Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65425Visninger
AA

14. 013.00

 [013.00]

 

Note til mig selv; det er ikke helt let at løbe i et par sorte skinny jeans.

 

Lad mig bare sige at tiden løb fra mig og nu prøver jeg at løbe fra den. Jeg skulle have været der for et kvarter siden og jeg ønsker ikke at Max skal være vred, han er allerede irriteret på mig, efter det der skete i går. Med min sorte hættetrøje halvt på og mit hår sat op i en stram hestehale, løber jeg ned gennem de forskellige gader og møder nogle undrende blikke. Da yderligere fem minutter er gået når jeg endelig frem. Jeg tøver kort, inden jeg beslutter mig for at gå ind og se det i øjnene. Et brag lyder og jeg kigger på bygningen, for derefter at kigge ned langs gaden. Heldigvis kan man kalde dette for en spøgelsesgade, her bor ingen og det er sjældent nogen kommer forbi.

 

Jeg retter kort på min hestehale, hvorefter jeg går ind og måber ved synet. Mila, J, Cia og Cam står på række, med hørerværn på, spredte ben, en pistol i hænderne og sigter mod væggen, hvor der er tegnet cirkler. Det er slet ikke fordi bygningen allerede er fuldkommen ødelagt. Og det er slet ikke fordi jeg kommer til at lære dette til på lørdag. Hættetrøjen som faldt ned over min skulder på vej herhen, trækker jeg op over min skulder.

 

Jeg skjuler min utilpashed ved at være her og går hen til Max, der står og betragter dem. Selvfølgelig kan han allerede bruge en pistol. Og de andre ser også ud til at have godt styr på det, især Cia. Jeg stiller mig ved siden af ham, først tror jeg han ignorerer mig, men det holder ikke længe, for få sekunder efter, vender han sig mod mig og skubber mig ind i væggen, et klynk undslipper mine læber og en minimal smerte løber gennem min ryg. Han placerer sine hænder på begge sider af mit hoved, så jeg ikke kan komme væk.

 

”Aldrig har jeg set dig med hestehale. ” siger han lavt. ”Det klæder dig. ”

 

Han lægger bagsiden af sin ene hånd mod min kind og kærtegner den. Men ikke som Liam gjorde. Jeg holder vejret og kigger med store øjne på ham. Han griner lavt over min reaktion, inden han fjerner sig og trækker mig med hen til bordet, vi plejer at sidde om, som er rykket ud til siden. Han rækker mig pistolen der ligger på bordet. Det eneste jeg gør, er at stirrer på den. Jeg kan ikke tage imod en ladt pistol, det kan jeg bare ikke.

 

”Kom nu. Du bliver nød til det. ” han hæver det ene øjenbryn og tøvende tager jeg imod pistolen. Han fører mig hen ved siden af Cia, der står længst til venstre og forklarer mig kort hvad jeg skal. Jeg nikker kort. Jeg mærker et eller andet ramme mit hoved og jeg kigger forskrækket op på Max, indtil det går op for mig, at det er et hørerværn.

 

Jeg gør som han bad mig om; stiller mig med spredte ben, sigter og skyder. Det første skud giver et ryk i mig, men derefter kan jeg mærke glæden. Jeg skyder igen og igen og igen. Da jeg er færdig kan jeg ikke fjerne smilet fra mine læber. Jeg vender mig mod Max, der nikker anerkendende, inden han går hen til væggen, imens de andre stadig skyder. Jeg går hen til bordet og tager hørerværnet af, men fortryder hurtigt; de andre skyder stadig. Men det betyder intet, derfor smider jeg det på bordet og lægger pistolen ved siden af.

 

Så godt jeg nu kan, skjuler jeg chokket jeg får, da en hånd bliver lagt på min skulder. Dog er jeg hurtigt til at vende mig om, tager fat i håndleddet, selvom det blot er Max.

 

”Easy tiger. Jeg kom bare for at sige, at du er et naturtalent. ” han skal til at lægge en hånd på min skulder, men jeg træder hurtigt tilbage. Han trækker på skuldrene og lader sin arm falde ned langs siden. Jeg sætter mig op på bordet og kigger længe på ham, inden jeg siger noget.

 

”Jeg ønsker mere… information om på lørdag. ” siger jeg langsomt. Han ser overrasket på mig og sætter sig ned i hans stol. Han ser hen på de andre der stadig er i gang med at skyde. Det overrasker mig en del, at han tager den risiko. Hvem som helst kunne gå forbi derude, men på den anden side ville det være lettere for ham at flygt og efterlade os her. Og her på det sidste har jeg jo lært, at Max kan være en ret så egoistisk person.

