Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65038Visninger
AA

4. 003.00

[003.00]


Mit værelse er et rod, jeg er et rod, mit hoved er et rod, alt er et rod ifølge mig lige nu. Klokken er syv om morgenen, og jeg har kun fået seks timers søvn. Men jeg må bare bide det i mig. I dag skal vi prøve, at oplære Cia, men jeg ved ikke hvor let det bliver. Da Max fandt Jana, var hun næsten allerede som om, hun havde allerede farvet sit hår, hun havde passende tøj på, hun vidste ikke følelser og kunne med lethed svarer flabet igen, selvom hun dårligt kendte os og vi var flere end hende.


Jeg finder et par mørkeblåbukser og en grå t-shirt, som jeg hurtigt får på. Jeg lægger min makeup; foundation, concealer, eyeliner og mascara. En normal hverdagsrutine. Jeg reder mit hår igennem og tager min elskede, sorte læderjakke på. Jeg kigger mig kort i spejlet, jeg er meget tilfreds, jeg skal jo ikke det store i dag. Jeg smiler kort til mig selv, men det varer kun kort tid. Jeg går ned af trapperne, og ud i køkkenet, hvor drengene sidder rundt om bordet, griner og snakker, imens min mor står med ryggen til og laver pandekager.


Det plejer hun aldrig at gøre.


Det rager mig ikke.


Jeg hiver lidt i min læderjakke, inden jeg går direkte ud i køkkenet og hen til køleskabet. Jeg åbner det og stirrer tomt ind i det. Jeg har ikke lyst til at sætte mig ned og spise ordentlig morgenmad, når Harry er her, sammen med sine venner, vil det blive alt for positivt. Og positivitet har noget med følelser at gøre, jeg hader som sagt følelser. Når mor også er her vil hun snakke om skolen, om at vi skal få et møde arrangeret med skoleinspektøren, eller om at jeg ikke har de rette venner.


”Godmorgen skat, har du sovet godt? ” lyder det fra min mor. Måbende vender jeg mig om, så hun er ikke sur? Så hun skal ikke belære mig? Det må være Harry, sidst han var på besøg var hun også helt vildt glad og ville snakke om regnbuer og solstråler. Hun kan godt tro om, det kan godt være at hun bliver glad af at hun er her, men det kommer ikke til at ske for mig.


”Jeg kommer ikke hjem efter skole. ” er det eneste jeg siger. Inderligt krydser jeg fingre for, at hun er i så godt et humør, at hun ikke vil kommentere det. Til min overraskelse kommentere hun det ikke, men det er der derimod en anden der gør. ”Hvad skal du? ” lyder en hæs stemme, som jeg hurtigt genkender som Harrys.


Skulle han lige spørge? Kan han ikke bare blande sig uden om mit liv? Jeg tager to æbler, så har jeg et hvis jeg bliver sulten senere hen. Med vilje smækker jeg køleskabslågen hårdt i. Først der går det op for mig at jeg har et spørgsmål jeg mangler at besvare, så derfor er alle drengenes blikke vendt mod mig. Faktisk er det ikke særlig akavet for mig, de må glo så meget de har lyst til.


”Det rager ikke dig. ” mumler jeg og tager en bid af mit æble. Mor vender sig om idet samme ordene har forladt min mund og sender mig et strengt blik. Jeg sukker tungt, hvis Harry ikke havde været her, så ville hun ikke engang bemærke min bemærkning. Alt handler om Harry og jeg kunne rive hvert og et af mine hår ud.


Lige nu glæder jeg mig overraskende nok til at tage af sted, også selvom vi skal prøve at få Cia til at forstå en masse ting. Jeg vil bare ud af det her hus. Hvor man kun bliver anerkendt hvis man er en dygtig og flittig elev, eller en verdenskendt popstjerne. Men det er fint, for jeg har venner der anerkender mig for den jeg er og hvad jeg laver. Det er hvad der betyder noget for mig. Mine venner og det jeg bruger min tid på.


”Hvorfor er du sådan? ” spørger Harry efter et øjebliks stilhed. Jeg griner højt og smider æblet ud i skraldespanden. Hvorefter jeg vender mig mod Harry. ”Hvorfor jeg er mig? ” jeg holder en kort pause. ”Spørg mig ikke. ” jeg trækker på skuldrende og sender ham et flabet smil. Jeg mumler kort at jeg smutter i skole, men de skulle bare vide.


Nu vil jeg ikke tænke mere på nogle af dem. Jeg har dårligt talt med Harry eller nogle af drengene og jeg er allerede træt af, at det er her. De har været her i mindre end et døgn. Bare luk ned, Kay. Og det gør jeg. På vejen hen til det sædvanlige mødested tænker jeg på ingenting. Absolut ingenting. Jeg ånder lettet op da jeg endelig når derhen og bliver overrasket, da jeg kommer ind. De har lavet en bane, hvis man kan kalde det, det. De har endda fået en bil herind.


Okay, det er heller ikke så tit vi bliver nød til at springe over biler.


Cam og Max sidder oppe på bordet, der er rykket ud til siden, og er opslugte af deres telefoner. Jana lægger en sidste hånd på banen og Mila er ikke til at se. Jeg går hen til bordet, som Cam og Max sidder på, og hopper op på bordet, og sætter mig godt til rette op ad Max. Han griner og lægger sin venstre arm om mig.


”Sidder du godt? ” spørger han og da jeg kigger op, møder jeg hans blik. Jeg sætter et flabet smil op og han blinker til mig. ”Selvfølgelig gør jeg det. ” griner jeg. Jeg hiver min telefon op ad min lomme og går ind under beskeder og skriver en besked til Mila.


Kay: Hvor er du?


