Min drømmefyr

Den 16-årige Line lever et ganske normalt teenageliv!
Hun har to brødre og er den eneste pige, hvilket nok også er grunden til at hun tilbringer mange timer med bedsteveninden Katrine, hvor de blandt andet snakker om drømmefyrene, der minder om Harry Styles!

Men en dag, møder Line en dreng, som vender op og ned på hendes hverdag. Måske er hun ikke længere så normal, som hun troede hun var?

7Likes
1Kommentarer
1065Visninger
AA

5. Tilbage til virkeligheden

Da jeg kom hjem, råbte jeg "Hej!" Men ingen svarede så jeg gik ud fra at de ikke var hjemme. Jeg gik ud i køkkenet og min tanke var rigtig, for der lå en seddel til mig.

 

Hej søde!

Håber du er okay??

Vi er ikke hjemme, drengene er hos farmor og vi er på arbejde, så vi kommer nok først hjem ved en 22-tiden. Der står noget mad du kan varme i køleskabet, og ellers ligger der nogle penge til en pizza!

Jeg ringer på et tidspunkt, og hører til dig.

 

Knus mor

 

Mine forældre arbejdede for det samme firma. -Vestas, min mor som kontorassistent og min far som souschef for afdelingen i vores by. Så der var tit at de havde de samme arbejdstider og arrangementer. Jeg ville skyde på, at denne onsdag stod på bestyrelsesmøde og møde i de forskellige afdelinger.

 

Jeg så på klokken, den var allerede 16.30-jeg havde brugt hele min dag på hospitalet med Karl. Den dreng fik mig til at glemme tid og sted. Han var lidt underlig, sådan at bruge sin fridag sammen med mig-en fremmed.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle synes om ham, men det ville tiden vel vise...

 

 

Jeg var gået ud i køkkenet og havde fundet en tallerken med en portion spaghetti og kødsovs! Lækkert, tænkte jeg og satte det ind i mikrobølgeovnen og tændte ellers for den. Jeg fandt noget bestik imens og besluttede mig for, at jeg i dag godt måtte spise foran fjernsynet i stuen. Arh, jeg elskede bare at være alene hjemme. Så kunne man selv bestemme hvad man ville gøre og hvornår man ville gøre det. Mikrobølgeovnen bippede færdig og jeg tog ellers mine ting, en kande vand og et glas og satte mig ind i sofaen. Jeg kiggede rundt efter en fjernbetjening. Øv, August måtte have smidt den et eller andet dumt sted hen. Wow hvor kunne min lillebror være træls nogengange, tænkte jeg, da jeg måtte rejse mig fra sofaen for at gå hen og trykke på selve tv'et for at få det tændt.

 

Der var ingenting spændende i fjernsynet, så jeg endte med at sidde med min mobil og tjekke Facebook.

Fjernsynet kørte i baggrunden og jeg lagde ikke rigtigt mærke til hvad der skete. Men et bestemt navn fik mig til at fjerne mit blik fra min telefon. Jeg gik hen til fjernsynet og skruede højere op. "Harry Styles er med os i dag fra hans hjemmekamera. Hej Harry!" Sagde en kvindelig vært og vendte blikket mod en stor skærm ved siden af hende. Der sad han, min drømmefyr! Med de flotte brune krøller og de grønne øjne! "Wow, hvor ville jeg misunde den pige, der engang ville blive hans kone!" Tænkte jeg, mens jeg gjorde alt for ikke at savle ud over mig selv. Mens jeg sad der i mine egne tanker, snakkede de to i fjernsynet om et eller andet praktikjob, Harry havde fået. Et job han havde valgt frem for at være med i bandet, hvilket var grundet til at de nu holdte pause. Jeg nåede ikke at høre hvilket job han havde fået, da min telefon lige pludselig begyndte at ringe. "Hej!" Sagde jeg, i det jeg tog telefonen op til øret, mens jeg gik hen til fjernsynet for at skrue lidt ned.

 

 

"Hej skat! Er du okay??" Sagde min dejlige mor, mens jeg kunne høre bekymringen strømme ud af hendes stemme. "De ringede fra hospitalet og fortalte hvad der var sket. Jeg ville gerne være kommet forbi og have hentet dig, men vi havde et rigtig vigtigt møde. Gik det?" Spurgte hun og stoppede med at snakke.

