Min drømmefyr

Den 16-årige Line lever et ganske normalt teenageliv!
Hun har to brødre og er den eneste pige, hvilket nok også er grunden til at hun tilbringer mange timer med bedsteveninden Katrine, hvor de blandt andet snakker om drømmefyrene, der minder om Harry Styles!

Men en dag, møder Line en dreng, som vender op og ned på hendes hverdag. Måske er hun ikke længere så normal, som hun troede hun var?

7Likes
1Kommentarer
1070Visninger
AA

3. Hun havde ikke cykelhjelm på

Det hele var sket så hurtigt, så jeg nåede ikke at reagere på noget som helst. Før jeg vidste af det blinkede blå og gule lys fra ambulancer omkring mig, men det eneste jeg kunne fokusere på var Katrines skingre skrig der blev ved med at give genlød i mit hoved.

 

Jeg stod i mine egne tanker, da jeg blev afbrudt af en dame i lægetøj. ”Hvem er du?” spurgte hun og kiggede på mig med et forsigtigt ansigt. ”Jeg… jeg er Line, bedsteveninde til Katrine.” sagde jeg forsigtigt og prøvede på ikke at græde. ”Årh søde ven. Så du hvad der skete?” spurgte hun forsigtigt igen. ”Det… Det… Det var vidst mig…. der var skyld i det…” sagde jeg og brød sammen. Damen trak mig ind i et stort moderligt kram. ”Kom med mig.” sagde hun og trak mig hen til en af lægebilerne.

 

”Kom her, sæt dig på den stol her.” sagde damen og pegede hen på en stol der stod på hospitalet, hvor vi var kørt hen. ”Jeg hedder Anne, og jeg er læge her på hospitalet. Du skal snart snakke med en politimand or at fortælle hvad der skete. Er der noget du vil have?” spurgte damen, der hed Anne mens hun smilte sødt til mig. ”Øhm… Har i noget vand?” spurgte jeg, mens jeg knugede mine hænder sammen, for ikke at vise hvor meget jeg rystede. ”Selvfølgelig, det finder jeg lige til dig. Vent her.” sagde Anne og gik. Tilbage sad jeg så med mig selv, mine rystende hænder og Katrines skrig der blev ved med at lyde i mit hoved. ”Værsgo. Anne sagde du trængte til noget vand.” sagde en eller anden. Jeg slap mine hænder for at tage imod vandflasken der blev stukket ind foran mit ansigt. ”Tak.” hviskede jeg stille og famlede med mine hænder for at skrue låget af. ”Skal jeg hjælpe med den der?” spurgte personen der havde sat sig ned i stolen ved siden af min. ”Ja tak.” jeg løftede hovedet fra mine hænder. Mine øjne mødte et par grønne øjne, der strålede af hjælpsomhed, og hans ansigt var omrammet af brunt og krøllet hår!!
 ”Værsgo.” sagde han og rakte mig flasken igen. ”Mange tak.” sagde jeg stille og tog en tår vand. ”Jeg hedder… øhm… Karl.” sagde drengen og rakte sin hånd frem mod mig. ”Jeg hedder Line…” sagde jeg og tog hans hånd lige så stille. Den var varm, blød og stor og gav mig en følelse af tryghed.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg forsigtigt da stilheden havde lagt sig over os igen. ”Jeg er i praktik her på hospitalet, min mor arbejder her også-Anne?” sagde han og kiggede spørgende hen på mig. ”Nårh… Hende der kørte mig herhen?” spurgte jeg. ”Ja. Det er hende. Jeg har altid syntes at hendes arbejde var spændende, men samtidig kan jeg også godt lide musik rigtig meget. Så jeg har været i musikbranchen i et par år nu, og ville prøve lidt noget andet.”  ”Spændende. Jeg har altid syntes at advokatbranchen var spændende. Men mine karakterer er vidst ikke helt høje nok til at blive optaget på advokatuddannelsen, så jeg er bare begyndt på en normal studentereksamen på det lokale gymnasium.”  sagde jeg. Det var helt dejligt bare at snakke om noget der ikke omhandlede hvad der var sket før i dag.

”Line Clausen??” spurgte en mandlig betjent. ”Ja, det er mig.” svarede jeg og kiggede op på den mandlige betjent.

