Believe in angels

Hope Collister er halv engel, halv menneske. Hendes mor er en engel, og hendes far et menneske. Da hun var helt spæd, besluttede englerådet, at hun ikke hørte til i himlen, og blev derfor sendt til jorden, for at bo hos hendes far.

Hun har hele sit liv vidst at hun var halv engel, men hendes far har skjult hende, så hun ved intet om omverdenen. Hvordan man opfører sig, musikken, de kendte og ikke mindst alt der har det mindste med elektronik at gøre. Hele hendes liv har det kun været de to, og de har klaret sig godt uden hendes mor, men da faren pludselig dør, vendes hele Hopes liv på hovedet. Hun flygter væk fra hendes barndomshjem, væk fra alle minderne og støder på den charmerende Niall. Hurtigt knytter de et stærkt venskab, men Hope kan ikke få sig selv til at fortælle ham at hun er en engel. Hvordan kommer det til at gå mellem dem? Vil der komme mere end venskab? Fortæller Hope sandheden om hende?

Find ud af det i Believe in angels.

15Likes
2Kommentarer
1220Visninger
AA

2. 2. kapitel

Hopes synsvinkel:

Jeg vendte langsomt hovedet mod ham, og smilede nervøst til ham. "Øøøh hej" og løftede hånden som en akavet gestus. Hvad havde jeg lige gang? Stay cool Hope. Du kan klare det her. Bare... prøv at opfør dig normalt. Dyb indånding. Ind ud. Ind ud. Igen begyndte han at snakke til mig. "Jeg hedder Niall, hvad er dit navn?" Jeg kløede mig akavet i nakken. "Hope" hvorfor skulle alting være så forbandet akavet? "Hvad laver du her ude midt om natten? Burde du ikke være hjemme hos din familie?" Hvorfor skulle han snakke så meget, og lige spørge om dét. Jeg kiggede vredt på ham. "Hvis du nu absolut spørger, så er min far lige død! Tilfreds nu? Og jeg kunne faktisk lige så godt spørge dig, hvorfor du er ude helt alene nu." Han kiggede overrasket på mig, med medlidenhed i blikket. "Åh det var jeg ikke klar over. Det er jeg ked af. Men for at svare på dit spørgsmål, så havde jeg bare brug for at komme væk. Du ved, har du aldrig haft det sådan?" Han skulle bare vide, om alle de gange jeg havde fantaseret om at kunne være et helt normalt menneske, og slippe væk, men alligevel endte jeg bare med at nikke stille. "Har du slet ikke nogen du kan tage hjem til?" Jeg rystede bare på hovedet. Jeg havde ikke en eneste. Kun min far. Ingen søskende, fastre, mostre, onkler, bedsteforældre. Ingenting. Og min mor. Gud måtte vide hvor hun er.

Der gik et par minutter uden at der var nogen der sagde noget. Så brød han stilheden: "Jeg ved godt at jeg først lige har mødt dig, men du kan ikke bare gå rundt herude helt alene om natten, både på grund af kulden og tænk på hvem der ikke kunne finde på at være ude på den her tid." Pssst kulden ville ikke være noget problem, og mændene. Jeg ville kunne tæske dem med min lillefinger. "Så jeg tænkte på... vil du ikke nok tage med mig hjem, og så kan du sove der nogle nætter, indtil vi finder på noget. Please, jeg ville ikke kunne holde ud at tænke på, at du bare går rundt herude helt alene." HVAD! Jeg kunne da ikke bare tage med en total fremmed hjem. Eller kunne jeg. Jeg havde faktisk brug for lidt selskab, måske ville jeg så komme på andre tanker. Men... Hvad du hvis han var en eller anden pædofil. Nåh men, fuck det. Jeg er alligevel med sikkerhed meget stærkere end ham. YOLO. "Det ville være dejligt, men er jeg ikke bare til besvær?" Selvfølgelig er jeg ikke til besvær, jeg er jo mega guddommelig dejlig, men jeg tror det nok ville være uhøfligt ikke at sige det. Hvad ved jeg. Han rystede ivrigt på hovedet, og hev pludselig hurtigt fat i min arm. Jeg kom forskrækket op på benene, og svang min taske om på ryggen.

