Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
66112Visninger
AA

18. 017.00

 [017.00]

 

Lørdag morgen, går rent sagt som lort. Der er stress på mig, jeg er pænt følsom og har lyst til bare at sætte mig ned på det kolde køkkengulv og græde og skrige og slå mine hænder ned i stengulvet til de er helt forslåede. Men selvfølgelig gør jeg ikke det – så opmærksomhedskrævende har jeg heller ikke lyst til at være og selvom jeg måske er begyndt at lægge mærke til mine følelser igen, er jeg stadig ikke stor fan af dem.

 

Drengene sidder rundt om bordet, snakker om i dag, griner når der er noget de synes er sjovt. Ønsker Max at jeg skal ødelægge andres lykke? Måske fordi han ikke selv kan finde lykken? Jeg kigger ned på min halvspiste toast, jeg er ikke længere sulten. Jeg hopper ned fra køkkenbordet, smider resterne væk og vender ryggen til drengene og kigger ud af køkkenvinduet.

 

Mange folk vil dukke op i dag, det er i hvert fald hvad Max har givet udtryk for.

 

Sukkende kigger jeg på to små piger, klædt i pastelfarver, gå forbi med en kvinde i hælene. Det er så lang tid siden jeg kunne identificerer mig med alle de andre små piger med søde kjoler, rottehaler og mangelende fortænder. Dengang havde man kun problemer der indeholdt Barbie dukker, bamser og hoppebolde. Problemer har jeg mange af, og ingen af dem har noget med Barbie dukker, bamser eller hoppebolde at gøre.

 

Modvilligt gennemgår jeg endnu en gang planen inde i mit hoved. Jeg har været vågen det meste i natten og bare ønsket at tiden kunne fryse og når den engang om lang tid gik i gang igen, ville Max være kommet på bedre tanker. Men inden af de to ting, kommer nogensinde til at ske.

 

Pludselig vælter bekymringerne ind over mig og jeg skal lige til at bide mig i læben, men stopper mig selv; det viser nervøsitet og den vane skal jeg ikke i gang med igen. Men hvad nu hvis jeg fejler totalt og rammer ved siden af? Hvad hvis jeg skyder på det forkerte tidspunkt og de filmer mig? Hvad hvis en af vagterne stikker os i ryggen? Hvad hvis vagten der skal tage pistolen jeg gemmer inde under scenen, glemmer det? Så er mine fingeraftryk på pistolen og den eneste det kommer til at gå udover, er mig.

 

”Kaylee, vi tager afsted nu. Skal du have et lift? ” en hånd bliver lagt på min skulder og jeg genkender det som Harrys stemme. Jeg holder vejret og ryster hurtigt på hovedet. Først da hans hånd bliver fjernet fra min skulder ånder jeg lettet op. Skridt lyder bag mig og kort tid efter hører jeg hoveddøren smække i. Jeg vender mig om og glider ned af køkkenlågen. Først da jeg rammer det kolde gulv, glider en tårer ned af min kind. En tårer jeg har holdt tilbage hele natten.

 

Jeg tørrer den hurtigt væk og vælger den lette løsning. Min mascara skal ikke ødelægges fuldstændig på grund af nogle meningsløse tårer. Derfor knuger jeg mine ben tæt ind til kroppen og placerer min hage, på toppen af mine knæ. Hold da kæft, hvor er dette en byrde jeg ikke engang bør bære rundt på. Hvad har jeg rodet mig ud i?

 

*

 

”Har du styr på hvad du skal gøre? ” spørger Max og kigger alvorligt på mig. Jeg nikker kort til ham og kigger rundt i bygningen. Det kan være det er sidste gang jeg er her, det kan være det er sidste gang jeg skal se på de ødelagte mure, de hullede gulve. Hvis jeg bliver anholdt skal jeg ikke tilbage hertil bagefter, jeg vil ikke kunne se nogen som helst i øjnene efter dette. Hvis jeg flygter kommer jeg nok heller ikke tilbage til dette sted. Hvis jeg vælger at dræbe mig selv, er det umuligt at komme tilbage hertil.

 

Mit hjerte begynder at banke hurtigere og hurtigere for hvert sekund der går, hvor jeg kigger rundt på disse omgivelser, som med tiden er blevet så velkendte. Her kunne jeg flygte hen når det blev for meget, her kunne jeg føle mig hjemme. Men nu ser jeg Max’ ansigt på alle væggene og det giver mig myrekryb, jeg føler mig så ensom og alene her. Hvorfor er alt så kompliceret?

 

Hvis drengene ikke havde taget den pause før om nogle uger, og ikke var kommet herhjem, ville jeg ikke stå her og have det som jeg har det. Så ville jeg ikke stå i denne situation, i dette fucking dilemma. De kunne jo lige så godt have taget hjem til en af de andre drenge. Jeg ønsker blot at alt er som det var for seks år siden, helt fuldkommen fantastisk perfekt. Karaktererne i top, familien samlet og de eneste problemer jeg havde, var uvenskaber mellem mine veninder og jeg om små, overfladiske ting.

 

”Hvis du fejler, står du alene. Husk det. ” siger han med sådan en lethed at jeg lyder fuldkommen ligegyldig for ham, hvilket ingen mening giver. Forleden dag sagde han at jeg var værdifuld og speciel og nu er jeg lige pludselig, absolut ingenting for ham?

