Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65752Visninger
AA

11. 010.00

 [010.00]

 

De alle har opført sig anderledes i dag. Men lige nu, sidder jeg til den sidste time, en af mr. Halls timer. Vi skal have prøverne tilbage og jeg har forberedt mig på det værste. Prøven bliver lagt foran mig og jeg kigger bare på den. Mila sidder også og stirrer på prøven, men hun stirrer nedladende på den, som var den en ægte person. Han beder os vende prøverne, men jeg sidder bare og stirrer tomt på den. Mr. Hall rommer sig og jeg kan mærke hans blik på mig og derfor vender jeg hurtigt prøven. Jeg er dumpet, som forventet.

 

Jeg vidste det og for første gang i flere måneder, er jeg skuffet, præcis den samme følelse som jeg havde, hver evig eneste gang jeg dumpede, lige da Harry var taget af sted og alt gik galt. Jeg vender papiret om igen og kigger ud af vinduet. Mr. Halls snakken bliver til en summen og det samme gør den lave hvisken, der lyder tilfældige steder i klassen. Tiden snegler sig afsted og for hvert minut der går, bliver jeg mere og mere ivrig efter, at få fri og komme ud.

 

”Kaylee Styles. ” lyder det fra mr. Hall og jeg kigger op på ham, han skal sikkert til at skælde mig ud, for ikke at deltage i undervisningen. Og det kan ikke vare godt når han bruger mit fulde navn. Jeg ser på ham og venter faktisk bare på, at han taler videre. ”Er du okay? ” spørger han og virker rent faktisk bekymret. Selvom det sikkert bare er skuespil, hvem skulle bekymrer sig for mig? Absolut ingen.

 

”Jeg har det helt igennem fint. ” mumler jeg og vender endnu en gang blikket ud mod vinduet. Han forstyrrer mig ikke yderligere, og jeg forstyrrer ikke ham. Hvilket ser ud til, at passe ham fint. Efter en uendelighed ringer klokken endelig og på få sekunder har jeg fået pakket mine ting sammen og er på vej ud.

 

Ude på parkeringspladsen bliver jeg stoppet af Mila, der kommer hen til mig, lægger en hånd på min skulder og vender mig om. ”Hvad fanden sker der for dig? ” spørger hun irriteret om.

 

Jeg kigger længe på hende. Hun står og tripper, sikkert ikke af nervøsitet, men fordi det er koldt og det blæser en del.  Hendes hår blæser omkring hendes ansigt, hun kniber øjnene sammen og hun knytter hånden og strækker den, knytter den og strækker den. Sådan bliver hun ved. Hun skjuler helt klart noget. Jeg lægger mærke til meget mere end de tror. De talte om et eller andet i lørdags, de aftalte noget, som de ikke har fortalt mig endnu. Forhåbentligt gør de det snart, ellers ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke kan stole på dem. Jeg er allerede i tvivl nu om jeg kan stole på dem.

 

”Hvad fanden har du gang. Hvad har I gang i. ” spørger jeg hende koldt, hvorefter jeg går væk fra hende. Jeg strammer grebet om hanken på min taske og skal lige til at kigge tilbage på Mila, men stopper dog mig selv.

 

”Kaylee. ” er der en der råber højt. Forvirret kigger jeg rundt og får øje på Liam. Hvad i al verden laver han her? I morgen ved det meste af skolen sikkert hvor det er, at One Direction er i byen. Og hvor mange gange skal jeg sige til de drenge, at mit navn ikke længere er Kaylee? At jeg foretrækker og vil kaldes Kay.

 

”Kay. ” retter jeg på ham, da jeg kommer hen til ham. Jeg sætter mig ind på passagersædet, eftersom jeg regner med at han er kommet herhen for at give mig et lift. Hvis ikke, så forstår jeg ikke hvorfor han er kommet. Han sætter sig ind på førersædet, tænder bilen og begynder at kører.

 

På vejen ud fra parkeringspladsen, kigger jeg ud af vinduet og mange stopper op for at kigge på mig, de fleste kigger nok på grund af Liam, men så er der Mila, J, Cia og Cam der standser op og kigger tomt på mig. Selvom de ikke er tomme. Inden i tænker de sikkert det igennem som de har snakket om i lørdags, de har bare fået besked på at holde det hemmeligt, og det er derfor de gør det. Skjuler det, lader som om intet er galt. Men nu er jeg sikker, de har gang i noget.

 

”Hvordan gik det i skolen? ” spørger Liam.

 

”Elendigt. Jeg dumpede i en engelskprøve. ” mumler jeg og overrasker mig selv ved at fortælle ham det. Men han gør et eller andet ved mig, der får mig til at fortælle sandheden, selvom jeg aldrig gør det. I stedet for at kigge ud af sideruden, flytter jeg mit blik til forruden og kigger ud på vejen, som stykke efter stykke, forsvinder under bilen.

