Min drømmefyr

Den 16-årige Line lever et ganske normalt teenageliv!
Hun har to brødre og er den eneste pige, hvilket nok også er grunden til at hun tilbringer mange timer med bedsteveninden Katrine, hvor de blandt andet snakker om drømmefyrene, der minder om Harry Styles!

Men en dag, møder Line en dreng, som vender op og ned på hendes hverdag. Måske er hun ikke længere så normal, som hun troede hun var?

7Likes
1Kommentarer
1068Visninger
AA

6. Det er ikke din skyld.

 

Da jeg havde lagt mobilen væk gik jeg nedenunder for at få noget at spise. Min mor sad allerede klar i køkkenet, hun måtte have været oppe siden min far kørte. "Godmorgen skat." Sagde hun og kiggede op fra IPad'en "Godmorgen mor." Sagde jeg og slentrede hen til køleskabet. Der var ingen specielle ting, så det endte med en omgang pære/banan yoghurt. Det var nu også okay...

Jeg fandt en tallerken og hældte en portion op til mig selv. "Er der kaffe på kanden?" Spurgte jeg min mor om, da jeg så hendes tomme krus. "Ja, der er nok en lille smule. Men det er helt fra i morges da din far tog af sted, så du kan nok lige så godt bare lave noget nyt." Svarede hun og kiggede op fra IPad'en. "Har du sovet godt Line?" Spurgte hun og så bekymret på mig. Det måtte være de mørke render under mine øjne hun havde lagt mærke til. "Njarh... Jeg vågnede ret tideligt fordi jeg havde glemt at lukke udluftningslemmen." Sukkede jeg og tog ellers en mundfuld yoghurt.

"Igen? Det glemmer du da efterhånden ret tit. Man skulle ellers tro at du var ved at have lært det?!" Sagde min mor grinende. "Njarh... Ikke ligefrem, og så er det nok heller ikke så godt hvis man er træt samtidig." Sagde jeg og kom igen til at tænke på Katrine. "Hvornår kører vi hen til Katrine?" Spurgte jeg stille.

"Jeg tænkte at vi kunne køre nu her, når du er klar. Og så være der en times tid og så spise frokost?" Svarede min mor og pakkede IPad'en væk.

"Ja det er super, jeg går lige op og skifter tøj og så er jeg ellers klar?"  Jeg rejste mig fra bordet og tog min tallerken hen i opvaskemaskinen. Jeg spurtede op, og fandt hurtigt et sæt tøj at tage på. Det krøllede blonde hår satte jeg hurtigt op i en løs knold, og fandt en lille taske til min mobil.

"Jeg er klar nu." Halvråbte jeg da jeg styrtede ned ad trappen. Min mor stod allerede klar ved døren da jeg kom ned.

 

