The Dream of Changing a Badboy.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2016
  • Opdateret: 10 aug. 2016
  • Status: Færdig
II Fortsættelsen af "Another Badboy" II
Vi kender Heather og Justin. De er begge to stædige og egentlig er de begge irriterede på hinanden. Men Heather har givet Justin en chance for at bevise sit værd. Han skal udføre 11 prøver, allesammen stadier man går igennem, fra når man begynder at kunne lide nogen, til man pludselig skal indrømme det for både familie og venner. Heather tror ikke at Justin klarer dette. Hun tror ikke at Justin, den slemme dreng fra high school, kan gå fra stadie til stadie og gennemføre det hele uden at noget går i vasken, eller at han giver op. Tror Justin det?
En ting er sikkert og det er, at de ingen vegne kommer, før de finder ud af det. Og skal det gøres, så skal det gøres ordenligt.

83Likes
73Kommentarer
57102Visninger
AA

7. ANDEN DATE.

 

  KAPITEL 5

Stadie:

3. ANDEN DATE.

 


 

Måske har jeg aldrig nævnt det, men naturfag var ikke ligefrem mine yndlingsfag. Det der med at dessikrere frøer og finde ud af hvordan atomer er opbygget, var sgu ikke lige min kop te. Men jeg var da med til timerne. Også en dag, hvor jeg stod med kittel og sikkerhedsbriller og forsøgte at følge med i, hvad fanden der skete når man miksede to væsker sammen. Jeg nægtede ikke, at det var sindssyg vigtigt med de der naturfag, men var det virkelig vigtigt at vide at der fløj en sky af skum op af reagensglasset, når man blandede Natrum med den anden væske? Hvornår ville jeg få brug for det? Ville jeg om tyve år stå med en nybagt tærte og tænke: hey, der kommer en stor sky af skum op, når man blander Natrum sammen med den og den væske? Ærligtalt, så troede jeg ikke helt på det, hvilket vist pissede min fysiklærer af. Jeg havde også en smule ondt af ham. Tænk, at skulle trækkes med mig i et fag som dette.

"Altså, er det ikke meningen, at vi skal lave en eksplosion ud af det der, eller er det bare noget jeg har forestillet mig, fordi jeg har set for mange James Bond film?" spurgte jeg med et glimt i øjet. Min gruppe som kun bestod af drenge, som min lærer til gengæld satte stor pris på, kiggede bare på mig som om jeg havde sat min hjerne på permanent stand-by, før de - og jeg sværger at det var næsten synkronisk - vendte sig om og fortsatte med forsøget. Okay boys, tænkte jeg. Jeg kan da også bare have det sjovt for mig selv.

Så jeg vendte mig om og begyndte at lege med et reagensglas som havde været i overskud, da en ualmindelig høj lyd trængte gennem alt det crap som gemte sig i min hjerne og skar så højt i min trommehinde, at jeg for sammen. Det samme gjorde de andre - selv min lærer - og vi spidsede alle ører i et halvt sekund, indtil det gik op for os alle, at brandalarmen var gået i gang.

Og så var det tid til panikken. Pigerne på mit hold skreg, min lærer som var gammel, havde ingen erfaring med eskorte af elever under brand og jeg var pænt forvirret. Jeg havde aldrig prøvet det før på denne skole!? Hvor skulle man gå hen!?

"Okay! INGEN PANIK! Vi... Nu følger I bare med!" råbte min lærer, men hans stemme druknede i den småsnakken han ellers hadede, men var for forvirret til at sætte en stopper for.

Alligevel lykkedes det for min klasse, at bugsere sig selv ud af den alt for smalle dør og sammen gik vi ud mod skolegården, hvor der pludselig opstod langt mere kaos. Ser du, når brandalarmen ringer, er det ikke kun én klasse der går mod udgangen. Det gør alle klasser. Det kom jeg hurtigt i tanke om, for da vi vrimlede ud og ind mellem hinanden og jeg kiggede rundt efter et bare nogenlunde velkendt ansigt, opdagede jeg, at jeg var blevet væk fra min klasse. 

