Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
66105Visninger
AA

16. 015.00

[015.00]

 

Det siges ofte, at enden er starten på noget nyt. Jeg har aldrig forstået det og kommer ikke til det. Hvis jeg hopper ud fra en bro nu tror jeg ikke der vil være andet end mørke og er mørke starten på noget nyt? Det er i hvert fald ikke noget jeg tror på, jeg tror på mørke efter døden, for intet andet svar er realistisk ifølge mig. Det virker lidt latterligt det med Himmel og Helvede. Mange definerer ting forskelligt. Hvis man slår en anden person og man gør det for at beskytte en ven, er det så en god eller dårlig ting? Liv efter død virker heller ikke helt rigtigt, men på en anden måde har jeg en teori om denne teori;

 

Hvad nu hvis grunden til at nogle personer går rundt og har angst og er bange, på grund af at det er første gang deres sjæl vandrer rundt jorden, og de personer som er selvsikre har allerede levet et liv?

 

Jeg ankommer endelig til min destination. Broen. Jeg stiller mig op ad gelænderet, presser mine håndflader mod det kolde stenværk og kigger ned. Et sug går gennem min mave og jeg kan ikke lade være med at smile skævt. En ting har ikke ændret sig; min skræk for højder.

 

Det er faktisk meget lang tid siden jeg sidst har været her. Faktisk var sidste gang da jeg mødte Max. Jeg kan huske jeg følte mig så voksen og selvsikker da jeg gik igennem byen ved hans side, men først nu er det gået op for mig, at jeg tænkte helt forkert. Jeg burde have følt mig barnligt og usikkert tilpas ved at gå med en fremmed fyr. Idet mindste stjal han ikke alle mine penge eller voldtog mig på åben gade, det er jeg taknemmelig for.

 

Men jeg har aldrig forstået hvorfor jeg intet valg fik.

 

”Kay, hvad fanden har du gang i? ” jeg bliver vendt om i en hurtig og hård bevægelse og kigger med store øjne op på Max. Langsomt går det op for mig, at han sikkert troede jeg ville springe ud fra broen og en uforudsigelig vrede bygger sig op inden i mig.

 

”Og hvad så hvis jeg sprang? Så kunne du jo bare skyde min bror. Ved du hvad du er? Du er psykisk syg og en fucking egoist. ” råber jeg højt og skubber ham hårdt tilbage.

 

Han er ikke langsom til at tage hårdt fat i mine overarme, sætter mig op på gelænderet og læner mig ud over ingenting. Mit hjerte banker hurtigt i brystet på mig og jeg vrider mig i hans greb, men han er for stærk. Hvis han slipper mig nu, falder jeg ned.

 

”Slip mig. ” siger jeg lavt.

 

Uden håb forsøger jeg ivrigt at finde mindst en tilfældig person, der kan hjælpe mig ud af denne situation. Men her er ingen. Jeg klynker lavt og forsøger endnu en gang, at vride mig ud af hans hårde greb, en endnu en gang, er det nyttesløst. Jeg skæver ned og kan mærke hvordan alt kører rundt inde i min mave. Jeg presser hårdt øjnene i og venter på at han slipper mig og jeg falder ned, som en kludedukke.

 

”Jeg kunne sagtens slippe nu. ” hans mund er lige uden for mit øre og sender kuldegysninger ned gennem min rygrad. ”Men jeg har ikke i sinde at gøre det. Du er alt for speciel. Værdifuld. ” hvisker han. Han fjerner sin ene hånd fra min overarm og placerer den mod min kolde kind. Med det samme bliver min vægt lagt mod hans ene hånd og blot tanken, giver mig et sug i maven.

 

Han placerer igen sin hånd på min overarm og løfter mig ned fra gelænderet. Med det samme går jeg adskillige skridt væk fra gelænderet, og nu er det mig der står front Max, der står med ryggen mod gelænderet. Dog ser det ikke ud til at generer ham spor, hvilket går mig en del på nerverne. Jeg krydser armene henover brystet, lægger al vægten mod mit højre ben og stirrer på ham, inden jeg afbryder stilheden.

 

”Trods din truende adfærd trækker jeg ikke mine ord tilbage om, at du er psykisk syg og egoistisk. ” vrisser jeg irriteret. Hans måde at stå med korslagte arme, og et enkelt løftet øjenbryn pisser mig virkelig af. Derfor holder jeg mig ikke tilbage og tager et skridt frem mod ham, placerer mine hænder mod hans brystkasse og skubber hårdt til ham. Han tager hurtigt fast om mine håndled og trækker mig hårdt ind til ham.

 

”Du ved udmærket godt hvordan din opførsel bør være over for mig. Dit sprog og din væremåde er ikke okay. ” siger han lavt. Jeg trækker mig irriteret fra ham og stirrer ondt på ham.

 

”Din væremåde over for mig og andre er heller ikke okay. ” og med de ord, har jeg vendt ryggen til ham og er på vej hjem.

 

*

 

Jeg låser mig selv ind i huset og forventer ikke at der er nogen hjemme. Jeg skubber skoene af og kigger på mig selv i spejlet, der er herude i entreen. Langsomt hiver jeg min hættetrøje ned over min ene skulder og stirrer blot på det røde mærke, som tydeligt kan ses rundt om min overarm. Jeg ryster på hovedet og vender mig væk fra spejlet.

