Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
66293Visninger
AA

9. 008.00

 [008.00]

 

En høj skinger lyd vækker mig og jeg sætter mig op med et sæt. Jeg kigger på min telefon der ligger og blinker. Sukkende kigger jeg på den, det første jeg lægger mærke til, er de mange opkald og beskeder fra Max, Cam, J, Mila og Cia. Det næste jeg lægger mærke til er klokken. Eftersom jeg ikke ved hvad tid jeg faldt i søvn, ved jeg heller ikke hvor mange timer jeg har sovet i, men klokken er tre om eftermiddagen, det er lyst udenfor og det overrasker mig en del af to grunde; aldrig i hele mit liv har jeg sovet så længe og jeg plejer ikke at sove længe. Jeg er vant til seks timers søvn eller mindre.

 

Jeg kigger ned af mig selv, jeg har stadig det samme tøj og endnu en gang bliver jeg overrasket, hvordan har jeg kunne sove i en hættetrøje, uden at vågne op som et svedende svin midt om natten? Sukkende skifter jeg til et par lysegrå bløde natbukser og en hvid løs t-shirt. Klokken er mange og jeg har alligevel ikke tænkt mig at lave noget i dag eller i nat.

 

Jeg går ud af værelset og lægger mærke til at der er stille i hele huset. Er det bare mig i dag? Det kan være at de er taget ud for at handle, spise frokost eller noget andet. Det er vel rart hvis jeg er alene, det er lang tid siden det sidst er sket, når det altså er weekend og ikke hverdag. Det sker tit i hverdagene. Jeg smiler for mig selv og går ned i stuen, men smilet falder hurtigt sammen, da jeg ser Louis sidde i sofaen.

 

”Godmorgen, Tornerose. ” han sender mig et flabet smil og jeg sukker tungt, sætter mig ned i sofaen og griber fat i fjernbetjeningen. Jeg går igennem adskillige kanaler, men det virker virkelig ikke som om der er noget godt at se.

 

”Jeg er ikke en Disney prinsesse, og slet ikke en blondine. ” vrisser jeg og ender til sidst på en kanal, hvor de sender Bambi. Jeg elskede den film da jeg var yngre og er sikker på at jeg kender handlingen og replikkerne ud og ind. Men det er ikke lige frem noget at blærer sig med, slet ikke noget jeg ville synes var sejt at blærer mig med.

 

”Siger du, sætter dig og ser en Disney film. ” jeg kigger hen på ham og ser han kigger sigende på mig, med løftede øjenbryn. Jeg vender øjne af ham og vender fokusset mod skærmen. Jeg trækker benene op under mig og lader min hage hvile på mine knæ. Jeg lukker kort øjnene inden jeg kigger hen på Louis.

 

”Så drengene har forladt dig. ” selvom det lyder som et spørgsmål, er det mere en konstatering.

 

Jeg glemmer helt at kigge på fjernsynet og kigger kun på Louis, der flabet ser tilbage på mig. Fjernsynet kører i baggrunden og ud af øjenkrogen kan jeg se farverne skifter og bevæger sig hele tiden. Okay, måske er det ikke lige det bedste tidspunkt at indrømme dette, eftersom jeg spiller hård, men jeg foretrækker Disney film frem for serier der indeholder drama og krimi.

 

”Nej. De er ude for at handle og eftersom Harry mente der skulle blive en hjemme for at se efter dig, besluttede de at det skulle være mig fordi de alle er trætte af dig. ” han smiler falskt og lægger hovedet på skrå. Måske bør han formulerer sig bedre, eller bare tænke sig om, inden han fyrer en sætning af som er ment flabet. Jeg griner højt og falskt og han kigger underligt på mig.

 

”Du sagde lige, at de er trætte af mig og derfor skulle du blive her. Betyder det så at du ikke er træt af mig? ” spørger jeg sukkersødt om og smiler falskt. Lad os bare sige, at alle smil og grin der kommer til at foregå mellem os, nok er falske.

 

Han flytter hans blik fra mig og kigger hen på fjernsynet. Jeg smiler et stort og tilfredst smil, han er mundlam. Der går kun to minutter, hvor Louis og jeg sidder og stirrer på skærmen, men jeg tror ingen af os følger med, men der går kun to minutter og døren ude i entreen går op og høje stemmer breder sig i hele huset. De andre drenge er kommet hjem.

 

”Louis, vi tænkte at vi kunne holde film aften, Anne, Robin og Gemma kommer først hjem på mandag. ” Niall kommer gående ind i stuen og får øje på mig. ”Oh, hej Kaylee, du er også velkommen. ” han smiler til mig, men jeg kigger kun kort på ham, inden jeg kigger hen på fjernsynsskærmen igen.

 

Filmaften? Det er lang tid siden jeg sidst deltog i sådan en. Det er lang tid siden jeg sidst så en hel film, fra start til slut. Jeg ender dog med at trække ubeslutsomt på skuldrene, men jeg er ikke engang sikker på at han ser det, jeg er ikke sikker på om han overhovedet stadig er herinde. En hånd bliver lagt på en skulder og jeg skubber den hurtigt af, rykker mig til siden og kigger op i et par blå øjne.

 

”Det tager jeg som et ja. ” han sender mig et skævt smil.

