The Dream of Changing a Badboy.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2016
  • Opdateret: 10 aug. 2016
  • Status: Færdig
II Fortsættelsen af "Another Badboy" II
Vi kender Heather og Justin. De er begge to stædige og egentlig er de begge irriterede på hinanden. Men Heather har givet Justin en chance for at bevise sit værd. Han skal udføre 11 prøver, allesammen stadier man går igennem, fra når man begynder at kunne lide nogen, til man pludselig skal indrømme det for både familie og venner. Heather tror ikke at Justin klarer dette. Hun tror ikke at Justin, den slemme dreng fra high school, kan gå fra stadie til stadie og gennemføre det hele uden at noget går i vasken, eller at han giver op. Tror Justin det?
En ting er sikkert og det er, at de ingen vegne kommer, før de finder ud af det. Og skal det gøres, så skal det gøres ordenligt.

83Likes
73Kommentarer
57134Visninger
AA

5. DATE.

 

  KAPITEL 3

Stadie:

2. DATE.


"Jeg tror altså stadigvæk ikke at jeg kan finde ud af det. Ikke for at skuffe dig, men en haj til matematik har jeg aldrig været," forklarede jeg Gordon med et undskyldende smil. Vi havde haft matematik, men nu ringede det ud og jeg følte ligesom at jeg blev nødt til at forklare mine manglende evner - bare så han ikke forventede at jeg fik A+ i næste uge, nu hvor han havde hjulpet mig.

"Aldrig sige aldrig," smilede han og fangede mine øjne gennem brillerne. "Du er langt bedre end du tror."

Jeg blev helt benovet over hans varme ord og skyndte mig at sige tak.

"Ingen årsag," svarede han blot, tog sine bøger under armen og forsvandt efter en samtale med læreren ud af døren. Han var ikke supernørd, men han var skidegod til matematik - og næsten alle andre fag.

Jeg følte mig helt godt tilpas, da jeg gik ned af gangen for at komme til frugtpause. Jeg var ret sikker på at jeg havde et eller andet der kunne minde om frugt i mit skab. Ellers kunne en Marsbar forklædt som appelsin vel også gå.

Jeg stod faktisk og følte mig rigtig nice ved mit skab, da en hånd gled om min lænd og en krop stillede sig ved siden af min. Jeg kom til at smile, trods jeg vidste hvem der nu stod og betragtede mig. Det var Justins træk. 

"Hvad så, smukke?" smilede han. Jeg smilede en smule anstrengt da jeg så på ham. Marsbaren var også fundet.

"Calm down, mister," svarede jeg skarpt, men sørgede alligevel for at smile til sidst. Han var på nippet til at grine, men forsøgte vist at holde det inde, for hans kinder hobede sig ligesom op til dobbelt størrelse, mens øjnene og munden blev smallere.

"Du ved, det er tilladt at grine. Jeg er sjov," sagde jeg bare, fordi det ærligtalt var latterligt at han ikke engang kunne grine. Jeg ville vædde med at han så supercute ud når han grinede. Ligesom når han sagde at det ikke klædte mig når jeg blev lidt for flabet, så klædte det faktisk heller ikke ham at være så tough. Men kunne jeg sige det? Nej.

"Tusind tak for information," svarede han med et næsten-smil. Jeg kneb øjnene lidt i. Der var mange versioner af Justins smil. Jeg agtede at se dem alle.

"Det var såmænd så lidt," svarede jeg og smækkede skabet i. Jeg begyndte at skrælle Marsbaren for papir og lænede mig op af skabet. Så mødte jeg hans øjne, for det var da lige godt grov så lang tid han havde holdt sin mund.

"Kom lige med," sagde han helt tørt, efter at han havde stirret på mig i et par sekunder. Han begyndte at gå og selvom jeg løftede et øjenbryn og gloede mærkeligt på ham, stoppede han ikke. Jeg bed mig i læben. Hvem kunne ikke huske hvad der var sket sidste gang Justin bare ville have mig til at 'gå med'. Men jeg endte med blot at pruste og følge efter inden han nåede om et hjørne. Denne gang kunne jeg vel se den komme, hvis det nu skulle vise sig at den venstre side af hans hjerne stadig manglede.

