Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65041Visninger
AA

7. 006.00

[006.00]

 

Jeg slår øjnene op og det første jeg ser, er en hvid væg, som svagt lyser gul, på grund af solstrålerne, der lyser ind gennem de hvide gardiner. Gabende lukker jeg mine øjne i igen, men sætter mig op med et sæt, blot to sekunder senere. Det her er ikke mit værelse, jeg har ikke hvide gardiner. Og mit værelse er ikke så stort som dette er. Fuck. Jeg gjorde intet dumt i går, eller gjorde jeg? Det sidste jeg husker er, at jeg sad og snakkede med Liam. Åh nej, og jeg bad ham få Harry væk derfra. Hvis Max finder ud af det, kan jeg godt vinke farvel til gruppen.

 

Hvordan kan jeg også være så dum?

 

Irriteret slår jeg dynen til siden med et støn og sætter fødderne ned på det kolde trægulv. Jeg kigger ned ad mig selv. Jeg er ikke nøgen. Jeg har en sort t-shirt på med noget tekst henover brystet, som er så lang, at den næsten rammer mine knæhaser. Det her er ikke min t-shirt. Jeg lister hen til døren og åbner den forsigtigt, men idet jeg træder ud i en aflang gang, knirker trægulvet under mig og jeg kniber øjnene sammen. Jeg er ikke bange, eller nervøs. Jeg vil bare vide hvis hus jeg lige nu befinder mig i.

 

”Hallo? ” jeg føler at jeg siger det ud i luften, af ingen grund. Der lyder skridt og kort tid efter kommer Max til syne, i den anden ende af gangen. Jeg ånder lettet op over det bare er ham og ikke en eller anden fremmed dreng. Jeg er ikke typen der bare uden videre tager i byen og får et One Night Stand. Det er bare ikke mig. ”Hvad laver jeg her, hos dig? ” spørger jeg ham og føler mig ikke helt tilpas, ved kun at stå i undertøj og en t-shirt, foran ham.

 

”Du var helt væk i går og jeg tænkte det ikke var helt smart, at du tog hjem til din mor i den tilstand. ” han trækker ligegyldigt på skuldrene og jeg nikker. Det var pænt af ham at tænke sådan, og så har han nok ret. Min mor ville få et føl, hvis jeg kom hjem plørefuld på en hverdagsaften. Det at jeg ikke er i skole lige nu, er jeg lidt ligeglad med og på den anden side ikke. For min mor ved ikke om jeg er i skole eller ej, når jeg ikke engang kom hjem i nat. Men jeg kan med lethed overbevis hende om, at jeg sov hos

 

Først nu lægger jeg mærke, til billederne på de hvide vægge. Men specielt et, fanger min opmærksomhed. Det er et billede tage af Max og en lille dreng, der ligner ham overraskende meget. Max sidder på hug ved siden af den lille dreng, som sidder i en lyseblå kørestol. Billedet ser ud til at være taget i en baghave, der er græs, et enkelt træ, nogle buske og en hæk der omringer det lille, grønne areal.

 

”Er det din bror? ” spørgsmålet kommer ud, selvom jeg prøvede på at holde det inde. Jeg ved ikke om det er upassende at spørge om. Billedet hænger jo i hans hus. Men til gengæld ved jeg, at det er ikke er mange han tager med sig hjem. Det giver et sæt i mig, da jeg kan mærke hans hårde brystkasse mod min skulder. Min vejrtrækning bliver besværligere og for første gang i lang tid, oplever jeg en akavet stilhed.

 

”Ja, det er min bror. Lucas, hedder han. ” man kan hører, at Lucas betyder en del for ham. Dog undrer jeg mig over, hvad der er galt med ham. Men jeg tør ikke spørger, jeg vil ikke overskride en personlig grænse, eller presse for meget på. ”Han fik konstateret kræft for lidt over et halvt år siden. ” forklarer han, som har han læst mine tanker.

