Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65422Visninger
AA

17. 016.00

 [016.00]

 

Dagene går hurtigt; de lyse dagtimer bruger jeg på skolen og på drengene og de mørke nattimer bruger jeg på gruppen og på at øve mig i at skyde med den pokkers pistol. Det er fredag og jeg sidder – som den eneste fra gruppen – til dagens sidste time, med mr. Hall. Når jeg har det sådan her, er det eneste der kan få tankerne til at skride, mr. Halls lange, lange snakke om alverdens ting.

 

”Steel, deler du resultaterne ud? ” mr. Hall lader en bunke papirer falde ned over Martin Steel, hverken gode eller dårlige karakterer, han fokuserer en del på sport og computerspil. Hurtigt rejser han sig op og begynder at dele papirerne ud. Han er sikkert bange, bange for at blive sendt ud af døren og komme tilbage med en følelsesløs facade.

 

Papiret bliver lagt oppe i højre hjørne og jeg stirrer på det. Jeg tør ikke vende det om og håber derfor at sekunderne går langsommere. Hvad nu hvis jeg prøvede forgæves og jeg har fået endnu en dårlig karakter, eller er dumpet? Så vil jeg blive lige så skuffet som sidst og det har jeg ikke lyst til. Han giver lov til at vi kan vende papirerne om og jeg gør det i en bevægelse, nu er der ingen vej tilbage. Jeg begynder at smile stort da jeg ser karakteren.

 

Jeg har fået fucking B+.

 

Smilet bliver siddende på mine læber i flere timer og først da jeg kommer hen til den faldefærdige bygning, pakker jeg smilet væk. For første gang i flere dage, kan man ikke hører skud der bliver affyret og derfor går jeg ekstra varsom ind af et af hullerne i væggen og ser dem alle sidde rundt om bordet. De venter vidst blot på mig. Jeg rømmer mig kort, da jeg går igennem det største af hullerne og alle deres blikke bliver vendt mod mig.

 

”Hvad er det så vi skal i dag? ” spørger jeg og prøver at lyde entusiastisk, men det fejler totalt. Jeg forstår heller ikke hvorfor jeg skulle kunne få mig selv til at lyde entusiastisk, det er i morgen, mindre end 24 timer. Jeg synker den klump der var på vej op gennem min hals og går med hastige skridt hen mod dem og smider nærmest mig selv ned i stolen.

 

”Om en time, skal vi hen og se stedet hvor det hele kommer til at foregå. En af mine bekendte, som arbejder som vagt, viser hvor du skal stå, hvad du skal gøre og hvordan du kommer væk, uden at blive opdaget. ” forklarer Max nøje. Jeg kigger ned af mig selv og kan se min hånd begynder at ryster, jeg stopper den hurtigt med min anden hånd og kigger igen op på Max.

 

”Hvordan er han blevet vagt? ” spørger jeg undrende. Når der er en der ansøger om at være vagt, et sted hvor et verdenskendt band kommer til at optræde og være, bliver der så ikke tjekket op om baggrund? Ikke bare et hurtigt gennemtjek, men et grundigt et?

 

”Du stiller alt for mange spørgsmål, love. ” han blinker til mig og jeg mærker kvalmen stige op i mig.

 

*

Nattehimlen er begyndt at vise sig og stjerner blinker forskellige steder. Stedet er også mørklagt, men alligevel kan jeg se det hele tydeligt. Boderne er blevet stillet op, nogle har tag andre har ikke. Så er der legepladsen som har været her siden jeg var en lille pige. Og så er der scenen. Ikke den største, men lille er den heller ikke. Der er allerede blevet sat et hegn på en halv til en meter op, så det ikke er helt så let at komme op på scenen. Man kan ikke komme ud i siderne da der er afspærret, men Max bekendte, der arbejder som vagt, vil få mig igennem afspærringen og eftersom jeg er Harrys søster, vil der ikke være helt så meget forvirring.

 

”Så du er hende pigen? ” en stor hånd bliver lagt på min skulder og jeg er hurtigt til at træde til siden, så hånden forsvinder fra min skulder og nu hænger langs mandens side. Jeg studerer ham kort, han ligner lidt Max, hans øjne er dog næsten helt sorte og ikke brune, han er lidt bredere og hans hår er kortere.

 

”Hende der får æren af at skyde sin egen bror? Ja. ” siger jeg sarkastisk.

 

Han bliver straks tavs, han vidste sikkert ikke at er min egen bror jeg har fået til opgave at skyde. Han kommer sikkert aldrig ud i denne situation, dette dilemma. Hvis jeg gætter rigtigt er han enebarn, hans forældre har rigeligt med penge, men han blev træt af at leve det perfekte liv og stak af. Bare et gæt. Et ret realistisk gæt.

 

”Det er jeg ked af. ” siger han og lyder overraskende overbevisende. Jeg trækker på skuldrende. ”Skal jeg vise dig stedet og hvordan det kommer til at foregå? ” spørger han og jeg nikker. Hvorfor ikke få det overstået. Vi går hen til afspærringen og han løfter mig over, hvorefter han selv kravler over.

 

Okay, måske er afspærringen ikke helt så god, men jeg regner med at der kommer til at stå vagter her. Jeg gisper da jeg kommer i tanke om det og vender mig hurtigt mod ham, som jeg ikke kender navnet på, men som faktisk virker overraskende venlig og rar, i forhold til hvad han har gang i. Altså at være med til det her, er på ingen måde lovlig.