Jeg spærrede øjnene op da jeg fandt ud af hvor vi skulle hen. Det kosteskab igen? Ej, det mente jeg så nok ikke lige. Jeg stoppede på stedet og lagde armene over kors.

"Nul putte. Du får mig ikke derind igen," meddelte jeg stædigt. Justin vendte sig om og så på mig, som stod som var jeg sømmet fast til gulvet. Så sukkede han højt, vendte kort øjne og stampede så hen mod mig. Jeg troede at han ville til at overtale mig, men i stedet tog han bare fat i min arm og trak mig med. Og selvom jeg protesterede først, stoppede den leg hurtigt. Kan du huske da jeg nævnte at han kunne krølle personer sammen? Det skal man være stærk for at kunne. Ergo, endte jeg inde i det rum og døren blev smækket.

Jeg smilede sarkastisk, fordi jeg ikke havde andet at gøre.

"Nej, hvor er det bare smadderhyggeligt. Det bringer sådan nogle varme minder frem," spyttede jeg nærmest og krydsede armene. Jeg tror at han kort vendte øjne, før han vendte sig rundt, bukkede sig ned til en af de der hylder hvor pedeller opbevarer deres rengøringsmidler og for gamle skrubbebørster. Da jeg så hans ansigt igen, havde han en buket roser i hånden og jeg kom til at stirre på dem, bare fordi.

"Måske kan de dejlige minder blive erstattet af et endnu bedre," sagde han, kun en anelse spydigt. Jeg tror at han prøvede at være romantisk, for han rakte mig i hvert fald roserne med et charmerende smil lige bagefter.

"Uh, Justin, jamen..." Jeg så måbende på roserne og bagefter ind i hans øjne. "Hvad skyldes æren?" fortsatte jeg, hvilket fik ham til at grine blidt. Det var ikke fordi at jeg brød mig om at ligne en som var uforberedt rent verbalt, men det at han grinte af mig, gjorde faktisk ikke så meget lige der.

"Du skal jo med mig på date for pokker," grinte han, så jeg for en gangs skyld kunne se hans utrolig hvide hjørnetænder.

Jeg så endnu engang benovet på ham, skævede så ned på roserne og blev helt varm i kinderne. Så begyndte jeg at tænke og mine øjnes glød falmede ligeså langsomt.

"Justin..." Jeg så mistænksomt rundt i det trange rum. "Trak du mig herind fordi du ikke ville spørge på gangen, hvor der går en masse som kan kigge på os?"

Jeg så bare på ham og anede ikke hvad jeg tænkte. De brune øjne udvidede sig en smule og han virkede pludselig en smule anspændt ved det hele. Han kløede sig bag øret og så utilpas ud. Jeg ventede tålmodigt og tog en bid af min Marsbar, for at samle en smule beherskelse.

"Ehm.." 

Det var tydeligt at fyren havde sprogspasmer og heller ingen manerer, men jeg havde også hørt nok. Jeg besluttede mig for ikke blot at spare ham, men især mig, for den sære beskrivelse af at han ikke ville have at nogle skulle se ham invitere mig ud. Jeg kunne se at den forklaring lige om lidt ville komme haltende ud af hans mund. Så jeg gjorde det jeg var bedst til: jeg afbrød.

"Jep, Justin. Jeg forstår udmærket," sagde jeg koldt og holdt kort en hånd i vejret for at markere at han bare skulle tie stille. Jeg overvejede situationen og de efterfølgende begivenheder og så ned i jorden.

"Jeg må indrømme," startede jeg og greb hans øjne, "at du virkelig ikke har klaret denne her særlig godt. Bare så du ved det, så elsker piger generelt når fyre ikke er flove over dem," forklarede jeg skarpt og tog efterfølgende en dyb indånding.

"Og jeg burde faktisk ikke sige ja til at gå med dig på date, for enhver anden pige - hvis man altså ser bort fra de slutty typer du normalt omgås med - ville klaske de her flotte roser lige ind på din brystkasse og storme ud herfra med et rungende nej."

Jeg kan næsten ikke beskrive hvordan han så ud i hovedet. Som en stenstøtte, vel nærmest. Hårdnakket som altid, men med et særligt blik i øjet, fordi han godt vidste at han fik en skideballe og at det var bedst at holde sin kæft. Utroligt, egentlig. At han var i stand til at holde sin kæft, selvom jeg stod og brægede. Wunderbar.

