TIL IT HAPPENS TO YOU

Hun er bare en normal pige. Eller det er i hvert ifald, hvad hun ønsker sig at være. Det kan hun også blive hvis hun giver slip på fortiden. En sommeraften som ødelagde hende. Og hvis hun så giver slip, hvem skal så gribe hende? Hun tager til en fest, hvor hun møde en som måske er den som skal gribe hende. Men er hun parat til at give slip? Det må tiden vise.

2Likes
0Kommentarer
469Visninger

3. 2

 

”Hvad med denne her?” Ros holdte en lyserød kjole op som var alt for kort. Jeg rystede hårdt på hovedet. Hun smed den fra sig, og gravede dybere ind i skabet. Hun havde allerede lavet en kæmpe bunke med tøj, som jeg ikke ville tage på. Hun havde allerede været igennem mit skab, men fandt ikke noget, som passet til denne fest. Så hun gik i stedet for i gang med hendes eget. Jeg troede nu hellere ikke, at jeg kunne passe noget af hendes tøj. Hun var tynd. Jeg havde svært ved at tro, at vi brugte samme størrelse, men det forsikrede hun mig om, at vi gjorde.

Hun holdt en hvid kjole, som var stramt ved overkroppen, men blev løsere nede ved taljen. Den gik til midt på lårene, og havde en v-udsnit ved halsen og som gik hele vejen ned til midt på maven. Selvom jeg ingen bryster havde, forelskede jeg mig ved første blik. Jeg undlod at sige noget om det til hende. Jeg nikkede bare. Ros smilet af glæde, da jeg sagde ja til kjolen. Sjovt. Say yes to the dress.

Hun ville også fikse mit hår og min makeup. Normalt gik jeg ikke med makeup eller gjorde noget ved mit hår. Jeg gik ikke op i det. Jeg satte bare mit hår op og fik tøj på. Det var ligesom min morgenroutine. Enten at klappe i hænder over det. Nogle gange gik jeg også i bad, hvis jeg havde været ude og løbe. Jeg løb meget. Mest om morgen, da der ingen mennesker var, eftersom jeg boede et sted fyldt med teenager, som nok havde været sent oppe. Jeg fandt det befriende at presse mig selv. Jeg dyrkede meget sport. Det var det eneste, jeg lavet ud over lektier. Tro nu ikke, at jeg var sådan en stor pumpede pige, for det var jeg slet ikke. Ikke engang tæt på. Jeg havde bare ikke rigtig andet at lave.

Ros fiksede mit hår. Hun krøllede det, så det fik nogle store krøller. Min makeup var simple, naturlige, men stadig synlig. I hvert fald for mig. Jeg kiggede forundre ind i spejlet. Havde svært ved at genkende mig selv. Jeg så anderledes ud. Jeg røret ved det hele. Kjolen, håret og min makeup. Jeg følte mig pæn på en måde, som jeg helt havde glemt fandtes.

”Stop med at røre ved det. Du ødelægger det bare.” Ros` stemme var rolig og venlig, selvom hun lige havde givet mig en ordre. Ros så selv smuk ud. Hun var i ført en vinrød kjole med bar mave og som var rimelig kort. Hendes blonde hår gik lige til lænden og var glat. Hun havde det altid glat. Gjorde intet ved det. Altid glat. For pigen som hende havde jeg regnet med at hun godt kunne lide at ændre udseende en gang i mellem, men hun havde aldrig ændre på det. Ikke farvet det. Eller sat det op. Det var altid nede og glat.

Jeg nærstuderede hende, da hun lagde sin makeup. Hendes bevægelser. Jeg ville ikke overse noget i forhold til, hvad jeg var på vej indtil. Hun skulle nødig blive min billet tilbage til omverden, selvom mit jeg kaldte på at vende tilbage til civilisation. Jeg kunne godt lide det nu. Men inderste inde savnede jeg en ven, men vidste at det ikke var godt for mig, at nogle kom under huden på mig. Igen.

Jeg ventede stille på, at hun blev færdig. Hun tog sig god tid. Festen var starte for en time siden. Ros havde sagt, at man aldrig kom til tiden til de slags fester.  Ros var næsten færdig, hun var nået til at nærstudere sig selv, sikkert så hun var sikker på sit tøjvalg og hår.

