Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65077Visninger
AA

5. 004.00

[004.00]


På vejen hjem orker jeg dårligt løfte mine fødder, så jeg slæber dem efter mig. Mine sko har ikke særlig godt af det, men de har holdt til meget og kan sikkert holde lidt længere. Gadelamperne er tændt, dog er hver anden slukket, og lyser med store runde pletter ned på fortovet. Omkring klokken otte bliver gadelamperne tændt og klokken er omkring tolv. Faktisk tror jeg, at jeg kan nå hjem inden midnat, men det gør nok ikke den store forskel. Mor skal på arbejde og er allerede gået i seng, hvis hun ikke holder sig vågen, for at skælde mig ud for at komme for sent hjem.


Jeg slæber mig selv hen ad jorden, helt ind til hoveddøren, hvor jeg så lydløst som muligt, låser mig. Jeg sukker lydløst, låser døren efter mig, smider mine sko af og kigger på mig selv i det aflange spejl, der hænger vandret over kommoden, der står lige ved siden af hoveddøren. ”Fuck. ” hvisker jeg lavt og tager min hånd op til det røde mærke i min pande, der er omringet af størknet blod. Ikke nok med størknet blod, sidder der også lidt snavs rundt omkring og mit hår ligner en fuglerede. Hvorfor satte jeg ikke mit hår op i en hestehale? Og hvorfor skyllede jeg ikke mit ansigt i søen, bag bygningen?


”Kaylee, er det dig? ” Harrys stemme lyder og kort tid efter kommer han ud i entreen, med en af sine venner bag ham, jeg mener det er Liam. Jeg beholder min hånd mod min pande, i håbet om at det vil dække det værste. Selvfølgelig er jeg så dum, at presse min hånd for hårdt ind mod min pande, hvilket sender en svidende fornemmelse gennem min krop. ”Det er Kay. ” retter jeg ham.


En stilhed lægger sig over os, og efter lidt tid nikker Harry, som for at sige, at det skal han prøve at huske på. Det håber jeg. De eneste der kalder mig Kaylee, er lærende, min mor og engang imellem Mila, for at drille mig. Eftersom jeg stod med ryggen til dem og front mod spejlet, vender jeg mig om, så jeg står front mod dem.


”Hvad er der sket? ” spørger Harry pludseligt og før jeg ved af det, står han lige foran mig og fjerner min hånd fra panden, så såret og blodet bliver vist for ham og Liam. ”Hvordan er det sket? Og du er helt beskidt. ” han lyder så bekymret, men hvordan kan man være bekymret for en, man ikke kender? Irriteret træder jeg et skridt tilbage og trækker min hånd til mig.


”Det er ingenting. Jeg faldt bare mens jeg spillede fodbold med nogle venner. ” jeg trækker på skuldrende og går forbi Harry og Liam. Jeg går direkte ud på toilettet, der ligger på den nederste etage – eftersom vores hus består af to etager. Jeg finder en klud i skabet under vasken og smider den ned i vasken, hvorefter jeg tænder for det varme vand. ”Lad os hjælpe dig, Kaylee. ” siger Harry, tager fat i mine skuldre og tvinger mig ned på toilettet.


”Fatter du intet, eller kan du bare ikke høre efter? Jeg hedder ikke længere Kaylee. ” hvæser jeg. ”Og desuden kan jeg godt selv. ” Da jeg forsøger at rejse mig op, lægger Liam en hånd på min skulder og for anden gang bliver jeg tvunget ned på toilettet. Jeg sender ham et hårdt blik og slår hans hånd væk fra min skulder.


Harry ignorerer min bemærkning, selvom man tydeligt kan se, at den rammer ham. Han beholder hans blik på de løbende vand, der plasker ned i håndvasken og rammer den hvide klud. Jeg kigger op på Liam, og man kan tydeligt se, at han ikke aner hvor han skal kigge hen. Men da han bemærker jeg kigger på ham, kigger han direkte ned på mig. Hurtigt fjerner jeg mit blik og kigger endnu en gang hen på Harry. Han tager kluden op og vrider den, og kigger derefter hen på Liam.


”Kan du ikke finde noget til at rense hendes sår med? Jeg mener der er noget ude i et af køkkenskabene. ”  Han ser spørgende på Liam, der hurtigt nikker.