”Farvel Karl, det var rart at snakke med dig.” sagde jeg smilende til Karl og fulgte ellers med den mandlige betjent ind i et rum der lignede et kontor. ”Værsgo at tage plads her.” sagde han, pegede på en af to stole der stod ved et skrivebord. ”Ja, Line. Jeg hedder James. Og jeg kan forstå at du var tilstede ved ulykken?” sagde betjenten der hed James. ”Ja. Det var jeg, og jeg tror faktisk… at det måske var mig der var skyld i ulykken.” sagde jeg stille og kiggede igen ned på mine hænder der nu rystede ret så meget. Bare tanken om ulykken og Katrines skrig gav min lyst til at lægge mig ned og ryste over hele kroppen… ”Fortæl hvad der skete Line.” sagde James venligt. ”Jo. Altså Katrine og jeg havde aftalt at skulle mødes med hinanden ved krydset for at skulle følges i skole. Jeg var i forvejen rimeligt stresset. Og jeg cyklede rimelig stærkt og… jeg tænkte mig slet ikke om før jeg krydsede vejen for at cykle hen til Katrine og jeg havde… jeg havde slet ikke tænkt på at der kunne komme nogle biler. Og så… og så… og det næste jeg ser er bare en bil der har kurs direkte mod Katrine og jeg når kun lige at rette op på min cykel før den fortsatte ukontrolleret hen mod Katrine…” jeg stoppede. Mit ansigt var helt våd af tårer og jeg kunne slet ikke tage mig sammen til at fortsætte fortællingen. ”Det er okay Line.” sagde James og rakte mig et lommetørklæde. ”Bare fortsæt når du er klar til det.” Jeg tog en dyb indånding og fortsatte ellers. ”Bilen snurrede rundt og det næste jeg hører er et kæmpe bump og Katrines skingre skrig… De næste par minutter kan jeg ingenting huske fra og det sidste jeg husker er at jeg tog med Anna hertil.” sluttede jeg og prøvede igen at få kontrol over mine rystende hænder. ”Jeg ved godt det her det er hårdt for dig Line. Jeg ved hvor tætte dig og Katrine er. Og det jeg skal til at sige til dig… Det kommer nok til at tage lidt hårdt på dig.” sagde James og kiggede roligt på mig. ”Katrine… Hun blev ramt ret hårdt af bilen, og hun havde ikke cykelhjelm på da det skete. Hun blev kørt rimelig hurtigt på hospitalet, men vi ved stadig ikke hvor slemt det er med hende endnu. Hun er stadig ved at blive opereret.” sagde James og slugte en klump i hans hals. ”Vi har ringet efter hendes forældre men vi kunne ikke få fat på dine forældre, så er der andre vi kan ringe til for at få dig hjem sikkert?” spurgte James… Jeg havde ingen ord, jeg kunne ikke snakke. Katrine-hun havde ikke haft cykelhjelm på, og jeg var skyld i hendes ulykke. Det var min skyld det hele, jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis hun døde. ”Jeg tror bare, jeg vil vente her, indtil jeg kan snakke med hende.” sagde jeg stille. ”Okay. Du er velkommen til at blive siddende herinde, men du kan også bare sætte dig ud på ventegangen.” sagde James stille. ”Tak for din historie Line, jeg er sikker på at Katrine nok skal klare sig.” sagde James og gik ellers ud fra kontoret.

 

Jeg sad og sundede mig i lidt tid, men kunne mærke at jeg var sulten, så jeg gik ellers ud for at finde et sted man kunne købe noget mad. "Line??" Var der en bag mig der spurgte. Jeg vendte mig forvirret rundt og mine øjne mødte en krøltot med grønne øjne. "Hey Karl." Sagde jeg og vendte ellers rundt igen, da han kom op ved siden af mig. "Hvad så, er du okay?" Spurgte han med en tone, der da jeg kiggede ham i hans dejlige øjne, brød sammen. "Årh..." Sagde han akavet og trak mig ellers ind i et dejligt og trygt kram. "Tag det roligt, det skal nok gå alt sammen." Sagde han på en eller anden speciel måde, der fik mig til næsten at tro på det han sagde. "Nej det skal ikke. Min bedsteveninde har været ude for en ulykke som jeg var skyld i! Jeg kan aldrig tilgive mig selv igen" Nærmest råbte jeg til ham og skubbede ham aggressivt væk. Karl kiggede underligt og lidt såret på mig. Det gik op for mig hvad jeg havde gjort og sagt. Jeg havde røbet mine inderste og dybeste tanker for en dreng jeg lige havde mødt. Han gjorde et eller andet ved mig, og jeg vidste ikke om det var godt eller dårligt!! 

  

 

_________________________

Så mødte Line.. Karl...?! :) 

Spændende hvad der mon bliver udviklet mellem dem?? 

 

-godt nytår forresten!! :)

 

xoxo Sarah

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...