”Klar.” Hun vendte sig om og smilede til mig. ”Undskyld ventetiden.” Jeg smilede svag tilbage og rejste mig fra sengen, fandt mine sorte vans og satte mig til at binde snørerne. Ros hoppede selv i et par sorte højhælede med et bånd rundt om ankerne. Jeg kiggede forundre på dem. Ros bemærket mit blik.

”Du må godt låne et par, hvis du har lyst?” Hun fandt et par som havde en dyb blå farve med lavere hæl end hendes og var lavet af ruskind. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg er ikke god i hæle, måske en anden gang.” Jeg løftede mit smil, for at vise hende min taknemmelighed.

 

Huset var stort. Man kunne høre musikken helt ude fra vejen af. Der var allerede mange mennesker ude foran huset. Nogle lå og brækkede sig i buskene, andre havde travlt med at havde tungen nede i halsen på hinanden. Jeg væmmes og kiggede væk.  Der var også kastet toiletpapir ud over huset, og noget af det lå på græsset. Vildt. Det var ordet for det her. En vild fest.

Ros var nået op til indgangen, så jeg småløb op til hende. Jeg ville helst ikke blive væk her. Kuldegysninger løb over min krop, ved tanken om at være alene. Indenfor var ikke meget bedre. Der var folk overalt. Nogle dansede, andre spillede flaskehals, der var endda nogle som sad helt stille og kiggede ud i luften. Tomheden i deres blik skræmte mig. Hvad var der mon sket med dem?

Ros tog fat om mit håndled og trak mig efter sig ud i køkkenet. Et velkendt ansigt stod ude i køkkenet. Taylor. Han smilet til mig. Han bemærkede ikke rigtig Ros eftersom hans blik blev på mig, da vi bevægede os hen til ham. Jeg kiggede væk. 

”Hey solstråle.” Hans stemme var flirtende og hans øjne prøvet at få kontrakt med mine. Jeg nikkede kort som hilsen til ham og fokuseret ellers bare på mine hænder og deres bevægelser. Ros tog over og prøvet at føre en samtale, men jeg mærkede hans blik på mig hele tiden. Jeg prøvet at gøre alt for at undgå hans blik.

”Skal du have en øl?” Han rakte et rødt pap krus frem mod mig. Jeg tog det hurtigt og satte det op til mine læber, slikkede let på kanten, smagte den bittere smag af øl. Jeg tog hele krusses indhold i en slurk. Mærkede alkoholen brede sig i min krop. Mærkede noget af tomheden gå væk og blev erstattet med nydelse, som bredte sig sammen med mit blod. For første gang i lang tid slappede jeg af.

Taylor grinede af mig, mens Ros lavede store øjne. Taylor rakte mig et krus mere.

”Jeg tror ikke, det er så godt for dig, når du ikke er van til alkohol.” Ros stemme lød bekymre.

”Lad nu barnet,” grinede Taylor.

Jeg nikkede i samtykkede med Taylor og rakte ud efter et krus mere. Ros øjne var på mig hele tiden, mens jeg indtog det andet krus indhold. Ros gav Taylor et hårdt blik, men han slog det væk med et grin.

”Kom lad os danse.” Min stemme lød som en mus og bragte kuldegysninger over min hud. Jeg trak Ros efter, mens hoppede mig vejen frem mod musikken og dansegulvet. Ros fnisede over min opførelse.

Musikken pumpede igennem min krop, og folk omkring mig var blevet mere utydelige. De sidste timer var gået med Ros og jeg havde danset med adskillige fyre, men Ros havde afvist hver og en. Det undrede mig. Hvorfor ville hun ikke have noget med nogle af dem? De var da pæne og tiltrækkende. De virkede som rare mennesker, men stadig som fyre som var flirtende. Det var underligt, men i forstå vel godt, hvad jeg mener. De ville have noget på den dumme sikkert, og jeg respekterede Ros fuldt ud for at afvise dem. Hun fortjente det bedste. Hun var så sød og rar lige meget, hvor meget lort du havde lavet, stod hun altid klar til at hjælpe dig. Skyldfølelse voksede i min mave. Jeg havde ikke behandlede hende ordentligt.

