Free Fall | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2015
  • Opdateret: 24 jan. 2016
  • Status: Igang
Kaylee Styles er søster til den verdenskendte Harry Styles. Der er gået to år siden hun sidst så Harry og hun er ikke til at kende. Hendes karaktere er faldet gevaldigt, hun hænger ud med de forkerte, er næsten aldrig hjemme om natten og hun har lagt alt der har noget at gøre med følelser, på hylden. En dag kommer Harry hjem og har de andre drenge fra hans band med, eftersom de har en pause på 18 måneder. Vil det lykkes drengene at komme tæt på Kaylee? Vil Harry få den søster han engang kendte tilbage? Vil venskaber opstå? Vil følelserne vende tilbage til Kaylee? Vil hun få følelser for nogle; som en af Harrys venner, eller en af hendes egne venner? Efter ikke at have følt længe, er det i hvert fald svært at vurdere hvor ens følelser ligger.

193Likes
207Kommentarer
66335Visninger
AA

2. 001.00

 [001.00]


Sukkende fører jeg en hårlok om bag mit højre øre, for tiende gang denne morgen. Den manglende søvn er begyndt, at kunne mærkes. Og det kan også ses. Her til morges da jeg kiggede på mit eget spejlbillede var de sorte rander under mine øjne, så tydelige at et gisp undslap min mund. Heldigvis har jeg den geniale opfindelse kaldet makeup, som kan klare en del.


”Kaylee, er det dig? ” Mors stemme lyder gennem gangen, der fører ud til køkkenet. Jeg sukker over hendes brug af mit rigtige navn, som den dag i dag kun få benytter sig af. Jeg vender mig om, idet hun kommer ud i køkkenet. Hun kan vidst se, at jeg har i sinde at smutte inden hun begynder at starte en samtale op og nikker derfor hen mod en af stolene ved bordet. ”Sæt dig, vi skal lige tale sammen. ” siger hun bestemt.


Jeg ruller med øjnene og glider ned på en af stolene, der står ved spisebordet. Jeg sætter mig helt på kanten, så det er let at smutte, hvis hun igen begynder at snakke om at vi skal finde en psykolog, eller om at hun er bekymret for de faldende karaktere. Hun sætter sig ned over for mig og hun kigger mig i øjnene, som om hun kan få noget ud af det.


”Harry kommer hjem i dag, lige inden vi skal spise. ” siger hun lige ud. Det overrasker mig lidt, jeg har ikke set ham i to år. Eller han var på besøg i to dages tid, for nogle måneder siden, men der overnattede jeg hjemme hos Mila, en af de eneste venner jeg har tilbage. ”Jeg er ligeglad. ” min stemme er kold og hård, præcis som jeg ønsker den. Så er den under kontrol.


Hun rykker lidt på sig og man kan se hun begynder, at føle sig nervøs ved at sidde over for mig og snakke med mig. Det er meget få gange det sker og det er for det meste, lige efter skoleinspektøren har ringet, at hun beslutter sig for at vi skal snakke. Det er som om hun har brug for et lille skub af en anden person, før hun kan snakke med mig.
”De andre drenge kommer også. ”


”Det interesserer mig stadig ikke. ” Idet ordende forlader min mund, kigger hun ned i bordet. Jeg kigger hen på det runde ur, klokken er ti minutter i otte, hvilket selvfølgelig betyder, at jeg skal møde om ti minutter. Mit blik rykker sig tilbage på mor, der har taget sig sammen til at kigge på mig igen.


”Skoleinspektøren har ringet. ” hun pakker det ikke engang ind, som hun plejer. Hurtigt har jeg rejst mig brat op, så stolen er røget bagud med en irriterende skrabende lyd. De bliver stoppet af væggen, men der er jeg allerede ude i gangen og to sekunder senere er jeg ude i entreen, hvor min skoletaske står så fint. Der er ingen skolebøger i, eftersom de ’uheldigvis’ blev spist af en tilfældig hund på gaden. ”Jeg tager i skole. ” råber jeg højt, svinger tasken over min skulder og er ude af døren.


