Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
65417Visninger
AA

3. 002.00

[002.00]


Frustreret hiver jeg tøjet ud af mit skab, og standser op få gange, for at kigge rundt og se om der er andre mulige steder mine sorte læderbukser kan befinde sig. Jeg er sent på den og Max bryder sig ikke om, at man kommer for sent, når han har gjort det klart, at man skal komme. Og få gange understreger han at man skal komme til tiden. Jeg har ingen anelse om hvad jeg skal gøre, hvis mor har lagt dem til vask.


Efter yderligere ti minutter hvor jeg har rodet alt mit tøj igennem, flere gange, finder jeg dem endelig, og jeg sværger at jeg kunne kysse dem en million gange, hvis jeg havde tiden. Hvilket jeg ikke har. Hurtigt får jeg trukket bukserne på, hevet en mørkegrå t-shirt over hovedet. Jeg hiver fat i mit runde makeup spejl og retter på min eyeliner, hvorefter jeg skubber min telefon ned i lommen og får den sorte læderjakke på og så er jeg ellers på vej ned af trapperne. Lige meget om det så er minusgrader, udskifter jeg ikke min elskede læderjakke med en vinterjakke, den er alt for stor og tung til at kunne rende rundt med.


Jeg lister forbi stuen, hvor min mor, min søster og min stedfar sidder, helt opslugt af fjernsynet, som selvfølgelig er tændt. Heldigt for mig. Jeg lister videre ud i entreen, og får på få sekunder mine slidte, sorte gummisko på. Så er det bare videre til mødestedet. Jeg åbner døren og går direkte ind i nogen.


”For helvede. ”vrisser jeg, kigger op og mine øjne møder et par grønne øjne. Forskellige grin lyder og først der husker jeg at min mor i morges sagde, at min bror og hans venner ville komme hjem i aften.


”Hej Kaylee, længe siden. ” hilser min bror, Harry, som om alt er som for flere år siden. Sidst jeg så ham var for to år siden, vi har ikke talt sammen i lang tid, og så kommer han bare og hilser, som om intet er sket. Han gør mine til et kram, og jeg træder straks et skridt tilbage. Nærkontakt er ikke lige mig. Hans blik viser med det samme, at han er forvirret. Det er som om han først rigtigt kigger på mig nu, for han giver mig elevatorblikket og sænker langsomt hans arme. ”Hvad er der sket? ” spørgsmålet kommer ud som en hvisken. Det kan godt være min makeup er blevet vildere og det samme med min tøjstil, men det er der ikke noget galt med. Det er mere det jeg render rundt og laver, men det er sådan det er. Jeg elsker den gruppe jeg er blevet en del af og selvom det vi en gang imellem render rundt og laver ikke er helt lovligt, så elsker jeg endda også det.


”Jeg beklager jeg ikke er den prinsesse, som du nok husker mig for. ” jeg trækker ligegyldigt på skuldrene. ”Men hvis I vil have mig undskyldt, så kommer jeg for sent, hvis ikke jeg må komme forbi. ” jeg kigger koldt på Harry og derefter videre på de andre drenge, som står og betragter mig. Og jeg har vel lov til at sige, at de nu alle er pænt flotte.


De har alle travlt med at stå og betragte mig, selvom jeg nu vil sige Harry direkte stirrer, med lidt for store øjne og en meget overrasket mine. Folk ændrer sig. Det er ikke min skyld at han tog af sted, glemte mig, ignorerede mig. Men det er ikke på grund af ham, jeg har valgt at gå den retning, jeg nu gør. Jeg har valgt det fordi det får spænding ind i mit liv og venner som jeg rent faktisk stoler på. Det går ikke rigtigt hvis man ikke stoler på de andre i gruppen.


”Hvad skal du? ” spørger Harry. Som om han skal udspørge mig, det rager ikke ham hvad jeg skal og hvad der sker i mit liv. ”Arbejde. ” lyver jeg og sender ham et falsk smil. Jeg maser mig forbi dem, og kan føle deres blikke i mig ryg, men jeg går gennem forhaven og drejer om hjørnet.


Mørket som er begyndt at vise sig, selvom de fleste er bange for at gå rundt i gaderne i mørke, så skræmmer det mig på ingen måde. Idet jeg hiver min telefon op ad lommen, begynder den at ringe. Displayet viser tre bogstaver og ordet mor. Jeg ruller med øjnene og slukker min telefon. Det er ikke ligefrem fordi at hun ringer til politiet eller tager ud og leder efter mig. Jeg sætter farten op og håber ikke, at jeg kommer alt for sent. Efter få minutter når jeg frem til den faldefærdige bygning. Jeg skubber telefonen ned i lommen, tager en dyb indånding, inden jeg går derind. Alles blikke bliver vendt mod mig, til min lettelse er Max ikke dukket op endnu.


