Late Night Thoughts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 dec. 2015
  • Opdateret: 28 dec. 2015
  • Status: Igang
Jeg lægger mig i min seng, slukker lyset og venter på at trætheden overmander mig - i stedet sniger tanker og idéer sig op på mig, og jeg stirrer ud i mørket mens min hjerne flyver verden rundt. Her er nogle af mine tanker og små fragmenter af min hverdag.

2Likes
0Kommentarer
262Visninger
AA

2. 25. December 2015

”Alcohol may be mans worst enemy; but the Bible says love your enemy.” – Frank Sinatra

Smagen af vodka er forfærdelig. Bare tanken om den klare, spidse væske, får min tunge til at føles tyk, og den skarpe smag til at sidde bagerst i min mund, som en kynisk påmindelse om min lange, søvnløse nat. Jeg burde gå i seng, siger jeg til mig selv – højt og klart endda, når nu jeg er alene hjemme klokken halv seks om morgenen, og endelig har friheden til det – men den mumlende sætning lyder ikke overbevisende i mine ører. Når jeg lukker øjnene er alt jeg ser blinkende lys og hurtige, paniske bevægelser i mørket. Alligevel lytter jeg for en gangs skyld til mig selv, og lader fornuften overvinde mine fordrukne sanser. Jeg ligger mig i sengen, og lader det kolde dynebetræk vikle sig omkring min bare hud.

Følelsen af vodka er fantastisk. Jeg vil ønske, at tanken om den klare, bløde væske ville få min krop til at føles varm igen, ligesom den gjorde nogle timer forinden, efter at have brændt i min hals og gjort mine kinder rødere. Midt i manglen på varme betvivler jeg igen min beslutning om at lægge mig til at sove, og ærgrer mig over at mine sidste timer bedøvet af alkohol, bliver brugt alene, når nu jeg i stedet kunne sige så mange ting, jeg aldrig får sagt i morgen, og gøre så mange ting, jeg aldrig får gjort, når alkoholen ikke flyder i mit blod. Jeg savner allerede den flyvende følelse, når musikken flyder sammen med farvede lys, og den berusende følelse, når den kolde vind ikke føles kold, og det våde græs ikke føles vådt, mens man kigger op i en stjernefyldt uendelighed. Men mest af alt, så savner jeg at være tæt på dig, uden at tænke over hvor tæt din krop er på min, og at kunne mærke din puls igennem din trøje, der er alt for tynd til decembervejret. Jeg savner dine sarkastiske bemærkninger, der kun er tiltænkt at få mig til at grine, og jeg savner de små, intime øjeblikke, hvor verden går i stå – også selvom, jeg ved vi begge to ignorerer dem næste gang vi ser hinanden.

Lige indtil smagen af vodka igen er i vores munde, og følelsen af vodka igen er i vores kroppe.

Og selvom jeg ved at det er en forkert baggrund for en rigtig følelse; selvom mit hoved dunker og mine ben summer; selvom jeg ved, at jeg fortryder nogle ting i morgen; selvom jeg ved, at det sandsynligvis er alkoholen, der taler til mig, så smiler jeg i mørket, hvor ingen kan se mig. Og et smil der ikke er til ære for andre, må trods alt være det mest ægte, et smil kan blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...