Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65078Visninger
AA

13. 012.00

[012.00]

 

”Testen tæller for en stor del af jeres årskarakter, så jeg håber I har forberedt jer. ” mr. Hall går mellem bordene og ligger testpapirerne oppe i højre hjørne af bordet. Jeg bider mig i læben, jeg havde glemt alt om den test. Skal jeg dumpe med vilje, eller faktisk prøve at gøre noget?

 

Han lægger nogle papirer i mit højre hjørne, med bagsiden op ad. Mit blik møder kort hans og man kan se i hans blik, at han ønsker jeg gør en indsats. Måske skal jeg for en gangs skyld gøre noget en ansvarlig voksen beder mig om at gøre? Jeg nikker for mig selv og skæver til Mila ved min side, der sidder lænet tilbage i den hårde stol og stirrer ligegyldigt udover klassen.

 

Er det sådan jeg plejer at være? Er det sådan jeg plejer at opfører mig?

 

”Vend jeres papirer om og begynd. ” idet ordene har forladt mr. Halls mund, kan man hører papirer blive vendt. Tøvende kigger jeg ned på testen og vender den langsomt. Jeg tager min blyant op i hånden, som er ødelagt af mine bid.

 

Jeg får det varmt og føler presset bliver lagt over mig. Jeg kigger ned over spørgsmålene og lukker øjnene i og trækker vejret dybt. Uret tikker og i få sekunder fokuserer jeg kun på lyden af uret, inden jeg langsomt åbner øjnene og kigger ned på testen igen. Jeg kan sagtens svarer korrekt på de fleste af disse spørgsmål, hvis jeg koncentrerer mig en del. Lidt har jeg lyttet efter i år, men jeg ønskede ikke det skulle være åbenlyst, så det blev ikke til meget.

 

Langsomt begynder jeg at svarer på spørgsmålene og kommer mere og mere ind i kampen. Før jeg ved af det har jeg svaret på alle spørgsmålene og jeg tjekker den hurtigt igennem. Uden at tænke mig om rejser jeg mig op og får med det samme Milas blik på mig. Jeg ignorerer det så godt jeg kan, retter mig op og går med rolige skridt op og lægger testen på mr. Halls bord. Med det samme papirerne rammer bordoverflad kigger han op på mig, jeg trækker blot på skuldrende. Jeg kan ikke gøre for, at jeg er den første der er færdig. Jeg har prøvet og det er det der tæller.

 

Jeg sætter mig tilbage på min plads og kigger den anden vej, så jeg slipper for Milas dømmende blik. Jeg kan sagtens være med i gruppen og tænke på skolen. Selvom jeg ved at hvis vi bliver opdaget, har jeg ikke længere nogen fantastisk fremtid.

 

Og det skræmmer mig. Mere end nogen aner.

 

Efter hvad der føles som en evighed, ringer klokken. Jeg pakker langsomt mine ting sammen og til sidst er de eneste i klassen, mr. Hall og jeg. Jeg svinger tasken over min ene skulder og går tøvende op til mr. Halls skrivebord.

 

”Mr. Hall? ” han løfter blikket, da han hører hans efternavn bliver nævnt og ser en anelse overrasket ud, da han ser det er mig. Han kigger blot på mig, hvilket jeg ser som et tegn på, at jeg skal fortsætte. Jeg rømmer mig kort, inden jeg fortsætter. ”Jeg ved jeg har opført mig uacceptabelt her på det seneste og jeg ønsker at undskylde. Og så vil jeg fortælle dig at jeg vil gøre en god indsats fra nu af. ” jeg smiler skævt.

 

”Det lyder godt, Kaylee. ” for første gang ser jeg ham smile og for første gang hører jeg ham bruge mit navn, uden at benytte sig af mit efternavn. Først bliver jeg en smule forvirret og overrasket, men jeg samler mig selv og sender ham et kort smil, inden jeg retter på min taske og går ud af klassen, for derefter at finde ind- og udgangen, hvor jeg selvfølgelig benytter mig af udgangen, eftersom det andet nok ikke vil give nogen som helst mening.

 

Parkeringspladsen og området med cykelstativer, er ved at tømmes for elever og det føles rart at være i blandt andre og ikke føle sig kvalt. Men det føles også underligt at være iblandt andre, men stadig være ensom. Måske er det bare mig; jeg er dømt til en uforudsigelig fremtid, en ensom nutid og en ødelagt fortid.

 

Langsomt begynder jeg at gå, med kursen hjemad. Jeg ved ikke hvorfor mor og Robin ikke er kommet hjem endnu, men jeg hørte i går drengene snakke om at de blev inde i London i et stykke tid. Gemma ved jeg er taget hjem til sig selv igen, for hun har selvfølgelig sin egen lejlighed. Den eneste der ikke har sit eget sted er mig. Dels fordi jeg ikke kan tjene penge til at betale en – arbejde står ikke lige øverst på min liste – og så fordi jeg ikke kan stå på egne ben. Få dage på egne ben og de vil knække sammen under mig.

 

I dag tager det dobbelt så lang tid at gå hjem, og det er med vilje. Der er fem dage til og jeg begynder at tro på, når jeg tænker tanken at jeg hellere vil skyde mig selv, end Harry. Er det underligt når vi først lige er begyndt at tale sammen igen? Er det underligt at jeg overvejer at skyde mig selv, i stedet for at skyde Harry? Der er også flere der ville blive kede af det, hvis Harry blev skudt. Jeg tror endda hvis valget kom mellem Harry og jeg, ville alle fra familie vælge Harry. Sådan er det bare.

