Engang i december

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 dec. 2015
  • Opdateret: 25 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det er den anden december da det for alvor går op for mig.

- mit bidrag til Hold Me Closer-konkurrencen, valgmulighed nr. 1

2Likes
4Kommentarer
211Visninger
AA

1. Engang i december

Folk taler om, hvordan de har vidst, at de var homoseksuelle hele livet. Eller siden de var små. 

"Jeg har vidst det siden jeg var fire," har jeg hørt sagt flere gange. 

Men sådan er det altså ikke for mig. 

Det er den anden december da det for alvor går op for mig. Jeg er femten år gammel. 

Jeg har egentlig nok vidst det i et stykke tid, men med ét bliver det fuldkommen cementeret. Og der er ingen vej tilbage. 

Jeg kan godt lide piger. 

Og det er meget sjovt, for jeg har godt vist det før, men bare ignoreret det, fordi jeg ikke har orket at tage stilling til det. 

At tage stilling til det ville betyde at anderkende, at de følelser jeg havde for Laura i sjette klasse måske ikke kun var helt venskabelige. At tage stilling til det, ville betyde, at skulle pludselig bekymre sig om hvad man skal sige til hvem. Om at springe ud. 

Det er alt for meget, alt for besværligt. Det er så overvældende, jeg er bare blevet med at udskyde det. I mit baghoved er der altid planer om tænke nærmere over det på et tidspunkt, men i sidste øjeblik undviger jeg. 

Hvis nogen havde spurgt mig for et par måneder siden, ja bare i går faktisk, hvad min seksualitet var, havde jeg nok bare trukket på skuldrende og mumlet "hetero, I guess". 

Selvom jeg har taget mig selv i at se på piger før. Og flere gange har jeg tastet "how do you know you're a lesbian" ind på google, men aldrig har jeg trykket på "søg". 

Jeg har prøvet på at lade vær med at tænke for meget over det. Det er så meget nemmere ikke at tage stilling og bare give mine veninder ret når de taler om en flot fyr, som jeg nu ikke synes der er noget særligt ved. 

(Fyre er da okay, men tanken om at kysse en.. gør bare ikke noget for mig) 

Men dét kan jeg ikke gøre mere. Ikke uden at lyve. For nu er jeg sikker. 

Pokkers julekalender. 

For sjovt nok er det TV2's julekalender, der får mig til at indse det. Vi sidder hjemme hos Lasse, alle os fra bandet. Vi har øvet på hans værelse og nu har hans lillesøster inviteret os til at se begge julekalendere med familien. 

("I behøver altså ikke," havde han sagt til os da hun spurgte, mens han sendte hende et døds-blik. 

"Nej nej, vi vil gerne!" storsmilede Carsten, der helt sikkert kun sagde ja, for at irritere Lasse) 

Så nu sidder vi her. Fem teenagere klemt sammen på en sofa, med en ti-årig pige, der har lagt sig tværs over os alle sammen, og ser julekalender. 

Jeg så ikke julekalender i går. Jeg har ingen anelse om, hvad TV2's julekalender handler om. Absalon's Hemmelighed husker jeg fra da jeg var mindre, men den nye er et spørgsmålstegn for mig. 

Og så går det løs. Juleønsket begynder til Rasmus Seebachs toner. 

Og pludselig er Mie der. Mie, storesøsteren til hovedpersonen. Med det flotte hår og venlige øjne og søde smil. 

Mie, der er så smuk og klog. 

"Hende dér ville jeg ikke have noget imod at blive spærret inde i et kosteskab med, hvis I ved hvad jeg mener," griner Lasse og Ida slår ham på armen. 

Jeg ved virkelig hvad du mener, fanger jeg mig selv i at tænke, det ville jeg heller ikke have noget imod 

Og så er jeg for langt inde. Det er ikke første gang jeg har tænkt noget lignende, men nu er det én gang for meget. Jeg ved det nu. 

Hetero piger tænker nok ikke på fiktive piger på den måde. 

