6:24 C.H

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 dec. 2015
  • Opdateret: 17 jan. 2016
  • Status: Igang


Michelle Clifford.
Pigen uden gardiner, der elsker at studere mennesker.

Calum Hood.
Drengen der altid har været der, men aldrig er blevet studeret.

6Likes
2Kommentarer
804Visninger
AA

9. 8

"She had blue skin, and so did he. He kept it hid, and so did she. They searched for blue their whole life through, then passed right by, and never knew. " 

Dagen begyndte at gå frem ad. Mennesker var ankommet i caféen, og Luke var begyndt at arbejde. Jeg havde bestilt en muffin og en kop kaffe, den smagte af lort, men jeg blev alligevel ved med at drikke af den. Jeg sad stadig ved disken, og indimellem kom Luke hen og snakkede lidt med mig. Det var ikke de store ting han sagde, men det var behageligt, og på en fjern måde meget "venne agtigt". 

Jeg smilede ved tanken om et venskab med en person som Luke. Da jeg først mødte ham for nogle uger siden, var han så irriterende på en akavet måde, men som han var lige nu havde jeg fejldømt ham. Jeg kiggede kort efter Luke, men kunne ikke finde ham, så jeg sukkede.

Min muffin var spist for længst, og klokken var ved at være 12. Jeg skulle til at rejse mig og gå, da Michael og Calum kom grinede ind i cafeen.

Var de på talefod igen? Dumt spørgsmål Michelle, de er tydeligvis besties igen. Jeg smilede, men stoppede hurtigt, da jeg opdagede, at det nok var bedst, hvis jeg skred hurtigt og usynligt. Jeg kiggede væk fra dem, og prøvede at udtænke en plan, da Lukes stemme lød et sted oppe fra. 

"Det ser ud til dine drenge er her, " hviskede han drillende, hvilket fik mig til at rulle med øjne. 

"Hey Lucas! " Råbte Calum bagefter, og jeg kiggede advarende på Luke. 

"Hej Cal, " smilede han mod ham og Michael, og ignorerede mit blik. 

"Luke, " hørte jeg Michael sige, og jeg kunne nærmest høre hans store smil i hans stemme. 

Jeg hørte deres tunge skridt komme nærmere, og kort efter satte Calum sig lige ved siden af mig. Jeg rykkede mig ikke bare lidt, og tog en dyb indånding. 

Han havde ikke set mig. Han havde ikke opdaget, at det faktisk var mig, der sad ved siden af ham, jeg ikke kunne lade vær med at grine en smule ham. Den dreng var simpelthen så uopmærksom, at det nærmest gjorde ondt. 

Luke kiggede kort på mig, men jeg prøvede alt jeg kunne for at ignorere hans blik. 

"Så i er på talefod igen, " spurgte Luke dem smilende, og de nikkede. 

"Malum er tilbage! " Fastslog Calum, og Luke kiggede tilbage på mig, og smilede skummelt. 

"Men hvad så med Michelle? " Spurgte han uskyldigt. Jeg rynkede næsen, men lyttede stadig nysgerrigt. 

"Ikke noget med Michelle, " mumlede Michael irriteret, Calum rykkede sig lidt på stolen, og kløede sig i håret. 

"Ja, " sukkede han, og jeg kiggede forvirret op på Luke. 

"Har i ikke snakket om hende? " Spurgte han igen ih så uskyldigt, og det mumlede begge to et stille nej. 

Jeg tog en tår af min kaffe(som efterhånden var blevet meget kold), og lagde et par drikkepenge til Luke. 

Jeg gad ikke lytte til den samtale mere. Den var ikke lavet for mine øre at lytte til, så jeg prøvede at lave de mindste håndbevægelser og den mindste lyd, og lydløst  smutte. 

Det hele gik egentlig fint, indtil Calum vendte sit hoved, og kiggede mig direkte i øjnene. 

"Øhm, " mumlede han imod mig. 

Michael og Luke var faldet i en dyb samtale, som Calum må være faldet ud af. 

"Shh, " tyssede jeg aggressivt, og han nikkede bare fjernt. 

Jeg rejste mig derefter fra disken, og småløb ud at cafeen. Da jeg nåede den anden side af døren, åndede jeg lettet op. Det vigtigste var, at Michael ikke så mig, og det gjorde han heller ikke, så missionen var klaret. 

Jeg begyndte roligt at gå mod mit hjem, da jeg blev trukket let i skulderen. 

"Hej, " smilede Calum mod mig, og jeg smilede lettet mod Calum. 

"Jeg troede fandme, du var en voldtægtsmand i 2 sekunder, " grinte jeg roligt, men stoppede lidt efter, og rettede mig op. 

"Hvad vil du? " Spurgte jeg Calum, og han trak på skuldrene. 

"Sige hej tror jeg, " svarede han, og trak endnu engang på skuldrene. 

Jeg kiggede forvirret på ham, og hans ansigtsudtryk, blev pludselig nervøs. 

"Jeg har et spørgsmål... " Sagde han lidt efter, og jeg nikkede som svar. 

"Hader du mig? " mumlede han lavt, og jeg kiggede chokeret på ham. 

"Ikke mere end alle andre nej... " svarede jeg ham forvirret, og han kiggede bekymret på mig. 

"Det er fordi..."    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...