 

”Så du er endelig begyndt at acceptere det. Det sætter jeg pris på. ” han smiler lusket. ”Men hvad vil du vide? ” spørger han.

 

Det er lidt svært at ignorerer skuddene i baggrunden. Det er faktisk pænt distraherende, men jeg kan ikke bare gå hen og bede dem om at holde op, når de bare øver sig. De øver sig så de på et eller andet tidspunkt kan skyde en anden person. Kvalmen stiger op igennem min hals, men jeg tvinger den ned igen. Det her er forkert, men Max ser det som forkert, at sige fra.

 

 

”Det bliver sendt live. Alle kommer til at se mig… skyde ham. ” de sidste to ord, ligger så uvante i min mund, og jeg får lyst til at trække ordene tilbage, da det går op for mig, hvor morbidt det lyder.

 

”Nogle jeg kender, står for hvad der kommer i fjernsynet. Fra klokken 14.36 og tredive sekunder efter, filmer de kun scenen. Ikke publikum, ikke ude i siderne, kun på scenen. Det er der du skal slå til, det er den eneste chance du får. ” igen i dag siger han det med lethed i stemmen.

 

”Men publikum kan se det? ”

 

”Ikke hvis du er hurtigt til at komme væk. ”

 

*

 

Da jeg kommer hjem er der helt mørkt og stille i hele huset, så jeg har ingen ide om der overhovedet er nogle hjemme og jeg gider ikke gå ind til Harry og tjekke i tilfælde af, at en af dem sover uden noget tøj på, overhovedet. Sukkende går jeg ud i køkkenet og åbner køleskabet, og imens jeg stirrer ind i det svage lys, kan jeg ikke tænke på andet end pistolen i min hånd. Det føltes så rigtigt, men også så forkert.

 

Jeg lukker køleskabslågen i igen og læner mig ind over køkkenbordet og kigger ud i mørket. Hver anden gadelampe er tændt, men det bringer ikke meget lys til gaden. Den virker så ensom der i mørket, præcis ligesom jeg. Gulvet knirker bag mig og jeg vender mig hurtigt om, men eftersom her intet lys er, ser jeg bare en mørk skikkelse stå der.

 

”Hvorfor står du her i mørket? ” spørger personen og jeg genkender hurtigt stemmen. Liam. Jeg folder armene henover brystet og leder efter et kækt svar, men jeg kan intet finde, så jeg giver op. Jeg trækker på skuldrende. Han går lidt tættere på mig, og selvom jeg prøver kan jeg ikke træde tilbage. Da han er kommet tæt nok på mig, placerer han hans hænder på mine hofter og trækker mig ind til ham. Tøvende lægger jeg mine arme om ham og knuger ham ind til mig.

 

Han siger intet, men holder blot om mig. Og jeg nyder det. Det er rart. I lang tid står vi bare der. Ingen af os siger noget, han kommenterer ikke på at jeg er kommet hjem klokken lort om natten og jeg spørger ikke hvorfor han er oppe klokken lort om natten.

 

”Der er det her… loppemarked på lørdag, hvor vi skal optræde. Vi har snakket om at inviterer dig, men har ikke lige fået det gjort. Så vil du med? ” spørger han, da vi trækker os fra hinanden. Selvom det er mørkt kan jeg tydeligt se hans øjne. Hans smukke, smukke øjne.

 

”Jeg skal faktisk derhen med en veninde. Men jeg kommer stadig og ser jer optræde, og jeg glæder mig. ” jeg tager hans hænder i mine og smiler til ham.

 

”Hvilken veninde? ” spørger han og virker lidt mistænksom. Han forventer sikkert at jeg sammen med gruppen skal rende rundt og være lommetyve. Hvis han bare vidste.

 

”Hendes navn er Ellie. ” svarer jeg ham. ”Og nej, vi har ikke i sinde, at rende rundt og stjæle. ” mumler jeg lavt.

 

Jeg er virkelig helt derude hvor jeg ikke kan bunde og det værste er, at jeg bare bliver ved med at synke og synke. Hvis jeg ikke snart kan trække vejret, bliver jeg kvalt. Jeg ønsker ikke at blive kvalt. Jeg ønsker at blive lykkelig. I et år og ti måneder har jeg rendt rundt og overbevist mig selv om, at jeg er lykkelig. At jeg har fantastiske venner, jeg har overbevist mig selv om at jeg kan lide at være følelsesløs. Men da alle følelserne kom væltende, blev jeg så overvældet, at jeg faldt endnu en gang. Og nu drukner jeg dobbelt så hurtigt og det er dobbelt så slemt.

 

Jeg ønsker ikke at føle mig ensom iblandt andre. Men man ligger som man har redt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...