 

”Som du kendte svarerne til. ” konstaterer han og drejer den modsatte vej, end vi skulle. Er vi ikke på vej hjem? Det er vi nok ikke, eftersom vi er på vej den modsatte retning. Jeg ignorerer det, eftersom han sikkert bare har lavet en aftale med Harry eller en af de andre drenge. Og hvis det er noget jeg ikke har lyst til, kan jeg jo bare skride.

 

Jeg kigger hen på ham og kigger vurderende på ham. Hvordan kan jeg vide, at han ikke bare går hen og fortæller alt til Harry som derefter fortæller det til mor? I øjeblikket har jeg virkelig ingen ide om, hvem jeg kan stole på og det er pænt frustrerende.

 

”Ja, som jeg kendte svarerne til. ” jeg nikker, selvom Liam har blikket rettet mod vejen og derfor ikke kan se mit nik. Men nu ved han at jeg er dumpet med vilje og nu kan han gå hen og fortælle det til Harry hvis han vil, selvom det er min egen skyld, føler jeg, at jeg ikke kan gøre for, at Liam gør det, at jeg kun kan fortælle sandheden når jeg er sammen med ham. Ellers skal jeg virkelig tage mig sammen, men selvom jeg ingen grund har til det, stoler jeg på Liam.

 

”Og du svarede forkert på grund af dine venner? ” denne gang mener han det mere som et spørgsmål, selvom jeg godt kan mærke på ham, at han allerede kender det rigtige svar.

 

”Ja. ” mumler jeg lavt.

 

Han kører forbi parken, hvor der ikke er særlig mange mennesker, men der kommer nok en masse lige om lidt, eftersom klokken er tre og de fleste får fri eller har fri på nuværende tidspunkt. Lidt efter kører vi forbi broen og drømmen jeg havde forleden dag, genspiller sig inde i mit hoved. Det var rigtigt. For et år og ti måneder siden, prøvede jeg at dræbe mig selv, men Max nåede at stoppe mig.

 

”Hvorfor? ” spørger han efter nogle minutters stilhed.

 

”Men hvorfor? ” spørger han lavt og da jeg kigger ind i hans øjne, går det helt galt.

 

Alting ramler sammen og det føles som et hav inden i mig, hvor bølgerne slår ind i alle sider af min mave og gør mig helt forpustet. Jeg får samlet det hele og lukker kort øjnene, inden jeg kigger hen på Harry. Man kan tydeligt se, at det begynder at gå bedre og han opfører sig langt mere flirtende end for få minutter siden. Jeg sukker tungt og ved godt dette kan få mig ud i problemer.

 

”Liam, gå hen til Harry og få ham væk fra pigen. Det bedste ville være hvis i tog væk herfra. ” mumler jeg lavt og kigger ned i bardisken. Ud af øjenkrogen kan jeg se at Liam kigger derhen og nikker langsomt. Tøvende lægger han en hånd på min skulder, men fjerner den igen og så er han væk.

 

”Jeg fik ikke et valg som de andre gjorde. ” fortæller jeg ham. ”Jeg blev skubbet ud i det og måtte bare lære at leve med det og det har jeg gjort. Og tro det eller ej, men jeg kan lide det, det fjerner presset fra alt andet og får mine tanker væk fra sporet. ”

 

”Jeg forstår dig virkelig ikke. ” sukker Liam.

 

”Det behøver du heller ikke. ” Og med de ord, lukker jeg samtalen og resten af vejen, kører vi i stilhed. Han drejer ind på en parkeringsplads og parkerer bilen, ved siden af en lygtepæl. Her er ingen andre biler parkeret, hvilket må betyde, at det er et sted, der ikke er helt så besøgt her i byen.

 

Der står en skraldespand, henne i hjørnet af den lille, kvadratiske parkeringsplads, og ved siden af den skraldespand, står der en bænk, der er fyldt med ord og tegninger. Helt øde er stedet vel heller ikke. Parkeringspladsen er omringet af en hæk, som ser ud til ikke at være blevet klippet i årevis. Jeg stiger ud og her blæser det ikke, for parkeringspladsen ligger i læ.

 

”Hvorfor er vi her? ” spørger jeg Liam og kigger på ham henover bilen. Han smækker døren efter sig og det samme gør jeg med døren som jeg står foran. For første gang siden vi steg ind i bilen kigger han på mig, og hans brune øjne, får min mave til at reagerer på en speciel måde, som er uforklarlig.