 

Da jeg endelig når huset, som sagt efter ret lang tid, låser jeg mig selv ind. Jeg smider tasken på gulvet og sparker mine sko af og går ind i stuen, hvor jeg ser drengene sidde og grine og råbe af hinanden, omringet af Harrys playstation. Jeg kan ikke lade være med at smile kort, men smilet ryger hurtigt af igen.

 

”Hej. ” siger jeg tøvende. Niall kigger hen på mig som den eneste og vinker mig hen mod sofaerne. Jeg går derhen og sætter mig på armlænet ved siden af Harry der sidder med en controller i sine hænder og ser på fjernsynet med fuld koncentration. Han kigger kort op på mig og sender mig et af hans blændende smile, inden han kigger mod fjernsynet igen.

 

Tiden går og spillet slutter, eller bliver sat på pause, eller en tredje ting. Jeg har ikke styr over spillene, det har aldrig været mig, det lader jeg Harry holde sig til.  

 

”Lad os lave noget andet. Sandhed eller konsekvens? ” foreslå Louis, og kigger rundt på os. For første gang ser han mig hverken, koldt, hårdt eller irriteret ind i øjnene. Han virker normal, lige som han er over for de andre drenge. Jeg trækker på skuldrene, men eftersom de andre tre nikker, ender vi i en rundkreds på gulvet.

 

De aftaler hurtigt at Louis starter, og det er jo klart, han fandt på ideen. Fraværende stirrer jeg direkte på Harry. Jeg kan ikke gøre det, jeg vil ikke og jeg kan ikke. Max behøver ikke at få alt hvad han peger på, men det tror han og det er hans problem. Og hvis jeg ikke skyder Harry, ved jeg ikke hvad sker, men jeg ved det er slemt.

 

”Kaylee, sandhed eller konsekvens? ” spørger Niall mig, jeg river blikket væk fra Harry og tænker kort inden jeg svarer ham.

 

”Sandhed. ”

 

Det svinger meget mellem om jeg vælger sandhed, eller konsekvens. Sommetider ønsker jeg bare ærlig, og sommetider ønsker jeg blot sjov. I dag holder jeg mig til nummer et. Niall ser tænksomt ud i luften, han havde sikkert forberedt sig på at jeg valgte konsekvens. Han lyser op, fordi han sikkert har fundet et ’super godt’ spørgsmål.

 

”Kan du synge? ” spørger Niall ivrigt. Hurtigt ryster jeg på hovedet.

 

”Det kan jeg ikke. ”

 

”Det kan hun. ”

 

Siger Harry og jeg i munden på hinanden. Jeg skuler til Harry og ryster endnu en gang på hovedet. Jeg kan i højeste grad ikke synge, jeg lyder som en stukken gris, der har fået mudder galt i halsen og bliver hevet i halen, på samme tid. Og jeg vil ikke kalde det en overdrivelse, nærmere en underdrivelse. Der er en grund til at jeg ikke synger offentligt, og er verdenskendt ligesom Harry.

 

”Syng noget. ” befaler Liam og jeg kigger hurtigt hen på ham og ryster for tredje gang, på under et minut, på hovedet. Hvis de gerne vil være døve, kan jeg godt. Men de kan sagsøge mig og jeg kan gøre mig selv godt og grundigt til grin. Det er ikke lige det der står øverst på min liste.

 

”Jeg valgte ikke konsekvens. ” jeg sender dem alle et flabet smil og legen går videre.

 

Jeg stirrer ned i gulvet, da min telefon begynder at bippe. Jeg hiver den op ad lommen og kigger på den og får lyst til at skrige ad den. Jeg går ind under beskeder.

 

Max: Om en time er du her.

Kay: Ok.

 

Lige nu er jeg fanget. Fanget mellem drengene og gruppen. Fanget mellem et valg. Mig eller Harry – Harry eller mig? De fleste ville spille heltemodige og sige, jeg tager gerne en kugle for min bror, men når man virkelig står i situationen, står man i det værste dilemma der findes.

 

”Sandhed eller konsekvens, Liam? ” spørger Harry.

 

”Konsekvens. ”

 

 

”Kys Kaylee. ” jeg kigger overrasket på Harry. Er det ikke ens bror der bør være overbeskyttende og forbyde hans bedste venner og hans lillesøster i at være sammen? Kunne han ikke have valgt en af drengene, så ville det helt klart være sjovt.

 

Liam tøver ikke ligefrem, med at rejse sig op, gå hen til mig og sætter sig foran mig. Han ser mig kort i øjnene, inden han tøvende placerer sine læber mod mine. Jeg forsøger at holde smilet tilbage, men det er lidt svært. Jeg placerer begge mine hænder mod hans brystkasse og mærker hvordan den kildende følelse spreder sig fra maven og ud i hele min krop. Han lægger sin hånd mod min kæbe og kærtegner den forsigtigt.

 

Porcelæn.

 

Vi trækker os for hinanden og jeg kan ikke lade være med at smile. Hvad er der galt med mig?

 

Liam sætter sig hen på sin plads ved siden af Harry og Louis igen. Da mit blik møder Louis’ blik, ser jeg intet andet en kulde og det for også kuldegysninger til at løbe ned over min rygrad. Han er virkelig forvirrende, det ene øjeblik er han irriteret og det næste er han fuldkommen normal. Måske har han bare en masse fordomme mod mig, som han ikke kan give slip på?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...