Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65041Visninger
AA

15. 014.00

 [014.00]

 

Et fjernt skud lyder og jeg bliver stående. Jeg bliver stående og ser tomt ud i luften. Endnu et skud lyder og da skrigende også lyder for mine ører, sætter jeg mig ned på hug. Jeg kigger rundt og bemærker først nu alle de skrigende mennesker der løber rundt, alle de mennesker der ligger blødende og livsløse på jorden. Jeg lægger mærke til blodpletterne rundt omkring. Jeg tager mig til hovedet og kigger ned i jorden.

 

”Kom nu. Du bliver nød til det. ” hans stemme lyder for mig, men da jeg kigger op, er han der ikke. Da jeg kigger ned igen, ser jeg pistolen ligge der, lige foran mig. Jeg ryster på hovedet for mig selv, rejser mig op og går væk fra pistolen. Den skal langt væk fra mig og jeg skal langt væk fra den.

 

Et skud lyder tættere på mig og endnu en gang dukker jeg mig ned. Jeg presser mine hænder mod mine ører og kniber øjnene i. Jeg vil ikke være her, jeg kan ikke klarer lyden af skud og derefter skrig fra uskyldige mennesker. Da jeg åbner øjnene igen, ser jeg pistolen ligge foran mig, præcis som før. Jeg samler den forsigtigt op i mine hænder. Da jeg rejser mig op ser jeg dem, stå foran mig. Drengene. Jeg kigger ned på pistolen i mine hænder og op på dem, der bare står og stirrer på mig.

 

”Skyd din egen bror. ” hans stemme lyder igen. Jeg ryster på hovedet og skal til at smide pistolen fra mig, men bliver afbrudt af hans stemme. ”Du gør det. Der er ingen udvej. ”

 

Jeg kniber øjnene sammen og sigter på Harry. Harry, min bror. Inden jeg når at trykke aftrækkeren ned lyder et skud og Harry falder til jorden. Jeg skriger højt og smider pistolen fra mig. I en enkelt bevægelse er jeg henne ved Harry og sætter mine hænder mod hans blødende bryst. Jeg skriger højt igen og kan mærke kvalmen stige op, på grund af alt blodet, på Harry, på joden, på mine hænder.

 

Gispende sætter jeg mig op og kigger rundt i det mørke rum. Min vejrtrækning er ikke som den burde være. Jeg trækker vejret hurtigt og kan mærke kvalmen stige op i mig og på nul komma fem, er jeg oppe af sengen og ude på toilettet, hvor jeg smider mig ned på knæ foran toilettet. Alt indholdet der før lå i mine mave, ligger nu nede i toilettet. I et kort øjeblik ser det rødt ud, men det er bare min egen indbildning og grundet den korte illusion, er jeg ikke langsom til at trække ud og skylle min mund i koldt vand fra vandhanen. Jeg børster hurtigt mine tænder og går derefter ind på mit værelse hvor jeg kigger rundt.

 

Hurtigt er jeg henne ved mit klædeskab, hvor jeg hiver det tøj jeg lånte af Max ud, jeg hiver det tøj jeg har lånt af Mila og J ud, inklusive nogle ting Mila ønskede jeg skulle skjule for hende, eftersom hendes forældre altid roder i hendes ting. Lad os bare sige at de ting hun ønskede jeg skjulte, har noget med stoffer at gøre. Jeg finder alt jeg har fra dem, har købt på grund af dem, alt der har noget med dem at gøre. Jeg river deres tøj over, hvert og et stykke tøj, i bitte, bitte små stykker. Jeg river billeder over af dem, af dem med mig, alle billeder der har noget med mig at gøre. Og til sidst, til sidst kommer jeg endelig til de fucking stoffer, som jeg har prøvet få gange og som har rodet mig ud i så mange problemer. De skal ud, væk fra mig.

 

Jeg kigger ned af mig selv. En sort tank top og et par sorte natbukser. Det går an, derfor trækker jeg min sorte hættetrøje på, propper posen dybt ned i lommen og skynder mig udenfor. Jeg lister ikke, men jeg er lidt ligeglad om jeg vækker de andre, jeg skal bare have stofferne ud nu. Jeg føler jeg er blevet forrådt af mine egne venner og det er jo heller ikke første gang det kommer til at ske. Eller er sket.

 

Jeg kommer ud af bagdøren og går direkte hen til det lille vandhul vi har i baghaven. Eller en lille å, nærmere en vandpyt, en lidt dyb vandpyt. Jeg tøver ikke med at smide posen ned i vandet og to sekunder senere, ser jeg posen flyde rundt på vandoverfladen. Forhåbentlig flyver der et dyr forbi og smider den et sted på vejen, medmindre den ønsker at have det for sig selv.

 

Nu jeg tænker over det, kunne det være sjovt at se en fugl på stoffer.

 

”Kaylee, hvad laver du herude klokken fire om morgenen? ” Harrys hæse stemme lyder bag mig og lidt efter mærker jeg en hånd på min skulder. Jeg ryster den hurtigt af og kigger på ham. Men det eneste jeg kan se, er blodpletten på hans t-shirt, eller illusionen af den fra min drøm. Jeg kigger væk og ned i vandet igen, som begynder at få et rødligt skær. Jeg ryster på hovedet. Hvad fanden sker der for mig?