Da vi havde gået i lidt tid slap han mig igen. "Nåh, men nu når vi skal være sammen i lidt tid, så fortæl mig lidt om dig selv." Jaer klart. Som om, jeg kunne ligesom ikke fortælle ham noget, hele mit liv var ligesom baseret på min engle-identitet. Så måtte jeg jo bare fortælle de få ting, der var at fortælle. "Øm, jeg hedder Hope Olympia Collister, er 19 år, vil gerne være stylist, og så er jeg stædig, det var vist det. Hvad med dig?" Han kiggede overrasket på mig. "Er der slet ikke andet? Men okay så, jeg hedder Niall James Horan, er 20 år, sanger i bandet One Direction, men det vidste du nok allerede” One Direction? Det havde jeg aldrig hørt før. Hvad var det. Var han så en eller anden kendis? Jeg kunne da ikke hænge ud med kendisser, så ville jeg bare få opmærksomhed, og det ville nok ikke gå.

“Aldrig hørt om det? Hvad er det?” Jeg kiggede nysgerrigt på han. Han kiggede forvirret og på samme tid forbavset på mig. Hvorfor dog det? Så store kunne de vel heller ikke være. “Har du aldrig hørt om 1D? Vi er verdens største boyband, Harry, Liam Louis og jeg, du burde da have hørt om os” jeg kiggede irriteret på han. Sikke selvglad han var. Jeg hader sådanne typer. “Nåh, men det har jeg altså ikke.” Vi gik videre i stilhed, og pludselig var vi der. Et kæmpe luksuriøst bygning tårnede sig op. Min mund åbnede sig på vidt gab, og hvis dét var noget, skulle I bare have set det inden for. Det var noget at det flotteste jeg nogensinde havde set. Vi gik hen mod en eller anden mærkelig kasse, med en dør i, og så trykkede Niall på en eller anden knap, så døren åbnede sig automatisk. Jeg kiggede fascineret på den. Jeg fulgte efter Niall ind i den, hvorefter han igen trykkede på en knap. Dørene lukkede sig, og pludselig bevægede kassen sig med høj fart op af. Jeg skreg op, og Niall kiggede mærkeligt på mig. Lad ham tro hvad han vil, men hvad var det for et torturmiddel? Der var så indelukket, og klemt, man kunne jo næsten ikke få luft. Jeg kiggede på Niall. “Hvad er det her for et torturmiddel?” Han kiggede endnu mere mærkeligt på mig. “Altså mener du en elevator, har du aldrig hørt om den?” Jeg rystede hurtigt på hovedet, og klamrede mig til gelænderet. Endelig efter hvad der føltes som timer, var turen færdig og dørene åbnede igen. Jeg sprang så hurtigt jeg kunne ud af den. Niall fulgte efter mig. “Wow, du kan virkelig ikke lide elevatorer, hvorfor vidste du ikke hvad det var, det ved alle da.” “Det er det værste jeg nogensinde har prøvet, og grunden til at jeg ikke ved, hvad den tingest er, er at jeg ikke er vokset op med noget som helst elektronik, du ved mobiler, computer, tv, musik, intet.” Han kiggede med et sjovt ansigt på mig. “Så du ved ikke hvad twitter er?” “Nej” “facebook?” “Nej” “Høretelefoner?” “Nej” “Radioer? “NEJ!” Den her leg begyndte virkelig at blive irriterende. Jeg kiggede bedende på han. “Kan vi ikke bare gå indenfor. Han nikkede bare, og begyndte at gå hen ad gangen. Endelig kom vi til en dør hvor der stod Niall Horan på. Han fandt sin nøgle frem, og låste op. Vi trådte ind i en meget lys og moderne entré. Jeg drejede rundt om mig selv, for at se det hele. Jeg tog mine sko og jakke af, hvorefter jeg fulgte med Niall ind i det der måtte være stuen. Den var også virkelig flot. Han måtte virkelig have mange penge, siden alt var så luksuriøst og moderne. Han vendte sig om mod mig. “Velkommen til mit hus, jeg tænker at jeg starter med at vise dig rundt, og så kan du lige falde til bagefter. Lyder det ikke som en plan?” Jeg nikkede bare målløs og fulgte igen igen efter ham. Vi kom til køkkenet. Det var VIRKELIGT hyggeligt, med en lille køkken-ø, og et rundt spisebord i samme rum. Så kom vi til en lang gang, hvor der var en masse døre. “Ja, her er alle værelserne så, og jeg har selvfølgelig mit værelse, men ellers er der 4 gæsteværelser til når drengene kommer, og nu får du så et af dem, men du kan lige se mit, og så dit, ellers er de andre ikke så spændende. Vi gik forbi den første dør, men så åbnede Niall, dør nr. 2, som førte ind til hans værelse. Det var bare konge, og der var en kæmpe stor dobbeltseng i midten af rummet, kæmpe ovenlysvinduer, med udsigt ud over hele byen, og så selvfølgelig et kæmpe tv.