 

”Hvad skal jeg kalde dig? ” spørger jeg da han står foran mig.

 

”Sean. ” svarer han mig kort.

 

”Sean. ” gentager jeg ham. ”Er du den eneste vagt som er i kendskab med dette og som er bekendt med Max? ” spørger jeg nervøst. Det bliver ret umuligt at skulle skyde, hvis der står fem vagter omkring mig som ikke er i kendskab med dette.

 

Han nikker hurtigt og griner af mig. Pludselig føler jeg mig dum og jeg kigger flovt ned i jorden. Selvfølgelig er vagterne omkring mig i kendskab med dette. Hvis jeg virkelig havde lyttet godt efter og husket godt, ville jeg også kunne huske da Max sagde det i flertal, så er det ikke kun en. Sukkende ryster jeg på hovedet af mig selv og kan ikke lade være med at slippe et kort grin ud. Gud, hvor føler jeg mig dum lige nu.

 

”Det er her du skal stå. ” siger han da vi kommer hen til kanten af scenen. Han stiller sig på et bestemt punkt, ved siden af scenen, så man kan se den fra alle mulige vinkler. ”Du skal være så diskret som muligt, ikke noget med at tage pistolen helt frem, sigte og skyde. Det vil alt for mange nå at lægge mærke til. ” forklarer han og jeg nikker opmærksomt.

 

”Lige så snart du har affyret skuddet, dukker du dig. Ved siden af dig sidder to vagter som i mellemtiden har åbnet for en skjult indgang til ind under scenen. ” han klapper på siden af scenen. ”Herinde smider du pistolen fra dig og kravler hen ad den smalle gang. Når du kommer ud bag scenen, vil du blive modtaget af to vagter som vil køre dig væk. ” forklarer han.

 

”Hvad hvis de finder pistolen? ” spørger jeg.

 

”Den bliver fjernet af en af vagterne imens du er på vej væk. ” idet han har sagt det, hører jeg høje grin og jeg kigger efter resten af gruppen men kan ikke se dem. Derimod kan jeg se drengene – Harry, Louis, Liam og Niall – på vej herhen.

 

Jeg dukker mig hurtigt og hiver Sean med ned. Jeg sætter min pegefinger foran min mund og tysser lavt, men modtager blot et undrende blik på mig. Jeg kan hører de kommer tættere på og ved derfor ikke om jeg tør forklarer Sean, hvorfor jeg lige har trukket ham med ned på den kolde jord.

 

”Min bror og hans venner, de er her. ” hvisker jeg og hans blik ændrer sig fra forvirret til forstående og han er så venlig, at holde munden lukket, nu hvor jeg har bedt ham om det. 

 

Hvis det var Max, ville han sikkert have rejst sig op og begyndt at snakke med dem, som var de gamle kammerater. Men selv om Max’ og Seans udseende er så ens at de kunne være brødre, så er de ikke ens på dette punkt og Sean virker til at have en bedre situationsfornemmelse end Max. Og så virker han ikke lige så kold og kommanderende.

 

”Så det er her vi skal optræde i morgen. ” Nialls stemme lyder og lidt efter kan man hører dem hoppe op på scenen. Jeg presser mig længere ind til siden og håber inderligt at ingen af dem nærmer sig nok, til at kunne se min eller Sena fod, eller lignende. Uden grund holder jeg vejret og de få gange jeg faktisk trækker vejret, er jeg så stille som overhovedet muligt.

 

Man kan tydeligt hører dem fjolle rundt på scenen, hvilket gør situationen værre. Jeg jamrer mig lavt uden at være bevidst omkring det, hvorefter jeg spærrer øjnene og holder mig for munden, selvom lyden allerede er kommet ud af min mund. Heldigvis er de drenge så højlydte, at der ikke bliver lagt opmærksomhed på lyden og hvis de overhovedet hørte den, troede de sikkert bare det var en fugl. Jeg ånder lettet op og fjerner hånden fra munden.

 

Drengenes larm stilner lidt af og bliver til en snakken. Jeg fornemmer at de har sat sig ned, eftersom der ikke lyder høje bump eller skridt oppe fra scenen længere. Det er ulempen ved at den er lidt hul, men det kan ikke høres når der er høj musik og sang, hvilket der kommer til at være i morgen.

 

”Hvad foregår der mellem dig og Kaylee? ” spørger Harry.

 

”Du er jo Kaylee! ” udbryder Sean lavt jeg tysser lavt på ham og han sender mig et undskyldende blik.

 

En tavshed breder sig og det eneste der kan høres er vinden der river i træerne og slår gennem luften. En overraskende beroligende lyd. Men er tavsheden en god ting, eller en mindre god? Eller en helt vildt dårlig ting? Jeg får det helt vildt dårligt med nærmest at spionere, men følelsen skubber jeg hurtigt fra mig igen. Det her er ikke tidspunktet at føle på. Ikke nu og det næste lange stykke tid.

 

”Jeg ved det ikke. Godt, tror jeg vel? ” lyder Liams stemme og jeg kan ikke lade være med at smile. Synes han det er noget?

 

Jeg skubber smilet af mine læber. Jeg kan ikke være sammen med ham. Når jeg har skudt Harry skal jeg bare væk med det samme. Måske et sted i Amerika?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...