare på mig med sådan et drillesygt blik, som jeg lagde hovedet på skrå af. Hvor fanden ville knægten hen?

"Sov nu godt, ikke?" sagde han bare med et smil, før han hoppede ud af haven. En trang til at råbe efter ham, krøb op gennem min hals, men jeg ignorerede den og trak med et forvirret smil, vinduet til. Great, nu frøs jeg også. Super flot, Justin.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...