Verden lever

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2015
  • Opdateret: 21 feb. 2016
  • Status: Igang
Da 17 årige Camille får uventet besøg, bliver hendes verden hurtigt forandret fra ret normal til helt ekstrem. En trussel på liv eller død bliver hængt over hendes hoved. Men snart opdager hun at den virkelige trussel i virkeligheden kommer fra hende selv...

OBS: Bliver fortalt fra flere synsvinkler, fortælleren står i starten af hvert kapitel ;-D

1Likes
2Kommentarer
293Visninger
AA

5. To hænder

William

”Hvad mente han med det?” hvisker Camille nervøst til mig, da jeg har skåret rebene om hendes håndled op, og vi er på vej hen til Barg og Naya der er gået videre foran os. Af en eller anden grund er jeg den eneste hun rigtig har snakket med, og af en eller anden grund er jeg glad for det. ”Du skal ikke tage dig af hans temperament, sådan er han altid.” Siger jeg og trækker på skuldrene. ”Nej ikke det, det med at dræbe mig” spørger hun og hun bliver ved med at sende nervøse blikke over mod Barg. ”Nåhh… øh, det.” Jeg kan altså ikke få mig selv til at sige det. Kan ikke. Men pludselig, helt uden grund, tager jeg hendes hånd. Camille, som hele tiden har gået og kigget over mod Barg foran os, vender hovedet med et ryk og kigger overrasket på vores hænder. Min grove hånd med ar på kryds og tværs om hendes egen spinkle med helt nedbidte negle. Så tager hun blikket fra hænderne og stirrer mig i øjnene med et på én gang spørgende og overrasket blik.

”Jeg øh…” siger jeg med rystende stemme. Fedt mand! Hvorfor sker den slags altid for mig? Et par sekunder med akavet stilhed, der føles som et århundrede. Heldigvis er Naya og Barg så langt foran at de ikke opdager noget. Endelig finder ordene ud af min mund. ”Det er ikke min beslutning.” Siger jeg måske lidt for skingert. ”Så det er rigtigt?! I har rejst gennem tid så i kunne tage mig med tilbage og slagte mig, som en anden slagter dræber en gris!” Selvom hun hvisker, er ordene hårde og indædte. På et splitsekund hiver hun sin hånd til sig, drejer omkring og spurter væk fra os...   ”Hey, vent!” Råber jeg, men forgæves. Hun løber ad den vej vi kom og kigger sig ikke engang tilbage. ”Hvad sker der deromme?!” Råber Barg og vender sig om. ”Hvad laver… Hey! Vent!” Han får øje på Camilles flugt og sætter efter hende. ”Du følger efter hende, mig og Naya prøver at omringe.” Siger han, da han er kommet hen til mig. ”Skyd hende om nødvendigt, hun kan løbe stærkt, men ikke langt!” Det var så nok nu at jeg skulle have sat efter hende og slagte hende, som en anden slagter dræber en gris, men jeg kan ikke. ”Hører du soldat?!” Råber han og rusker i mig, indtil jeg vågner op fra min døs, og pludselig er jeg den livsfarlige soldat igen, som aldrig har bestilt andet end at skyde på plastikdukker. Jeg løber.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...