Believe in angels

Hope Collister er halv engel, halv menneske. Hendes mor er en engel, og hendes far et menneske. Da hun var helt spæd, besluttede englerådet, at hun ikke hørte til i himlen, og blev derfor sendt til jorden, for at bo hos hendes far. Hun har hele sit liv vidst at hun var halv engel, men hendes far har skjult hende, så hun ved intet om omverdenen. Hvordan man opfører sig, musikken, de kendte og ikke mindst alt der har det mindste med elektronik at gøre. Hele hendes liv har det kun været de to, og de har klaret sig godt uden hendes mor, men da faren pludselig dør, vendes hele Hopes liv på hovedet. Hun flygter væk fra hendes barndomshjem, væk fra alle minderne og støder på den charmerende Niall. Hurtigt knytter de et stærkt venskab, men Hope kan ikke få sig selv til at fortælle ham at hun er en engel. Hvordan kommer det til at gå mellem dem? Vil der komme mere end venskab? Fortæller Hope sandheden om hende? Find ud af det i Believe in angels.

15Likes
2Kommentarer
1177Visninger
AA

1. 1. kapitel

Hopes synsvinkel:

 

Løb, løb, løb. Det var det eneste der fór gennem mit hovede i det øjeblik. Løb, løb, løb.

Ej undskyld nu er jeg uhøflig, jeg kan nok godt lige nå at præsentere mig selv, selvom jeg har lidt travlt i øjeblikket.

 

Jeg hedder Hope Olympia Collister, specielt navn, i know. Jeg er 19 år og bor i udkanten af London i et lille hus. Mit udseende er helt normalt, Brunt pagehår, store brune øjne og min krop er også helt normal slank. Jeg synes dog selv jeg er smuk, men hvem ved. Jeg er meget flabet ifølge min far, men det synes jeg altså slet ikke. Under ingen omstændigheder. Men jeg ved dog at jeg kan være stædig. Faktisk pokkers stædig og jeg får også altid min vilje… eller næsten da. Så er der lige det at jeg er en engel. Ej nu må jeg heller ikke lyve, lad mig rette mig selv. Halvt engel, halvt menneske, og nu når vi er i gang, kan I lige så godt få min sørgelige livshistorie. Hvorfor ikke? Nå, men min mor er altså engel, og min far er et menneske, eller var… han er død nu, men det er en anden historie, den kan i få senere. Da jeg var en helt lille nuttet baby, selvom jeg dog stadig vil sige jeg er det endnu, blev der diskuteret meget omkring mig i englenes verden. Jeg var bare et misfoster, en fejl, halvt menneske, halvt engel, men englerådet kom altså til sidst frem til den konklusion, at de ikke kunne bruge mig til noget, så de sendte mig ned på jorden, for at bo hos min far, og min mor blev dømt for at have fået et barn med et menneske. Men det var fint nok. Jorden var dejlig, og jeg elskede min far. Jeg voksede op hos han, og var isoleret fra omverdenen. Jeg havde, og har stadig ikke nogen venner, fordi jeg fik hjemmeundervisning. Far mente at det var det bedste. Jeg er heller ikke vokset op med internettet, mobiler, computere, tv, musik, alt det der ligesom alle andre. Han sagde at jeg under ingen omstændigheder måtte blive opdaget som engel, for så ville de bare lave alle mulige undersøgelser med mig, som en laboratorierotte, og gennem alt det der elektronik, ville det være let at blive opdaget. Men det er også fint nok, at jeg ikke havde alt det der, jeg har jo vænnet mig til det. Nu kan det godt være at min far lyder som en tyran, men det er han ikke. Jeg elsker ham, og han gjorde alt for at jeg skulle leve et normalt liv, uden at blive opdaget.

 

Der var dog også lige det, at jeg har et par kæmpestore, flotte, snehvide vinger. De er fantastiske, og jeg har flere gange sneget mig ud om natten mens min far lå og sov, og bare fløjet roligt hen over London by. Alle de lys der lyser hele byen op. Det er helt ubeskriveligt. Jeg flyver dog så højt oppe, vil folk bare tro at jeg er en stor fugl. Jeg har alligevel mine forholdsregler. Jeg er også enormt stærk, dog ikke så stærk, som en fuldblods engel, men alligevel da jeg var 2 år kunne jeg slå far i læg arm, og det siger en del. Vi havde det godt sammen, bare os to. Far og jeg mod verden. Men det er slut nu. Indtil i dag, levede jeg mit liv som et næsten helt normalt menneske. Min far plejede at komme ind og vække mig tidligt hver morgen. og jeg siger jer, ikke engang i weekenderne fik jeg lov til at sove, men det er vel også godt nok, da jeg jo bare kommer tidligt i gang med dagen, og nu har jeg så bare vænnet mig til det.