 

Måbende kigger jeg på ham over hans ord og kigger rundt på de andre der enten står og kigger på ham eller ned på deres telefon. Den eneste der ser andre steder hen er Cia. Hendes blik møder mit og jeg ser et glimt af noget jeg ikke kan sætte ord på. Efter at have holdt øjenkontakten længe nok, bryder jeg den og kigger på Max der står med armene nede i en taske og roder efter noget.

 

”Din kujon. Din feje kujon. ” mumler jeg lavt, og da han kigger på mig, går det op for mig at han hørte det. Jeg kigger blot på ham og siger intet, mit blik siger nok; det er fyldt med vrede og irritation. Han sender mig et bestemt blik, inden han vender sin fulde opmærksomhed mod tasken igen.

 

Jeg mente det jeg sagde om ham. Jeg fortryder ikke et eneste ord.

 

”Skal vi se at komme afsted? ” spørger Max og kigger rundt på os. Vi alle er tavse og jeg ved ikke om de andre er det fordi de er ved at indse, at dette er forkert, eller fordi de tænker over, om de mangler noget, eller skal sige noget vigtigt som de ikke tør få frem. I hvert fald kan man se Max begynde at trippe utålmodigt med sine ene fod.

 

”Hold da op, hvor er du utålmodig. ” vrisser jeg og idet samme ordene har forladt min mund, ligger han blik på mig. Jeg kan ikke lade være med at krympe mig lidt, heller ikke da han tager hårdt fat i min underarm og trækker mig med udenfor, bag bygningen.

 

Jeg prøver at ignorerer smerten som tydeligt kan mørkes ved min underarm og jeg skubber tanken om mærkerne det vil efterlade, langt væk. Hvorfor fanden kan han ikke tage at slappe lidt af og hvorfor kan han ikke bare lade mig sige mine meninger. Jeg har lov til at sige sådan noget, så længe det ikke er en trussel. Han skubber mig op ad den hårde mur, og en smerte løbe gennem min ryg, men jeg bider det i mig. Det er ikke nu jeg skal vise mig som svag.

 

”Hvornår forstår du at du ikke kan tale til mig, som det lyster dig? ” spørger han mig lavt, men med en vrissende undertone. Jeg presser mig så langt op ad væggen jeg kan og bryder mig ikke om, hvor tæt hans ansigt er på mig og at han stadig holder om min underarm. Jeg kan virkelig ikke tage nærkontakt. Jeg kigger alle andre steder hen og gør alt for at mine øjne ikke møder hans.

 

Grebet om min underarm bliver strammere jeg og jeg kan ikke klarer det længere. Med min frie hånd slår jeg ud efter han og prøver at skubbe ham væk, men han er langt stærkere end mig og på kort tid, er ingen af hans hænder frie. Jeg bider mig hårdt i kinden og kigger hen på søen.

 

”Svar mig! ” råber han og rusker hårdt i mig. Jeg forbliver tavs og kigger ind i hans øjne. Jeg kniber øjnene let sammen og kigger koldt på ham. Han kan ikke råbe af mig og få mig til at tale, ligesom ham forventer jeg respekt. Men jeg har ikke samme problem som ham, selvom vi minder en del om hinanden, er der en ting der skiller sig ud. Han ønsker magt. Han er en af dem med magtbegær og det er ikke noget godt, specielt ikke blandet med hans temperament.

 

”Pas på hvad du gør. ” vrisser jeg. ”Hvis jeg virkelig er så værdifuld og speciel, er det ikke godt hvis jeg skyder mig selv, i stedet for Harry. Så måske om du ikke skulle vise lidt respekt og give slip på mig. ”

 

Mine ord ser ud til at virke lidt, for han løsner med det samme sit greb om mine underarme. Den ene hånd fjerner han helt og fører op til mig kind, som han lader den kører blidt ned af. Hans fingre er iskolde og sender kuldegysninger igennem hele min krop. Jeg trækker mit hoved til siden, så hans hånd falder ned langs hans side.

 

”Det må du undskylde, smukke. Skal vi gå ind og ordne det sidste og tage af sted. Efter dette er slut kan du tage med mig til Manhattan i USA. ” tilbyder han lavt. Jeg skubber ham fra mig og trækker på skuldrende. Vil jeg tage til Amerika når dette er overstået? Ja. Vil jeg tage med ham? Nej, så mange gange jeg kan sige det, inden jeg tager væk.

 

Uden et ord, går jeg ind i bygningen igen og direkte hen til de andre, jeg stiller mig ved siden af Cia. Af en eller anden grund, er hun den eneste jeg føler mig tryg ved. Max kigger kort ned i tasken og trækker noget op og da jeg ser hvad det er, stiger kvalmen op i mig, men jeg tvinger den ned i mig igen. Det er den pistol, der kommer til at gøre det hele. Det er den jeg skal skyde min egen bror med.

 

”Kay. ” med et enkelt ord, rækker han den frem mod mig. Tøvende kigger jeg på den, inden jeg tager få skridt frem og tager imod pistolen. Den er kold, meget kold. Jeg kigger ned af mig selv. Jeg har taget en langærmet bluse på, med meget løse ærmer. Inde i mit højre ærme skal jeg gemme pistolen, indtil det er slut. Så skal jeg så langt væk jeg kan. Fra alle jeg kender, fra alt jeg kender, så langt væk fra nogen eller noget der har noget som helst med våben at gøre.

 

”Så er vi klar til at tage af sted. ” siger Cia og lyder entusiastisk.

 

Men der er noget der gemmer sig bag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...