Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65424Visninger
AA

12. 011.00

[011.00]

 

Liam skal lige til at åbne hoveddøren men jeg stopper ham hurtigt.

 

”Jeg går en tur. ” mumler jeg kort, drejer om på hælen og går ned igennem forhaven før han overhovedet når at svarer. Jeg kigger mig over skulderen, og ser Liam stå og kigge på mig. Jeg flytter blikket og kigger på fliserne foran mig. Det er helt underligt, at bo med nogle som man faktisk snakker nogenlunde med. Sådan har jeg trods alt ikke haft det i to år.

 

Karakteren jeg fik tidligere i dag, vender tilbage til mit hoved. Da jeg så resultatet føltes det som en spark i maven, der tog alt luften fra mig. Jeg ved jo godt at jeg bare svarede tilfældigt og derfor forstår jeg ikke hvorfor denne karakter betyder så meget for mig. Jeg forstår ikke hvorfor de fleste ting er begyndt at betyde for mig. Når jeg spørger mig selv kan jeg intet klart svar får – om det er klokken tre om natten eller klokken tre om eftermiddagen – så kan jeg virkelig ikke.

 

Og det gør heller ikke hele denne situation lettere for mig, når det er at dem jeg egentlig skal stole på, render rundt og holder noget hemmeligt for mig. Det er frustrerende, irriterende og utroværdigt. Jeg sparker til en af de små sten der ligger midt på fortovet. Jeg kigger op og ser rundt, heldigvis er der ingen andre i nærheden, der så midt korte moment i vrede.

 

Jeg sætter farten lidt op og lidt efter ankommer jeg til bygningen. Jeg lister ind af et af hullerne i væggen og træder ind i et rum, der er omkring 4x3. Jeg stiller mig tæt op ad muren, og ved siden af mig er der et stort hul i væggen, hvor der engang var en dør. Jeg lytter godt efter og lidt efter kan jeg hører nogle diskuterer lavt, flere stemmer blander sig i samtalen.

 

Indvendigt jubler jeg. Det her er det perfekte tidspunkt at afslører dem på. Da jeg træder lidt tættere på hullet i væggen, kommer jeg ved et uheld til at sparke til en plasticspand. Jeg holder vejret og placerer en hånd foran min mund. Diskussionen stopper og en kort stilhed breder sig.

 

”Hvem er det? ” Max stemme runger i alle de hule rum og automatisk skutter jeg mig. Jeg er ikke bange for Max, det er mere, hvis jeg ikke lige havde sparket til den spand, havde jeg måske kunne opsnappe noget af deres diskussion og på den måde finde ud af, hvad det er de skjuler. Max gentager sig selv og jeg sukker lydløst ind mod min hånd.

 

Hvis jeg ikke afslører mig selv, vil de med garanti ikke snakke om det samme – de vil sikkert gennemsøge bygningen. Hvis jeg afslører mig kan der ske to ting; Max tager det nogenlunde roligt, eller så flipper han ud på mig. Jeg fjerner min hånd fra munden og går hen til hullet få centimeter fra mig. Jeg træder ind i rummet hvor de sidder og alles blikke bliver vendt mod mig.

 

”Hvad er det I skjuler? ” spørger jeg direkte og kigger koldt på dem alle sammen. Max kigger vurderende på mig, før han nikker med hovedet mod min stol. Tøvende går jeg hen og sætter mig på stolen. Okay, hvis det her ikke kommer ud, så indrømmer jeg, at denne situation skræmmer mig en lille smule.

 

”Først skal vi vide om vi kan stole på dig. Du har været meget sammen med de drenge og- ”

 

”Jeg har intet sagt og kommer ikke til at sige noget. ” afbryder jeg ham, folder armene henover brystet og kigger overbevisende på ham. Men inden i kører aftenen hvor jeg på en måde fortalte Liam om hvad vi havde gang i den aften. Men han fandt på en måde også selv ud af det. Men min pointe er, at jeg er en fantastisk løgner og lige nu, benytter jeg mig af mine evner.