"Men jeg bliver nødt til at sige ja, fordi jeg kender dig nogenlunde og ved at du faktisk har gjort en indsats. Og fordi at du er nybegynder, så siger jeg ja tak til at tage med på en date, fordi jeg er dommer. Hvornår henter du mig?"

Han så mildest talt overrasket ud, men hvem havde ikke det, hvis man havde fået fyret dén i hovedet. Men han skjulte det selvfølgelig og efter et par host, fik han sagt på en nogenlunde badass-agtig måde at han ville hente mig i aften klokken syv. Jeg nikkede - og så gik jeg.

 

XXX

 

Jeg så mig nogenlunde tilfreds i spejlet, vendte mig om og betragtede kort min røv, før jeg igen så på håret, makeuppen og ikke mindst tøjet. Jeg syntes selv at jeg så repræsentabel ud. Justin havde skrevet en mere eller mindre sjofel besked om at det var et fancy sted og at jeg skulle finde noget som klædte min røv. Så her var jeg, i en stram, sort kjole, som jeg selv syntes fik min røv til at se yderst godt ud, trods det var lidt tid siden jeg sidst havde shaket den i en dans.

 

Outfit:


 

Det var først da jeg hørte et dyt fra en bil, at jeg kom til mig selv. Jeg tjekkede lige at det var Justin som ventede, før jeg skyndte mig ud af værelset og ned af trapperne.

"Hey, hvor skal du hen?"

Min far kom til syne i døren, mens jeg greb en sort trench coat. Jeg var tæt på at sukke, men smilede for ikke at gøre nogle sure - inklusiv mig selv, sådan set.

"På date," svarede jeg kort og åbnede døren.

"Nåmen, god tur, så!" nåede han lige at sige, inden jeg smækkede døren med et lille smil.

Jeg skuttede mig, da jeg trådte udenfor. Heldigvis var Justin kørt helt op bag vores bil, så der var ikke så langt.

"Nå, der var du," smilede han, så snart jeg havde smækket bildøren og sat mig ind i bilen. Jeg smilede.

"Det var simpelthen lige det jeg var," svarede jeg og spændte min sele. Han tjekkede mig hurtigt ud, mens han kørte ud af indkørslen. Jeg diskuterede med mig selv: skulle jeg være bekymret for at han brugte min trenchcoat som bakspejl istedet for det originale? Og kom til den konklusion at, nah, det var sgu meget fint.

Og så var vi ellers afsted. Hvor underligt, at jeg faktisk kørte med Justin hen mod et fint sted for at spise. Hvem havde set dén komme?

Jeg kom til at udstøde et lille grin. Han vendte kort hovedet, men besluttede sig så for ikke at køre ud i en grøft og dø. Den spektakulære handling det var for ham at udrette dét, udførte han i form af at holde øjnene på vejen. Jeg var ret imponeret.

"Hvad griner du af?" spurgte han. Jeg tørrede smilende, grinet væk fra læberne.

"Åh, jeg havde bare aldrig forestillet mig at det her ville ske," smågrinede jeg en smule pjattet. Han smilede blot.

"Du har måske set frem til det i noget tid?" spurgte han en smule for kækt og lod sin hånd glide henover mit lår. Så stoppede morskaben, for selvom at det sådan set var behageligt nok, var det ikke sådan at det skulle gå. Jeg flyttede den resolut.

"Nobe, Justin. Du kan ligeså godt glemme alle forestillinger du har gjort dig - første date leder ikke til noget som helst der bare kunne minde om noget seksuelt. Måske lige bortset fra et eventuelt kys når man siger farvel. Okay?"

Okay, jeg var en smule skarp i det. Men det var da bedre at han fik det slået fast nu, end at han gik rundt og havde alle mulige intentioner? Har du måske nogensinde set en - vel og mærket ordentlig - romantisk film, hvor det forelskede par efter første date ender i sengen? Nej, det mente jeg nok.

Han sad og så en smule stramt ud af vinduet.

"Du ser godt ud," sagde han blot, og jeg takkede selvom vi begge vidste at han ikke engang havde set hvad jeg havde på endnu.