Nu skal det tilføjes, at min fysikklasse normalt ikke var nogle jeg glædede mig til at se når jeg stod om morgenen, men i dét øjeblik, kunne det faktisk være rart med noget hjælp. Eller bare nogen at panikke sammen med - hvad vidste jeg.

Mit hoved skiftede retning så meget, at jeg blev helt svimmel og det var helt åndsvagt, taget i betragtning at mine anstrengelser, ikke engang var tæt på at bære frugt. Jeg kunne ikke få øje på andet end overkroppe og i og med, at jeg ikke genkendte mine klassekammerater på størrelsen af deres barm, var jeg fuldstændig lost.

Lige indtil en hånd greb fat i min underarm. Jeg så forvirret rundt, men kunne ikke finde noget menneske, som kiggede ind i mine øjne. Derfor, må jeg have lignet en hund på rulleskøjter, da jeg pludselig blev trukket ud og mast mellem mennesker, som jeg ikke kunne nå at undskylde til.

Til sidst tyndede det dog ud i mængden og jeg begyndte igen at kunne se andet end hættetrøjer med svedige armhuler indenunder. Jeg så mig stadig forvirret rundt, for jeg havde en ret stor interesse i, at finde ud hvem der trak mig væk fra resten af skolen.

Da solen skinnede på mig og jeg efter at have kastet et blik tilbage på skolen, så frem for mig, stod ingen ringere end Justin der. Og som om at det ikke var bevis nok, så holdt han også i min arm. Jeg så måbende på ham, men kunne ikke finde på noget at sige. Han så bare ind i mine øjne, med sådan et I'm-not-even-sorry-look og jeg droppede at beskylde ham for alt muligt, for det var efterhånden gået op for mig, at han ikke følte nogen skyldfølelse what so ever.

"Hej," sagde jeg bare og blev ved med at stirre forvirret ind i hans øjne. Smilet i hans mundvige var ikke til at tage fejl af.

"Hej," svarede han. Jeg kom til at smile, for han sagde det på sådan en sjov måde. Ha-i.

Så trak han i mig igen. Og jeg gik bare med og fulgte med i hvor hulen vi var på vej hen. Betød det, at jeg gik med, at jeg pjækkede?

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg, da jeg havde set det første fortov. Han mumlede noget, men vi gik mod vinden, så jeg kunne ikke høre noget.

"Jeg kan ikke høre noget," brokkede jeg mig og prikkede ham på skulderen med min frie hånd. Han vendte sig om.

"Det ved jeg," svarede han med et blink med øjet. Og så opgav jeg at spørge mere.

 

XXX

 

Det skulle vise sig, at vi skulle hjem til Justin. Det føltes underligt at stå i hans opgang og tage skoene af, mens larmen fra skolegården, stadig sad fast på nethinden. Men jeg gjorde det uden protester.

Da vi var kommet op på hans værelse, opstod der denne her ubehagelige stilhed. Helt vildt akavet. For han satte sig bare på hans seng og jeg var ikke sikker på at det lige var dét jeg ville med min dag.

"Så du har bortført mig?" spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Stemningen herinde kunne skæres over med den slappeste køkkenkniv. Han smilede stille.

"Det er lige hvad jeg har," svarede han næsten artigt. Det var sgu aldrig til at finde ud af, hvad for et humør han var i. Kunne han tåle at blive drillet nu?

Jeg nikkede blot lidt og så rundt i værelset, mens jeg kløede mig lidt på armen. I virkeligheden betragtede jeg ikke noget som helst på værelset, men forsøgte at komme på samtaleemner. Men det var som om, at jo mere jeg fokuserede på at finde noget at sige, jo længere væk forsvandt ordene også.

"Du ved, du kunne have gjort ligesom i alle filmene og have vist mig et eller andet specielt sted, som du til min store overraskelse, elskede at komme i hemmelighed og noget af det der badboy-agtige ved dig, ville totalt forsvinde."

Så snart jeg havde sagt ordene, fortrød jeg dem. Hvad var det jeg havde imod klichéer? En eller anden burde slå mig ned med en foodprocessor, tænkte jeg dødsdømt og fik lyst til at lukke øjnene og grave mig ned i et hul. Det eneste tid i mit liv, hvor jeg har ønsket at være en struds, hundrede procent.

