TIL IT HAPPENS TO YOU

Hun er bare en normal pige. Eller det er i hvert ifald, hvad hun ønsker sig at være. Det kan hun også blive hvis hun giver slip på fortiden. En sommeraften som ødelagde hende. Og hvis hun så giver slip, hvem skal så gribe hende? Hun tager til en fest, hvor hun møde en som måske er den som skal gribe hende. Men er hun parat til at give slip? Det må tiden vise.

2Likes
0Kommentarer
462Visninger

2. 1

 

”Slap af.”

Jeg vågnede med et sæt. Lokalet var mørkt. Tårerne løb ned ad mine kinder. Min trøje var våd af sved og jeg dryppede stadig. Jeg kiggede mig om. Det hele kom tilbage til mig. Som et tog som bankede ind i mig, væltede mig og styrede ind i mit eget hul af mørke. Jeg var på mit kollegieværelse.  Min roommate lå ovre i hendes seng i den anden ende af værelset. Hun sov heldigvis stadig. Eller det lod jeg mig selv tro.

Jeg snuppede min iPod, hoppede i en hættetrøje og nogle yogabukser, og ellers bare ud af værelset. Jeg stormede ud af bygningen. Bekymrede mig ikke om jeg vækkede nogle. Måtte bare væk og det gik for langsomt, så jeg satte farten op.

Luften var kølig og gjorde mine kinder varme. Jeg satte farten ydrelige op. Jeg var stadig langt fra mit toppunkt. Jeg var i topform og havde været det lige siden

Jeg kunne ikke afslutte sætning i mit hoved, og pressede bare mig selv hårde. Folk som jeg mødte på min vej kiggede underligt på mig, når jeg stormede forbi. Nogle af deres udtrykke skræmte mig. Jeg havde for længst lagt campuset bag mig. Intet kunne stoppe mig. Ikke engang mig selv. Mit toppunkt var lige om hjørnet. Tanken om hans finger på mig, hans læber, hans kærtegninger og hans ord. Min vejrtrækninger og min fart steg i takt med, at jeg mindede mig selv om det. Jeg ville kollapse om lidt, men jeg pressede bare yderligere mig selv.

Mine tanker opslugte mig så meget, at jeg ikke opfattede, hvad der sket foran mig, før jeg landede på jorden.  Det vækkede mig.

En dreng med mørkt krøllede hår lå overfor mig. Jeg måtte være stødt ind i ham. Hans blik landede på mig. Han rejste sig hurtig og børstede jorden af sig og gik over til mig.

”Er du okay?” Hans stemme var ru og hæs som sandpapir. Han rykkede tættere på mig. Jeg bevægede mig de skridt, han tog frem, tilbage. Han skulle ikke tæt på mig. Han stoppede op, da han fattede mønstret. Han knyttede frustreret hænder. Denne fyr havde temperament.  Han havde sorte jeans på med en hvid trøje. Hans tatoveringer var lette at se igennem det tynde stof. Begge arme fyldt op med dem. Han havde også øreringe med et hul igennem på størrelse med min lillefinger. Han kiggede direkte på mig. Jeg kiggede væk, mens mine tanker fløj til vejrs.

Det slog klik for mig. Jeg rejste mig hurtig op og løb min vej, og kiggede mig ikke tilbage. Hans råb forsvandt sammen med den afstand jeg havde løbet. Kontrakt var ikke min stærke side.

Jeg stoppede først, da jeg mødte et kryds og stod ved en skillevej. Jeg havde ingen ide, om hvor jeg var. Det skete bare ikke. Det ville tage mig alt for lang tid at finde ud af hvor jeg overhovedet var henne, og derefter at skulle finde hjem igen. Jeg bakkede frustreret mine hænder mod den røde murstens bygningen. Jeg bandede svagt. Det her havde jeg virkelig ikke brug for. Jeg så forskrækket op, da et dyt lød bag mig. En sort bil holdt ved kantsten bag mig. En lyshåret fyr steg ud af bilen. Det tog mig et sekund eller to at genkende ham. Taylor.

Taylor havde jeg timer med. Han sad altid bag mig og skulle låne en blyant. Han havde altid en pige ved sin side, så det undre mig at se ham uden. Han var iklædt sorte jeans med en grøn trøje på. Han smilede til mig. Hvorfor?  Det ved jeg ikke. Vi havde aldrig haft en rigtig samtale før.

”Du virker lettere irriteret lille solstråle, har loverboy slået op med dig? Eller har du fået et 10 tal i stedet for de sædvanlige 12 tal?” Han grinede. ”Eller har du brug for et lift?” Hans grin irriterede mig. Ikke fordi det lød dårligt eller noget, men fordi jeg vidste han grinede af mig.

”Hey, op med humøret det var bare for sjov. ” Han smilede til mig.

