Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
66331Visninger
AA

20. 019.00

[019.00]

 

”Hvor tror du, at du skal hen, princess? ”

 

Chokeret kigger jeg op og møder de øjne, som tilhører Cam. Jeg hiver efter vejret og vender mig om, for at løbe den anden vej, men idet jeg har vendt mig om, ser jeg J stå lige foran mig. Hvorfor vil de ikke lade mig gå? Kan de ikke se, hvor forkert det her er?

 

”Lad mig gå. ” vrisser jeg stresset.

 

Han griner højt. Hans latter får kuldegysningerne til at løbe ned over min arme, ned over min rygrad. Latteren er kold. Iskold. Der er noget galt her, det er der virkelig. Det her er ikke rigtigt, det kan ikke være rigtigt. Sådan her har de aldrig opført sig, de har altid fået mig til at føle tilpas, de har altid hjulpet mig, når jeg var nede og ramme bunden.

 

”Lad mig, Cam. ” Max’ stemme lyder og før jeg når at blinke, er det ikke længere Cam der står foran mig, men Max. Utilpas kigger jeg tilbage og ser J også er gået. Det her er jeg på ingen måde tilpas ved.

 

Drengenes musik spiller stadig i baggrunden, hvilket fjerner en lille del af det der gør mig utilpas, men også kun en lille del. Det at Max står foran mig, giver mig lyst til at græde, skrige og råbe, på en og samme tid. Jeg har fejlet og bare at Max var klar til at udføre dette, viser hvad han er i stand til. Endda at han på ingen tid og uden problemer kan skaffe våben. Jeg ved ikke om han vil straffe mig på en eller anden måde, og jeg bryder mig ikke om tanken.

 

”Hvorfor prøvede du at flygte? ” han træder tættere på mig, og jeg træder længere væk fra ham. Endnu en gang træder han tættere på mig, dog tager han denne gang fat om mit håndled, så jeg ikke kan træde væk fra ham. Han træder helt tæt på mig og den anden hånd fører han op til min kind, som han kærtegner. Jeg holder vejret og kigger ned i jorden og ønsker at få dette overstået, hurtigst muligt. ”Du ved jo godt du ikke kan flygte fra mig. Gør du ikke, love? ” spørger han lavt.

 

Nikkende ånder jeg ud og retter min ryg. Når jeg viser mig som svag, se andre mig som svag. Og det er jeg langt fra. Hvis jeg var svag, ville jeg ikke stå her. Hvis jeg var svag, ved jeg ikke hvor jeg ville være lige nu, men jeg ville i højeste grad ikke stå her.

 

”Træd væk fra hende. ” jeg drejer hovedet og mit blik møder Harrys. Bag Harry står de tre andre drenge. På ingen tid, har Max rykket sig væk fra mig, trukket en pistol frem og sigter på drengene. Ved at slå min hånd ud i luften, bliver pistolen skubbet frem og jeg sigter på Max. Jeg kaster et hurtigt blik hen mod drengene og kan se at de står helt stille og stirrer skræmte på pistolen.

 

Lige nu sigter jeg på Max, for at beskytte dem. Hvis han giver det mindste udtryk for at skyde, så kan jeg lige love for, at han får en kugle i foden. For helvede da, jeg holder så meget af dem, selv Louis, at jeg risikerer at blive skudt, for hvis jeg skyder Max, kan jeg godt forvente hævn. Max slår en ond latter op, fjerner blikket for drengene og kigger misbilligende på pistolen i mine hænder.

 

”Du ved godt hvem der vinder, hvis vi kommer så langt. ” han nikker mod pistolen i mine hænder, som en hentydning. Det er lige nu, jeg priser mig lykkeligt for at vi ikke er midt ude i folkemængden, men står bag mange boder, hvor der virkelig ingen er.

 

”Så det tror du? Det var vidst dig der kaldte mig et naturtalent. ” jeg hæver et enkelt øjenbryn og smiler det mest falske smil, jeg kan diske frem, og det bliver hurtigt gengældt.