Vi bevægede os ud af rummet igen, og videre til ‘mit’ værelse. Jeg var spændt på at se det, selvom jeg prøvede ikke at forvente for meget. Så ville jeg bare blive skuffet. Men da jeg kom ind, blev jeg alt andet end skuffet. Også her frydede en kæmpe dobbeltseng værelset, og et tv hang på væggen, og det bedste af det hele er at jeg har mit eget toilet. Se det er hvad jeg kalder et gæsteværelse som vil noget. Det var mega fryderen. “Det var så det, og bare lige så du ved det, er der selvfølgelig også et toilet ude på gangen, men det får du jo nok ikke brug for. Nu tænker jeg så at du kan falde lidt ned, og så kommer du bare ud, og så kan vi spise aftensmad, du må da også være sulten.” Jeg nikkede bare, uden rigtig at lægge mærke til han, og han smuttede ud af værelset, så jeg var alene. Jeg satte min taske ned på en kommode, og lynede den op. Godt nok havde jeg så meget, men det jeg havde, kunne jeg ligeså godt pakke ud. Der var bare en pung, noget ekstra tøj og undertøj, noget toiletgrej og så et billede af min far og jeg. Jeg satte billedet på kommoden, og lagde tøjet ned i den. Makeuppen og alt det der toiletgrej røg ud på toilettet, og min pung blev bare i tasken.

Efter jeg havde pakket ud smed jeg mig på sengen og fladede bare ud. Sikke nogle dage. Da jeg vågnede op for et par dage siden, havde jeg ikke regnet at jeg i dag, skulle sove sammen med en eller anden fremmede. I det samme savnede jeg alt det kendte aka. selvfølgelig min far. Alt var så ukendt her, alle mennesker, de nye omgivelser og ikke mindst alt elektronikken. Men som jeg sagde før må man bare se lyst på tilværelsen, nu havde jeg i det mindste et sted at sove, det næste stykke tid.

Efter lidt tid, hvor jeg bare havde ligget i min seng, og ikke lavet en skid, begyndte jeg at kede mig lidt. Det kunne vel ikke skade at prøve tv’et, og bare lige til jeres info, så ved jeg altså godt hvad  tv’er, mobiler, computerer er, jeg har læst en masse om dem i bøger, men jeg ved bare ikke hvordan man bruger dem, men af hvad far fortalte mig, er der et eller andet der kaldes fjernbetjening, som man bruger til at styre det, og det så faktisk ud som om der lå en på en hylde. Jeg rejste mig op, og gik hen for at tage den. På den var der mega mange forskellige knapper. Hvordan skulle jeg nogensinde finde ud af, hvad for en der tændte. Så jeg tog bare det valg, der faldt mig nemmest ind. At trykke på alle knapperne, og pludselig da jeg ramte den store grønne knap, tændte tv’et. Jeg kiggede tryllebundet på det. Det var endnu mere fantastisk end hvad jeg havde troet. Hvordan kunne det dog bevæge sig på den måde. Jeg måtte have kigget på det længe, for jeg sad stadig og stirrede fascineret på det, da Niall kom ind og sagde vi skulle spise. Jeg fandt fjernbetjeningen og trykkede igen på en masse knapper og den slukkede da jeg trykkede på den røde knap ved siden af den grønne. “Oh det må du undskylde, jeg havde lige glemt at… du ved.. at du ikke ved hvordan man betjener sådanne tingester.” Jeg trak ligegyldigt på skuldrene. Jeg var faktisk fuldstændig ligeglad. Hvis der var noget jeg ikke kunne finde ud af, skulle jeg nok finde ud af hvordan man gjorde. Vi gik sammen ud køkkenet, hvor der kom en fantastisk duft fra, og der midt på spisebordet, stod der der også 2 pizzaer. MIN LIVRET. Jeg skyndte mig hen til bordet, satte mig ned, og ventede på Niall. I det samme kunne jeg mærke sulten presse på, det var trods alt også nogle dage siden, jeg sidst fik noget at spise. Vi begyndte lige så stille at spise, og snakkede roligt sammen, som om vi havde kendt hinanden altid. Jeg havde ikke hygget mig så meget længe, og da jeg gik i seng senere den aften, kunne jeg mærke at alt nok skulle ordne sig. Vi måtte bare tage en dag af gangen, og se hvad der ville ske.

2. KAPITEL WUHU. Jeg ved godt det er længe siden der kom et kapitel, og det undskylder jeg for, men jeg har haft rimlig travlt her på det seneste, så det er derfor, men nu kom der altså et, og det er det der tæller. Hvad synes i om historien indtil videre? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...