TIL IT HAPPENS TO YOU

Hun er bare en normal pige. Eller det er i hvert ifald, hvad hun ønsker sig at være. Det kan hun også blive hvis hun giver slip på fortiden. En sommeraften som ødelagde hende. Og hvis hun så giver slip, hvem skal så gribe hende? Hun tager til en fest, hvor hun møde en som måske er den som skal gribe hende. Men er hun parat til at give slip? Det må tiden vise.

2Likes
0Kommentarer
510Visninger

5. 4

Min time begyndte om 5 minutter ifølge mit ur. Jeg satte farten op og banede mig vej frem til mit lokale. Det så ikke ud til, at jeg var den eneste som skyndte mig at komme til time. Flere elever gik et raskt tempo frem mod deres lokaler. Andre gik med afslappet skuldrer og nød den friske efterårs vind. Vejret var efterhånden blevet mere mild efter den kæmpe varmebølge, vi havde fået for et par uger siden. Man kunne bedre trække vejret nu.

Jeg trak mine bøger tæt ind til mig, og gik ind i vores lokale. Halvdelen af klassen var ikke engang kommet. Jeg satte mig på den første række. Alle dem, som var mødt, sad så langt tilbage som muligt. Ingen af dem så ud til at have lyst til at deltage, og de gemte sig næsten bag deres hænder, tasker, arme eller deres store hætter over hovedet. Jeg ønskede, jeg kunne gøre det samme. Gemme mig væk. Væk fra denne omverden. Væk til en anden verden, hvor jeg ikke skulle være bange og føle jeg kunne udrette alt, som var en umulighed i denne verden.

”Hey.” En stemme vækkede mig og trak mig væk fra min drømme verden. Han havde briller med blå øjne bag dem. Et svagt smil. Et imødekommen smil. En fast kæbe. Et ansigt som det var hugget i sten. Han havde taget stolen ved siden af mig og lagt sine bøger på bordet foran os.

”Jeg er Cam.” Jeg nikkede kort. Før jeg kunne nå at svare et eller andet, blev jeg reddet af vores lærer som ankom. Jeg vendte opmærksomheden til mr. Peterson, som var vores lærer i engelsk. Han hilste og gik ellers lige på og hårdt med undervisning. Jeg følte min blyant nærmest satte i brand, fordi jeg skrev så hurtig og meget ned på mit papir. Jeg skulle have alt med.

Vi havde læst the curious incident of the in the nigth-time af Mark Haddon. Mr. Peterson ønskede, at vi skulle have et indblik i første person fortæller og at bemærke, at denne forfatter ikke gøre brug af det beskrivende sprog.

”Synes i at Christopher gøre sig klog i at vælge sin mor frem for sin far?” Der var stille i lokalet. Jeg kiggede rundt og bed mærke i, at alle andre havde helt gang i noget andet end at lytte med. Før jeg noget at række hånden op, blev døren åbnet og ind trådte fyren som kørte mig hjem i går. Ham som jeg havde sovet sammen med uden rigtig at have givet sammentrykke til det.

Vent.

Gik han i denne klasse? Jeg havde ikke bemærket ham før, det samme galt for Cam. Ingen af dem havde været i klassen før. Jeg nærstudere ham mens han stod foran mr. Peterson. Han mindede mig om en. Jeg kunne bare ikke satte en finger på, hvem det var. 

”Bennett. Tak fordi du ønsker at deltage i vores time, dog lidt sent synes du ikke?” Mr. Peterson rystede på hovedet.  ”Når du nu selv ønsker at gøre opmærksomhed på dig selv mr. Bennett, kan du vel svarer mig på, hvem Christopher skulle havde boet hos?” Han satte sig om bag mig. ”Nej.” Hans stemme var stærk, hæs og gav mig kuldegysninger.

Mr. Peterson rystede på hovedet. ”Er nogen her i klassen, som kan give mig et svar?”

Jeg førte min hånd op i luften.

”Ja, miss Colemann.”