 

Man kan stadig hører børnene løbe rundt og der er blevet sat noget musik på, som brager ud fra højtalerne. Det undrer mig over hvor Cam og J er blevet af, og hvorfor de opførte sig som de gjorde. Det undrer mig også hvor Cia er, sidst jeg så hende, var da drengene skulle på scenen og hun gik om bag en af boderne. Mila har jeg heller ikke set i lang tid, faktisk har jeg ikke set hende siden vi ankom. Max blik ændrer sig fra roligt til vredt.

 

”Du skulle have været ved scenen. ” vrisser han vredt.

 

”Hvorfor? ”

 

”Fordi det har været meningen hele tiden. ” råber han. Forvirret kigger jeg på ham; hvad fanden mener han?

 

”Kom dog videre, eller er du fanget i børnehaven? Dette er intet fucking spil! ” råber jeg og prøver så godt jeg kan, at skjule min forvirring. Jeg kigger endnu en gang tilbage på drengene og en dårlig følelse breder sig inde i mig. De er så skræmte og jeg kan intet gøre. Jeg kan mærke tårerne kæmpe sig frem, men jeg tvinger dem tilbage og kigger tilbage på Max.

 

Hvordan fanden er jeg endt her?

 

”Tro mig, smukke, det har det være siden begyndelsen. ” han blinker til mig og al min forvirring forsvinder, da en meget vigtig detalje glider gennem mit hoved og en del går op for mig.

 

Jeg går endelig min destination og ånder lettet op. Jeg er nået til broen. Jeg kigger mig omkring, her er meget få mennesker og de fleste er ældre, der går forbi, uden at undrer sig over, hvad en pige på min alder, laver her. Jeg trækker vejret dybt ned i maven, og sætter mig op på kanten. Jeg kigger ned og min mave trækker sig sammen.

 

Aldrig i hele mit liv, har jeg været den store fan af højder. Mine håndflader bliver svedige og desperat tørrer jeg dem i mine bukser, i frygt for at glide. Selvom det er præcis hvad jeg har tænkt mig.

 

”Du har ikke tænkt dig at gøre det. ” konstaterer en stemme bag mig og jeg farer sammen. Mit hjerte banker vildt da jeg kigger tilbage, en dreng der er omkring min alder står ved siden af mig, med en cigaret i munden.

 

”Jo, det er lige præcis hvad jeg har tænkt mig. ” mumler jeg lavt og kigger ned igen. Det skræmmer mig lidt, at se mine fødder dingle ned i luften, velvidende om at hvis jeg hopper eller glider, så dør jeg.

 

”Så gør det. ” han slår ud med sin ene arm, som en gestus. Jeg lukker øjnene i og nikker, inden jeg forsigtigt rejser mig op, ved hjælp af støtte fra min venstre hånd.

 

Mine ben ryster svagt og inde i mit hoved, skælder jeg dem ud og tvinger dem til at stå stille. Det gør ondt i hele min mave og jeg åbner kort øjnene, hvilket hurtigt bliver en fortrydelse fra min side. Så, det her må være enden? Og en fremmed dreng skal se mig springe i døden. Jeg løfter min højre fod, så jeg balancerer på et ben og skal lige til at træde ud i ingenting, da et par hænder bliver lagt på mine hofter og løfter mig ned fra gelænderet. Da jeg er sikker på at have fast grund under mine fødder, kigger jeg overrasket op på drengen.

 

Han kendte mig allerede, da jeg så ham første gang. I al den tid jeg har kendt ham, har han ikke spurgt om mit navn, han vidste allerede at Harry er min bror. Han vidste allerede at Harry var verdenskendt. Dette har været hans plan siden han så mig, måske længe før. Det at han måske har holdt øje med mig, giver mig direkte kvalme.

 

”Det har været din plan siden du så mig, at jeg skulle skyde min egen bror, live på fjernsyn? ” mine håndflader bliver svedige og for at få et fastere greb om pistolen, strammer jeg mit greb om den. Jeg kigger tilbage på Harry der stirrer på mig, med et blik er ikke kan beskrives og dette blik får min mave til at trække sig sammen. Jeg sender ham et undskyldende blik, selvom jeg udmærket ved, at jeg ikke kan undskylde for sådan en ting.