Mine øjne lukker sig ligesom af sig selv. Jeg kan godt lide piger. Jeg kan godt lide piger. Det er cementeret, jeg kan ikke benægte det mere, i hvert fald ikke over for mig selv. 

Jeg kan godt lide piger. 

"Se, Lasse, Liza synes også du er latterlig!" hører jeg Ida sige. Jeg åbner forvirret øjnene. "Hun lukkede øjnene og sukkede dybt, det er tydeligt hun også synes du er en idiot - ikke, Liza?" 

Jeg nikker bare. Totalt. Helt sikkert. 

Carsten og Nick griner og Ida smiler smørret. 

"I er alle sammen så fucking unfair," mumler Lasse og skuler til de to andre drenge. 

Før nogen kan nå at svare, har Lasses lillesøster åbnet munden. 

"Moar, Lasse bander!" 

Lasse udstøder et dybt suk og gnider sin håndflade mod panden. 

"For fanden da også, er det her 'gå-efter-Lasse-dag'?" 

"Moar!" 

xxxxxxxxx 

Det første jeg gør efter at komme er hjem, er at åbne min computer og gå på google. Mine fingre bevæger sig hurtigt over tasterne. 

"how do you know you're a lesbian" 

Jeg tøver, med min højre pegefinger på musen, parat til at klikke på "søg". Pludselig virker det her som et godt tidspunkt at studere måden min lilla neglelak er begyndt at skalle på og tænke på at fjerne den helt eller give neglen et nyt lag eller... 

Nej. Jeg ved det jo allerede godt. Nu gør jeg det. 

Jeg trykker "søg". 

 

How do you know you're a lesbian - checklist: 

Do you check out women? Do you notice a woman's smile, quirks and features? 

Does your heart race and your stomach flutter when you see an attractive woman? 

Are you constantly daydreaming about a specific woman? 

Are you sexually aroused by women? 

Do you prefer to kiss women? 

 

Kan jeg genkende punkterne på denne her liste? 

Jeg tænker på, hvordan jeg plejede at have det med Laura fra klassen, da jeg gik i sjette. Hvordan det nogen gange føltes som om min mave knugede sig sammen og jeg skulle kaste op, når jeg var sammen med hende. Hvor opsat jeg altid var på at være på hold med hende i alting. 

Et par af pigerne i klassen fik kærester i sjette, men drengene interesserede mig aldrig. Og jeg havde aldrig overvejet at piger var en mulighed. Selvom jeg i bagklogskabens lys nu tydeligt kan se, at det ikke kun var Lauras ven, jeg gerne ville være. 

Det stoppede først i syvende, da hun flyttede til Tyskland. Og efter det, var jeg trist i flere måneder, selvom vi ikke havde været så tætte. Jeg ved, at det undrede min familie meget. Det undrede som sådan også mig, hvor meget jeg savnede hende. 

Og jeg tænker på, hvordan jeg har reageret de gange jeg har set en pæn pige i offentligheden. Jeg må ærligt indrømme, at jeg lægger en del mærke til de piger jeg ser på min vej. Så sent som i sidste uge gik jeg ind i en lygtepæl, fordi en pige på vej ud af fakta distraherede mig. 

(Den officielle undskyldning i mit hoved var, at hun "havde en virkelig pæn jakke") 

Og de overvældende tanker jeg fik om Mie fra Juleønsket tidligere på aftenen. Alle de tanker om hendes hår og smil og øjne og (perfekte) smilehuller. Som jeg stadig kan mærke fylder mig nu. Hun er virkelig henrivende. 

Jeg forstår godt, hvad Lasse mente. 

Checklisten.. passer på mig. Jeg kan ikke udskyde det længere, kan ikke benægte det længere - og har heller ikke lyst til det længere. 

Jeg er lesbisk. 

Jeg sukker. Jeg er ikke sikker på, om det er et lettelsens eller foruroligelsens suk. Der er noget skræmmende over det, noget skræmmende over at have anderkendt det, selvom det bare er i mine tanker. Og selvom det har været undervejs i noget tid. Men der er også noget meget lettende ved det. Endelig er jeg sikker. Endelig er der et navn på det. 