”Du er heldig i dag, princess. ” Cam blinker til mig og lægger tryk på hans fine kælenavn til mig. Ironisk ment. Han ved jeg ikke bryder mig om det sukkersøde kælenavn, det er en lille joke vi har. Hurtigt sætter jeg mig ned ved siden af Mila, over for Cam og skråt over for Jana. Max har æren af pladsen for bordenden.


Stilheden breder sig over os fire. Hvilket giver mig tid til at tænke. Hvorfor kommer min bror og hans irriterende tre venner også lige tilbage på dette tidspunkt? Jeg hørte Gemma, min søster, sige noget om en pause, men hvorfor også lige slæbe de tre andre med hjem? Det der irriterer mig mest er, at han kommer som om vi så hinanden i går og ikke for hele to år siden. Jeg ryster på hovedet, det er ikke noget jeg skal tænke på, det jeg skal tænke på nu, er at fokuserer på dette og forsøge at komme i skole, bare en gang imellem, så jeg ikke skal til samtale med inspektøren.


Døren går op og ind kommer Max, med en blond pige. Jeg kigger nærmere på pigen og gisper da det går op for mig, hvem det er. Pigen er Ciara Hamington, den kloge, smukke pige fra min og Milas årgang. Ikke nok med det er hun sammen med de populære og spiller violin. Hvad laver hun her? Det kan Max ikke mene, bare man kigger på hende, får man opfattelsen af et alt for sødt jordbær.


”Hvad laver hun her? ” udbryder Mila og jeg i munden på hinanden. Ciara ser straks nervøs ud og begynder at sno en lok af hendes blonde hår, rundt om hendes pegefinger. Hvis hun skal være en del af gruppen, må hun lærer at skjule sin nervøsitet. Det går ikke med typiske tegn, så bliver det meget svært for hende; både når hun skal klare opgaver, men også når vi laver sjov med hende. Desuden er det lettere at blive accepteret af os, hvis man skjuler de følelsesmæssige sider. Vi føler ikke.


”Dette er gruppens nyeste medlem Ci- ” ”Ciara Hamington. ” afbryder Mila ham. Hun får straks et advarende blik fra Max. Man skal ikke afbryde Max, det bryder han sig ikke som om. Ja, der er måske nogle ting som vi ikke må, som alle gør, men vi må bare vænne sig til det. Og det kommer nok til at gå, det passer i hvert fald fint med mig.


”Kaylee og Mila? ” spørger hun og ser endnu mere forvirret og nervøs ud, end hun gjorde før. Og der så hun ret så forvirret og nervøs ud. Vi nikker begge og trækker på skuldrene, som om hun ikke inden i siger ’ja, klart. Kaylee og Mila, dukker aldrig op, selvfølgelig render de rundt og laver kriminelle ting’. Men på den anden side, hvis hun tænkte det, ville hun nok ikke befinde sig her, så ville hun ikke engang vide dette. ”Som om du ikke havde forventet det. ” jeg griner kort og koldt, og undlader at smile til hende. Hvorfor prøve at være sød, når hun altid har ignoreret mig?


Max ryster på hovedet af mig, men kan ikke lade være med at smile. Cam rejser sig op og lader Ciara sætte sig på hans plads. Han sætter sig for bordenden, over for Max plads, som Max selvfølgelig allerede har sat sig på. Han kigger kort rundt på os alle sammen, og smiler anerkendende; alle er her, alle til tiden, som han ønsker. Hans smilehuller kommer frem og jeg ser misundeligt på dem, jeg har kun et enkelt smilehul i min venstre kind. Jeg ville ønske jeg havde to. Max’ blik lander på Cam, hvilket er et tegn på, at han skal finde et navn som vi kan bruge til hende, så hun ikke alt for nemt bliver genkendt, hvis nu noget skulle gå galt.


”Okay. Hvad siger du til Cia? ” spørger han. Jeg synes det lyder godt og det kan man se på Max tilfredse nik, at han også synes. Cam er bare en forkortelse af Cameron, Jana er hendes rigtige navn, så vi plejer at kalde hende J og Milas rigtige navn er Camila. Jeg kender ikke Max rigtige navn, det kan være at det bare er hans navn.


Hans blik glider videre hen på Mila og jeg og vi ser smilende på hinanden, imens vi kigger vurderende på Cia. Efter at have studeret hendes ansigt, rejser jeg mig op, går op på den anden side og kigger på hendes hår. Mila gør det samme. Vi står for tøj, makeup og hårfarve.


”Vi starter ved første punkt, tøjstil. ” mumler Mila og kigger koncentreret på hendes tøj. Hun trækker Cia op at stå og tager den bløde, hvide skjorte i hendes hænder og betragter den nøje. ”Mørke farver, helst grå eller sort. Og hvis du kan, så køb en læderjakke. ” siger jeg efter at have set hendes hvide converse, hendes lyseblå jeans og hendes hvide skjorte. Hun nikker langsomt.