 

”Jeg tænkte du ville have tingene lidt på afstand. Du så pænt splittet ud i går og i dag lignede du en der kunne finde på, at hoppe ud af et af vinduerne så snart en af os kiggede væk. ” han smiler skævt, hvilket får min mave til at opfører sig fuldstændig skørt og indvendigt skælder jeg den ud. Han gør et kast med hovedet og begynder at gå, hen imod en lille mørkebrun låge, som jeg overså da vi kørte ind på parkeringspladsen.

 

Jeg følger efter ham og går bag ham ind ad lågen og det første jeg ser, gør mig mundlam. Der står et stort, flot træ i midten af parken og bladene har den flotteste grønne farve. Der står to bænke – i hver sit hjørne – i en mørkebrun farve, disse bænke er bare ikke overtegnede. Græsset er ikke blevet slået i lang tid, men det er flot og det er også en flot grøn farve, bare lidt mørkere end træets blade.

 

”Her er virkelig… smukt. ” siger jeg lavt og lader endnu en gang mit blik glide henover parken. Her er ingen andre end Liam og jeg. Ud af øjenkrogen kan jeg se ham nikke. Meget lavt mumler han ’det er du også’. Jeg kigger væk fra ham og kan ikke lade være med at smile stort og beslutter mig for, at lade som om jeg ikke hører det. Jeg har ikke lyst til at gøre ham flov.

 

”Kan du klatrer i træer? ” spørger jeg ham, og halvløber hen til det store træ. Før jeg får et svar, begynder jeg at klatrer op på den laveste gren, som er lidt højere oppe, end mit hoved.

 

Jeg strækker armene op og griber fat om grenen og trækker mig op på grenen. Jeg kigger ned på Liam, som er kommet hen til træet og står ved siden af grenen jeg står på. Han smiler til mig og jeg gengælder smilet, hvilket kommer bag på mig, men lige nu har jeg virkelig ikke kontrol over mig selv. Den næster gren er en del højere op.

 

”Jeg hader min højde. ” griner jeg og stiller mig på tæer, men jeg kan ikke nå grenen. Jeg kigger ned på grenen jeg står på, er den tyk nok til at jeg kan hoppe og hvis jeg misser, så lande på den igen? En sidste gang prøver jeg at nå grenen ved at stille mig på tæer, men jeg kan simpelthen ikke nå den.

 

Når jeg har sat mig for noget, vil jeg bare gøre det. Og det er meget sjældent at jeg bare giver op. Desuden har jeg det sådan; jeg skal i det mindste prøve, før jeg overhovedet vil overveje at give op. Jeg tørrer mine hænder af i mine bukser, bukker mig i knæene og hopper op. Jeg får fat i grenen men mine hænder holder ikke godt nok fast, så mindre end et sekund senere falder jeg i luften. Et skrig undslipper min mund, men jeg stopper hurtigt mig selv. Jeg forbereder mig på at slå ryggen hårdt ned i jorden, men det sker ikke. Jeg lander i Liams arme, men jeg kigger ikke op på ham, det er flovt at jeg faldt og skreg. Men det er måske også et par år siden jeg sidst klatrede i et træ.

 

Han sætter mig ned, men beholder sine hænder på mine hofter og jeg beholder mine hænder på hans skuldre. Jeg kigger ned i græsset, jeg er stadig flov. Ret så flov. Hvorfor er det også lige præcis Liam, der ser disse sider af mig? En hånd bliver placeret under min hage og løfter mit hoved opad. Jeg når dårligt at se ham i øjnene, før han har lagt sine læber mod mine. Forvirret spærrer jeg øjnene op og skubber ham væk fra mig.

 

”Hvad… jeg… ” stammer jeg, men kan ikke finde ud af hvad jeg skal sige, og jeg kan ikke finde ord der kan beskrive mine tanker. Jeg sukker og trækker Liam hen til mig, og presser mine læber mod hans. Denne gang er det ham der bliver overrasket, dog skubber han mig ikke væk Han gengælder kysset.

 

Alverdens følelser springer inde i mig og jeg kan ikke finde hoved og hale i dem. Jeg kender ikke engang halvdelen af den fordi jeg har lukket mig selv inde og lukket dem ude alt for længe. Alle de blandede følelser vælter mig nærmest omkuld og derfor støtter jeg mig op ad Liam. Han lægger sine arme om min talje og trækker mig tættere ind til ham, og min mave er seriøst gået amok for længst og gør det stadig. Jeg kan ikke beskrive det.

 

Efter et stykke tid trækker vi os og jeg kan ikke fjerne smilet fra mine læber.

 

***

 

LIAM OG KAYLEE KYSSEDE!

Men hvem siger det lige præcis er Liam hun ender med?

Og det ville være fedt, hvis I ville skrive i kommentaren hvad I tror, hendes grupper holder skjult og tror I det er så alvorligt som Cia nu har sagt det er?

-Isabella

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...