The Dream of Changing a Badboy.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2016
  • Opdateret: 10 aug. 2016
  • Status: Færdig
II Fortsættelsen af "Another Badboy" II
Vi kender Heather og Justin. De er begge to stædige og egentlig er de begge irriterede på hinanden. Men Heather har givet Justin en chance for at bevise sit værd. Han skal udføre 11 prøver, allesammen stadier man går igennem, fra når man begynder at kunne lide nogen, til man pludselig skal indrømme det for både familie og venner. Heather tror ikke at Justin klarer dette. Hun tror ikke at Justin, den slemme dreng fra high school, kan gå fra stadie til stadie og gennemføre det hele uden at noget går i vasken, eller at han giver op. Tror Justin det?
En ting er sikkert og det er, at de ingen vegne kommer, før de finder ud af det. Og skal det gøres, så skal det gøres ordenligt.

83Likes
73Kommentarer
57070Visninger
AA

12. [ekstra] MELLEMTID.

 

  KAPITEL 10

Stadie:

MELLEMTID.

 


 

Jeg ved ikke om nogen her har prøvet at undgå en bestemt person i længere tid. Hvis ja, så har du nok opdaget, at det kan være ret problematisk. Det er som om at din sikkert virkelig dårlige karma, får dig til at rende ind i lige præcis den, du forsøger at undgå. Og det er som om at det bliver mere og mere akavet, fordi tingene ikke går som de skal. 

Nu når du har fået disse kostbare informationer, kan du måske sætte dig ind i, hvordan det var for mig, at undgå Justin dagene efter at han havde kaldt mig k-ordet. Jeg kan bare sige, at pludselig foretrak jeg virkelig at han kaldte mig 'skat', 'honey' og 'skattepige'. Virkeligheden bød mig dog noget andet og det havde jeg virkelig ikke lyst til. Jeg havde lyst til at finde en økse den morgen, slå mit vækkeur til ukendelighed, køre det igennem en kødhakker, brænde det, kostfæste det og begrave det i havet. Og ja, i den rækkefølge. Men gæt hvem der endte med at fjerne dynen og stå op? Hvis du gættede på mig, så er du totalt forkert på den. Så meget viljestyrke havde jeg sgu ikke.

Men en vis person også kaldet min far, kom (alt for) tidligt hjem fra arbejde, fandt mig liggende i min seng og se Netflix og efter en halv times skideballe, blev han enig med sig selv om at lægge det bag os og sende mig direkte i skole. Jeg forsøgte at forklare, at hvis jeg dukkede op midt i det hele, ville jeg få en eftersidning og han ville skulle i gang med at udfylde alt muligt papirarbejde. Han havde bare set dumt på mig og så var jeg blevet sendt ud af døren, med strenge instrukser om at jeg 'fandme skulle tage i skole'!

Og jeg så fandme ikke engang godt ud. Jeg havde fået et par jeans på og en alt for lille hættetrøje, hvilket bare ikke lige passede mit humør. Jeg havde ingen tolerance i dag. Heller ikke i dag. Specielt ikke i dag. Jeg havde faktisk overvejet at pjække hele dagen, men hvis det nogensinde var nået min far, ville han flå hovedet af mig. Den ellers så rolige mand.

Så jeg var pænt gået i skole og var blevet mødt af en verbal lussing af min lærer, mens hele min matematikklasse så på. Det fede var, at hun også fandt ud af (da hun havde meldt mig til en times eftersidning) at jeg ikke havde afsonet min sidste eftersidning. Hvordan det kunne lade sig gøre? Ved at lyve inspektøren op i ansigtet? Og på den måde, fik jeg fire timers eftersidning. Det ekstra fede var så, at Justins navn også blev nævnt og fordi at verden er urimelig, fik han eftersidning sammen med mig - dog kun to timer.

Hvilket bringer os til den situation jeg var i: pinebænken. Eller, en ganske almindelig eftersidning, hvor jeg intet havde at lave. Overhovedet. Ud over at skæve over på Justin, som sad cirka to meter fra mig ved sit eget lille bord. Han sad bare og stirrede ud i luften, men selv når han gjorde dét, så han godt ud. Jeg havde faktisk aldrig lagt så meget mærke til hans gode udseende. Jeg havde altid lagt mærke til hans opførsel og personlighed. Okay, jeg var ikke dum - jeg havde godt lagt mærke til at han ikke var grim, hvis du nu skulle tro at der var noget galt med mit syn.

På et tidspunkt vendte han dog sit hoved i min retning meget pludseligt og vi nåede lige at få øjenkontakt, inden jeg skyndte mig at kigge væk. Pis. Han havde set at jeg havde kigget på ham! Og nu var det hans tur til at stirre på mig. Det var bare ikke fedt i dag. Jeg havde bare lige fået lidt mascara på vipperne - jeg så bare slet ikke godt ud - og så var det lige i dag, at han skulle side og stirre på hver hudflage af mit ansigt? Dårlig karma.

"Gider du stoppe med at stirre!?" hviskede jeg hårdt, da jeg havde sikret mig at mæren der bevogtede os, ikke havde fokus på os.

Han så på mig med et ligegyldigt blik og valgte tydeligvis at lege badboy, for han satte sig bare i tilbage i stolen og ignorerede mig. Jeg sukkede så hårdt jeg nu kunne og krydsede armene. Hvor var det her bare ikke sjovt!

"Skattepige?"

Hans stemme fra venstre side, fik mig til at vende hovedet, men da jeg så at hans ansigt flækkede i et grin, gik det op for mig, hvad han havde kaldt mig for at få erobret sig min opmærksomhed. Jeg sukkede og rullede med øjnene.

