Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65038Visninger
AA

19. 018.00

[018.00]

 

Klokken er halv et, og der er to timer, til at alt det her rod, for alvor begynder. Der er mennesker overalt og i forhold til at vi er midt i januar, er her ikke helt vildt koldt. Jeg tror endda vi er oppe på nogle få plusgrader. Børnene render rundt og leger med hinanden, voksne går rundt og taler sammen og alle dem der er på min alder, måske lidt yngre, fjoller rundt og griner højlydt.

 

Jeg ser rundt, men kan ikke få øjne på nogle jeg kender, udover gruppen selvfølgelig. Vi går side om side alle sammen og en del opmærksomhed bliver vendt mod os, på grund af drengenes mange tatoveringer, de andres farvede hår og på mig, fordi jeg er selveste Harry Styles lillesøster. Ikke fordi det er noget stort, jeg har en storbror som er kendt fordi han kan synge; det er der mange der kan.

 

En hånd bliver lagt på min skulder og jeg kigger til siden. Milas isblå øjne møder mine og bag hende står J og Cam. ”Held og lykke. ” siger hun kort, fjerner sin hånd og før jeg ved af det, er hun ude af syne.

 

Jeg kan ikke holde mig tilbage og bider mod min vilje i min underlæbe. Det kan godt være det bare mig der er paranoid, men hendes stemme lød så kold og hendes blå øjne fik plusgraderne om mig, til at ryge ned på minusgrader. Jeg kigger på Max, som er på vej hen til det afspærrede område, han standser og begynder at snakke lavt med en af vagterne. Så er det vidst kun Cia og jeg tilbage.

 

”Kom. ” siger jeg kort og placerer kort min hånd ved hendes skulder.

 

Hun følger tøvende med og hele tiden kan jeg mærke hun er lige bag mig. Jeg spejder ud over den kæmpe flok af mennesker. Men kan ikke få øje på nogle af drengene. Efter et stykke tid – og på intet tidspunkt har hun spurgt ind til, hvor jeg er på vej hen, eller klaget – får jeg endelig øje på dem. Faktisk var det lyden af Nialls grin der førte mig herhen, men hvis nogen spørg, har jeg intet fortalt. Vi kommer hen til dem og jeg kigger tilbage på hende og kan ikke lade være med at smile, over hendes reaktion.

 

”Harry, Louis, Liam og Niall, det her er min veninde Cia som er jeres største fan. ” jeg griner kort og deres opmærksomhed bliver straks vendt mod hende. Harry, Louis og Niall begynder at tale med hende og et grin lyder nu her og da. Det er skønt at se, at man faktisk kan glæde nogle uden at såre andre. En arm bliver lagt om mit liv, det giver et sæt i mig og jeg vender mig hurtigt om og mine øjne møder Liams.

 

Smilet viser sig på mine læbe og jeg kigger flovt ned i jorden. Hans måde at få mig til at reagerer på, det er ikke sket for mig før. Han kysser mig på kinden og idet han har gjort det, kigger jeg kort op på ham, inden jeg presser mine læber mod hans. Hans ene hånd bliver lagt mod min kind og den anden placerer han på min hofte. Jeg fører mine hænder op til hans nakke og leger lidt med hans korte hår.

 

I et kort øjeblik glemmer jeg alt omkring mig. At dem fra gruppen kan risikerer at se dette. At Cia sikkert allerede har set det. At der er nogle der kan tage billeder og starte rygter. Jeg glemmer endda et kort øjeblik det som skal foregå om ikke så lang tid. Da jeg begynder at få det dårligt, trækker jeg mig fra kysset og smiler til ham. Hans hånd bliver liggende på min hofte, selv da vi går lidt tættere på drengene. Og for første gang i meget lang tid, har jeg ikke det mindste imod denne form for nærkontakt.

 

Så godt jeg nu kan prøver jeg at følge med i deres samtale, men det er som om at selv de mindste ting, distraherer mig. De skrig der en gang imellem lyder, fra nogle på femten der driller hinanden, eller når børnene skriger fordi de er tæt på at blive fanget i fangeleg, er det værste. Skrigende får mig næsten til at farer sammen, men jeg gør det ikke, så bliver opmærksomheden lagt mod mig og det kan jeg ikke klarer lige nu. Det er fint at de fokuserer på Cia. Hun kan blive her når det er overstået, hun kan stadig være der hvor hun har boet hele sit liv.

 

”Hvornår skal i optræde? ” spørger Cia og river mig ind i samtalen. Jeg kigger med det samme på hende og kan se hun allerede kigger på mig. Igen ser jeg noget i hendes blik, jeg ikke kan sætte ord på. Eller et enkelt ord kan jeg sige om glimtet i hendes øjne, som jeg kun har set disse to gange; det er hemmelighedsfuldt.