Jeg vendte mig om efter Ros og så hun var væk. I stedet stod Taylor bag mig. Han smilede. Flirtende. Han trådte nærmere og lagde en hånd bag min lænd og trak mig nærmere. Han lagde den anden hånd på min kind. Den var kold og lugtede af røg. Jeg prøvede at synke det voksende klump i min halsen. Jeg mærkede det små ryst i min krop. Hans mund strejfe min hals og forsatte sig sin vej op til mit øre. Hans viskede blidt i det.

”Slap af .”

Jeg afbrød med et kontrakten og vendte mig om og stormede væk. Men det var svært at slippe væk, når folk danse hen imod mig. Jeg masede mig med en kraft, som gav mig overbalance, da jeg endelig undslap folkemængden, og stødte ind en massiv brystkasse. For at finde min balance slyngede jeg armene om livet på denne krop. Mærkede det bløde stof mod min kind, og lugten af sæbe. Jeg gravede min næse dybt ind i stoffet og inhalerede lugten til mig, da en hånd strejfede min skulder, vågnede jeg med et sæt og slap mit greb og trak mig baglæns. Varmen brændte i mine kinder. Foran mig stod fyren med den hvide trøje og det let synlige tatoveringer fra mit sammenstød med ham tidligere. Han smilede fornøjet, som fik mine tæer til at krummede sig.

”Hey.” Han bevægede sig tættere på. Jeg bevægede mig tilbage. Samme mønster om igen. Men denne gang havde jeg ingen udvej, og stødte ind i vægen. Han lænede sig ind mod vægen med hænder på hver side af mit hoved. Jeg kiggede forvildet efter hjælp. Rundt omkring os var kun folk som var optaget af deres eget. Nogle kyssede, andre åd hinanden og de sidste grinede eller var optaget af deres venner omkring sig. Ingen fat det underligt, at fyren foran mig pressede sin krop op mod min.

Jeg spottede hans tatovering på armen, som snoede sig rundt op ad armen. Det var en kæde. Jeg lød min finger løbe langs den. Hans øjne flygte min finger hen over hans veltrænede arm til tatoverings ende. Jeg lod min finger være der et stykke tid.

”Hvorfor løb du den anden dag?” Hans stemme var som jeg huskede den. Ru og hæs. Hans øjne var grønne med et strejf af grå.

”Det ved jeg ikke… jeg…” min stemme stammede. Min tunge var helt tør.

”Stop med at bide dig i læben.” Uden at vide jeg at bed mig i læbe, slap jeg grebet ved hans befaling. Han flyttede den ene hånd hen og fjerne noget hår fra mit ansigt. Hans hånd aede min kind. Jeg bemærkede den lille rose tatoveret på den ene side af hans pegefinger.

”Hvorfor en rose?”

”Hvorfor ikke?” Han grinede let. Hans latter var klokkeklar og fik min mundvig til løfte sig. ”Den smiler endda også.” Han grinede højere. Jeg trampede fod ned på hans, hvor efter han gav et piv fra sig.  Han trak sig væk. Jeg stormede forbi ham og udenfor. Alkoholen havde forværret mit temperament. Jeg mærkede vreden, hvilket undre mig, da det var ingenting det, som han sagde. Men vreden var der bare. Den flød igennem mine årer og pumpede sig vej til min hjerne.

 Folk stødte hele tiden ind i mig på vej ud. Ros var i blandt en af dem. Hun bemærkede mig først efter jeg var nået forbi hende. Jeg vendte hovedet kort, da hendes stemme lød bag mig. Den smeltede sammen den høje musik og hans stemme som også prøvet at nå mig. En pivende lyd ringede for mine ører. Døren ud begyndte at blive uklar. Jeg kunne godt nå den. Jeg masede mig frem. Jeg snublede over en fod, mine ben var som spagetti, de kunne ikke holde mig oprejst. Jeg faldt. Ned i mørket som forsatte, og havde ingen ende. Jeg mærkede et hårdt tryk i ryggen som trykkede mig tættere på det ellers i forvejen hårde trægulv. Pusten forlod mig. Det sidste jeg mærkede var nogle stærke arme tage mig op i deres favn, efter det var alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...