 

Jeg sukker lydløst. Jeg sagde ikke en gang ja, og nu føler jeg mig for fanden forpligtet til at blive her og hører på dem tale, grine, have det sjovt. Louis rejser sig og går ud i køkkenet til de andre og jeg bliver siddende. Jeg rykker mig til siden, så jeg sidder lænende op af armlænet. Lidt efter kommer drengene ind, Niall og Louis bærer på skåle, og Liam og Harry bærer på intet. Liam sætter sig ned ved siden af mig og Louis sætter sig ved siden af Liam. Harry og Niall smider sig i den anden sofa.

 

Kan jeg stadig nå at flygte?

 

Jeg kigger længselsfuldt hen mod døren der fører ud i gangen, for enden er gangen er entreen og i entreen er døren selvfølgelig. På den måde kan jeg komme ud og så er jeg fri. Så kan det være jeg kan overnatte hos Mila?

 

”Kaylee? ” er der en der spørger. Af ren automatik mumler jeg ’Kay’. Stemmen sukker og jeg ryster på hovedet og kigger på de andre, de sidder alle og kigger på mig, så jeg ved ikke lige hvem, der lige har talt til mig. ”Hvad? ” spørger jeg, glemmer den hårde tone og kigger rundt på dem alle.

 

”Hvilken film vil du gerne se? ” spørger Harry. Jeg trækker på skuldrende og skubber tankerne om en sørgelig film eller en Disney film fra mig. Jeg mumler ordet ’gyser’ og som jeg ønskede, blev der sat en på. Filmen går i gang og jeg kigger bare på skærmen, jeg bryder mig ikke om film længere. Jeg ser dem som tidspild og så har jeg hverken tålmodighed eller koncentration til, at kunne sætte mig ned og se en hel film.

 

Hver gang der sker noget skræmmende i filmen, gisper drengene, eller laver en stivnende bevægelse. Jeg lukker øjnene i og hører kun lydende fra filmen.

 

Dem som rent faktisk stolede på og troede var mine venner, har lige gjort mig til grin foran hele klassen. Og i morgen, ved halvdelen af skolen sikkert, at jeg har svaret Emma igen og at jeg får lave karakterer. Hvem havde også lige regnet med, at Kaylee Styles ville få et C; ingen. Frustreret over alt, går jeg så hurtigt, at mine hæle begynder at brande, grundet mine ukomfortable støvler, med hæle.

 

Jeg går endelig min destination og ånder lettet op. Jeg er nået til broen. Jeg kigger mig omkring, her er meget få mennesker og de fleste er ældre, der går forbi, uden at undrer sig over, hvad en pige på min alder, laver her. Jeg trækker vejret dybt ned i maven, og sætter mig op på kanten. Jeg kigger ned og min mave trækker sig sammen.

 

Aldrig i hele mit liv, har jeg været den store fan af højder. Mine håndflader bliver svedige og desperat tørrer jeg dem i mine bukser, i frygt for at glide. Selvom det er præcis hvad jeg har tænkt mig.

 

”Du har ikke tænkt dig at gøre det. ” konstaterer en stemme bag mig og jeg farer sammen. Mit hjerte banker vildt da jeg kigger tilbage, en dreng der er omkring min alder står ved siden af mig, med en cigaret i munden.

 

”Jo, det er lige præcis hvad jeg har tænkt mig. ” mumler jeg lavt og kigger ned igen. Det skræmmer mig lidt, at se mine fødder dingle ned i luften, velvidende om at hvis jeg hopper eller glider, så dør jeg.

 

”Så gør det. ” han slår ud med sin ene arm, som en gestus. Jeg lukker øjnene i og nikker, inden jeg forsigtigt rejser mig op, ved hjælp af støtte fra min venstre hånd.

 

Mine ben ryster svagt og inde i mit hoved, skælder jeg dem ud og tvinger dem til at stå stille. Det gør ondt i hele min mave og jeg åbner kort øjnene, hvilket hurtigt bliver en fortrydelse fra min side. Så, det her må være enden? Og en fremmed dreng skal se mig springe i døden. Jeg løfter min højre fod, så jeg balancerer på et ben og skal lige til at træde ud i ingenting, da et par hænder bliver lagt på mine hofter og løfter mig ned fra gelænderet. Da jeg er sikker på at have fast grund under mine fødder, kigger jeg overrasket op på drengen.

 

”Jeg har set nok, jeg har noget du skal se. ” han begynder at gå, men jegbliver stående og kigger efter ham. Da det går op for mig, at han rent faktisk mener det, løber jeg efter ham og indhenter ham.

 

”Jeg kender ikke engang dit navn. ” siger jeg, da jeg kommer op på hans side.

 

”Max. Mit navn er Max. ” han ser ned på mig og smiler skævt.

 

Et tøset skrig vækker mig og jeg slår med det samme øjnene op og kigger hen på Louis, der holder en af sofapuderne tæt ind til sig. Det ligner han er ved at kramme livet ud af den, hvilket ser ret komisk ud, og det der gør det en lille smule mere komisk er, at det faktisk er umuligt at klemme livet ud af en pude; for den lever ikke.

 

”Stakkels pude. ” sukker jeg og ryster på hovedet, stadig med blikket på puden, Louis klemmer ind til sig. De kigger alle forvirrede på mig, før det går op for dem, hvad jeg mener og de griner alle undtagen Louis der sidder og stirrer på mig. Hans øjne siger intet; had, fornærmelse. Han stirrer bare.

 

Hvilket undrer mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...