Turen hen til sygehuset foregik i tavshed. Min mor ville helst have stilhed når hun skulle køre bil, og jeg havde det fint med bare at sidde i stilhed og tænke. Jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg glædede mig til at se Katrine eller hvad jeg gjorde... Men jeg glædede mig i hvert fald til om eftermiddagen hvor jeg skulle være sammen med Karl, bare tanken om det gjorde mig helt blød i knæene selvom jeg sad ned. Min mor drejede ind på sygehusets parkeringsplads og vi gik ind for at finde den stue Katrine lå på. Vi fik hjælp af en meget sød sygeplejerske da vi kom ind, og vi fandt hurtigt Katrines stue. Vi blev mødt af Katrines mor i indgangen til stuen. Hun så virkelig træt ud, og de mørke rander under hendes øjne, fik hende til at se 10 år ældre ud. "Hej Line." Sagde hun stille og trak mig ind i et kram. "Jeg er så ked af det, det er jo min skyld det hele." Sagde jeg stille ind i hendes øre da jeg knugede hende ind til mig. "Line, det var ikke din skyld, det må du ikke tro det var." Sagde hun og trak mig ud og så mig dybt ind i øjnene. "Vel Line? Lov mig du vil stoppe med at sige det?!" Sagde hun og jeg sank den klump der havde samlet sig i min hals. "Okay." Svarede jeg stille og så ned i jorden. "Kom med, hun ligger her inde." Sagde Katrines mor og gjorde tegn til at vi skulle følge efter hende. Synet der mødte mig, var overraskende. Jeg havde ikke regnet med, at hun ville ligne sig selv så meget. Det eneste der var forskellen fra normalt, var den klamme hvide hospitalskjole hun hver på, og så det at hendes højre arm var i gips. Katrine rykkede på sig, og jeg fik øjenkontakt med hende. Et lille smil formede sig på hendes læber. "Hey Line." Sagde hun hæst, og jeg løb hen for at give hende et kram. "Hej søde. Hvordan har du det?" Spurgte jeg og satte mig på kanten af sengen. "Jeg er lidt træt, men ellers har jeg det okay." Svarede hun og rykkede sig lidt, så der var mere plads til mig. "Det hele gik så hurtigt.." Hviskede jeg stille til hende. "Line!" Sagde hun bestemt. Jeg kiggede hende i øjnene. "Det var ikke din skyld. Det var jo mig, som ikke havde haft cykelhjelm på." Sagde hun og pegede på et plaster i hendes pande. Hendes hår havde dækket det, så jeg ikke havde set det da jeg kom. "Hvad skete der?" Spurgte jeg forsigtigt. "Altså, bilen prøvede at bremse. Men forenden ramte ind i mit baghjul og jeg blev slynget af cyklen. Da jeg ikke havde cykelhjelm på har jeg vidst nok fået hjernerystelse, og jeg fik en kæmpe flænge, så jeg er blevet syet." Sagde Katrine. "Nårh ja, og så landede jeg uheldigt på min arm, så der var noget derinde som også skulle opereres. Men det er ikke så slemt!" Sagde hun. "Hvor er jeg glad for, at der ikke skete værre." Sagde jeg med en snert af tristhed i stemmen. ”Line, det var ikke din skyld. Jeg overlevede, og jeg skal nok blive helt fin igen. Lad os nu snakke om noget andet! Har du hørt de seneste nyheder omkring Harry Styles?” spurgte Katrine og tvang et smil frem på mine læber. ”Ja, et eller andet med at han har fået et praktikjob, og at det er derfor at bandet holder pause?” spurgte jeg lidt usikkert. Jeg var jo blevet lidt forstyrret af mine egne tanker, da jeg i går havde set ham i fjernsynet. ”Ja. Og gæt hvilket praktikjob han har fået??” spurgte Katrine, og jeg kunne næsten se at hendes øjne var ved at ryge ud af hendes ansigt. ”Øhhm.. Pædagog i en børnehave??” spurgte jeg, da det var det første, som poppede op i mine tanker. ”Nej din tumpe. Han er i praktik som læge!!!” nærmest skreg hun op i mit hoved. ”Hvad?? Hvorhenne?” spurgte jeg og kiggede på Katrine, hvor et kæmpe smil formede sig på hendes læber. ”HER!!” råbte hun nærmest og måtte ømme sit hoved. ”Nej hvad?? Seriøst?? Hvordan ved du det?” spurgte jeg. ”Jeg har set ham!” hviskede Katrine, som var det en hemmelighed. ”Du lyver.” sagde jeg og kiggede efter i Katrines ansigt efter tegn på at jeg havde ret. Men hendes øjenbryn var fuldt under kontrol, og ikke helt ustyrlig som når hun løj. ”Nope, jeg lyver ikke. Han kom herind sammen med en kvindelig læge i morges, for at spørge mig efter hvad for noget morgenmad jeg ville have.” sagde hun stolt. ”Nej hvor vildt!! Jeg ville ønske det var mig.” sagde jeg, men kom så til at tænke over hele situationen. ”Eller ikke.” tilføjede jeg trist.