 

”Okay. ” han tager en dyb indånding inden han begynder at tale i en lang køre. ” På lørdag er der et loppemarked. De drenge du bor sammen med i øjeblikket – One Direction – skal optræde live. Du har opgaven at stå lige ved siden af scenen, og skyde din bror. ”

 

Han siger det med sådan en lethed, at det nærmest virker uskyldigt, da han lægger en pistol foran sig. Jeg måber og spærrer øjnene op, imens jeg langsomt kan mærke alt virke underligt i hele min krop.

 

”Skal jeg skyde Harry – min bror? ” spørger jeg langsomt om og kan se at Max nikker.

 

En dunken lyder for mine ører og jeg tror i et kort øjeblik at jeg skal besvime. For første gang i mange, mange måneder kan jeg mærke mine øjne begynder at svide og tårerne presser ivrigt på. Jeg tvinger dem tilbage og kigger rundt på de andre, der intet siger. Går de bare med til dette? Vi har aldrig arbejdet med våben og nu kommer det bare helt pludseligt?

 

”Det kan jeg ikke gøre. Jeg kan ikke skyde min egen bror. ” jeg ryster på hovedet i lang tid. Mit blik bliver ved med at flakke mellem pistolen og ham, af to grunde. 1) jeg frygter lidt at han har opdaget jeg har fortalt det til Liam og lige om lidt tager den op og skyder mig og 2) på lørdag vil han have at jeg skal holde den i mine hænder og sigte på min egen bror.

 

”Der er ingen vej uden om. ” svarer han mig bestemt.

 

”Jo der er. ” jeg sender ham et falsk smil.

 

”Hvad? ”

 

”Politiet. ”

 

”Come on. Kay, det ved jeg du aldrig ville gøre. For så ville du også blive dømt. ” han smiler hoverende, hvilket får mit blik til at flakke, hvilket betyder at jeg har tabt. Jeg læner mig tilbage i stolen og kan ikke få styr på mig selv.

 

Alverdens følelser kører rundt i hele min krop og for hvert sekund der forsvinder, bliver jeg mere og mere udmattet. Alle de her følelser bør ikke engang eksisterer. Jeg troede at jeg var sluppet af med dem, at jeg havde lukket dem inde i en lille boks og smidt nøglen langt væk.

 

”Jeg gør det ikke. ” mumler jeg efter en del tid. En stilhed breder sig og det er som om de andre er forsvundet, man kan hverken hører dem trække vejret, eller bevæge på sig. Det er som om det kun er Max og jeg i dette rum. Han rejser sig hårdt op, så stolen falder bagover, og slår sine hænder ned i bordet, imens han kigger koldt på mig.

 

”Du gør det. Der er ingen udvej. ” råber han og jeg ved at nu, har jeg brugt al hans tålmodighed. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige; jeg er mundlam. Derfor vælger jeg den letteste ting at gøre; rejser mig op og gå.

 

Da jeg kommer uden for, bag bygningen, sætter jeg mig på knæ, lige ved siden af søen. Jeg gemmer mit ansigt i mine hænder og det første hulk, efterfulgt af mange, mange flere, undslipper min mund. Tårerne begynder at trille ned over mine kinder i stride strømme og jeg kan intet gøre for at stoppe dem. Og for at være ærlig, lader jeg dem bare trille. Jeg lader tårerne fjerne alt jeg føler og til sidst, da tårerne langt om længe stopper, efterlader de mig med en smertefuld hovedpine, men mest af alt tom.

 

Jeg hiver min telefon op ad min baglomme og går ind under kontakter. Jeg ringer til den eneste jeg lige nu kan ringe til. Den bliver taget næsten med det samme og hans stemme er fuldstændig rolig og varm i forhold til Max’.

 

”Kan du komme og hente mig? ” spørger jeg og hører med det samme hvor ynkelig min stemme lyder og hvor latterligt det lyder når jeg stiller spørgsmålet. Jeg holder kort telefonen væk fra øret, mens jeg snøfter, men sætter det hurtigt mod mit venstre øre igen. Da han stadig ikke har svaret ved jeg at han tøver, hvilket er klart. Jeg har ikke været særlig sød her på det sidste. Faktisk har jeg slet ikke været sød.

 

”Jo, det kan jeg godt. Hvor er du? ” jeg ånder lettet op, da han svarer mig med disse ord. Jeg giver ham navnet på gaden og lægger på da. Efter få minutter er gået, samler jeg mig selv, rejser mig op og går ud foran bygningen.