"Shh!"

Wow. Den dames stresslevel var på tusind! Hvor lang tid skulle man gå rundt og have pis i bukserne, før man begyndte at fryse? Den lærer, havde vist gået i lidt for lang tid, med den skilsmisse med manden.

Jeg rakte hånden i vejret og ventede spændt på at hun skulle få øje på de eneste elever i lokalet. Der gik et halvt minut.

"Hvad så, Ms. Morris?" 

Hendes stemme lød træt og streng og jeg fik faktisk ondt af hende et kort øjeblik. Tænk at skulle stå og glo på nogle dumme elever i fire timer, bare fordi man i tidernes morgen valgte at blive lærer.

"Jeg skal på toilettet," svarede jeg artigt og rokkede en smule på stolen. Jeg kunne faktisk se hvordan hun kneb øjnene sammen og forsøgte at se gennem min sjæl, men jeg havde artighedsmasken på lige nu og ikke engang hendes falkeblik, kunne trænge igennem.

"Fint. Fem minutter! Max!"

Jeg nikkede blot og rejste mig så larmende som muligt fra stolen. Så bevægede jeg mig hen imod døren, som var jeg en tysker der lige om lidt skulle over Berlinmuren. Med følelsen af frihed løbende i alle årer, skubbede jeg døren op og nød det pust jeg fik i hovedet. Det lugtede af sved, fritter og hårvoks. Da døren smækkede bag mig, gik jeg ud på en halvtom gang.

De fleste havde fået fri - det var kun drama - og musiknørderne som var villige til at blive efter skoletid. Og så nogle andre som 'hang ud' her. Yeah right.

Og når man snakkede om solen; Justins venner kom minsandten lige mod mig. Ryan fik øje på mig og daskede Jason, som var bandens leder, når Justin ikke var til stede, på brystet. Jeg fik en pludselig lyst til at grine, da han låste sit blik fast på mig og det ligesom vandrede hele vejen fra øjnene og ned til den vorte jeg havde på min højre storetå.

"Heather!" råbte han fem meter fra mig og gik en smule hurtigere, for at nå mig. Jeg stoppede op, da vi mødtes. Ellers ville jeg jo komme til at træde ham over tæerne. Bogstaveligtalt.

"Hvad så? Hvordan går eftersidning? Har du sneget dig ud for at duske Justin?" spurgte han 'hardcore' med et ansigt, flækket af grin. Jeg gloede bare dumt på ham.

"Yeah... Nej. Jeg ville hellere drukne en ufo. Hvorfor er I ikke taget hjem endnu?" svarede jeg. De her havde en smule mere humor end Justin, så de kunne godt se en lille snert af sjov i min sætning. Jeg smilede, da de grinte, men pludselig låste de alle deres blikke fast på noget bag mig og latteren stoppede øjeblikkeligt. Jeg vendte hovedet og så ingen ringere end selveste Justin Bieber komme gående mod os. Jeg sukkede og rullede med øjnene og skulle til at gå, da han hev fat i min arm og hev mig hen til sig. Jeg var lige præcis to sekunder om at rive mig fri igen. Selvfølgelig grinte de andre - hvad kunne man forvente af dem? At begå mytteri?

"Hvad laver du herude, douchebag?" spurgte jeg og sendte ham et optimistisk smil, som hurtigt forsvandt igen. Han reagerede på en lidt anden måde, når der var venner til stede; han klemte min højre balle og forklarede smørret, at han da ledte efter mig. Klart. Og jeg har en Lillebæltsbro, jeg gerne vil sælge dig.

"Jeg har et forslag," begyndte Jason. Jeg så mistænksomt på ham. Var den dreng i stand til at få en idé uden Justins hjælp?

"Hvorfor fortæller du ikke Heather om di-" Justin fyrede albuen ind i siden på ham. Syntes han at det var pinligt, når jeg stod her!? Oh well, jeg havde da også en ting eller to, Justin kunne indrømme overfor dem! Det var også på høje tid!
"Jeg har et bedre forslag," begyndte jeg og kunne allerede mærke hans vrede øjne på min krop.

"Hvad med at du fortæller dem lidt om os, Justin?" spurgte jeg og satte en hånd i siden. Jeg så selvtilfreds ud, men hvis Justin ikke fattede, hvad han satte på spil ved at svare forkert på dette spørgsmål, var han dummere end vådt tagpap.

Justin så et øjeblik rådvil ud. Men det var som om at alle kunne mærke en spænding imellem os. Nu hvor vi alle stod her, den endelige test af Justins loyalitet. Jeg var spændt og nervøs for at høre svaret.

"Der er sgu ikke noget at forklare," svarede han tørt.

Jeg vendte mig ligeså stille i retning af Justin. Og måbede. Var det virkelig sådan han så på det!? At det her ikke var noget at forklare!? Well, var der ikke noget at forklare, var der ikke noget!

Jeg tog mig et øjeblik sammen.

"Farvel, Justin," sagde jeg koldt, vendte mig rundt og søgte ind i lokalet igen, med en forfærdelig følelse i maven. Det spændte alle vegne og jeg fik en pludselig trang til at kaste op. Jeg ventede bare på shitstormen. På at det hele skulle ramme hvor det gjorde allermest ondt. På at Justin skulle sætte sig ind igen og gå før mig. Men det gjorde han ikke - han kom slet ikke tilbage. Men hvorfor gjorde dét så ondt? Han var jo trods alt Justin.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...