Mit hoved er fuld af tanker om det, når jeg går i seng. Hvad skal jeg gøre i morgen? Hvem skal jeg fortælle det til? Hvor lang tid kan jeg gå med det selv? 

Klokken er kun halv ti, men jeg har brug for at sove. Jeg har brug for at.. trykke pause på det hele og fortsætte i morgen. Som om livet er en film jeg ikke kan overskue lige nu. 

Hvor ville jeg ønske jeg kunne pause livet til længere end i morgen tidlig. 

xxxxxxxxxxxxxxx 

De næste par dage går bare. Jeg er på samme tid distraheret og fokuseret. Jeg har en mærkelig følelse af, at jeg kan koncentrere mig mere om mit liv, nu hvor jeg er sikker. Men samtidig vænner mine tanker sig konstant mod emnet. 

Det er alt sammen forvirrende. Og jeg har endnu ikke sagt ordene højt. Ikke engang for mig selv. Jeg stod foran spejlet i en time i går og stirrede på mig selv. Jeg havde lyst til at sige det, havde lyst til endelig at få det sagt, men det føles som om det vil virkelig, for alvor bekræfte det. 

Bekræfte, at jeg godt kan lide piger. Og det er så langt ude, for det ved jeg ligesom godt. Det er gået op for mig. Og det er heller ikke som om jeg har noget imod det - det komplicerer en del ting, men det er ikke som om jeg skriger ved tanken. 

Alligevel føles det som om mundligt bekræftelse vil bryde et segl. Og det for alvor vil "gå i gang" - hvad end det så betyder. 

"Liza, er du der?" 

Jeg nikker. 

"Ja ja, Nick, jeg stod bare i mine egne tanker, slap af." 

Lige nu er jeg egentlig i gang med at øve med bandet. 

Det er består af mig, Ida, Nick, Carsten og Lasse. Lasse og jeg har kendt hinanden siden børnehaven og vi gik på samme skole - nu går han på gymnasiet, mens jeg går i niende. De andre mødte vi gennem musikskolen. 

Jeg er den yngste i gruppen, og de andre kalder mig for sjov "deres baby". I starten prøvede jeg at få dem til at stoppe, men de grinte bare og sagde ting som "åååårh, vores baby er blevet så stor, hun kan endda bande af os". Til sidst gav jeg op. 

"Jamen, okay så, chill, baby. Vi tager "Hand in Glove" forfra igen, alle sammen!" Det sidste siger Nick med hævet stemme, så alle kan høre det. Jeg kan se Ida rulle med øjnene fra trommesættet - Nick kan godt lide at opføre sig som om han er lederen af vores band, bare fordi han er forsanger og den ældste. Den eneste i bandet, der er fyldt atten år endnu. 

Lasse sætter sangen i gang med et guitarriff og vi andre falder hurtigt ind. Jeg bliver hurtigt tabt i fornemmelsen af at spille bas, af at være med til at skabe noget, der lyder så godt, passer så godt sammen. Musik er som et puslespil og når jeg er i gang med at spille føles det som om jeg selv skaber mine egne brikker, former dem, så de passer. Jeg kan bare lade tankerne flyve. 

Eller, det kan jeg normalt godt. 

I dag fumler mine fingrer. Jeg spiller forkert adskillige gange bare i det første vers. Desperat håber jeg på, at de andre ikke vil sige noget til det. 

Som om. 

"Okay, lad os lige tage en pause." siger Nick. De stirrer alle sammen på mig. Åh gud, det her kan jeg ikke klare. Hvordan skal jeg forklare min distraktion? Jeg har ikke engang fucking sagt det højt for mig selv endnu. Åh gud, det her er ikke godt, de vil vide hvad der er galt, jeg må finde på en hvid løgn, eller - 

"Liza, er... er du okay?" Det er Lasse der spørger. Jeg kan genkende måden han ser på mig. Rynken i panden, han kun får når han er bekymret. "Du har været distraheret i flere dage, virker det som om! Hvis der er noget galt, ville du sige det til os, ikke?" 