Kulden rammer mig idet jeg er ude og jeg trækker min sorte hættetrøje tættere omkring mig. Med langsomme skridt går jeg mod skolen, den eneste grund til at jeg kommer, er fordi det er fredag og jeg ved Mila også vil være der. Og så har jeg ikke været der i mange, mange dage og jeg vil ikke have at skoleinspektøren forlanger et møde med mine forældre og jeg. Da skolen kommer i syne, er klokken blevet lidt over otte og jeg sænker yderligere farten. Jeg kommer ind på skolen og gangene er tomme, selvfølgelig er de det, klokken er blevet ti minutter over otte og næsten alle der går her, skal være så ordentlige og komme til tiden og det hele.


Jeg overvejer ikke engang at banke på, jeg trækker bare ned i håndtaget og vader direkte ind i klassen. Alles blikke bliver vendt mod mig og jeg nyder opmærksomheden fuldt ud, så længe det er denne form for opmærksomhed. Min lærer, mr. Hall, kigger på mig og jeg stirrer tilbage på ham.


”Du er sent på den, Styles. ” mumler han og kigger irriteret på mig, sikkert over at jeg kommer brasende ind og forstyrrer hans undervisning, som er ret så kedelig, men som han ellers selv finder vildt spændende. For resten har han et eller andet med efternavne, han er den eneste lærer på skolen der benytter sig af vores efternavne.


”Men jeg er her, Hall. ” jeg blinker til ham og går ned bagerst i lokalet og sætter mig ved siden af Mila.


*


Måden Mila og jeg mødte hinanden, var igennem en gruppe ledt af Max. Vi er begge en del af den, samt Cam og Jana. Så vi er fem, hvilket er fint, fordi vi klarer os fint. Gruppen er kaldet X og jeg kom med, ved at møde Max på en af mine første gåture klokken tre om natten. Og jeg kan lige så godt ligge alle kortene på bordet nu; Vi gør ikke ting der er lovlige.


Men lige nu er vi alle, undtagen Max, samlet omkring et bord i hjørnet af kantinen. Mila og jeg går på andet år og Cam og Jana går på sidste år og Max er for længst færdig med alt der har med skole at gøre.


”Jeg er helt sikker på at det bevægede sig, han bærer en paryk. ” Jana folder stædigt armene over brystet og kigger på Cam, der lige så stædigt ryster afvisende på hovedet. Han modsiger altid Jana, selvom han for det meste er enig, for det er jo tydeligt at vores engelsk lærer, mr. McAllister, bærer en paryk.


”Nu ikke mere om hans paryk, ved i hvorfor Max vil have os til at mødes i aften? ” spørger Mila og kigger rundt på os alle tre. Vi alle ryster på hovedet, han gjorde det meget klart, at vi alle skulle møde op i aften. Så det må åbenbart være noget meget vigtigt, ellers ville det være lidt mere frivilligt om man ville komme.


Klokken ringer og larmen bliver straks højere. Lyde af stole der bliver skubbet tilbage lyder flere steder i kantinen og en gang igennem giver det genlyd. Som om jeg gider to timers matematik, det står ikke lige øverst på min liste over ting, som jeg faktisk har lyst til. Stod det til mig ville jeg lave alt andet end at sidde i en kantine, med råbende teenagere der håber på det helt perfekte tumblr liv. Larmen forsvinder lige så stille indtil vi fire, er de eneste tilbage i kantinen.


”Nogle der er med på at pjække fra de sidste timer og rent faktisk lave noget interessant? ” jeg ser spørgende rundt på dem og de kommer hurtigt med små kommentarer som ”altid”, ”så længe det er bedre end dette helvede” og ”jeg tror allerede du kender svaret”.


Det kan godt være de mener at man kommer og er der hele dagen, men hellere at man kommer og går, end at man bare bliver væk, ikke sandt?

***

Det er et meget kort kapitel, men den skulle startes op på en eller anden måde, og så er det med et kort kapitel, end med intet kapitel. De næste kapitler bliver længere. Men jeg håber i kan lide starten <3

- Isabella

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...