 

”Det er jeg ked af. ” jeg kigger op på Max og sender ham et prøvende smil. ”For resten har du nogle bukser jeg kan låne? Jeg har ikke lyst til at gå gennem byen, i en kjole. ” jeg smiler skævt og et grin undslipper hans mund. Måske over det pludselige emneskift?

 

Han forsvinder ind på det værelse, som jeg lige er kommet ud fra. Nogle af rammerne på billederne er sorte, mens andre er hvide. Billedet af Max og hans lillebror er indrammet med en hvid ramme, hvilket passer godt til billedet, ifølge mig. Kort tid efter, kommer han ud med et par mørkegrå joggingbukser, som ser ud til ikke at være helt så store. Det kan være et par han ikke længere kan passe. Jeg hopper hurtigt i bukserne og finder vej – ved hjælp af Max – ud i hans entre, som er en del mindre en den del af hans hus jeg har set.

 

Jeg sukker tungt, da jeg ser mine stilletter stå ved siden af hans mange gummisko. Jeg ryster på hovedet af mig selv, så langt er der heller ikke, jeg overlever nok fem til ti minutters gå gang i et par stilletter, som heller ikke er de værste at gå i. Jeg får dem hurtigt på og vender mig om mod Max, som står og betragter mig.

 

”Tusind tak, fordi du ikke bare lod mig tage hjem. Tak fordi jeg måtte være her. ” jeg sender ham et taknemligt smil. Det eneste han gør, er dog blot at nikke. Jeg kigger mig om efter min læderjakke og da jeg får øje på den, hiver jeg den hurtigt til mig og trækker den på. Jeg åbner han hoveddør og går ned af de mange trapper. Da jeg kommer uden for overrasker kulden mig og jeg trækker læderjakken tættere om mig.

 

Ihærdigt prøver jeg at huske mere fra i går aftes, i tilfælde af, at jeg har gjort noget dumt, men jeg husker virkelig ingenting. Så meget fik jeg da heller ikke at drikke? Jeg husker kun et par drinks med Alex, som jeg senere hen stjal fra. Jeg slår frustreret ud i luften og er ligeglad om der er nogle der ser det, derefter tager jeg mine hænder og borer dem ind i min hovedbund, selvom det ikke ligefrem får mig til at huske.

 

Da jeg langt om længe, når hjem, husker jeg stadig intet og opgiver at prøve. Jeg skubber døren op og heldigt for mig, er den allerede åben. Jeg sparker mine stilletter af og går direkte ud i køkkenet, hvor jeg tager et glas, fylder det med vand og drikker det hurtigt.

 

”Kaylee, hvor fanden har du været? ” lyder min brors stemme og han kommer farende ud i køkkenet, med hans venner bag ham. Man kan tydeligt hører han er vred. Kan en af dem ikke gå et sted hen, uden alle følger efter? Det er jo helt utroligt. Et raseri magen til det i går baner sig vej op igennem mig og jeg knalder glasset så hårdt ned i bordet, at det går i stykker og glasskår flyver ud til alle sider.

 

”Du bestemmer fandeme ikke over mig, kan du ikke lade mig være i fem minutter? Du hænger over mig som en eller anden åndssvag fugl. Du er værre end mor! ” råber jeg så højt jeg kan.

 

Selvom jeg før frøs, så har varmen overtaget min krop og den dunker inden i og breder sig for hvert sekund der går. Jeg skal ud med vreden, men begår den fejl, at slå hånden så hårdt jeg kan ned i bordet, og smerten breder sig straks, men jeg ignorerer den. Jeg lader hånden blive på køkkenbordet og stirrer bare på den. Der skete ikke noget. Jeg løfter min hånd og børster de få glasskår, der sidder fast til min hånd, væk.

 

”Hvor har du været? ” gentager han snerrende og jeg ruller med øjnene af ham.

 

”Det klæder dig ikke, Harry. At være så aggressiv. ” siger jeg monotomt og undgår at svarer på hans spørgsmål. Det rager ham ikke hvor jeg har været, han bør bare være taknemmelig over at jeg reddede hans pengepung i går aftes, men det skal han selvfølgelig ikke vide. Så vil han bare få mig ud i store problemer, større end jeg allerede har; Kaylee Styles har i en alder af 20 år, fucket sin fremtid op.