Men altså, i går morges kom han ikke som han plejede. Jeg syntes selvfølgelig det var mærkeligt, men tænkte ikke nærmere over det, jeg stod bare selv op. Imens jeg gjorde det, kom han stadig ikke, så jeg begyndte selvfølgelig at undre mig. Jeg skyndte mig nedenunder, og der lå han. På sofaen, helt ubevægelig. Han var død. Trak ikke vejret. Jeg skreg, græd råbte, alt på en gang. Jeg var ulykkelig, og ikke bare var, er. Jeg skulle bare væk. Så jeg løb. Løb, løb, løb. Det var det jeg havde gang i før. Jeg kunne ikke klare det mere. Det var nok at jeg havde skulle undvære en mor, gennem hele mit liv, men jeg havde i det mindste aldrig kendt hende. Men min far. Det kunne jeg bare ikke. Det var han der havde passet mig, hjulpet mig og trøstet mig. Han var mit ét og alt. Så jeg skulle væk. Jeg ville aldrig kunne komme tilbage til huset gen, aldrig. Huset fyldt af minder. Gode og dårlige. Jeg ved at han fortjente en mindeværdig begravelse, men det kan jeg bare ikke. Nej, det ville ikke gå. Og hvordan skulle jeg også kunne det. Jeg har aldrig talt med det andet menneske end min far. Jeg ved ikke hvordan man gør.

 

Men det er altså en dag siden jeg opdagede ham død, så jeg har bare gået lidt hvileløst rundt lidt hist og her, heldigvis er min krop bygget sådan, at jeg aldrig fryser. Jeg nåede dog også at pakke en lille taske med de mest nødvendige ting, inden jeg skred. Jeg behøver heller ikke at spise så tit, så det bliver heller ikke noget problem, men jeg må nok alligevel finde et sted, at slå mig ned. Jeg er stadig knust, men jeg har en motto. Fokusér på fremtiden, ikke på fortiden. Jeg prøvede at se lyst på min tilværelse, selvom det ikke gik så godt. Hvad var der også af positive ting lige nu? Men jeg skulle nok hele. På et tidspunkt, og indtil da, skulle jeg nok bare flyde med strømmen, og prøve at opføre mig som et normalt menneske. Lad os nu se hvordan det kommer til at gå. Jeg var gået ned i fart, så nu gik jeg bare roligt igennem en park, hvor jeg aldrig har været før. Jeg har jo sådan set ikke været nogen steder på landjorden, bortset fra min have og mit hus, sååå. Nå, men jeg gik altså bare lidt rundt og nød solen. Ét point på min positivitetstavle. WUHU. Ej okay. Jeg var lige gået forbi en sø, og tænkte at jeg ville hvile mine ben lige lidt. Jeg fandt en bænk, som var vendt ud mod søen, og satte mig rolig ned. Det var en dejlig dag, trods omstændighederne.

 

Jeg var helt alene i parken, bortset fra en dreng med solbriller, og nogle mærkelige propper i ørene, som førte ned til en mobil. Gad vide hvad det er. Han kom gående længere væk, men det så ud som om han var på vej herhen, og så ud som om han var fordybet i sine egne tanker. Nu når han kom tættere på kunne jeg se at han havde blond hår med brune udgroninger. Jeg vidste faktisk en del om styling, makeup og hår, da far havde lånt en masse bøger til mig om det, og så havde han altid købt tøj og makeup til mig. Når man nu ikke havde så meget at lave til hverdag, kunne man lige så godt finde sig en hobby, og det var så min. Jeg havde altid prøvet nye frisurer på mig selv, og eksperimenteret med makeup og tøj. Jeg elskede det, og kunne måske godt få en uddannelse som stylist engang. Det kunne være fedt, men det var nok en drøm der lå langt væk.


Han kom tættere og tættere, jeg tror ikke han havde opdaget mig endnu. Jeg kiggede panisk rundt. Han skulle ikke ligge mærke til mig, jeg hadede opmærksomhed. Ikke kigge, ikke kigge, ikke kigge. Forhelved han kiggede. Lad som om du ikke så det Hope. Han kiggede endnu mere intenst på mig. Han kom tættere og tættere på han, og satte sig til sidst ned ved siden af mig. Jeg kiggede stift ud i luften. “Hej” pis!

 

Så er historien skudt i gang. Jeg er jo som nogen af jer måske ved, også i gang med en anden historie, så der kommer ikke så tit kapitler, men jeg glæder mig til at komme i gang med den her. Tror i det er en historie i vil følge med i? ;) Der er heller ikke et cover, i know, men der vil komme et hurtigst muligt, det er bestilt og det hele, så det mangler kun at blive lavet. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...