”Hvordan ved du hvor det står. Du er jo aldrig hjemme. ” jeg griner hånligt af ham. Endnu en gang ignorerer han mig og det er træls. Man kan godt se at ordende rammer ham, men jeg ønsker at han viser det. Også selvom det er med tegn. Så vil jeg vide, at jeg har gjort det godt.


Og nej, jeg er ikke sadistisk.


Han tænder endnu en gang for vandhanen og skylder kluden op. Tavsheden har lagt sig over os. Jeg gider ikke snakke med ham, for han svarer ikke. Min egen storebror ignorerer mig efter at have været væk i to år. Liam kommer ud med en gennemsigtig plastikflaske i hånden, med en flydende væske i, der bare ligner vand. De begynder at snakke sammen som om jeg ikke var her, hvilket irriterer mig grænseløst.


”Kaylee, hvor er der vat henne? ” spørger Harry og henvender sig for første gang, i et godt stykke tid, til mig. Et hånligt og flabet smil finder vej op til mine læber. ”Kan du ikke huske det? Selvfølgelig kan du ikke det, du glemmer vel også alt. ” jeg trækker på skuldrende. Hos mig, hans kære søster, er der ingen hjælp at hente.


”Du er simpelthen for meget. ” han stønner og smider kluden fra sig, så den lander på kanten af vasken, inden han stormer ud. Jeg griner kort, inden jeg rejser mig og finder en pakke vat under håndvasken. Liam, som stadig står herude, står fortabt og ser på. Jeg rækker hånden ud og tager flasken med det rensende vand ud af hans hånd og hælder lidt på en klump vat.


Idet samme den fugtige tot vat rammer såret, giver det et stød igennem min krop. Det svier, det indrømmer jeg gerne, men det er ikke noget jeg ikke bare kan bide i mig. Jeg bider mine tænder sammen og får renset såret, trods den svidende fornemmelse det giver, overlever jeg dog. Jeg smider vat klumpen ud i skraldespanden, der står op ad væggen, ved siden af toilettet og stiller det rensende vand på kanten af håndvasken, i tilfælde af, at jeg får brug det en anden dag, eller noget lignende.


”Du var slet ikke på arbejde i går, eller i skole i dag, vel? ” hans stemme får mig kort til at stivne, men jeg slapper hurtigt af og vender mig om i et ryk. Vurderende kigger jeg ind i hans brune øjne, der ser tilbage ind i mine. Kort trækker jeg på skuldrende inden jeg kommer med mit svar. ”Du kender vidst allerede godt svaret. ” mumler jeg kort, inden jeg går forbi ham og op på mit værelse.


*


Med albuen i bordet og mit hoved støttende op ad min hånd, sidder jeg og kigger ud af de store vinduer. Fugle flyver på himlen, biler kører en sjælden gang imellem forbi og meget få gange, går en elev eller to forbi. Under min albue kan jeg tydeligt mærke de ridser, der har været på mit bord siden jeg blev bedt om at sidde her, hvilket var i starten af skoleåret. Jeg kan ikke få i morgen aften ud af hovedet. I dag er det onsdag og i morgen, torsdag aften, skal Mila og jeg vise hvad vi kan. Jeg fjerner mit hoved fra min hånd og kigger rundt i klassen. Mila sidder ved siden af mig og Cia sidder forrest i klassen og ligesom jeg gjorde for få sekunder siden, så kigger hun ud af vinduet.


”Hamington, kan jeg få dig til at dele disse papirer ud? ” spørger mr. Hall og holder en bunke papirer rettet frem mod hende. Det giver et sæt i hende, hun kigger op på mr. Hall og nikker langsomt. Velvidende om at det er en prøve, som hun med vilje skal dumpe i. Cia rejser sig op, tager imod stakken med papirer og imens hun går rundt og deler ud, snakker mr. Hall om prøven, selvom størstedelen af klassen, ikke engang kigger på ham; så hører de nok heller ikke efter.


Han begynder at skrive nogle ting på tavlen, ting som han altid skriver. Ting vi ikke må under testen, ting vi godt må. Og så snakker han lidt videre. Det er ufatteligt hvor langtrukkent han kan gøre det og vi er ikke engang gået i gang endnu. Heldigvis er de her to timer, de sidste inden vi får fri, hvilket er en lettelse. Onsdag er den dag vi får tidligst fri; klokken halv to.