”Ja. Jeg synes, at han skulle være hos sin mor, da han føler sig mere sikker der. Han stoler jo ikke på sin far mere, og en person som Christopher får det nok svært ved at finde tilliden igen hos sin far. Selvfølgelig har moren svært ved at finde ud af, hvordan hun skal håndter Christopher og faren havde allerede fundet en måde at få det til at fungere, men han ødelagde den tro han havde fået fra Christopher, noget som han nok ikke kan få tilbage.”

Et host lød bag mig efterfulgt af ordet forkert. Jeg ignorerede det.  Mr. Peterson roste min kommentar og gik ellers videre med sin undervisning.

”Mr. Peterson?”

”Ja?” Han vendte sig væk fra tavlen med et løfte bryn.

”Jeg ønsker at knytte en kommentar til miss Colemanns udtalelse.” Min navn var det eneste ord i den sætning som blive udtalt langsomt og bildt.

”Du skal være velkommen mr. Bennett.”

”Okay. Christopher har svært ved at stole på folk ikke sandt, miss Colemann?”

”Jo,” lød mit svar. Jeg kunne mærke, at han ønskede, at jeg skulle vende mig om og se på ham. Jeg bed mig i læben og forsatte med at kigge lige frem.

”Godt. Christopher stoler ikke på sin far, men han stoler på sin mor ikke sandt?”

”Jo,” lød mit svar igen.

”Han ønsker at kunne komme på universitet, men dette skal han gøre alene så. Han er ikke god til at være alene især ikke på nye steder. Men han gjorde det en gang. Så han kan jo gøre det igen. Hans far tog et valg, da han ikke ønskede at miste Christopher. Desuden ville Christopher have svært ved at enes med Roger, da han ikke forstår Christopher. Selvom moren forlod Roger vil hun også have svært ved forstå Christopher, da det tager tid, men Christopher havde det faktisk bedst hos sin far. Her var Christopher i sin boble uvidende omkring omverden. Det var bedst for ham. Her havde han en rutine.  Noget som fungere for børn som Christopher. Så han skal tilbage dertil, hvor han boede hos faren og A-levels var det vigtigste for ham.”

Jeg tabte kæben over hans ord. Hvad skete der lige? Aldrig havde jeg troet, dette interesserede ham. Han virkede bare ikke som typen. Litteratur havde helt klart være mit sidste gæt. Dette var ikke et tilfælde. Han vidste, hvad han snakket om, han havde ikke bare været heldig eller noget. Han havde læst bogen og forstået det mellem linjerne.

Jeg sank en klump i halsen og synkede længe ned på min stol.  Mr. Peterson smilede og nikkede medtagende.

Resten af timen forsatte med at skrive noter, og en lille samtale om Christophers nabo med Cam, som uden tvivl ikke havde læst bogen. Efterfølgende takkede mr. Peterson af for time, men bad mig om at blive. Jeg blev siddende og kiggede på folk strømme ud af lokalet. Mr. Bennetts (jeg vidste stadig ikke, hvad han hed) øjne lå på mig på vej ud og fik mig til at vride mig på min stol.

”Miss Colemann.” Mr. Peterson smilede let til mig. ”Jeg fandt det, du sagde meget interessant. Du plejer altid at skille dig og det gjorde du sandelig i dag. Jeg er glad for at høre din stemme i virkelighed og ikke kun i dine stile. Forsæt endelig. Men vær beredt for mr. Bennett holde nok ikke sin mund længere. Han har skam lige så meget holdning og kendskab som du. Jeg ser frem til de næste timer.”

Jeg sank en klump. ”Har han hele tiden været på dette hold? For hvis han har, har han aldrig sagt noget.”

”Han stiftede hold i går, hvilket jeg er glad for. Mrs. Kasparson, den anden engelsk lærer, har altid gjort noget ud af at minde mig om, hvor god han er. Selvom han dog ikke er særlig snaksaglig ligesom dig. ” Han smilede. Jeg nikkede og forlod lokalet.