 

”Hvor har du været? ” han siger det for tredje gang og man kan tydeligt hører at jeg er ved at få ham op i feltet kaldet vrede. Han er irriteret, meget irriteret.

 

”Du bestemmer ikke over mig. ” vrisser jeg af ham.

 

”Jeg er din bror. ” siger han som om det giver mening, og at han lige pludselig har al mulig ret til at bestemme over mig. Det har mor ikke engang, jeg er over 18, jeg bestemmer over mig selv. Jeg er så træt af dem der tror, de bare kan komme og bestemme over mig; lærerene, min mor og nu min egen bror – hvem bliver den næste? Mila, Cam, Cia eller Jana?

 

Jeg lader blikket glide henover de tre drenge der står bag Harry og man kan tydeligt se, at de ikke ved hvor de skal kigge hen og hvor de skal gøre af sig selv.

 

”Det kan godt være at du er min bror, men for mig er du som fremmed. ” siger jeg koldt.

 

Ordene har forladt min mund og er umulige at tage tilbage. Man kan tydeligt se mine ord rammer ham hårdt, han bliver mundlam og hans krop stivner. Jeg borer mine øjne ind i hans. Jeg har lige sagt noget til ham, som jeg mener fuldt ud. Han vender ryggen til mig og går med hastige skridt ud af køkkenet, og jeg fortryder intet. Intet af hvad jeg har sagt eller gjort. Jeg er mig og hvis han ikke kan accepterer det, må han glemme mig, ignorer mig, hvad end han har lyst til. Jeg ryster på hovedet og kommer tilbage til den virkelige verden, hvor man kan hører Harry trampe op ad trapperne.

 

Jeg har ramt ham der jeg ønskede at ramme ham, men jeg føler hverken fortrydelse eller tilfredshed.

 

”Var det absolut nødvendigt? ” jeg kigger hen på personen der sagde det, Louis. Vi er de to eneste tilbage i køkkenet. De andre er sikkert gået op til Harry og lige om lidt farer Louis sikkert også der op, for de holder jo så meget af hinanden. Jeg kigger ned på glasset og derefter hen på Louis der nedstirrer mig.

 

”Kan du ikke lige rydde op? Tak. ” selvom jeg overhovedet ikke mener det som et spørgsmål, men mere som en ordrer, kommer det alligevel sådan ud. Og selvom jeg ikke mener det sødt, spørger jeg ham så sukkersødt som muligt. Men jeg tror han er smart nok til, at regne ud, at jeg højst sandsynligt benytter mig af sarkasme. Jeg går forbi ham, men lige inden jeg når ud af gange, tager han hårdt fat i min overarm og hiver mig tilbage, så vi står alt for tæt på hinanden. Jeg træder hurtigt et skridt tilbage, folder armene over brystet og kigger irriteret på ham.

 

”Det kan du ikke bare bede mi- ”

 

”Det kan jeg. Det har jeg jo lige gjort. ” afbryder jeg ham.

 

Tøvende går jeg forbi ham igen, da jeg kan se, at jeg har gjort ham mundlam. Men man kan også se at han ivrigt leder efter ord, denne gang føler jeg mig tilfreds, ved at have taget ordet fra en anden. Da jeg når hen til trapperne, har han stadig ikke sagt noget for at stoppe mig, eller gøre mig mundlam, men det kommer halvejs oppe af trapperne, hvor jeg bliver nød til at stoppe op og tænke.

 

”Elsker du ham ikke? ” spørger han højlydt ude fra køkkenet.

 

”Kærlighed er overvurderet. ” lyder mit svar.

 

Det første jeg gør, da jeg træder ind på mit værelse, er at gå direkte hen til mit skab og skifte mit tøj, eftersom jeg stadig har Max’ tøj på. Jeg hiver en sort hættetrøje på og finder derefter et par sorte bukser frem og tager dem på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...