”Havde du så brug for et lift eller hvad?” Han grinede igen. Han fandt det her meget morsom, hvor jeg ingen morsomhed så i dette. Jeg nikkede kort bestemt til ham og steg ellers ind i bilen. Han var hurtigere end mig og havde allerede startede motoren. Selvom jeg overhovedet ikke var særlig tryg med at være i bil med ham, var det her min eneste måde at komme hjem.

”Du er godt nok snaksalig i dag, var?” Han jokede godt nok meget. Jeg ignorerede hans spørgsmål og kiggede ud af vinduet. Efter nogle mislykkede forsøg fattede han hentydningen. Der var en akavet stilhed  i bilen hele vejen tilbage. Man kan vel sige jeg var skyld i den, men ignorerede bare følelsen af skyld over at have afvist ham på en måde.

Tilbage på campus steg jeg hurtig ud af bilen og bevægede mig hurtig hen mod min bygningen. Bag mig råbte han, ”selvtak.” Jeg rystede bag på hovedet af ham og gik ind i en grimme gule bygningen. Den var af mursten, men ikke særlige pæne mursten.

Jeg tog mig straks et bad, og holdt min roomie med selskab eller rettere sagt, sad jeg bare i min seng og ignorerede hende, som hun gjorde med mig. Rosaline. Det hed hun. Hun var meget populær blandt alle og var flink mod alle. Hun var vist drømmepigen. Vi talte ikke så meget sammen. Hun havde prøvet, men det lykkedes ikke så godt for hende. Hun prøvet virkelig at være min ven, men jeg afviste hende hver gang, så til sidst holdt hun helt op med at prøve. Selvfølgelig var der nogle gange, hvor hun prøvet igen, det skete dog ganske få gange.

”Hvor var du henne i morgens? Jeg hørte kun du smækkede med døren.” Hendes stemme var venlig og rar. Det undre mig, at hun aldrig havde haft en kæreste eller haft nogle med henne på vores værelse. Eller måske er det, fordi hendes roommate er så underlig.

Hun kiggede op på mig med medlidenheden i øjne. Hendes ansigt var pænt og hendes krop var velformet og hun lignede bare en supermodel.

Jeg fik den dårligt over at have vækket hende. Jeg ville aldrig skade andre, men jeg tænkte ofte kun på mig selv og ikke på hvad mine handlinger medførte.

Jeg sukkede og vendte mig mod hende. ”Ude og få noget luft.” Jeg kiggede ned på mine finger og vendte på hendes svar.

”Årh.” Det var hendes svar. Jeg havde ikke talt med hende den sidste måned og når jeg så gjorde det, var det hende svar?

Jeg kunne mærke følelserne under huden på vej op, men jeg fandt min styrke og maste dem ned og væk.  Jeg skulle til at rejse mig, da hun afbrød mig.   

”Vent. Det er rart at høre din stemme,” siger hun stille.

Der var en stille pause mellem os, og eftersom jeg ikke sagde noget, forsatte hun:

”Jeg har altid troet at du ikke brød dig om mig, men jeg håber selvfølgelig det ikke er rigtig. ” Hun stoppede kort. Ventede nok på at jeg skulle fortælle min mening om hende. Men jeg sagde ikke noget. ” Jeg tænkte på om du måske havde lyst til at tage med til en fest?” Jeg vidste godt, at jeg ikke havde været så meget social, siden jeg begyndte på colleget, men jeg havde heller ikke noget i mod det. Jeg løj endda om det hele til mine forældre. Jeg sagde altid, at jeg havde det godt og havde fået nogle gode venner, og jeg gjorde altid dette fordi jeg ikke ville have at de fik ondt af mig eller opfattede noget.

Jeg smilte halvt, og var ellers bare stille. Mine tanker fløj rundt omkring. Hvad skulle jeg gøre, hvis de synes jeg var underlig, når jeg ikke snakkede? Eller hvad med hvis jeg snakkede og ikke passede ind? Men det eller værste ville være hvis jeg kunne lide det. Hvad skulle så gøre med mig selv og den jeg var nu? Hvis denne fest forandre mit liv, ligesom den sidste jeg var til gjorde?

”Det okay hvis du ikke har lyst. Vi kan også bare spise noget pizza sammen?” Rosalines stemme gjorde en stoppe for min tankestrøm. Hun smilede opmuntrende til mig.

”Okay.”

I hendes pande formede der sig en spørgsmålstegn.

"Jeg vil gerne med til festen, Rosaline." Min stemme lød som en lille mus. Jeg hadet, når jeg havde den stemme. Den fik mig til at lyde som en lille pige, som var genert, hvilket jeg bestem ikke var. Jeg havde bare valgt at holde mig tilbage for at undgå opmærksomhed, for opmærksomhed skabte problemer, og det var det sidste jeg ønskede.

"Kald mig Ros. " Hun smilede et stort tandpastasmil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...