Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65426Visninger
AA

8. 007.00

[007.00]

 

Selv jeg når et punkt, hvor jeg føler jeg bliver kvalt. Jeg når et punkt hvor jeg bare bliver nød til at tage afstand. Et punkt hvor jeg bare vil væk. Lige nu er jeg nået det punkt, det forklarer hvorfor jeg snubler over mine fødder, fordi jeg med hastige skridt, er på vej hen mod mødestedet. Ikke fordi jeg er blevet bedt om at møde op, jeg ved ikke engang om nogle af de andre er der, men det var det eneste sted, jeg kunne komme i tanke om, hvor jeg kan være alene.

 

Da jeg gik tror jeg alle drengene sad inde på Harrys værelse. Jeg mødte dem i hvert fald ikke da jeg gik. Der er ingen andre hjemme end dem, eftersom det er hverdag og klokken er tolv. Jeg sagde ikke at jeg gik, men jeg tror de lagde mærke til det, eftersom jeg smækkede døren hårdt i efter mig. Og nu er jeg her, som pigen der pjækker fra skole og er ulydig, render rundt på gaden og ligner mest af alt, en der er plørefuld.

 

Efter hvad der føles som en evighed, når jeg endelig fremme. Hurtigt er jeg inde. Der er blevet ryddet op efter i tirsdags, af hvem ved jeg så ikke. Jeg kigger rundt og kan ikke lade være med at smile stort, da jeg får øje på Max’ private skab, som han altid siger vi ikke må nærme os. Men så vidt jeg ved, så er han her ikke lige nu og kan intet gøre for at stoppe mig. På nul komme fem er jeg henne ved skabet og prøver først forsigtigt at hive i det, derefter lidt efter, men stopper hurtigt da jeg får øje på nøglehullet. Jeg har for helvede ingen nøgle. Jeg stønner irriteret og skubber hårdt til skabet.

 

Hvad er der inde i det skab, så det har brug for at blive låst?

 

Det er lavet af træ, hvor svært kan det være at få op? Efter mange spark og slag, må jeg indrømme over for mig selv, at jeg ikke får det skab op, på den måde. Sukkende går jeg fra at sidde på hug, til at sidde helt ned. Jeg kigger rundt, har vi ikke noget jeg kan bruge til, at brække skabet op med?

 

Jeg får lyst til at slå mig i hovedet; jeg ved jo godt hvor den dumme nøgle er. Selvom Max er klog og snedig, tænker han sig ikke altid om. Henne i det ene hjørne ligger der nogle brædder – jeg ved ikke hvorfor de er der, jeg tror bare vi lader dem lægge fordi de ikke generer os, eller så har vi bare ikke lyst til at bruge vores tid på, at bærer brædderne væk. Men henne ved brædderne er der nogle små huller i beton gulvet, og jeg mener at i et af hullerne, ligger nøglen. Jeg rejser mig med en smule besvær op og går hen imod brædderne og overvejer hvor jeg skal starte. Jeg trækker på skuldrende, jeg må bare starte fra en ende af.

 

Efter at have fået adskillige rifter fra træet, som langt fra er blevet slebet, finder jeg endelig en lille sølvnøgle i et af hullerne i betongulvet. Jeg fisker den op og smiler til den. Kort tid efter sidder jeg igen foran træskabet. Jeg låser det op og måber da jeg ser hvad der er derinde. Det kan ikke passe, at jeg lige har flippet ud over et skab, der bare indeholder alkohol. Jeg får øje på en lille pose der ligger bagerst i skabet, men ignorerer indholdet, så meget har jeg heller ikke tænkt mig at stjæle fra ham. Det er hans stoffer, han bestemmer selv om han vil være på det lort.

 

Jeg hiver en tilfældig flaske ud og får drukket den hele på et par minutter. Jeg holder ved flaskehalsen og slår den ned i betongulvet, så glasset splintres og flyver ud til alle sider. Alkohol er virkelig en fantastisk opfindelse.