 

Efter yderligere få minutter, kommer en bil trillende ned af gaden og det skarpe lys blænder mine forgrædte øjne. Bilen stopper foran mig, og jeg ved godt det er ham, men alligevel står jeg bare og stirrer på bilen. Et dyt lyder, jeg spjætter og ligner sikkert en komplet idiot. Jeg sætter mig ind på passagersædet og kan ikke få mig selv til at kigge på ham. Han må ikke se jeg har grædt.

 

”Hvorfor lige mig? Hvorfor ringede du ikke til en af de andre drenge? ” spørger han og sætter bilen i gang. Jeg spænder sikkerhedsselen. Det er ikke særlig ofte jeg kører bil, jeg har ingen selv, jeg får aldrig mor eller Robin til at kører mig steder hen og jeg bliver kun kørt af Max, hvis vi skal noget vigtigt.

 

”De ville bare blive bekymrede for mig. ” siger jeg lavt og kigger ud af sideruden. Jeg kan ikke se meget af det der flyver forbi. Det er mørkt og det er kun hver anden gadelampe er tændt. En ung kvinde står op ad en af gadelamperne og ryger.

 

Jeg har aldrig forstået dem der ryger, men det er jo deres eget valg. Jeg prøvede det engang, næsten lige da jeg havde mødt Max, men jeg fik hurtigt konstateret at det ikke lige var mig. Desuden vil jeg ikke spilde mine penge på det, så hellere andre ting.

 

”Det er ikke fordi jeg ikke bekymrer mig. Det er- ”

 

”Louis, bare stop. ”

 

Resten af hjemturen foregår i stilhed, fuldkommen stilhed. Da han endelig parkerer foran huset, er jeg ikke langsom til at træde ud af bilen, ind i huset og derefter spurte op på mit værelse, hvor jeg kaster mig i sengen og krammer min hovedpude tæt ind til mig. Selvom jeg tillader tårerne, kommer de ikke. Jeg stirrer bare tomt ind i væggen.

 

Efter et stykke tid, banker det forsigtigt på døren. Jeg mumler nogle udtydelige ord, hvilket personen antyder som et ’kom ind’. Døren går op og ind træder selveste Liam Payne, ikke fordi det er noget stort. Han er en af mine storebrors bedste venner, som jeg kan snakke med og som jeg måske har kysset med, men det behøver Harry ikke vide. Ikke foreløbig.

 

”Er der noget galt? ” spørger han og sætter sig ned på kanten af min seng. Jeg flytter kort mit blik fra den hvide væg, til Liams smukke brune øjne, som jeg ikke kan klarer at kigge ind i – han ser direkte igennem mig – og tilbage til den hvide væg. Den kedsommelige, hvide væg. Jeg sætter mig op i sengen og kigger på ham. Jeg åbner munden og skal til at sige det hele, hele sandheden. Fra start til slut. Fra de små opgaver til den opgave jeg har fået at vide, at jeg skal udføre på lørdag.

 

Tanken giver mig kvalme. Jeg kan ikke gennemfører det, men hvis jeg ikke gør, ved jeg ikke hvad Max vil gøre. Harry er min fucking bror og selvom jeg ikke vil indrømme det, så elsker jeg ham for fanden. Jeg har bare ikke vist det og jeg kan ikke skyde ham. Jeg kan ikke skyde min bror. Jeg kan ikke skyde min bror. Jeg klemmer lidt hårdere om min pude.

 

”Alt er fint. ” jeg smiler et overbevisende smil. Han kigger længe på mig, direkte ind i mine øjne, men jeg har sat mine mure op. Jeg har lukket af. Han nikker langsomt og rejser sig op.

 

”Du bør nok lægge dig til at sove, du skal jo i skole i morgen. ” han gengælder mit smil og jeg nikker langsomt. Skole. ”Godnat. ” han bukker sig ned over mig og kysser mig forsigtigt på panden, som er jeg lavet af porcelæn. Det er skønt endelig at blive behandlet sådan, for efterhånden begynder jeg at tro, at jeg er lavet af porcelæn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...