 

Katrine og jeg havde siddet længe og snakket videre om hendes møde med Harry Styles, så da der var gået over en time var vores mødre kommet ind og havde afbrudt os. Mig og mor skulle trods alt have frokost, og så nå hjem i tide til min aftale med Karl.

”Har du ellers nogen planer i dag?” spurgte mor, da vi sad med vores sodavand og ventede på at vores bestilte mad var færdig. ”Ja, faktisk. Jeg har en aftale med en ven her klokken 15.” sagde jeg, og kom helt til at smile over tanken om Karl. ”En ven siger du?” spurgte min mor og smilte til mig. ”Ja, en ven. Ham praktikanten jeg fortalte dig om. Han kørte mig hjem fra hospitalet den anden dag?” spurgte jeg hende. ”Nårh. Ja, det kan jeg godt huske du fortalte mig om. Hvad hedder denne ven?” spurgte mor og tog en slurk af sin Coca Cola Light. ”Han hedder Karl.” sagde jeg. ”Spændende, hvad skal i lave?” spurgte hun. ”Jeg skal faktisk møde nogen af hans venner. Han har spillet i band med dem, men det var lidt hans skyld at de splittede op, og så er det første gang at de skal mødes, siden det. ” sagde jeg, og mærkede nogen af Karls frustrationer komme til mig. ”Wow, det lyder da.… spændende men også lidt underligt?” sagde mor og takkede tjeneren, der kom med vores mad. ”Ja... Jeg frygter også lidt, at stemningen bliver akavet eller sån spændt-hvis du ved, hvad jeg mener?” spurgte jeg, og tog en stor bid af min livret. Lasagne. Jeg tror, at jeg kunne spise lasagne 24/7 hvis jeg fik valget. ”Jeg forstår godt, hvad du mener. Så må vi vel bare håbe, at hans venner er flinke, og at det ikke bliver så akavet.” sagde mor. ”Ja...” sukkede jeg.

 

Jeg stod frustreret på mit værelse og kiggede mig selv i spejlet. Hvad skulle man tage på, til sådan en cafe-aftale? Jeg ville ikke møde frem i kjole, og så fremstå som en overdressed bitch. Men jeg ville på den anden side heller ikke møde frem i afslapet tøj, og så fremstå som en eller anden fattig tøs, som ikke gjorde noget ud af sit udseende.

Efter nogen overvejelse, tog jeg en nogenlunde basic kjole på, og så en sort læderjakke udenover. Så var det ikke for fint, men heller ikke for ikkefint, sån lidt en mellemting. Mit hår satte jeg op, så det forreste af håret var samlet, mens resten af de blonde krøller hang ned over mine skuldre. Jeg havde lige snuppet tasken med min mobil og en deo i, da jeg hørte min mor åbne døren i baggangen. ”Hej. Jeg hedder Amanda.” sagde hendes stemme. Den dejligste stemme i verden svarede ”Hej Amanda, jeg hedder Karl. Er Line klar” spurgte han og jeg trådte frem, så jeg mødte hans øjne. Wow, han så virkelig godt ud. Hans brune hår hang løst og krøllerne var flottere end sidst jeg havde set ham. Han havde sorte jeans på, og en flot skjorte som fremhævede det grøn/brune i hans øjne. ”Hej Line. Hvor ser du dejlig ud.” sagde han med sine sexede stemme, og gjorde honnør til at ville give mig et kram. ”Jeg kan da kun sige i lige måde.” fik jeg fremstammet, midt i vores kram, som jeg ønskede ville vare længere.