 

Et varmt sus fløj blidt henover min hud, da vi trådte ind af døren til restauranten. Justin gik bag mig - han havde holdt døren for mig og alt muligt - og selvom man godt kunne fornemme at han var totalt ny i dette her fag kaldet DATING FOR DUMMIES, klarede han det nu meget godt. Han måtte have lært det fra de film han aldrig havde set.

En ting som overraskede mig, var den måde han kaldte på tjenerne. Hvordan han let fandt et bord og i det hele taget virkede afslappet med stedet. Det virkede som om at han havde været her før? Men han virkede bare overhovedet ikke som typen der gik på fin restaurant hver anden weekend.

Da vi fik sat os og vi begge bestilte kylling, opstod der en pludselig nervøsitet i min mave. Jeg havde slet ikke set den komme, så det fik mig til at gå en smule i panik. For hvad skulle vi snakke om? Kunne vi overhovedet finde ud af at snakke sammen, når vores såkaldte 'snakken' ikke var at smide flabede kommentarer i hovedet på den anden?

"Såeh.." begyndte han, hvilket satte mit hjertes ræs lidt på stand-by. "Synes du ikke snart at du skal have den der jakke af?" spurgte han med et charmerende smil. Jeg følte mig overrasket af hans ord og blev vist også en smule rød i kinderne, da jeg rejste mig op med et nik. Sikke en fin måde at fortælle at han gerne ville se min røv, alligevel, tænkte jeg, da jeg løsnede sløjfen og skubbede jakken af skuldrene. Til sidst stod jeg blot med den i hænderne, inden jeg hang den på stolen og fordi at jeg vidste at jeg så godt ud, svang jeg hurtigt håret om på den anden skulder, inden jeg satte mig ned igen. 

Jeg skal ikke lyve for nogen - Justin sad med store øjne, men han var vant til at kigge på flotte piger og dermed også vant til at skjule sin beundring. Det var vidst ikke gået op for ham, at det ikke var noget han behøvede at gøre lige nu. Ikke på denne date, ikke med mig.

"Nå, men så havde jeg jo ret. Du ser jo forrygende ud," sagde han med et charmerende smil, som jeg blev en smule hed i kinderne af. Jeg smilede ned i bordet. Gang på gang overraskede han mig. Ikke blot psykisk, men fandme også verbalt.

"Du ser heller ikke værst ud selv," kvækkede jeg og det var såmænd sandt nok. Justin havde et jakkesæt på, men trods den fine påklædning, formåede han alligevel at få det til at se bad ud, hvilket jeg i dette moment, værdsatte.

 

Outfit:


 

XXX

 

Som aftenen skred frem, fik vi faktisk talt okay sammen. Det var ikke fordi at jeg fortalte ham, at jeg indtil for en uge siden, havde lagt en lille seddel med ting jeg ville have sagt til min mor hvis hun befandt sig i samme land som mig, ned i min krukke. Det var heller ikke fordi at jeg fortalte ham at mange af de ting, for nyligt havde handlet om ham. Og det var heller ikke fordi at han fortalte mig alt det han gemte på under fodboldjakken og under det hårde omdømme. Selvom jeg gerne ville vide det. Men vi fik snakket fint sammen og jeg trøstede mig en smule med, at det (forhåbentlig) snart var tid til en Anden Date.

 

Da vi kørte hjem og han satte mig af og tilbød at følge mig op til døren, var det ret sent, jeg var træt og mæt, men Justin levede nok i en anden tidszone end jeg. Han var vældig livlig, mens jeg blot var blevet en smule døsig af det glas rødvin jeg havde indtaget. Ikke fordi at nogen af os var bare tæt på at være fulde. Han var vel bare natteravn. Kunne jeg have forventet andet?

Han så smilende på mig, mens jeg trådte op til døren. Han stod så tæt på mig at jeg igen kunne se hans hjørnetænder i det søde (men alligevel frække) grin han stod med. Jeg smilede lidt og daskede kort til ham, men han tog blot fat i min arm, pludselig med en overvældende seriøsitet. Jeg så øjeblikkeligt ind i hans øjne, men kunne alligevel godt se hvor det førte hen. Og det ville jeg ikke lade ske.

"Ikke nu," hviskede jeg bare, inden jeg smilede, takkede igen for en overraskende dejlig aften og trådte indenfor. Jeg gik direkte op på værelset og håbede at han vidste, at jeg i mine tanker havde sat et 'end' foran 'nu'.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...