Late Night Thoughts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 dec. 2015
  • Opdateret: 28 dec. 2015
  • Status: Igang
Jeg lægger mig i min seng, slukker lyset og venter på at trætheden overmander mig - i stedet sniger tanker og idéer sig op på mig, og jeg stirrer ud i mørket mens min hjerne flyver verden rundt. Her er nogle af mine tanker og små fragmenter af min hverdag.

2Likes
0Kommentarer
259Visninger
AA

3. 28. December 2015

“If you live life on your own terms it shouldn’t feel like a jail cell.” – Shannon L. Adler

Når der løber tårer ned af dine kinder i så ukontrollerbar grad, at de hver gang du tørrer dem væk, bliver erstattet af nye i samme sekund; når du bliver nødt til at holde en hånd for munden, for at sikre dig at der ikke presser sig et pludseligt hulk ud mellem dine læber; når du står og kigger dig selv i spejlet med et blegt lys, der får dine mørke render til at se endnu mere mørke ud, og dine øjne er røde af alt din gråd, så tror jeg dét er på tide at reevaluere nogle ting. Sådan er det i hvert fald for mig.

Jeg er ikke en højlydt person. Jeg bryder mig ikke om at tale om mig selv, og hvis jeg er ked af det eller sur, holder jeg det for det meste inde, med begrundelsen: ’Det gør ikke noget godt for nogen overhovedet, hvis jeg skaber dårlig stemning, råber op eller sårer en anden person’. Den filosofi har fungeret helt udmærket for mig i mange år, men i dag virker den som om, den gør mere skade end den gør gavn.

Man når et punkt i sit liv, tror jeg, hvor man får nok. Jeg føler at det er i aften, at jeg har fået nok. Måske er den eneste grund til at der er gået så lang tid, fordi personen der sårer mig er min mor. Min egen mor. Og jeg elsker hende højt nok til ikke at tage det så tungt, når hun snakker direkte ondt om min gode veninde, fordi jeg godt ved at jeg har tabt kampen på forhånd – problemet er bare, at jeg ikke ved hvorfor. Hvis jeg kan tilgive min veninde, burde min mor også kunne, burde hun ikke? Selvom det ikke er for at såre mig direkte, gør det fandens ondt, når hun mindst én gang om dagen kommer med en flabet bemærkning, om en person jeg holder rigtig meget af. Når hun konstant skal fortælle mig, at min veninde tager alt min tid, udnytter mig, er et dårligt menneske og er negativ energi, så gør det ondt. Så når tårerne løber ned af mine kinder, uvidende for min mor, og jeg står alene på toilettet mens jeg prøver at tage mig sammen til at lade være med at græde, så er det fordi, at jeg i dag prøvede at forsvare min veninde, selvom kampen var tabt på forhånd. Inderst inde ville jeg ønske at jeg blot havde bøjet hovedet, og sagt at jeg skulle snakke med en anden person, men det gjorde jeg ikke.

Jeg har ikke lyst til at lyve over for min egen mor.

Men hvor er det svært at lade være, når kampene er tabt på forhånd, og når blikke næsten kan dræbe og når jeg nu ligger i min seng med ondt i maven, og øjne der hele tiden slører ud af fokus, fordi tårerne presser på igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...