"Ja, jeg er okay, tror jeg. Jeg stødte på en praktikant på sygehuset, som havde fri, og så snakkede vi lidt og jeg fik et lift hjem af ham." Sagde jeg og rejste mig fra sofaen hvor jeg sad, for at tage min tallerken ud i køkkenet.

Jeg havde en underlig ting, med aldrig at kunne forholde mig stille når jeg snakkede i telefon. Så det var nok også en af grundene til at jeg var så godt til at multitaske. "Årh, det var godt skat. Jeg var virkelig ked af det." Sagde min mor, og jeg kunne høre, hvordan hendes dårlige samvittighed dukkede op bag hendes stemme. Hun havde på et tidspunkt fået en underlig tanke i sit hoved, om at hun arbejdede for meget og derfor var en dårlig mor. "Mor, det går nok. Hvis ikke Karl havde givet mig et lift, havde jeg nok bare taget bussen eller så'n noget. Det er ikke det store." Sagde jeg. Det var blevet lidt en vane, at jeg som svar på min mors bekymringer, var blevet godt til at finde på halv-løgne så hun ville få det bedre. "Mor, jeg tror, jeg går i seng nu. Jeg er rimelig træt og så'n." Sagde jeg stille. "Ja selvfølgelig er du det. Det har været en lang dag. Hvad med om du holder en fridag i morgen, og så kan jeg se om jeg kan rykke min arbejdstid lidt, så vi kan spise frokost sammen?" Svarede min mor. "Ja, det kunne være hyggeligt." Sagde jeg. "Super det er en aftale. Jeg må også tilbage til arbejdet. Du låser bare dørene, for far og jeg kommer først hjem sent. Drengene bliver og sover hos farmor." Sagde mor, og den dårlige samvittighed lød igen i hendes stemme. "Okay, det skal jeg nok. Jeg elsker dig, og hils far." Sagde jeg, inden jeg lagde på for at traske ud mod døren, låse den og ellers gå op på mit værelse. Jeg fandt hurtigt min seng og gik ellers ud som et lys.

 

 

 

Jeg sad og snakkede med Karl, han smilede varmt og dejligt til mig. Men lige pludselig forsvandt han og blev skiftet ud af en vej og en bil.

"LIIINEEE!!" Skreg Katrine og jeg kunne høre lyden af hendes krop der bumpede mod bilen.

 

 

Jeg satte mig op i sengen med et sæt, mit hjerte galopperede afsted. Katrine! Jeg burde ringe til hendes mor og høre hvordan det var gået. Jeg havde jo ellers aftalt med mig selv, at jeg ville vente på hospitalet til hun vågnede igen. Mit hjerte var ved at være tilbage til normalt tempo, da jeg hørte nogen rumstere nedenunder.

Jeg gøs, da den kolde luft ramte mig, fordi jeg løftede dynen for at gå nedenunder. Jeg åbnede min dør lige så stille, og kunne se noget lys nedenunder. Det ville sikkert bare være mine forældre, der var kommet hjem fra arbejde. Jeg trængte til at tænke på noget andet, så jeg kunne lige så godt se efter og hilse på dem. Jeg gik lige så stille ned, og var alligevel ved at falde over et trin. Typisk. Når man prøver at være lidt stille mislykkes det.

"Hej skat!" Sagde min mor, da jeg kom ned i køkkenet. Jeg gik hen og gav hende et kram. "Hej mor. Jeg tænkte på..." Startede jeg, men afbrød mig selv, da det nik egentlig var lidt en dum ide. "Hvad så skat?" Sagde min mor. "Jeg tænkte bare på, om vi ikke kunne ringe og høre hvordan det går med Katrine?!" Sagde jeg forsigtigt, men kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på. "Søde skat." Sagde min mor og trak mig ind i et varmt og moderligt kram. "Gå du op og sov, og så tager vi på hospitalet i morgen når du vågner?" Spurgte min mor og skænkede mig et glad vand. "Okay, tak!" Sagde jeg, drak vandet og gik ellers op i min seng igen.

 

Jeg vågnede ved lyden af fugle, årh pis, jeg havde glemt at lukke udluftningslemmen! Jeg prøvede at ignorere lyden udefra, men det lykkedes ikke. Jeg besluttede mig derfor for at droppe ideen med at falde i søvn igen, og fandt derfor min yndlingsbog "the last song". som lå lige ved min seng. Jeg gik stille hen til mit læsested-min dejlige vindueskarm, hvor jeg havde udsigt over en stor og flot del af byen. Det var der jeg sad og drømmede omkring min drømmefyr-Harry Styles.