 

”When I was a girl

Somebody said;

If you’re in a war, don’t be afraid

Your hand is your gun

Your point of view

Your only way to win, my love.

 

Synger jeg for mig selv, og skubber hættetrøjen på plads. Jeg må hellere beholde den på, så der ikke bliver skabt opmærksomhed på de røde mærke. Ellers kan jeg altid finde på en overbevisende løgn.

 

”Så din søster kan altså synge. ” lyder det inde fra stuen og jeg standser brat op og holder mig for munden. Helt alene er jeg vidst heller ikke. Jeg fjerner hånden fra min mund, og er ikke langsom til at forsvinde op på mit værelse. Hvor jeg for en gangs skyld bare kan være en anden.

 

De tidspunkter man kan gemme sig inde i en selv og fantasere man er en anden, en bedre person, er de bedste. Der er jeg ikke længere Kaylee, det fortabte barn der var en stor skuffelse, som ikke bliver til noget stort som sin bror, eller bliver en lige så god person som sin søster. Det er rart ikke at være mig, selvom alle tror at inde i mit hoved er der et tomrum, er der tanker der får adskillige byrder til at ligge sig henover mine skuldre.

 

Jeg smider mig i sengen og idet samme min ryg rammer den bløde madras, banker det på. Sukkende sætter jeg mig op og mumler en række ord, som jeg ikke engang selv ved hvad betyder. Men døren går op og mine blå øjne møder hans grønne.

 

”Hvad vil du, Harry? ” spørger jeg irriteret.

 

”Jeg elsker dig. Ved du godt det? ” han sætter sig på sengen og ser seriøst på mig. Jeg bryder hurtigt øjenkontakten og kigger ned på sengetæppet, der flot er placeret henover madrassen. Hvis han virkelig elsker mig, så er han virkelig ikke særlig god til at vise det.

 

”Du gør virkelig det her kompliceret for mig. ” sukker jeg langt om længe.

 

”Hvad er det jeg gør kompliceret? ”

 

”Jeg… I lige måde, Harry. ” tøvende kommer ordene ud, men forskellen på disse tre ord og de tre ord Harry sagde, er at jeg valgte den lette udvej.

 

Men hvad er den lette udvej i den situation jeg står i? At jeg skifter identitet og flygter til Mexico? At jeg skyder Max – hvilket faktisk ikke er en mulighed, eftersom jeg vil få resten af gruppen på nakken. At jeg skyder mig selv, og derfor er der ingen til at skyde Harry live, uden at blive opdaget? Der er ingen lette udveje, alle de udveje jeg har, ender jeg med at risikerer mit eget liv. Men det er måske kun fair, nu hvor det er mig der har rodet mig ud i dette.

 

Det er min egen skyld at jeg er så dybt ude.

 

”Vil du ikke sende Liam herop? ” spørger jeg forsigtigt og forventer et nej og bliver derfor overrasket, da mit spørgsmål bliver besvaret med et ja. Lidt efter er jeg helt alene igen.

 

Jeg lukker hårdt øjnene i, men idet samme alt er mørkt, kører mit mareridt endnu en gang rundt inde i mit hoved, som en kortfilm. Det her driver mig til vanvid, jeg kan ikke engang lukke øjnene uden at se et blodbad for mig – så kan jeg heller ikke tage mig sammen til at være grunden til dette blodbad. Mareridtene vil jo ende med at forfølge mig i årevis og jeg vil ikke kunne leve et normalt liv. Jeg vil ikke kunne leve med mig selv.

 

”Kaylee? ” jeg slår øjnene op og kigger ind i Liams skønne, brune øjne.

 

Uden ord stirrer jeg bare på ham, jeg prøver ikke at skjule noget, men jeg viser heller intet. Hvis han virkelig kan læse mig som en åben bog, har han nu tilladelsen til det. Han sætter sig præcis samme sted som Harry.

 

”Sig noget. ” beder han. Jeg ryster kort på hovedet, inden jeg rykker mig lidt frem og lægger armene om ham. Han er ikke langsom til at lægge armene om mig og trækker mig op på hans skød. Jeg gemmer mit hoved i hans skulder.

 

Han aer forsigtigt min ryg og der kan jeg ikke holde det tilbage længere. En tåre glider end over min kind, efterfulgt et hulk. Flere tårer glider ned over mine kinder og jeg tænker ikke på, hvor flovt det er af mig. Ingen har hørt eller set mig græde i flere måneder og en af min brors bedstevenner er den første til at vidne det. Det værste er, at han ikke ved hvorfor jeg græder og han kommer højst sandsynligt ikke til at vide det.

 

Medmindre jeg skyder mig selv eller flygter.

 

Tårerne stilner af og det samme gør hulkene, som der ikke var mange af, men sneg sig ud af min mund nu og da, på de fem minutter, der nu er gået. Jeg venter yderligere et par minutter, så jeg er sikker på, at jeg ikke er rød rundt om øjnene, inden jeg trækker mig lidt tilbage og med det samme møder hans brune øjne mine. Langsomt lader jeg min ene hånd glide henover hans kæbe, inden jeg presser mine læber mod hans. Han virker først temmelig overrasket, men blot få sekunder efter, kysser han med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...