"Jeg ved ikke," svarede han efter lidt tid. Jeg gruede for svaret og følte at jeg havde kalveknæ. "For det første, så har jeg ikke rigtig noget specielt sted som jeg elsker at tage hen, så de forventninger kan du godt smide direkte til Brandbart," sagde han med et blink i øjet.

"Og for det andet, så har jeg en teori om, at du godt kan lide min slemme stil," smilede han smørret.

Jeg så måbende på ham, forsøgte at grine nervøst, men det hele faldt til jorden, da vi begge opdagede at jeg intet svar havde.

 

Efter en del small-talk frem og tilbage, kom jeg til at tænke på noget. Jeg havde et scenarie gemt i et ekstra sikret hjørne af min hjerne, kun for supergeniale idéer og påfund.

Jeg vendte hovedet og fangede hans opmærksomhed, ved at sige hans navn. Han nikkede. De store, brune øjne fyldte det hele.

"Er det her så Anden Date?"

Mine stemme lød forkrøblet og svag. Jeg følte mig forkvaklet som jeg stod og vred mine hænder, samtidig med at jeg forsøgte at skjule det for os begge to.

Han smilede selvsikkert.

"Vil du gerne have det til at være en Anden Date?" spurgte han charmerende. Jeg spilede øjnene op og sank i samme øjeblik en klump. Han skulle ikke svare med et spørgsmål!

Jeg havde ikke noget at svare. Jeg var helt blank og panikkede for sygt. Jeg pillede endda ved mit hår og det så ud som om at han nød min forvirring.

"Jeg vil spare dig, for dét svar," sagde han blot, da han rejste sig fra sengen og blinkede til mig. Så gik han ned af trappen og efter at have smadret mit hoved blidt ind i skabet fem gange, fulgte jeg også efter.

 

XXX

 

"Det har været rigtig hyggeligt."
Han bredte jakken ud bag mig og jeg smilede med rosenrøde kinder og stak hænderne i ærmerne. Fik den over skuldrene og knappede den foran. Så vendte jeg mig rundt og så på Justin med et smil som han klart gengældte.

"Bestemt," svarede han blot. Jeg følte mig utilpas med den måde han så insisterende kiggede ind i mine øjne. Jeg havde lyst til at fyre en flabet kommentar af: hvorfor overbeglor du mine øjne med dine øjne? men lod være. Hvorfor, vidste jeg ikke.

Jeg kiggede bare tilbage og vuggede blidt frem og tilbage på fødderne, så jeg hver anden gang kom en smule tættere på ham. Han betragtede hele mit ansigt. Det var ikke engang løgn, det var som om at han havde røngtenfoto indbygget i de pupiller, sådan som han inspicerede mig. Jeg var et øjeblik bange for, at han lige om lidt ville hive en skalpel op af lommen og brumme 'part to'.

"Nå.." sagde jeg og forsøgte at bakke mod døren, men fødderne fulgte ikke rigtig med. Jeg følte mig overophedet indeni og havde lyst til at smide min krop ned i den nærmeste skraldespand. Men det kunne jeg ikke, for jeg stod inde i Justins opgang og var tvunget til at reagere anstændigt. Desuden, var det også fysisk umuligt.

"Nå.." svarede han ligeledes. Han så bare på mig. Hvad tænkte knægten over?

"Jeg må nok hellere..."

Sig mig, havde vi aftalt, ikke at færdiggøre vores sætninger? Og havde vi justeret vores øjne sådan at de skulle ende ved hinandens læber? Jeg havde ikke været med til det møde.

"Jah.." svarede han. Jeg kunne umuligt tyde hans blik, hans stemme, hans ord eller - for den sags skyld - hans kropsprog, for han var totalt urokkelig. Jeg satte bestemt foden i gulvet, som for at få benene på nakken.

"Nåmen.. tak for at du fik mig til at pjække. Det har været hyggeligt," smilede jeg og åbnede døren. Han nikkede blot og trådte efter mig, da jeg var på vej ud af døren. 

Jeg vinkede akavet til ham, da døren blev lukket og fyrede straks selv samme hånd i ansigtet på mig selv, da jeg gik ud af hans indkørsel. 

Note to self: Lad være med at dø indvendigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...