Jeg fandt min mobil, satte noget one direction musik på og fordybede mig ellers i min bog.

Jeg var lige kommet til før den sørgelige del, da musikken i mine ører stoppede. Jeg lukkede bogen i, og kiggede undrende på min telefon-der var en der ringede til mig.

Det var ikke et nummer jeg lige kunne genkende, så da jeg tøvende tog telefonen til øret sagde jeg forsigtigt. "Det er Line?" "Nå, så må det være forkert nummer." Svarede en kæk stemme tilbage. En stemme som jeg følte, at jeg havde hørt et eller andet sted. "Hvem leder du da efter?" Spurgte jeg og overvejede at spørge hvem jeg snakkede med, men det ville også være lidt akavet. "Jeg leder efter... øhm... Den søde L?" Og da gik det op for mig hvem det var. "Er det dig Karl??" spurgte jeg smilende. "Ja, det er mig, og er du den søde L?" "Øhm... Ja, det må være mig!" Svarede jeg og vi brød ellers ud i grin. Da vi var kommet os over det værste grineflip, rømmede Karl sig og begyndte ellers at snakke. "Nårh, Line. Hvad skal du så bruge dagen i dag på?" "Øhm. Altså min mor har givet mig lov til at holde fri idag, så vi skal op og tjekke til Katrine på et tidspunkt, og så skal vi spise frokost inden at hun skal på arbejde... Hvad med dig?" Spurgte jeg. "Hmm.. Ser du, det var nok egentlig derfor, at jeg ringede. Fordi, jeg har fri i dag og i morgen, så jeg skal være sammen med nogle af mine venner. -du kan godt huske at jeg fortalte dig at jeg har haft en musikkarriere??" Spurgte Karl, og jeg var hurtig til at svare ja. "Jeg spillede faktisk i band med de her drenge, og det var faktisk på en måde mig der fik os splittet op.." sagde Karl stille. "Det er jeg ked af at høre." Sagde jeg og kunne næsten mærke hvordan Karls frustrationer blev overført til mig. "Men altså. I eftermiddag er så'n den første gang vi rigtigt skal være sammen efter vores 'brud' og jeg frygter at det bliver så'n akavet eller underligt." "Og jeg tænkte derfor på, om du mon ville tage med mig?" Spurgte Karl forsigtigt. Wow, det kom godt nok som en overraskelse for mig. Jeg vidste slet ikke helt hvad jeg skulle svare. På den ene side ville jeg rigtig gerne, fordi Karl var rigtig flink og vi kunne snakke godt sammen. Men på den anden side så havde vi jo først lige mødt hinanden i går. "Line, er du der stadig?" Spurgte Karl bekymret. "Ja, undskyld. Ja jeg er her, og ja selvfølgelig vil jeg med, hvis du altså tror det er okay for dine venner?" Sagde jeg. "Ja, det tror jeg ikke er noget problem for dem. De har også tit deres kærester eller venner med når vi er sammen. "Jamen så vil jeg da rigtig gerne." sagde jeg, og kunne allerede mærke at jeg glædede mig til at se Karl igen. "Tak Line." Sagde Karl. "Det er da det mindste jeg kan gøre efter alt det du gjorde for mig i går." Sagde jeg hurtigt tilbage og smilede for mig selv. I går havde faktisk været en rigtig dejlig dag på en dårlig dag.

"Men tak igen Line. Jeg kommer bare fordi dig ca. kl. 15?? For så skal vi mødes med de andre på en cafe tæt ved dig?!" Sagde Karl.

"Det er bare super, glæder mig til at møde dine venner." Svarede jeg, vi sagde farvel og lagde ellers på.

I dag skulle nok blive en spændende dag...

 

_______________________

Så kom der endelig et kapitel mere. Jeg har faktisk haft den klar i lidt tid, men jeg har ikke været særlig tilfreds med den... Men vi prøver, og jeg håber det er okay? :)

Lad mig endelig vide hvad i synes om den! 

Jeg undskylder for diverse tastefejl og så'n noget! :)

Jeg tror der kommer til at gå lidt tid inden det næste kapitel kommer... Vi skal i skolen til at have projektuge såe... :) 

xx Sarah 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...