Samtaler i mørket - Oneshot

Mørket vil finde dig, mørket vil byde dig ind. Men er du først gået ind, kan du aldrig finde vejen tilbage til lyset.

0Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

1. Samtaler i mørket

Jeg går rastløst rundt, mit hoved snurre, jeg kan ikke stå stille. Jeg er blevet rastløs. Alt gør ondt indeni, jeg forstår ikke hvordan vi endte her. At han var sådan, at han kunne gøre noget så forfærdeligt mod en anden person. Hvem er han, jeg kender ham slet ikke mere. Hvordan er han endt sådan. Jeg gav ham alt, alt min kærlighed og omsorg. Men nu, er det som om jeg er helt tom indeni. Hans øjne var lige så tomme, som jeg nu føler mig tom. Det var som om han kiggede ind i min sjæl, og tog alt godt med ud. Det er forsvundet, stjålet fra mit indre. Jeg er blevet hul, og mørk indeni. Og alt dette er hans skyld. Han er blevet til et monster. Et monster jeg aldrig ville kunne se i øjnene igen.

Jeg var sikker på vi skulle være sammen til døden os skiller, og endda efter det. Vi skulle ende i himlen sammen, hvor vi der skulle vente på vores elskede børn, så vi atter igen alle skulle blive samlet som en stor lykkelig familie igen. Jeg elsker ham, men mit hjerte visner, og det samme gør mine følelser. Han er ved at dræbe mig indvendig. Det køre på replay i mit hoved som en film, jeg ser for mig. Hans muskuløse, tatoverede overarme slå løs på den anden unge mand. Hvordan hans store hænder tager om hans hals, hvordan den unge mands ansigt farve stille skifter farve til blå, og langsomt videre til helt hvid, i det han står og klemmer alt liv ud at den unge mand. Presset op af muren, mens den unge mand helt stopper med at trække vejret. Han bliver slap i hele kroppen, så han ender med at blive kastet ned på jorden. Min elskedes blik, rammer mit som et lyn, hans øjne er blanke, nærmest døde at kigge ind i. Som om alt liv, og gnisten til at leve, er forsvundet fra hans krop, han er som en levende død. Det var skræmmende, som et traume, jeg aldrig ville kunne komme af med igen. At se den person, du elsker mest i verden, blive forvandlet til alt du frygter, og vil gemme sig for. Er det værste jeg nogensinde har følt, og oplevet.

Jeg græder, men jeg ikke bare hulker, jeg skriger, river mig selv i håret, jeg er helt panisk. Jeg er gået fra forstanden. Jeg ved slet ikke hvordan jeg kan beskrive det, men det vil ikke stoppe. Og alt gør ondt, så ondt det slet ikke er til at holde ud. Jeg er hjemme i vores lejlighed. Her tomt, stille, ud over den larm som sker oppe i mit hoved. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg kan ikke engang være i min egen krop længere. Jeg tager min pakke med cigaretter, og forsvinder ud af lejligheden. Det er for hårdt at være i lejlighed, alle minderne som strømmer ind over mit sind, men bliver smadret af filmen, som køre på replay. Jeg løber ned af trapperne, men det er svært, mine ben skælver så meget, at de næsten brækker sammen under mig. Hele min krop svækkes, og den ryster. Ikke færdig jeg fryser, men af frygt. Frygt for at han skal finde mig, og vil gøre det samme mod mig. Fordi jeg var der som vidne, og bare stak af. Sikkert at han tror, at han ikke kan stole på mig, men det kan han. Jeg ville aldrig kunne gå til politiet. Jeg ville aldrig kunne anmelde min egen elskede. Jeg elsker ham jo, jeg vil ikke se ham lide i en fængselscelle. Det elsker jeg ham for højt til. Men også bare at tænke på, hvad han måske kunne finde på at gøre ved mig, hvis han så kommer ud igen en dag. Tankerne er næsten ved at sprænge mit hoved.

