Verden lever

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 dec. 2015
  • Opdateret: 21 feb. 2016
  • Status: Igang
Da 17 årige Camille får uventet besøg, bliver hendes verden hurtigt forandret fra ret normal til helt ekstrem. En trussel på liv eller død bliver hængt over hendes hoved. Men snart opdager hun at den virkelige trussel i virkeligheden kommer fra hende selv...

OBS: Bliver fortalt fra flere synsvinkler, fortælleren står i starten af hvert kapitel ;-D

1Likes
2Kommentarer
356Visninger
AA

1. Eftersidning

Camille​

Kender du ikke det når nogen giver en skylden, for noget man aldrig har gjort? Og man bliver fyldt med trangen til at bevise, at hvad de siger ikke er sandt? Sådan har jeg det lige nu...

Blyanten bevæger sig med ryk over papiret foran mig, og ord kommer til syne: Jeg må ikke råbe af læreren, Jeg må ikke råbe af læreren, Jeg må ikke råbe af læreren... Det er ikke sjovt at bruge hele fredag eftermiddag sidende indenfor på sin stol i klasseværelset, når man kunne være ude og spille fodbold. Jeg er ret vild med fodbold forstår du... Minutterne snegler sig afsted, og sekunderne føles som år. Jeg kigger hele tiden op på det lille gamle ur på væggen, men viserne ser aldrig ud til at rykke sig en millimeter... Skolen må være næsten tom nu. Altså bortset fra min dansklærer Jytte, der snart vil komme tilbage fra lærerværelset, og give mig lov til endelig at gå.

Det banker på døren. Når man snakker om solen så skinner den! Jeg smider hurtigt mine ting ned i tasken. Der bliver taget  i håndtaget, og jeg rejser mig op.  Men det er ikke Jytte med det halv hvide hår og rynker i hele hovedet der står i døråbningen. I stedet står tre personer med store sorte uniformer og gasmasker. I et stykke tid står jeg bare med åben mund og betragter dem. "Brander det?!" spørger jeg så. "Forhold dig venligst i ro" lyder det fra personen i midten. En dreng går jeg ud fra, han lyder til at være på min alder. Hvem i alverden får et job som brandmand som syttenårig?!

"Hvad vil i?" spørger jeg og tager min taske og knuger den ind til mig. "Du bliver nød til at komme med os" lyder det fra personen til højre. En pige, nok også på min alder eller måske lidt ældre. "Hvad fanden sker der?" spørger jeg "Ti så stille og kom her!" Det er manden til venstre der taler. Eller, jeg kan høre det er en mand på den hæse stemme. Han er næsten dobbelt så høj som mig, og riflen han har over venstre skulder gør mig ikke mere rolig. Da jeg ikke rokker mig ud af flækken, går den høje mand hen til mig og løfter mig over hans ene skulder. "Hvad laver du? SÆT MIG SÅ NED!" Råber jeg mens sparker og slår ham, men han er stærk og han løsner ikke sit greb den mindste smule. "HVEM TROR DU EGENTLIG DU ER?!" Bliver jeg ved. "MAN KAN SGU DA IKKE BARE BÆRE RUNDT PÅ FOLK SOM DET PASSER ÉN!" Han går ud af døren med mig og gør tegn til de to andre, at de skal følge med. Jeg husker ikke nogensinde at have råbt så meget på én gang, og da jeg er løbet tør for alle de bandeord jeg nogensinde har kendt, sortner det for mine øjne og jeg besvimer."

 

Hvordan kan vi overhovedet vide det er hende?"

"Det står i hendes taske!: Camille Havtjørn"

"Vi kan da ikke bare tage hende med uden at sige noget til hende!"

"Det er det der er vores ordrer William! Men hvis du hellere vil rende rundt og lege gentleman, så fint! Men så skal du ikke skyde skylden på mig, når du bliver fyret!"

Alt er sløret. Jeg sidder op ad en kold, hård væg, formentlig beton. Gulvet er fugtigt og der stinker så det river i næsen. Mine hænder er bundet på ryggen. Det tager lidt tid for mine øjne at vænne sig til mørket. Jeg sidder i et lille firkantet rum, med betonvægge og gulv. Døren i den anden ende står på klem og jeg kan høre dæmpede stemmer derude fra:

"Jeg synes i hvert fald at vi skal have fået de reb af hende" Det er pigen der snakker nu.

Døren bliver åbnet, og en af de tre soldater (lad os bare kalde dem det) kommer ind og sætter sig på hug foran mig. "Hvorfor tager i ikke de gasmasker af?" spørger jeg. "Fordi det ikke er helt sikkert endnu" Jeg kan høre at det er William der er kommet ind, eller hvad det nu var de kaldte ham før. "Hvad er ikke sikkert?" spørger jeg og retter mig op. "At..øh...at rejse i tiden" Pludselig kan jeg ikke klare mere, og jeg begynder at grine. En høj, hånende og måske lidt for skinger latter. "Så..." Jeg kan næsten ikke få luft, for al den latter der bobler gennem mig. "...hvor kommer i lige fra?...fremtiden eller hvad?" Jeg kan slet ikke stoppe med at grine , men til sidst er der kun lidt fnisen tilbage, og imens jeg sidder og fniser den sidste latter ud, siger han:

"Ja vi gør"  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...