The Dream of Changing a Badboy.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2016
  • Opdateret: 10 aug. 2016
  • Status: Færdig
II Fortsættelsen af "Another Badboy" II
Vi kender Heather og Justin. De er begge to stædige og egentlig er de begge irriterede på hinanden. Men Heather har givet Justin en chance for at bevise sit værd. Han skal udføre 11 prøver, allesammen stadier man går igennem, fra når man begynder at kunne lide nogen, til man pludselig skal indrømme det for både familie og venner. Heather tror ikke at Justin klarer dette. Hun tror ikke at Justin, den slemme dreng fra high school, kan gå fra stadie til stadie og gennemføre det hele uden at noget går i vasken, eller at han giver op. Tror Justin det?
En ting er sikkert og det er, at de ingen vegne kommer, før de finder ud af det. Og skal det gøres, så skal det gøres ordenligt.

83Likes
73Kommentarer
57124Visninger
AA

13. [ekstra ekstra] MELLEMTID.

 

  KAPITEL 11

Stadie:

MELLEMTID.

 


 

Dagen var jeg faktisk syg. Det var ellers lang tid siden, jeg havde været syg. Jeg havde det bare dårligt. Fysik og psykisk. Det fysiske gav mig lov til blive hjemme, men det psykiske var det der gjorde uudholdeligt. Jeg kunne ikke holde den samtale ud og alligevel syntes min hjerne, at den skulle afspille det crap igen og igen. Hele tiden den der rewind, som en lille flabet hilsen: hey, kan du huske hvordan det gik? Sådan her. Kan du huske hvor meget han skider på dig? Så meget.

Det var ved at gøre mig sindssyg at tænke på. Så mange aspekter af så lille en sætning: Der er sgu ikke noget at forklare. Okay, så at han snavede mig i gulvet og var ved at gå alt for langt, var ikke noget at forklare? At han havde snakket mere med mig end han havde med nogen, var ikke noget at forklare? At han ikke var kommet op at slås i tre uger, var ikke noget at forklare? Var jeg virkelig så forfærdelig en person at blive set offentligt sammen med? Var han virkelig så flov over mig? Det var sgu da ikke til at holde ud. Sådan en narrøv havde jeg alligevel aldrig mødt før. Det havde jeg så nu.

 

Da jeg for alvor var blevet træt af at spekulere, besluttede jeg mig for at gå ned i stuen. Min far var der godt nok, men det var vel også fint nok.

Trapperne føltes utrolig trælse og alt mit tøj sad forkert. Jeg havde en skrækkelig morgenånde og mit hår var fedtet. Min far sad og læste avis og drak sin kaffe, da jeg begyndte at riste noget brød i toasteren. Min far rømmede sig. Jeg kløede mig i hårbunden.

"Du, Heather?"

Jeg var ved at få mit spyt galt i halsen, da han pludselig brød stilheden og henvendte sig til mig. Jeg fór sammen, men genfandt balancen og så på ham. Han sad stadig med snotten nede i den avis.

"Jaer?" svarede jeg og kontrollerede at alt gik som det skulle i toasteren.

"Hvorfor pjækkede du den anden dag?"

Jeg sukkede. Kunne han ikke bare lade det ligge!?

"Wow, jeg troede virkelig at vi var done med den skideballe! Men hvis du har mere, så kom da endelig med d-"

"Jeg har ikke tænkt mig at skælde ud! Jeg vil bare gerne vide hvorfor. Jeg er din far, husker du nok."

Jeg følte mig en anelse forsmået af afbrydelsen, men måtte stille måbe over hans ord. Han lød til at mene det, så jeg valgte at droppe sarkasmen - min far havde aldrig rigtig forstået den.

"Øhm.. Jeg har vel bare haft lidt problemer.. med en dreng." 

"Virkelig? Med hvem? En jeg kender?" Jeg tøvede med svaret. At lyve eller ikke at lyve - det er spørgsmålet!

"Med... Justin, faktisk."

"Med Justin?"

"Jah... det var sådan en dum, lille ting. Jeg forsøger at glemme det," forklarede jeg stille. Der begyndte at lugte en smule brændt og jeg så til min forfærdelse, at brødet var brændt lidt på. Desværre, var jeg for doven til at gøre det om.

"Nåh, det var da godt. Det er bare med at lægge det bag sig..." mumlede han og jeg vidste at han nu var kommet til en spændende annonce eller et godt sted i en artikel. Jeg satte hånden i siden.

