Believe in angels

Hope Collister er halv engel, halv menneske. Hendes mor er en engel, og hendes far et menneske. Da hun var helt spæd, besluttede englerådet, at hun ikke hørte til i himlen, og blev derfor sendt til jorden, for at bo hos hendes far.

Hun har hele sit liv vidst at hun var halv engel, men hendes far har skjult hende, så hun ved intet om omverdenen. Hvordan man opfører sig, musikken, de kendte og ikke mindst alt der har det mindste med elektronik at gøre. Hele hendes liv har det kun været de to, og de har klaret sig godt uden hendes mor, men da faren pludselig dør, vendes hele Hopes liv på hovedet. Hun flygter væk fra hendes barndomshjem, væk fra alle minderne og støder på den charmerende Niall. Hurtigt knytter de et stærkt venskab, men Hope kan ikke få sig selv til at fortælle ham at hun er en engel. Hvordan kommer det til at gå mellem dem? Vil der komme mere end venskab? Fortæller Hope sandheden om hende?

Find ud af det i Believe in angels.

15Likes
2Kommentarer
1251Visninger
AA

4. 3. kapitel

Hopes synsvinkel:

 

Jeg vågnede tidligt næste morgen, og undrede mig først over hvor jeg var, men så strømmede alle minderne tilbage til mig. Min fars død, vandret hvileløst rundt, mødt Niall. Ved det sidste minde begyndte jeg at smile. Det var virkeligt fantastisk at jeg kunne bo hos han, selvom jeg stadig ikke var tryg ved det. Jeg vendte mig langsomt om i sengen, og missede med øjnene, hvorefter jeg kiggede på uret. 5:49, så kunne jeg ligeså godt stå på, jeg vidste at jeg ikke ville kunne sove igen, da det var her ved sekstiden jeg normalt stod op. Som en ninja (or not) satte jeg mig op, og gned søvnen ud af øjnene. Jeg rejste mig op, og gik hen mod kommoden for at finde noget tøj. Jeg burde nok se at få købt noget, da jeg næsten ikke havde taget noget med mig. Jeg tog tøjet med ud på badeværelset, og smuttede hurtigt ind i badet. Efter jeg havde fået tørt mig, fået tøj på og lagt makeup, gik jeg ud i stuen.

 

Der var ikke en lyd at høre i huset, bortset fra lydene af min lette skridt. Jeg var ikke specielt sulten, da jeg jo fik mad i går, så jeg satte mig bare ud i stuen, for at få tiden til at gå. Jeg fandt med lethed fjernbetjeningen, som jeg jo havde lært at betjene i går, men da jeg tændte det, fandt jeg intet interessant, så jeg slukkede hurtigt igen. Hvad skulle jeg så lave? Jeg kiggede igen på et ur, som viste at klokken var halv syv. Der ville sikkert gå noget tid før Niall kom ud, men man vidste jo aldrig. Jeg gik over mod hans filmreol, for at se om der var noget jeg kunne se der, og jeg fandt hurtigt en genkendelig en, som jeg valgte at sætte på. Endelig en ting jeg kunne finde ud af. Jeg havde haft et meget gammelt tv, altså sådan et kasse et, hvor der ikke var nogen kanaler på, og der hørte ikke en fjernbetjening til, så man skulle helt hen til tv’et for at styre det. Man kunne altså kun se film det. Så jeg vidste nogenlunde hvordan man gjorde, selvom det var et mere moderne tv, så måtte jeg jo bare prøve mig frem.

 

Da jeg havde set hele filmen færdig, og kl. nærmede sig halv ni, og ENDELIG begyndte jeg at høre nogle pusle lyde nede fra gangen ud, og rigtig nok kom en træt Niall, kun iført boksershorts ud. Han kiggede overrasket på mig, da han så jeg sad herinde. Jeg kiggede forlegent ned i jorden, og mumlede et godmorgen. Niall satte sig ned ved siden af mig og strakte sig. “Godmorgen, har du været oppe længe?” “Tja, lidt, men det er fint nok.” Han nikkede bare til det, og lukkede fredfyldt øjnene. “Nåja, så kommer de andre dreng også i dag, altså Harry, Liam og Louis, det glemte jeg lige at sige i går.” Jeg kiggede forskrækket på ham. Skulle jeg møde endnu flere mennesker, og så så mange på engang? Jeg gemte mit bange ansigt væk, da han igen åbnede øjnene.

 

Efter en kort morgenmad, hørte vi døren gå op, og derefter lyden af en masse drengestemmer. Jeg sank en klump, så var det nu. Jeg fulgte langsomt med ud mod gangen, med Niall foran mig. Og der stod de. Alle tre drenge, og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg vinkede akavet til dem, hvorfor skulle jeg altid gøre alting så akavet.

“Hey.” kom det fra drengen med det halvlange, brune krøllede hår, hvorefter han bevægede sig hen mod mig, og rakte han hånden. Jeg tog høfligt imod den, hvorefter jeg hilste venligt på de andre drenge, hvorefter vi alle bevægede os mod stuen, og fordelte os rundt i sofaen. En akavet stilhed lagde sig over os, indtil Louis brød den, og begyndte at snakke. “Nåh, men Niall har altså kun fortalt os, at du hedder Hope, og synes at du skulle fortælle om dig selv, sååå hvad kan du fortælle os?” Jeg kiggede nervøst rundt på dem, jeg var ikke vandt til så meget opmærksomhed, men alligevel begyndte jeg at snakke: “Jo altså jeg hedder Hope  Olympia Collister, er 19 år, øhm og så er jeg forældreløs.” Ved den sidste bemærkning kiggede de alle sammen mismodige på mig, dog fjernede de hurtigt blikket fra mig, og Harry foreslog om vi ikke skulle se en film, så de har hurtige til at blive enige om en eller anden gyserfilm jeg ikke kendte. Det ville aldrig ende godt det her.

 

Sorry for det her ikke særlig gode kapitel, men jeg følte bare at det skulle ud nu. Jeg håber i kan lide historien indtil videre, og måske giver den et lille like. Kommentér gerne. :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...