Da vi trak os ud af krammet, tog min mor mig ind i et kram og hviskede i mit øre. ”Han se sød ud. Det skal nok gå, men held og lykke.” Hun smilte til os, og sagde farvel til Karl da vi gik ud af døren. Vi gik i stilhed hen til hans bil og satte os ind i bilen. ”Fik jeg sagt at du så godt ud?” spurgte Karl forsigtigt, men med et smil på læben, da han drejede ud af indkørslen. ”Ja. Du synes ikke, at jeg er for overdressed?” spurgte jeg flovt. ”Jeg vidste ikke helt hvad for noget tøj, jeg skulle tage på.” tilføjede jeg. ”Det er helt perfekt.” sagde Karl. Musikken i radioen var ikke høj, men jeg genkendte denne sang. ”Gør det noget, hvis du skruer lidt op for musikken?” spurgte jeg. ”Nej da. Kan du godt lide den her sang?” spurgte Karl og sangen blev højere. ”Ja! Er du gal? Det er jo One Direction.” sagde jeg, og begyndte ellers at synge med på sangen. Jeg opdagede slet ikke, at Karl stirrede på mig, når han ikke kiggede ud i trafikken. ”Hvorfor stirrer du?” spurgte jeg flovt, da jeg opdagde at han kiggede på mig. ”Du synger bare dejligt.” sagde Karl og hvis det ikke var for at han drejede øjnene mod vejen, havde jeg nok opdaget at han rødmede en lille smule. ”Tak, men jeg tror så ikke lige, at det er rigtigt.” sagde jeg og grinte. ”Det synes jeg.” sagde Karl, og skruede endnu mere op for musikken. Han begyndte at synge med på sangen, og wow. Hvis jeg ikke allerede var godt på vej til at falde for den her dreng, havde det været grunden. Han sang virkelig dejligt, og han så ud til at kunne hele teksten. I lang tid sad jeg bare forstenet og stirrede på Karl, mens jeg nød lyden af hans stemme i takt med One Directions stemmer. Han klingede virkelig godt med dem. ”Nu er det altså dig, som stirrer.” sagde Karl og kiggede over på mig. ”Du kan synge.” udbrød jeg, og fortrød med det samme. ”Njarh.. Hvis du siger det!” grinte han kort og vendte ellers tilbage til vejen. ”Så. Hvordan er dine venner?” spurgte jeg for at skifte emne. ”Øhm. Altså, jeg tror de er sån meget normale.” sagde Karl kort. Jeg kiggede på ham, og kunne se at han spændte i kæberne. Han måtte virkelig være nervøs for at møde dem, når han opførte sig sådan. ”Okay.” sagde jeg stille, og der var ellers stille resten af den heldigvis korte tur. Synet, der mødte os, efter at vi havde parkeret bilen, og var gået hen mod caféen, var overraskende. Der stod vildt mange mennesker henne foran døren ind til caféen. ”Man skulle næsten tro, at der sad nogen kendte derinde, eller sån noget.” sagde jeg for sjov og kiggede op på Karl. Han så vildt selvsikker ud, og tog hurtigt min hånd og trak os igennem folkevrimlen. Jeg tror, at jeg registrerede et par glimt, som i en blitz, men tænkte ikke mere over det. Da vi kom ind på caféen var det som om tiden lige pludselig begyndte at gå i slowmotion. Karl gav min hånd et klem, og gav slip da han kiggede rundt i caféen og åbenbart fik øje på sine venner. Jeg kiggede samme vej, og det syn der mødte mig var fantastisk, men på samme måde virkelig også forfærdeligt. Karl trak mig hen til dem. De sad lige der, foran mig. Liam, Niall, Zayn og Louis. Jeg kendte deres navne, deres efternavne, deres ansigter, deres tøjstil, deres ALT! Jeg var jo fan af dem. Men han manglede jo. Hvor var min Harry?

”Hvad så Hazza?” udbrød Louis og gik hen for at give Karl et kram.

 

Jeg kiggede hen på Louis og Karl.

 

Det hele gav mening nu...

 

Men hvordan og ikke mindst HVORFOR???

 

_______________________________

Hej. Undskyld mange gange, fordi at der er gået så lang tid siden sidst. Jeg har i lang tid ikke haft lyst, tid og inspiration til at skrive videre på historien.

Men alt der skulle til, var en gammel playliste med gode hits samt et par aftentimer, hvor jeg virkelig bare følte for at skrive.

 

Jeg håber i alle sammen må få en dejlig påske!

 

x Sarah

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...