Min drømmefyr

Den 16-årige Line lever et ganske normalt teenageliv!
Hun har to brødre og er den eneste pige, hvilket nok også er grunden til at hun tilbringer mange timer med bedsteveninden Katrine, hvor de blandt andet snakker om drømmefyrene, der minder om Harry Styles!

Men en dag, møder Line en dreng, som vender op og ned på hendes hverdag. Måske er hun ikke længere så normal, som hun troede hun var?

7Likes
1Kommentarer
1071Visninger
AA

4. Tak for turen Karl

Jeg havde siddet og snakket i lang tid på hospitalet sammen med Karl, da jeg kunne mærke at jeg skulle på toilet.

"Jeg skal altså lige på toilettet, ved du hvor der er et?" Spurgte jeg Karl.

"Det er lidt svært at forklare, men følg med så kan jeg vise dig det." Sagde han og rejste sig fra stolen.

"Ta...." Men nåede ikke at sige mere, for i mit forsøg på at rejse mig, var jeg lige ved at dejse omkring. "Line!" Sagde han hurtigt og inden jeg vidste af det, lå jeg i hans arme. "Er du okay?" Spurgte han bekymret og så mig i øjnene. "Ja, jeg tror bare lige jeg rejste mig for hurtigt op." Sagde jeg undskyldende og prøvede at stille mig op. Jeg rettede hurtigt på mon trøje, og sagde: "nå. Skal vi finde det toilet?" Karl kiggede lidt tid på mig men gik ellers af sted mod toiletterne. "Her er de. Jeg skal lige finde min mor og høre hende til noget." Sagde han og forlod mig ved toilettets dør. Jeg gik ind og låste døren! Gjorde det jeg skulle, men da jeg stod og skulle til at tørre mine hænder kunne jeg mærke hvordan jeg trængte til at sidde ned. Så jeg satte mig ned, op af væggen og med de våde hænder dryppende i mit skød.

 

Sådan tror jeg, at jeg sad længe, for lige pludselig var der en der ruskede stille i mig. "Line? Er du okay?" Spurgte en stemme jeg blev helt varm af. "Hmm.. Bare træt..." Mumlede jeg og gjorde honnør til at ville lægge mig ned på gulvet. En varm hånd stoppede mig i det. "Line. Du skal hjem og sove, kom, så kører jeg dig hjem." Sagde Karl og trak mig op. Jeg vaklede lidt, så han tog sin arm omkring mig for at støtte mig. Han førte mig ned af hospitalet gang og ud et sted der måtte være personaleparkeringen.

I det jeg tænkte over tingene poppede et spørgsmål op i mit hoved. " øhm. Karl??" "Jaer?" Mumlede han. "Må jeg godt stille dig et spørgsmål?" Spurgte jeg stille og kiggede forundret op på Karls brune krøller. "Ja da!" Svarede ham kækt og begyndte at famle i sine lommer efter en bilnøgle. "Hvorfor... " begyndte jeg, men svimmelheden overtog og jeg kunne mærke hvordan jeg blev slappere og Karls gren blev strammere. "Line??" Spurgte Karl stille om, mens han ruskede stille i mig. Jeg befandt mig et underligt sted. Lidt lig'som en drømmeverden, men samtidig kunne jeg høre hvad der skete omkring mig...

"LIINEE!!" Råbte Karl nu. Jeg rykkede lidt på mig. Sædet var blødt, jeg måtte side i hans bil nu. Lige så stille kom jeg til mig selv. Jeg kiggede forundret rundt i bilen, og kunne høre hvordan der var en der famlede i bagagerummet efter noget. Famleriet stoppede og Karl kom op ved siden af min dør. Han åbnede den og rakte mig en flaske vand samt en lille slikpose. "Her. Dit blodsukker må være ret lavt!" Konstaterede han og gik ellers rundt om bilen for at sætte sig ind bag rattet og starte bilen.

Det første par minutter var det kun slikpapirets skramlet der lød i bilen.

"Tak." Sagde jeg stille og drak det sidste vand. "Det var så lidt." Svarede Karl, kiggede hurtigt over på mig men vendte ellers øjnene tilbage på vejen.

"Jeg fik egentligt aldrig afsluttet mit spørgsmål..!" Begyndte jeg og kiggede over på Karl, hvor et flot smil lige så stille viste sig. "Neej, det var jo lig'som noget der forhindrede det!" Grinte han stille.

"Hvorfor har du egentligt brugt i dag sammen med mig?" Spurgte jeg, og så hvordan Karls smil forsvandt. "Altså jeg mener... Du er jo lig'som i praktik og så'n...?" Prøvede jeg at redde det.

"Altså... Egenligt fik jeg fri allerede da jeg skulle aflevere vandflasken til dig. Men jeg syntes, at du så ud, som om du kunne bruge lidt selvskab. Og så tænkte jeg, at jeg ingenting skulle i dag-så hvorfor ikke blive hos dig. Og det blev jeg kun glad for... Fordi efter at have snakket lidt tid med dig, virkede du bare som en rigtig sød pige." Afsluttede han, og hvis jeg ikke bildte mig det ind, syntes jeg, at jeg så lidt rød farve i hans kinder.

Jeg var helt mundlam. Han havde brugt hans fridag sammen med mig, en pige han knap nok kendte.

"Tak. For alting!" Sagde jeg.

Stilheden lagde sig igen over bilen, og blev kun afbrudt af Karl der spurgte hvor jeg boede, og mig der så sagde adressen.

"Så er vi her." Sagde Karl mens han slukkede bilen foran mit hus. jeg spændte mig sele op og skulle til at åbne døren. Men Karl havde været hurtigere så han stod allerede klar til at tage min hånd. "Det er jo ikke til at vide hvor stabil du er.." Sagde han og et stort smil brød frem. Jeg gengældte hans smil og tog ellers hans hånd. Jeg vaklede lidt og kunne mærke Karls store hænder på min hofte. Jeg kiggede op og mødte et grønt par øjne der allerede kiggede på mig. "Tak for i dag, og tak for hjælpen." Sagde jeg og trak ham ind i et kram, han gengældte krammet. "Det var så lidt. Og øhh Line?" Spurgte han og vi trak os fra hinanden. "Jae?" Svarede jeg. "Jeg tænkte på.. Må jeg godt få dit nummer?" Spurgte Karl genert. Min mave hoppede af glæde. "Ja da!" Sagde jeg stille for ikke at virke så ivrig som jeg var. Han rakte ned i sin lomme og fandt en iPhone 6 frem. Han låste den op med sit fingeraftryk og rakte den ellers til mig. Alt det i mens hans hånd stadig lå på min hofte for at støtte mig. Jeg tastede mit nummer ind og navngav mig selv "Den søde L💖" Jeg låste telefonen og rakte den tilbage til ham. "Tak" sagde han og gav mig et kram igen. Jeg gengældte det kort, og sagde ellers "Tak for turen Karl." Jeg gik op mod huset, og lige inden jeg lukkede døren op, vendte jeg mig om og mødte et par grønne øjne der fra bilen kiggede op på mig, for at sikre at jeg kom godt hjem. Jeg smilede og vinkede til Karl og gik ellers indenfor.  

 

 

_________________________

Nogle af jer har måske læst kapitlet, men der har været lidt problemer, så har lige publiceret de sidste to kapitler igen... Så må vi håbe det hjælper på det nu?? :)

 

xoxo Sarah

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...