Jeg når endelig ned for enden af alle trapperne, og løber ud af den store trædør, med de store glasvinduer i. Selvom det ene dog er smadret. Men ikke helt igennem, så kold luft suser ind. Jeg når ud på gaden, og prøver at gå stille og roligt ned af fortovet, for ikke at virke mistænksom. Men med mine ben som skælver så meget under mig, og frygten ved hver person jeg ser. Så går jeg hurtigt, nærmest løber, men alligevel ikke.  Jeg prøver at tage min pakke med cigaretter op af lommen, i min læderjakke. Det lykkedes for mig at få pakken op, uden at tabe den. Men at få i cigaret op af pakken, blev lidt sværer. Mine hænder ryster, som jeg aldrig vidste hænder kunne ryste. Jeg får fat i lighteren, prøver at ramme ilden mod cigaretten. Jeg sætter i et skrig da jeg rammer ved siden af så ilden rander op af min hånd. Jeg taber lighteren, og cigaretten ned på fortovet. Jeg tager mig til hånden, det er dog kun et lille brandsår på min pegefinger. Men dog alligevel fra min negl, og ned til min knog. Og lidt på min midter finger. Min hånd dunker af smerte. Jeg bider mig kort i læben, for at prøve at få lidt kontrol over mig selv. Jeg stamper i jorden, og kniber øjnene sammen. Hvordan er mit liv endt ud i dette. I går lå vi begge i sofaen, og så film, oppe i vores egen lejlighed, hvor vi har boet i snart et halvt år. Jeg lå ind mod han bryst, med hans arm omkring mig, hvor lyden af hans hjertebanken gav mig tryghed. Men nu er alt gået i stykker, den verden jeg kendte til, for bare nogle timer siden, er nu ved at falde helt fra hinanden. Den eneste lyd jeg kan hører omkring mig er en latter, den klamme latter som kom fra hans mund, i det han står med den unge mand presset op af muren. 

Jeg sætter mig ned på hug, og samler cigaretten, og lighteren op. Jeg får den endelig tændt, uden at ilden rammer mig selv. Jeg suger røgen så langt ned i mine lunger, som overhovedet muligt. Og puster stille røgen ud. Jeg rejser mig stille igen, og går videre ned af fortovet. Ingen mennesker er at se omkring mig. Selvom om vi nærmest bor i midten af Århus. Men ned af dette fortov, et par kilometer, og vi ender ned i skoven. Jeg håber at kunne finde lidt fred til mit hoved i skoven. Håber skoven vil fører mit sande jeg, tilbage til mig. Der stadig lidt lys på himlen, da det er midt i juni. Køligt er her heller ikke, men dejlig lunt, med dog kommer en lille kold brise engang imellem. Mine fødder gør ondt i disse højhælede sko, hvor kun et par timer er mere end fint. Ellers kan jeg næsten ikke sætte mine fødder ned vandret. Jeg går hen til muren af et lejlighedskompleks, og støtter mig op ad det, og tager stille og roligt skoene af. Jeg træder forsigtigt ned på mine fødder, det gør ondt lige først, men det er også et eller andet sted befriende dejligt. Jeg går igen videre ned af fortovet, men min smøg i hånden og skoene i den anden. Tårerne triller stadig ned af mine kinder. Filmen kommer nu kun med mine tanker. Jeg er mere rolig. Men stadig føler jeg mig ødelagt. Ja nærmest svigtet af min elskede. 

Jeg ser skoven længere fremme i det svage lys fra nattehimlen, som lyser op i smukke farve. Det får mig normalt til at smile. Men nu gør det bare ondt, at se noget smukt. For alt jeg så som smukt, er nu væk. Det er ødelagt. Den lille port ind til den indhegnede skov er lukket, men dog til at åbne for alle. Jeg åbner porten og går ind i mørket, i den lille skov. Jeg smider mine sko ved porten, og fortsætter ned af en, af de mange stier. Intet lys er at se. Andet end det lys fra himlen, som er ved at forvandle sig til den mørkeblå farve, som vi alle kender som den klassiske nattehimmel. Min mobil brummer i min lomme, jeg får et chok ved lyden. Jeg sætter mig ned i den tørre skovbund, og læner mig op af det nærmeste træ. Jeg tager den op af lommen. Et sus går gennem min krop, da jeg ser på skærmen af min mobil. Det ham, hans navn lyser op på min skærm. Jeg kan ikke tage den, jeg stirre bare på skærmen. Min krop gør intet, andet end min rysten som lige så stille begynder at komme tilbage igen. Jeg smider mobilen hårdt ned mod jorden. Samler benene ind til mig selv, og gemmer mit hoved væk ned i mine knæ. Det hele virker bare ikke virkeligt.