 

*

 

Uden at tænke mig ordentligt om, smider jeg nøglen fra mig og efterlader skabet åbent, eftersom jeg tænker jeg har været væk længe nok nu. Det er blevet mørkt udenfor, så jeg gætter det enten er nat eller aften. Jeg er faldet lidt ned igen og er ikke lige så vred, som jeg var tidligere. Jeg snubler et par gange, men kommer ellers nogle lunde sikkert hjem, uden en brækket arm, eller en hudafskrabning.

 

Jeg går ind i huset, prøver ikke engang at skjule at jeg er fuld. Eftersom der er lys i vinduerne, gætter jeg på at de fleste er oppe. Jeg ved jo heller ikke om klokken er ni om aftenen eller to om natten. Kald mig doven, men jeg orkede ikke tage min telefon op af lommen og tjekke tallene øverst på skærmen.

 

Min mor kommer ud i entreen, og hun kaster kun et enkelt blik på mig. Ej, hvor kender hun mig bare godt. Jeg elsker ironi.

 

”Kaylee, nu må dette stoppe! Det går ikke at du kommer hjem om natten, bliver væk fra skolen og dumper i alle fagene. Du skulle have været i skole i dag, men i stedet har du drukket dig fuld. Det går ikke længere. ” råber hun højt.

 

”Rend mig. ” hvæser jeg og går forbi hende.

 

”Sådan taler du ikke til mig. ” kan jeg hører hende råbe bag mig, men jeg er ligeglad. Hun kan sige hvad hun vil. Jeg tramper på vej op til mit værelse og smækker døren i efter mig. Jeg smider mig i min dejlige og bløde seng og sukker tungt.

 

Jeg lukker øjnene i og kan nu hører mor snakke oprevet nede i stuen. Hun behøvede heller ikke overdrive, i forhold til mine karakterer. For to uger siden fik jeg et C. Det er ikke helt så slemt. Jeg åbner straks øjnene op, da det banker på døren. Så snart man for en gangs skyld er hjemme, kan man så ikke få ti minutters fred? Jeg mumler nogle utydelige ord og sætter mig op idet døren går op. Det overrasker mig lidt at det er Liam der kommer ind af døren og ikke Harry eller mor, som ville skælde mig ud.

 

”Hvad vil du? ” spørger jeg irriteret.

 

”Hvorfor bliver du så defensiv? ” spørger han forsigtigt og sætter sig i fodenden af min seng. Jeg trækker mig lidt tilbage. Helt åben er jeg så heller ikke over for ham, hvilket er en stor lettelse for mig. Mit blik er alle andre steder, end på ham. Jeg kigger på mit skrivebord, hvor papirer, tøj og bøger flyder. Jeg kigger på mit skab, den ene låge gik i stykker for nogle måneder siden og kan derfor ikke lukkes helt i. Jeg kigger hen på mit spejl, der er front mod sengen, så jeg kan se mig selv. Og hold da op, jeg ser forfærdelig ud. Uden makeup på kan man se hvor hævede mine øjne er og de mørke rander under dem er tydelige.

 

”Jeg er mere end mine fejl. ” tøver jeg og lukker øjnene i, hvilket gør det lettere for mig. ”Det er der bare ingen der ser. ” mumler jeg, nærmest utydeligt. Mine øjne brænder, men jeg lader dem forblive lukkede og tvinger den brændende følelse væk.

 

Stilheden breder sig og jeg håber lidt på at han er gået, men en anden del af mig, håber han er blevet. Han er den første jeg har åbnet mig op for – ja, selv om det ikke er det store og det måske kun er en lille del, der er blevet åbnet, så er han den første jeg har åbnet mig op for – og jeg ved ikke om jeg skal fortryde det eller omvendt. Tøvende åbner jeg mine øjne. Han sidder der stadig; i fodenden af min seng.

 

”Du har en ny chance hos mig. ” siger han efter noget tid. Er det her planlagt? Vil de på en eller anden måde udnytte at jeg drukket og måske taler over mig og derefter gøre mig til grin, hvilket jeg så skal hører på indtil de tager afsted igen?