 

”Det samme jeg forsøger at gøre hver nat. Undgår at sove. ” mumler jeg.

 

”Det er ikke sundt. ”

 

”Der er meget der ikke er sundt. ” vrisser jeg, selvom det på ingen måde var min mening, det røg bare ud og jeg har lov til at tale til ham som jeg vil. Han er ikke min mor eller som jeg faktisk overvejer at begynde at kalde det; min værge.

 

Stilheden breder sig over os og bevidst rykker jeg mig en lille smule længere væk fra ham, eftersom vi nærmest stod skulder mod skulder. Jeg kaster et blik over skulderen og ser der er lys på Harrys værelse, så enten sover de andre drenge i lys, eller så er de vågne. Hvorfor slukker de det ikke så de kan sove igen?

 

”Jeg går op igen. ” mumler jeg kort, og vender mig om for at gå, men jeg kommer ikke langt. Han griber fat om mit håndled og trækker mig ind til ham. I et kort øjeblik kan jeg mærke en klistret fornemmelse på mine fingre, men jeg skubber den hurtigt fra mig. Det her er ganske normalt, efter mareridt og når jeg er overtræt. Jeg er ikke ved at blive skør.

 

Det tror jeg at jeg blev for lang tid siden.

 

*

 

”Hun deler eftersidninger ud som et postbud deler breve ud. ” sukker Mila klagende og kigger rundt på os tre andre, Cia er her ikke, hun er vidst derhjemme for at passe sin yngste bror, der er blevet syg. Jeg kigger på nogle af de andre borde og ser hvordan de sidder og griner og har det sjovt. Jeg er gået glip af en del.

 

Ja, måske er det meningen at man laver fejl i livet og fejlene gør en til den man er. Men de fejl jeg bliver ved med at lave ser bare ud til at ødelægge min fremtid mere og mere. Men meningen med livet er ikke kun fejl, det er også at have det sjovt og nyde det. Man får jo kun et liv. Men frem for alt, er meningen med livet hvad man gør det til. Hvis man vil leve et kriminelt liv, gør man det. Vil man leve et berømt liv, gør man det. Vil man leve et lykkeligt liv, gør man det. Man har valg, bortset fra visse situationer. Jeg fik aldrig et valg, jeg blev bare kastet ud i det.

 

”Og du samler på eftersidninger som min mor samler på grydesvampe. ” griner Cam.

 

Her i timen før spisefrikvarteret havde vi idræt, men selvfølgelig skulle Mila kaste bolden i hovedet på vores kvindelige idrætslærer og fik derfor en hel del skæld ud og en eftersidning. Typisk hende, men hun opnåede sit mål; forsinke timen, så vi ikke skulle rende rundt og svede i de ti minutter hun nu fik spildt.

 

”Eller som min far samler på bøger. ” deltager J. Hendes far er universitetslærer i engelsk og går derfor en del op i bøger. J har en ældre søster og en ældre bror; hendes bror tog til Amerika for at studerer på Princeton og hendes søster studerer medicin her i England. Og så er der J, som hendes far er ret så skuffet over. Hendes mor døde et halvt år efter J blev født, så der har aldrig været en kvindelig rollemodel ind over J’s liv.

 

Mila skubber hårdt til mig og jeg kigger forvirret op, inden det går op for mig, at det er min tur til at sige noget. Jeg tænker ikke over det og lader bare ordene flyde ud af min mund, men fortryder idet jeg hører hvad jeg selv siger.

 

”Eller som min bror samler på fans. ”

 

De andre griner og jeg kan idet samme mærke hvordan de andre i kantinen kigger hen på os og jeg kigger hurtigt ned i bordet. Jeg har næsten ikke spist noget, men jeg kan ikke. Hvis jeg spiser det mindste er jeg bange for at det ryger op, jeg kan ikke få mareridtet ud af mit hoved. Hvordan det mon bliver efter på lørdag? Vil jeg i fremtiden blive indlagt på et psykiatrisk?

 

Jeg er måske ikke så stærk og sej som jeg troede, som de andre troede. Som Max så mig som. Det er ikke at være stærk fordi man forsøger at hoppe ud fra en bro. Det er fordi der er ingen der ser en, fordi der er ingen der lægger mærke til en. Det er fordi man kan sidde inde på ens værelse hele dagen, uden nogen kommer og ser til en. Det er fordi man føler sig usynlig, alene og som en byrde. Det er ikke stærkt at gå rundt og opfører sig som gruppen og jeg har gjort i flere måneder, det er så pisse svagt af os. Jeg er skuffet over mig selv.

 

”Pisse godt sagt. ” griner Cam og blinker til mig. Jeg kigger kort op på ham, inden jeg skubber maden foran mig fra mig og modtager straks blikke fra dem.

 

”Undskyld mig. ” når jeg kun lige at mumle, inden jeg har rejst mig og er styrtet ud fra kantinen. Nu må jeg for helvede lærer at lukke af og være følelseskold. Jeg har ikke været det i flere måneder for at et par drenge og en opgave der indgår våben skal rive det fra mig. Det her er hvad jeg er blevet til og jeg kan ikke ændrer det.

 

Jeg ønsker ikke andre. Jeg klarer mig fint selv, selvom jeg er ved at vælte forover på grund af presset.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...