Idet jeg lægger min telefon ned på bordet, kommer Mila og Cia ind. Overrasket ser jeg hun ikke længere er blondine, hun derimod har farvet sit hår, hvilket jeg ærlig talt ikke troede hun ville gøre. Men jeg må indrømme at noget har hun taget i sig, hun kommer i skoletiden, har farvet sit hår og hendes tøj er ikke helt slemt i dag, det kunne være bedre. Sorte bukser, dog en hvid t-shirt, men det lader jeg passere, hun prøver i det mindste. Hun er stadig ikke godkendt, bliver nød til at vise sit værd og sin lyst til dette, før jeg acceptere hende.


”Er du klar? ” spørger jeg og hopper ned på gulvet. Jeg går hen mod hende så jeg ikke behøver snakke helt så højt, som jeg lige gjorde. Hun folder armene over brystet og først nu lægger jeg mærke til, at hun også har taget imod rådet om eyelineren. ”Født klar. ” prøver hun at svarer igen.


Jeg lægger en hånd på hendes skulder og ryster langsomt på hovedet for, at få hende til at forstå at det ikke var det bedste comeback.


”Skal vi komme i gang? ” spørger Max, lige bag mig. Jeg kigger tilbage og ser at Max, Cam og Jana har stillet sig bag mig. ”Jana er den der planlægger og tjekker tingene ud, inden vi går i gang. Mila er den der vil lære dig, at være diskret, skjule ting og følelser. Cam vil lære dig at løbe, forbedre dig fysisk. Og naturtalentet Kay, vil lære dig at springe over biler, lukke alt hvad der skal lukkes ude, ude og hun vil lære dig at være flirtende. Den flirtende del, er til når der er andre personer end os, der er involverede. For eksempel til en fest og du kommer til at opleve det for første gang om to dage. ” forklarer Max. Allerede da han nævner festen vender min mave sig, jeg elsker den slags opgaver.


*


Klokken er fire og jeg har lært fra mig og det tog en del tid. For det første er hun ikke god til at springe over biler, på nogen som helst måde. For det andet, har hun for mange følelser til at lukke det der skal ude. Og så tror jeg aldrig hun har flirtet med en dreng før, for hun var mildt sagt, ringe til det. Men hun lære det med tiden og kan tage noter inde i hovedet om to dage. Hvor det er Mila og jeg der skal klare det og de fire andre skal være der som backup, hvis nu noget skulle gå galt, hvilket jeg ikke tror kommer til at ske.


Jeg kigger ned af mig selv og sukker. Selvom jeg har mørkt tøj på, kan man tydeligt se snavset. Jeg sukker tungt og skal lige til at sætte mig på gulvet, da det går op for mig, at det nok vil gøre det værre, med hensyn til snavset. Jeg håber ikke, at mor kommer til at kommentere på det, men til den tid, har jeg nok fundet på en passende undskyldning, som vil hænge sammen med løgnen om, at jeg har været i skole i dag.


”Kay, der er noget du skal lære. ” Max kommer hen til mig, og jeg kigger interesseret op på ham. Han er en del højere end mig. ”Det er selvfølgelig ikke nødvendigt, men jeg tænkte at du kunne tænkte dig noget nyt, et step op ad. ” foreslår Max og jeg nikker ivrigt. Det ville være skønt. Der er gået meget længe siden, jeg har lært noget nyt.


Han tager tilløb og springer over bilen og jeg ved ikke præcis hvordan jeg skal forklarer det. Han laver en salto op på bilen, hvorefter han laver et rullefald, og lander på jorden. Det sker ret så hurtigt og jeg må indrømme, at det ser ret så fedt ud. Han vender sig mod mig og jeg nikker ivrigt. Jeg vil største glæde lære det. Det vil se ret så sejt ud, på en kørende bil.


”Så gør det. ” han laver en gestus med armene og jeg nikker, hvorefter jeg træder få skridt tilbage, for at få et godt tilløb. Jeg begynder at løbe, laver en fantastisk salto, men under rullefaldet går der et eller andet galt og jeg lander forkert på jorden. Mit ansigt bliver skrabet hen af jorden og jeg bander lavt, ikke på grund af smerten, men på grund af at jeg fejlede. Smerten kan jeg egentlig ikke føle, den er der, men alligevel ikke, jeg har lært at ignorere den. Jeg tager mig til panden og min hånd bliver klistret og varm.


Jeg stønner irriteret, og en hånd bliver lagt på min skulder. Jeg kigger op på Max, som rent faktisk ser en smule bekymret ud, men det forsvinder hurtigt igen. ”Er du okay? ” spørger han og jeg nikker hurtigt, fjerner min hånd og tørrer den af i min bluse. ”Du bløder, er du sikker på du ikke vil lære det en anden dag? ” spørger han og hans øjne flakker mellem mine øjne og min pande.


Endnu en gang fører jeg hånden op til min pande, og rigtigt nok bemærker jeg blodet på mine fingre. En svag hovedpine breder sig inde i mit hoved. Men jeg føler ikke og smerte er også en følelse. Fedt, nu har jeg tørt blod ud i min yndlings t-shirt. Ikke lige den bedste, men heller ikke den værste, så det går nok og hovedpinen går nok snart over.


”Det er lige meget. Lad mig prøve igen. ” Jeg placerer min hånd på hans skulder og skubber mig selv op og sender ham et kækt smil. Han rejser sig grinene op og klapper mig på skulderen.


”Det er det jeg kan lide ved dig, Kay, du giver ikke bare op. ” han blinker til mig, inden han taler videre. ”Men pas nu på bilen, den skal afleveres tilbage senere. ” denne gang er det bilen der får et klap og Max modtager et dræberblik fra ingen ringere end mig.


En følelse føler vi; glæden ved at være sammen og lave de ting vi laver.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...