 

”Lad nu være. Som om Harry ikke har snakket om hvilken dum bitch jeg er. ” vrisser jeg og kaster en pude efter ham. Måske lige lovligt barnligt, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre. Kaste min lampe efter ham? Det vil nok gøre ondt og jeg er heller ikke ude på at skade andre fysisk. Han griber puden, hvilket jeg godt kan forstå; jeg er ikke lige den bedste til at kaste.

 

”Stop nu. Du behøver ikke tale så nedladende om dig selv. Harry synes ikke du er en bitch. Han synes heller ikke du er dum, måske dumper du i de fleste fag, men han spørger ofte sig selv om, om hvad der gik galt, han ved du er klog, dygtig og sød. Du skjuler det bare. ” ordene kommer ivrigt ud af hans mund, så ivrigt at han endda snubler over de fleste af ordene, men det er stadig til at forstå.

 

I et stykke tid tænker jeg over de ord, han lige har sagt. Så de har ikke en plan om at udnytte mig lige nu og gøre mig til grin? Og Harry synes ikke jeg er en led sæk, efter jeg flippede ud på ham, smadrede et glas og sagde nogle ord, som med sikkerhed sårede ham? Ærligt talt røg ordene bare ud, jeg ved ikke om jeg holder af ham; det ene øjeblik føler jeg at jeg gør og det næste øjeblik vil jeg ikke engang se på ham.

 

”Der gik intet galt. Jeg ændrede mig bare. ” Og den del der åbnede sig, er nu lukket igen og jeg svarer undvigende og størstedelen af gangene, hårdt igen. ”Jeg går i seng. ” mumler jeg, hvilket får ham til at rejse sig op og gå hen mod døren. Men inden han går ud, vender han sig mod mig og kigger længe på mig, og jeg kigger på ham.

 

”Du ændrede dig ikke. Der skete noget andet. ” siger han, inden han går ud og lader døren lukke i bag sig. Jeg drikker aldrig igen, når jeg ved at jeg efterfølgende kommer til at være i nærheden af en af drengene. Jeg sætter mig sukkende ned på sengen, jeg tror ikke jeg kan falde i søvn, men natten føles så lang hvis jeg holder mig vågen. Jeg kaster mig ned i sengen og holder min pude tæt ind til mig.

 

Prøven bliver lagt på mit bord, med bagsiden op ad, og jeg venter spændt på, at vi får lov til at vende vores prøve om. Vi får lov og jeg vender den hurtigt om, men da jeg ser det røde C i toppen af papiret, forsvinder mit smil langsomt og jeg vender skuffet prøven om, men min sidekammerat og min veninde, Olivia, har allerede set det røde bogstav. Hun skubber til mig.

 

”Nu kan du ikke længere give Harry skylden for dine karakterer. Det er to måneder siden han tog af sted. ” og selvom hun mener det for sjov, rammer det mig et eller andet sted inden i. Jeg slår en falsk latter op, og smider papiret ned i min taske.

 

”Hvorfor griner du, Kaylee? ” min anden veninde, Emma, stiller mig spørgsmålet, men mener det ikke som et spørgsmål og taler derfor videre. ”Man kan tydeligt se du er skuffet og ked af det over den lave karakter. Ærgerligt at din verdenskendte bror ikke er her til at trøste dig. ” hun griner højt og en del af de piger der ser op til hende, deltager hende og griner af mig.

 

Jeg hader når hun gør sådan. Opfører sig sådan. Endda når det er over for mig. Det får mig til at blive utilpas og hvis jeg ikke befandt mig et offentligt sted, ville tårerne lige så stille, begynde at vise sig i mine øjenkroge. Jeg lyner min taske og knytter min hånd, inden jeg retter mig op og ser hende direkte i hendes blå øjne.

 

”Nej, jeg er pænt ligeglad med min karakter. Jeg ærgrer mig bare over at du er min veninde. Du er kun venner med mig, for at udnytte mig og komme tæt på min verdenskendte bror. ”  vrisser jeg, inden jeg skubber mig forbi hende.

Jeg pjækkede fra skole for første gang og mistede mine veninder og min status som klog, smuk og populær.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...