Jeg hører den vibrere igen. Jeg græder endnu mere, for hver gang jeg hører den vibrere. Den bliver ved. Det føltes hvert fald sådan. I en bevægelse, jeg slet ikke var klar over, læner jeg mig fremover, og tager fat i min mobil. Den ringer stadig, det er tolde gang han ringer. Jeg stirre bare på den igen. Min finger kan ikke køre over skærmen, det virker så umuligt. Mobilen stopper med at vibrerer. Men der går ikke mere end tyve sekunder, så lyser skærmen op igen, med det samme navn stående på. Uden jeg selv ved det, stryger min finger over mobilens skærm, og opkaldet er taget. “Elskede er det dig?!”, lyder stemmen gennem mobilen, med det samme. Jeg er som frosset, min tunge fungere ikke, jeg kan slet ikke snakke, ikke engang få fremstammet et lille ord. “Hallo er du der?!”, råber en nevøers stemme. “J jj ja”, får jeg fremstammet, men næsten som en hvisken. Jeg er bange, ja jeg nærmest frygter for mit eget liv. En frygt jeg aldrig troede jeg skulle komme til at føle. “Er du okay? du forsvandt fra natklubben så hurtigt. Vi bliver nødt til at snakke. Er du i lejligheden? Fortæl mig hvor du er, så kommer jeg og henter dig.” Stemmen blev ved, men jeg kunne ikke svarer, han ville finde mig. Sikkert gøre det samme mod mig, som hvad han gjorde mod den unge mand. Han tog en uskyldig mands liv. Noget jeg aldrig vil kunne tilgive ham for. Og nok aldrig, kunne se ham i øjnene igen for. “Hallo! Er du der?! Svar mig!”, begyndte han at råbe. Jeg græd igen, og det ville ikke stoppe, lyden af hans råben gjorde ondt indeni. Nærmest som blev der stukket tusindvis af knive i mig. Sådan en stor smerte, følte jeg, den var så ubehabehalig, at jeg ikke tror jeg har følt noget mere ubehageligt. Jeg tog mobilen, og lagde på. I det samme der var lagt på, kastede jeg atter mobilen væk igen, men denne gang meget længere end før. Jeg kunne ikke engang se hvor den landede. Jeg hørte lyden da den ramte skovbunden, nogle meter længere inde i skoven. Igen samlede jeg mig sammen helt ind til mig selv, og græd. Det kunne bare ikke stoppe. Jeg sidder selv i mørket, så mutters alene. Uden nogen. Ingen at snakke med, ingen jeg har lyst til at snakke med. Det er forfærdeligt. Et levende mareridt. Det eneste der mangler er, at jeg forlader denne jord, at jeg farer til vejrs, op til vore skaber. Han vil sikkert være der for mig, der vil være lys, og en god slutning på dette forfærdelige kapitel. Han vil vække mig fra dette mareridt. Få mig væk fra min elskede, som myrdede en uskyldig ung mand. Han sende ham helvede hvor han hører til, han vil ende i helved, og blive der, og leve i sorg. 

Jeg vil sørge. Sørge for resten af mit liv. Alt på grund af en enkelt ting. Min egen elskede. Som så pludseligt, forvandlede sig selv til et monster. Min eneste ven nu, er mørket. Jeg føler mig hjemme her, her i skovens mørke dyb, hvor jeg kun er mig. Hvor ingen er til fare for mig. Eller kun mig selv er fare mod mig. Men intet lys er at se. Folk siger “Der er lys for enden af tunnelen”, men hvad så med skoven, her er ingen ende, og ingen lys forenden, hvad gør man så for at finde tilbage til lykke. Jeg vil til alt evighed være fanget i mørket. Mit nye hjem, og min nye ven. Jeg spørg stille mig selv igen, hvordan er jeg endt her? Ikke engang jeg selv, kan svare på det, hvem kan så? Alt var godt i går, men nu er alt dystert og mørkt. Ingen lys at se, andet end den gnist som langsomt slukkes i mine øjne. Alt er forfærdeligt nu, og min verden er ødelagt. Han har ødelagt mig. Kun med med denne ene, forfærdelige, utilgivelige oplevelse. Er jeg nu overrakt til mørket, det onde, det kolde, livet uden varme eller lys. Jeg er som en død til denne verden. Jeg er ikke længere eksisterende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...