"Far, hvorfor sidder du altid med snotten nede i den avis?" 

Jeg må nok hellere indrømme, at det kom lidt hårdere ud end planlagt. Normalt holdt jeg det ud, men lige nu gik det mig på. Han kiggede op. Hans øjne var virkelig grå.

"Øh, det ved jeg ikke. Jeg læser?" svarede han forvirret. Jeg sukkede stille.

"Men gider du ikke godt lade være? Man kigger på hinanden når man snakker sammen."

Han nikkede bare stille og sad lidt og kiggede ud i luften.

"Din mor har givet lyd fra sig."

Sommetider kan ord bare betyde så meget. Sommetider kan de fylde det hele lige i et øjeblik. Lige dér kunne jeg ikke høre de ord nok og jeg måtte vende mig overrasket mod min far - fuldstændig i chok. Spændt. 

"Virkelig!? Hvornår?" Ivrigheden var ikke en delt følelse. Det tærede på min far når han hørte fra mor, for det mindede ham om, at hun var væk.

"Brevet er dateret fra omkring en måned siden, men jeg fik det i går," svarede han udtryksløs. Jeg overvejede at spørge hvorfor fanden han først fortalte mig det nu, men lod være. Jeg kendte ham for godt. Min far vidste det måske ikke, men jeg havde gennemskuet ham. Specielt efter at mor var rejst. Han havde mistet forældrerollen og var blevet en mand som sad i stuen og drak kaffe og arbejdede på noget meningsløst.

"Gode nyheder er lige hvad jeg trænger til! Nå, hvad stod der så!" spurgte jeg frisk. Han stirrede stift ned i bordet.

"Hun overvejer kraftigt at tage et år mere," peb han, så det næsten ikke var til at forstå. Men det var det der var problemet; næsten. For jeg hørte det og jeg forstod det. Og jeg følte at al energien blev suget ud af kroppen på mig. Kun de forfærdelige, rådne følelser blev; skyldfølelse, vrede, tristhed. Frustration. 

"Men.. jeg forstår ikke? Hun sagde udtrykkeligt.. Og hun.. Hvordan kan hun ærligtalt tillade sig det!?"

"Skat, det er ikke så ligeti-"

"Tænker hun slet ikke på os!? På mig!? På hendes datter som hun ikke har set i to år!? Hun kommer ikke når jeg dimitterer, så. Tænker hun slet ikke på sin mand og sin datter og det ansvar hun har her!?" råbte jeg frustreret og fik lyst til at slå i bordet, rive mine arme af og sætte mig ned på gulvet og tude. Hold kæft, hvor var det uretfærdigt! Det var som at blive slået i maven af en professionel bokser.

"Heather, det er din mors måde at leve sit liv på. Det er det hun kan lide, det er det hun.. brænder for!.."

"Og så skal vi bare sidde herhjemme imens!? Hvordan kan det på nogen måde være fair!?" skreg jeg. Mine øjne brændte.

"Ingen har sagt at det skal fair," svarede han roligt. Hvordan kunne han være rolig!? Det var svigt på højeste plan!

"Jeg fatter ikke at du giver hende lov.." sagde jeg fortumlet og følte mig nødsadiget til at sætte mig ned på en stol. Jeg pustede ud. Indhallerede.

"Skal hun ikke have lov til at leve sit liv? Hun elsker det, Heather! Hvordan kan jeg nægte nogen jeg elsker, det de elsker? Jeg har aldrig været til Afrika og ferier og adventure, jeg har været til aviser og kaffe og det var hun ikke! Men det siger jo ikke, at vi ikke skulle kunne få det til at fungere!? Vi er begge to relativt glade, bortset fra at vi ikke er sammen?"

Jeg havde ikke ventet min fars ord. Jeg havde ikke ventet den form for overvejelse fra hans side, men jeg var for chokeret til at sætte pris på dem. Men jeg kunne godt se hvad han mente. Ikke at jeg kunne lide det, men jeg kunne godt se det.

"Helt ærligt, Heather, så må vi bare være glade på alles vegne og få det til at fungere i stedet for at være bitre over det," fortsatte han noget mere roligt. Jeg nikkede bare en smule og fandt en plet på køkkenbordet at nidstirre.

En stol blev skubbet ud og kort efter blev et par arme lagt om mig. Jeg førte hånden op til hans hånd, men sad bare og modtog. Og det var rart for en gangs skyld.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...