”Husk det nu. ” siger Mila lavt, da Cia når til vores bord. Hun nikker og ser ud til at skjule sin nervøsitet fint nok. Hun er hele tiden så nervøs, som om hun skal til at røve en bank og det er slet ikke sådan noget vi laver. På ingen måde. Det vil være alt for risikabelt og for at virke truende nok, ville vi nok skulle bruge våben og dem har vi ingen af. Selvom Max med lethed ville kunne skaffe nogle, så går det ikke, for fra starten af, har han understreget at vi ikke benytter os af våben. ”Bevis dit værd. ” hvisker jeg lige inden hun går videre.


Til sidst er alle papirende delt ud og mr. Hall sætter os i gang. Jeg tager min blyant op i hånden og laver et fint mønster, på alle fire sider. Derefter sidder jeg og tegner lidt på bordet, indtil klokken ringer. Mila og jeg går side om side op og smider prøven på mr. Halls kateder, hvorefter vi i en fart, er ude fra skolens område. Man føler sig så fanget på skolen område.


”Hvilket mønster benyttede du dig af? ” spørger jeg og prikker hende i siden. Hun hviner op og griber fat i min hånd og smiler skævt til mig. ”Skråt, som altid. Og lad mig gætte, du benyttede dig også af det sædvanlige mønster? ” hun lægger hovedet på skrå og jeg nikker.


”Jeg må se at komme hjem ad, så tror de i det mindste at jeg har været i skole. ” jeg ruller med øjnene for at vise min irritation på min familie, inden jeg slipper hendes hånd, vinker kort og sætter eller kursen mod hjem.


*


Døren er åben, hvilket betyder at enten er drengene hjemme, eller så er min mor hjemme. Jeg smider skoene og det samme med tasken og finder vej ind til stuen hvor drengene og min mor sidder. Harry og mor sidder i den ene sofa og de tre andre drenge deler om den anden topersonerssofa, hvilket ikke går helt så godt som de nok havde håbet på.


”Jeg fik 12 i en engelskprøve i dag. ” meddeler jeg for sjov og sætter mig i lænestolen, som de nok ikke har overvejet, de kan sætte sig i. Mor kigger overrasket hen på mig og man kan tydeligt se, at hun ivrigt leder efter de rigtige ord, hun kan rose mig med. Hun stopper med at lede, og rejser sig i stedet op, kommer tættere på og gør mine til et kram.


For tæt på.


Hurtigt ryster jeg på hovedet og hun standser med det samme op og nikker. Jeg ved ikke om hun ved, at jeg har lidt problemer med når bestemte folk kommer for tæt på. Det kan godt være hun har bemærket det, gennem de sidste måneder, men jeg har ikke sagt det. Hun nøjes med at klappe mig på skulderen og går derefter ud i køkkenet for sikkert at tage noget at drikke – hvad ved jeg. Jeg smiler smørret, hun hoppede på den. Så får jeg nok ikke problemer med skoleinspektøren inden for den nærmeste fremtid, medmindre det er ham, der beder om et møde.


”Du har ikke fået det tolv tal, vel? ” lyder det henne fra en af sofaerne, jeg kigger rundt men kan ikke lige finde ud af hvem der sagde det, så jeg kigger lidt rundt, på dem alle sammen, imens jeg ryster på hovedet. Selvfølgelig har jeg ikke fået det tolv tal. Harry ved nok allerede det med mine karaktere og Liam kan nok gætte det, for jeg føler han læser mig som en åben bog, hvilket er en lille smule skræmmende, men det kan ikke slå mig ud af kurs.


”Det var ikke særlig sødt. ” påpeger drengen som jeg mener er Louis. Jeg trækker ligegyldigt på skuldrene, hans mening rager mig en høstak. Han kan sige hvad han vil og have de meninger han vil om mig. Uheldigt skal gruppen først møde sent i aften hvor alle sikkert er gået i seng, jeg ville sådan ønske det var nu, så ville jeg slippe for drengene.


”Det er min definition af at være sød. ” jeg trækker endnu en gang på skuldrene. ”Din definition af sød er nok enhjørninger og regnbuer. Det er jeg ikke lige til. ” jeg sender ham et flabet smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...