”I skolen må jeg godt gå i dette tøj, så der ikke er nogle der bliver nysgerrige, og prøver at finde ud af hvad der sker, ikke? ” spørger hun lavt og nervøst. Jeg slår en latter op og det samme gør de andre. ”Cia, du kommer ikke til at være helt så indblandet i skolen. ” jeg blinker til hende og undlader at sige, at det nu er for sent at bakke ud, hun ved om os.


Hun bider sig i læben og kigger ned. Det hun gør – viser åbenlyse tegn på at hun er nervøs – driver mig til vanvid. Har Max intet sagt, intet lært hende indtil videre? Hvis ikke må det være første gang, eller så er hun ikke åben for nye regler og nye ting som er vigtige at lære, men det bliver hun nød til. Hun ved om os, hun kan ikke forlade os, hvis hun gør og fortæller om os, er vi på spanden. Så det er måske alligevel godt at han ikke har sagt for meget, hvis nu hun ikke er til at stole på.


”Næste punkt, makeup. ” mit yndlingspunkt, fordi jeg er god til det. Jeg har aldrig været den kreative derhjemme, udover når det kommer til makeup. Der er jeg pænt god og så føler jeg mig også mere selvsikker end når jeg intet har i hovedet. ”Kig på Kay og J, de er gode eksempler. ” Mila peger først på mig, hvorefter hun peger hen på Jana.


”Videre. Jeg synes blå vil passe strålende til hendes øjne. ” Jeg tager en lok af hendes blonde hår op i min hånd. Mila nikker langsomt, men vælger at ryste på hovedet. ”Jeg vil nu mere sige lilla. ” siger hun og tager selv en hårlok op i hånden. Jeg kan godt se hvad hun mener, derfor nikker jeg ivrigt. ”Næste gang vi ser dig, kommer du med dit hår farvet, i en lilla farve. ” siger Mila bestemt.


Cia træder et skridt bagud og ser helt forskrækket ud. Hun ryster på hovedet og ser helt forvirret ud. Så slemt er det da heller ikke, hvis lilla ikke fungerer for hende, kan hun bare vælge en anden farve, når farven forsvinder, det er ikke fordi det ligefrem er permanent. Godt nok har håret ikke særlig godt af det, men man kan ikke tage hende seriøst hvis hun beholder sin blonde hårfarve.


”Men hvorfor har du og Cam ikke farvet hår? ” spørger hun forfærdet. Sukkende sætter jeg mig ned på stolen, som Cia før sad på. ”Vi har mørkt hår, de andre tre har selv valgt det, selvom de også har mørkt hår. Du er den første blondine, velkommen til blondie. ” smiler jeg.


*


Til sidst fik vi Cia til at anerkende, at sådan er det. Så næste gang møder hun forhåbentligt op med farvet hår, og så håber jeg ikke hun møder op hver dag i skolen, for det kan hun ikke. Vi laver mange ting midt på dagen, for der er der ikke lige så mange mennesker, for de fleste er i skole eller på arbejde. Men klokken er blevet lidt over et om natten, der var en del Cia skulle sættes ind i, så det tog en del tid. Men klokken er lidt over et, og lige nu står jeg foran hoveddøren og prøver at låse den op så lydløst som muligt.


Der er en ting jeg er lidt nysgerrig over; hvor sover drengene? De kan ikke alle være på Harrys værelse. Han har ikke det største værelse, det er okay stort, men ikke særlig stort. Sagt på en anden måde; det er ikke stort, men heller ikke småt. Jeg får døren op og lukker den stille i efter mig, jeg smider skoene og lister op af trappen, som uheldigvis knirker en del. Idet jeg kommer op, bliver lyset tændt og min mor står og kigger strengt på mig.


”Kaylee Styles, klokken er et om natten og du komme listende hjem, hvor har du været? ” spørger hun og har sat den strenge mine op. Jeg sukker tungt, klokken er et om natten, jeg er træt og gider ikke diskuterer med hende.


”Sammen med Mila. ” jeg folder armene hen over brystet og læner mig op ad dørkammen. Jeg kan i det mindste gøre det nogle lunde behageligt, den tid jeg skal stå her og høre på mors belærende ord, som ikke rigtigt virker længere. Den strenge mine og få ord, hjalp på mig da jeg var fem. Det er så femten år siden nu, jeg er ikke længere mors lille prinsesse, eller pigen med de vildt gode karakterer de fleste ville ønske de havde. Den tid er ovre. ”Du vover at komme så sent hjem igen, hvis du gør så- ” ”Så hvad? Så giver du mig stuearrest? ” siger jeg højt og griner hånligt.


Døren ind til Harrys værelse bliver åbnet og ud kommer Harry og tre andre drenge uden bluser på, og jeg må sige sikke et syn – selvfølgelig ikke Harry, det ville være klamt og tænke sådan om sin egen bror. De stirrer alle på mig og jeg nyder blot opmærksomheden.


Jeg går forbi en dreng med brunt hår. ”Tag et billede, det holder længere. ” jeg blinker til ham, inden jeg går direkte ind på mit eget værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...