 

”Det er lige præcis korrekt, bortset fra du mangler en vigtigt detalje. Kig til din venstre side. ” han smiler lusket og tøvende kigger jeg til venstre og ser hende jeg stolede på, min bedsteveninde, stå med en pistol og sigte på mig. Gispende ryster jeg på hovedet. Alle dem jeg har holdt tæt i så lang tid, har netop stukket mig i ryggen.

 

”Hvad skal det her mene? Hvilken vigtig detalje vil du så gerne have tilføjet? ” spørger jeg, selvom jeg er direkte rædselsslagen, ønsker jeg et svar.

 

Han ser ud til at trække en del tid ud, ved at formulerer svaret godt og grundigt inde i hovedet. Den tid han bruger på det, udnytter jeg ved at kigge på drengene. Louis ser som altid koldt på mig, og de andre tre ser skuffede og overraskede ud og en tredje ting jeg ikke kan sætte ord på. Deres blikke flakker mellem Max og jeg hvilket er klart. Der står en pige og sigter på mig, som sigter på Max, som sigter på dem. Hvis Max skyder, skyder jeg og bliver selv skudt.

 

Som domino brikker.

 

”Hvad med du selv regner det ud? ” ender han ud med at svarer. Hans svar kommer en del bag på mig og det tager et stykke tid, før jeg begynder at overveje muligheder og tænke det hele igennem. Jeg lægger to og to sammen og langsomt begynder en realistisk forklaring, at komme frem.

 

”Hvis jeg skyder min egen verdenskendte bror og derefter selv bliver skudt, kommer et budskab frem. ” siger jeg langsomt og forstår det bedre da jeg siger det højt. ”Hvad for et negativt budskab er det du vil have frem? ” spørger jeg forfærdet.

 

Mine arme begynder at gøre ondt, men jeg ignorerer smerten, som er ingenting i forhold til hvad jeg de sidste dage har følt. Jeg kan godt holde dette ud, det skylder jeg drengene, efter hvad jeg var ved at gøre. Lige meget om et budskab skal frem eller ej, så er det ikke okay, det er langt fra okay.

 

”Der er ikke rigtigt noget budskab. Men at en verdenskendt bliver skudt af sin egen søster, som derefter bliver skudt, det er jo ren underholdning for mig. Desuden er du så naiv, at det er morsomt. Det var ikke min ide, at du også blev skudt, det var din kære veninde Mila, der foreslog det. ” hans stemme lyder overbevisende, men han kan ikke narre mig. ”Og det er ikke jer der fortjener at være i rampelyset. ”

 

”Nu stopper du. Jeg har på intet tidspunkt været i rampelyset. Jeg er blevet glemt og stukket i ryggen, på grund af min verdenskendte bror. Men ved du hvad? Jeg er ligeglad med om han er kendt. Jeg er ligeglad med om han har fået al opmærksomheden, for jeg er stolt af ham og jeg holder af ham. Det er bare så usselt af dig, at udnytte mig, når du udmærket vidste, at jeg var nede. ” vrisser jeg og kan for alvor mærke vreden stige op i mig. ”Du er et usselt, egoistisk og magtliderligt kryb. ”

 

En stilhed breder sig og min hånd begynder at ryste. Jeg kan ikke mere. En tårer glider ned over min kind, videre ned til min hage, hvor de falder ned og splintres i tusinde stykke og hvert eneste stykke indeholder en historie. De har ønsket at se mig falde så længe, men jeg vil ikke lade det ske.

 

”Nicholas Leondre Hale, klokken er 14.59 og du er hermed anholdt for forsøget mord på Kaylee Styles og adskillige forbrydelser. ” en politibetjent kommer gående forbi mig, med en pistol i hænderne. Hans navn er ikke Max? Hedder han virkelig Nicholas?

 

Jeg kigger tilbage og ser Cia, hun blinker til mig. Hun har været i samarbejde med politiet, i al den tid.

 

Jeg åbner munden, men kan ingen ord finde. Jeg kigger hen på drengene, som er faldet i snak med en politibetjent. Pludselig bliver det hele for meget og jeg tager den sædvanlige udvej; jeg løber.

 

Men denne gang stopper jeg ikke op igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...