 Efterårs vinden omfavnede mig. Jeg indåndede den og holdt den inde så længe som muligt. Jeg lukkede øjne og støttede mig op ad hovedbygningens væg. Slap vinden fri fra mig, men trak den ind igen.

”Hej.” En skygge trådte ind foran mig. Jeg sukkede og åbnede øjne og blev mødt af Cams smilende ansigt.

”Hej,” mumlede jeg tilbage lettere irriteret over, at ham forstyrrede min ensomhed. Den ensomhed jeg var så glad for.  Jeg sukkede igen og trak mig væk fra væggen. Ud af min øjenkrog så jeg Bennett komme nærmere, og det sidste jeg ønskede lige nu var at snakke med ham.

”Har du lyst til kaffe? Hvis ja følg med. ” Jeg satte i gang imod en kaffebutik længere væk. Cam stod stille i et sekund, men småløb for at kunne indhente mig.

”Okay, hvorfor har du så travlt? Du løber nærmest. Vil du ikke satte farten lidt ned, please?” Cam stemme var svag, men jeg forsatte bare, men kiggede dog tilbage for at se om han stadig fulgte efter os. Hans skikkelse tonede sig frem længere bag os. Jeg undslap et lille gisp. Cam kiggede i min retning, han prøvet sikkert at finde ud af, hvad der skræmte mig. 

”Hey, hvad er der galt? Hvad er du bange for? Er der nogle, som følger efter os?” Cam standede forvirret og ventede på mit svar. Jeg stoppede op. Tog mod til at vende mig om, bange for at han stadig ville følge efter os. Det sidste jeg ønskede var at støde på ham, og han skulle belære mig eller noget. Da jeg dog vendte mig, var han væk. Jeg åndede lettet ud.  Den mindre knude i min mave forsvandt og mine skuldre sank en centimeter.

”Jeg har bare travlt. Sorry, men jeg skal nå at have noget kaffe inden min næste time.” Jeg ventede ikke på hans svar, men vendte mig om for at forsætte, men bankede ind i brystkasse af stål. Jeg sukkede og lukkede øjne. ”Se dig for.” Da jeg åbnede dem igen blev jeg mødt af et par mørke grønne øjne. De stirrede ind i mine.

Det her sker bare for tit! Jeg løber hele tiden ind i ham.

Jeg sukkede igen.

”Hej.” Hans øjne opfordret mig til at svare ham. Men jeg var mundlam. Eller retter sagt havde jeg intet at sige til ham. Cam kom mig heldigvis til undsætning.

”Hej, jeg hedder Cam.” Han rakte hånd til en hilsen, men Bennett tog den ikke. Cam forstod hentydning, og ventede atter opmærksomhed mod mig.

”Skulle vi have kaffe?” Før han overhovedet havde talt færdig, sagde Bennett og jeg begge i kor to forskellige ord. Nej og ja. Jeg ville mere end gerne drikke kaffe med Cam end at stå her med Bennett i mere end 2 minutter længere.    

”Hun skal lige udvekslede nogle ord med mig omkring en aflevering.” Han tog fat om min talje og trak mig ind til sig.

”Nå okay. Måske en anden gang så.” Cam ventede sig om før jeg overhovedet havde noget nået at svare ham.    

”Stop med at løbe fra mig.” Hans stemme var kold, mens hans ånde var varm og gav lette kuldegysninger. Hans greb om mig blev strammere, som om han skulle være sikker på at jeg ikke smutte nogle sted fra hans besiddelse. Folk omkring vandre hen mod deres næste time eller muligvis tilbage til deres værelser for at slappe af. Ingen af dem fat noget usædvanligt ved, at denne fyr havde et godt greb omkring min talje. 

”Jeg løber ikke.” Jeg skubbede mig væk fra ham. ”Jeg har ikke noget at tale med dig om. Så please! lad mig være i fred.”

”Vi har meget at snakke om. Om du vil det eller ej. Kom, så giver jeg dig kaffe.” Han tog fat om mit håndled og trak mig efter sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...