 

”Om ikke så lang tid. ” svarer Louis og smiler til hende.

 

Overrasket kigger jeg på ham og derefter på hende. Han har fordomme imod mig, fordi han sikkert synes jeg er helt forkert på den, men ikke mod hende? Det giver ingen mening. Jeg ryster på hovedet og synes pludselig at den sidste uge er gået alt for hurtigt og jeg ønsker inderligt at kunne spole tiden tilbage. Selvom det betyder at jeg skal gå igennem mareridtet, ensomheden og den følelse af ikke at føle sig hjemme igen.

 

Hellere det, end at skulle stå her, se på drengenes glæde og Cia der endelig har mødt sine idoler.

 

”Undskyld mig, vi se- ” jeg stopper mig selv og ryster på hovedet, inden jeg fjerner Liams arm og går væk fra dem. Jeg tager mig til hovedet, lukker kort øjnene i og tager en dyb indånding. Det hele skal nok gå fint. Det er normalt at det hele en gang imellem bliver for meget, nogle ting skal bare overstås, så man kan komme videre.

 

Jeg kan mærke mine ben begynde at ryste. Hurtigt drejer jeg om bag en bod, hvor jeg ikke kan ses og jeg ikke kan se andre. Jeg kan kun hører larmen. Jeg sætter mig ned på hug og tager hovedet i mine hænder og trækker vejret dybt.

 

Det hele skal nok gå. Det hele skal nok gå. Det hele skal nok gå.

 

Mange ting kommer til at ske i livet. Nogle er man stolte af og nogle er man skuffede over. Man laver mange rigtige ting, men man begår også mange fejl og man lærer af sine fejl. Jeg ved inderst inde godt at jeg er ved at begå en fejl, men hvad hvis jeg lærer noget meget vigtigt af den? Men på den anden side; er et liv det værd?

 

Meget lang tid går og da jeg langt om længe rejser mig op, ser jeg Max stå og betragte mig. Jeg stirrer tomt på ham og orker virkelig ikke noget. Tøvende går jeg hen til ham og idet jeg er henne ved ham, lægger han en arm om min skuldrer.

 

”Er du klar? ” spørger han mig, dog uden at sende mig et eneste blik. Han ser blot direkte ud i luften.

 

”Jeg er helt klar. ” svarer jeg ham kort og ryster hans arm af min skulder.

 

*

 

Drengene har været i gang i et stykke tid nu og er i øjeblikket i gang med ’Steal My Girl’. Jeg står der hvor jeg skal stå, lige ved siden af scenen, omringet af vagter i blå trøjer. Jeg kigger mig over skulderen og hen på Sean, der smiler halvhjertet til mig, men hans øjne smiler ikke. Rystende på hovedet kigger jeg ned i græsset, før jeg vender blikket mod drengene på scenen igen.

 

De render rundt og smiler, har det sjovt sammen på den scene. Som om de bare er født til det. De har et sted de føler sig hjemme. De har hinanden. Jeg smiler trist og kan mærke den tunge pistol i mit ærme. Jeg kigger ned på min arm.

 

Er det her det jeg ønsker?

 

Nej. Jeg ønsker ikke dette for ham, selvom jeg troede at mine følelser var gemt godt væk, er de begyndt at vise sig igen og selvom jeg er så pisse hamrende vred på ham og ikke har snakket med ham i meget lang tid, holder jeg af ham. Jeg ønsker det bedste for ham. At skyde min egen bror, det er lang, langt, langt over min grænse.

 

Inden jeg når at trykke aftrækkeren ned lyder et skud og Harry falder til jorden.

 

En smerte som jeg ikke har oplevet før, breder sig inden i mig og det er værre en menstruationssmerter. Smerten tager pusten fra mig og jeg begynder at tvivle en del. De kommer til den sidste sang og det er midt under den det skal ske. Melodien til ’No Control’, lyder fra højtalerne og jeg ryster ivrigt på hovedet og kigger på Harry, der ser smilende ned på ham. Jeg smiler falskt til ham og da han kigger væk, gør jeg det.

 

Jeg løber.

 

Hurtigt er jeg henne ved Sean og kigger bedende på ham. Jeg kan med det samme mærke de andre vagters blikke på mig og jeg klynker bedende. Før jeg for set mig om, har han løftet mig op og jeg hopper, ved hjælp fra ham, over hegnet. Min hånd placerer jeg uden på ærmet og trykker den mod pistolen, så den ikke falder ud af ærmet.

 

Smerten havde i forvejen fjernet en del af luften der bør være i mine lunger og derfor kan jeg ikke løbe særlig hurtigt. Jeg når ikke særlig langt før jeg løber ind i en og bliver nød til at tage få skridt tilbage.

 

”Hvor tror du, at du skal hen, princess? ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...