Mit blik flakker nervøst imellem dem og jeg tager deres nysgerrige, men også tøvende og bekymrede, ansigter ind. 

Okay, det er ikke sådan en big deal, vel? Jeg kan sagtens sige det, ikke? Men... jeg ved ikke, jeg er ikke klar endnu, det er alligevel stort. 

Nej, jeg siger bare noget om presset af lektier og sådan, det er nok det bedste for nu. Man kan jo heller aldrig være helt sikker på folks reaktion. 

Nu har jeg fundet en rimelig, måske lidt tynd, men rimelig undskyldning jeg kan give dem. Så selvfølgelig er dét, der ryger ud af min mund noget andet. 

"Jeg kan godt lide piger." 

Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer, måske nogle tøvende spørgsmål om jeg er sikker eller hvordan jeg ved det, eller i værste tilfælde væmmelse. 

Det er ikke det jeg får. 

De er alle sammen stille i et par sekunder og så storsmiler Carsten. 

"Tillykke!" udbryder han og de andre griner. Jeg stirrer bare målløst på ham i et par sekunder. Jeg fatter ikke helt hvad der sker. 

"..hvad?" 

Carsten ler. 

"Her har vi gået og troet, at der forgår noget alvorligt med dig og så er det bare det?" 

Jeg bevæger mig ikke. Jeg siger ikke noget. 

En lille ting? En lille ting? Jeg har gået og været rædselsslagen over det her i flere dage, har gået og frygtet folks reaktion, og det er hvad jeg får? 

Det er ikke fordi jeg gerne ville have, at de skulle hade mig, det her.. kommer bare lidt bag på mig. 

Tillykke? Er det en joke eller noget, tror de ikke på mig, gør de grin med mig, lykønsker de mig rent faktisk? 

Åbenbart lægger de andre mærke til mit nok meget undrende ansigtsudtryk. Deres smil blegner lidt. 

"Liza.. du troede vel ikke seriøst at vi ville være imod det eller imod dig.. vel?" spørger Nick tøvende. 

Jeg trækker forvirret på skuldrende. 

"Nej! Jeg mener, det troede jeg ikke som sådan, men hvordan skulle jeg være sikker? På noget som helst? Det her har været så uoverskueligt!" Mit udbrud overrasker os alle sammen. Jeg koger over, presset af mine tanker over det sidste stykke tid har været hårdt. "Og jeg har ikke haft nogen at tale med og -" 

Pludselig kan jeg mærke flere par arme om mig og jeg er midt i et rodet gruppekram. 

Jeg kan lugte Ida's parfume og føler Lasses albuer bore sig ind i min side. Jeg kan mærke flere arme, flere ben, men jeg er ikke sikker på, hvis er hvis. 

Det undrer mig, at de gør det her, ingen af dem har nogensinde været de mest "rørende" mennesker, men jeg klager ikke. 

Vi står sådan i et par minutter. Ingen siger noget. Jeg græder vist, er ikke helt sikker på hvorfor. Det her er alt sammen så.. overvældende. 

Jeg ved ikke, hvem der først begynder at vikle sig ud af det rod vores kram er, men til sidst står vi alle sammen normalt igen. 

Carsten lægger en hånd på min skulder. Hans brune hår falder ind i blå øjne, som jeg flere gang har hørt Nick omtale som "de blå ædelsten" for sjov. 

Han smiler til mig og med et kommer jeg i tanke om det førstehåndsindtryk han gav mig da vi mødtes første gang. Venlig. Rar. Hjælpsom. 

"Hey, det er okay, Liza. Jeg mente, hvad jeg sagde. Men jeg er nødt til at spørge, hvorfor talte du ikke med mig om det, eller med Nick? Hvis nogen ved noget om, hvor hårdt det her kan være, er det os." 

"Vent.. hvad?" 

Nick fnyser højt og ruller med øjnene. 

"You know, måske det faktum at mig og Carsten er kærester? Vi har fucking været igennem det samme?" 

Hans stemme er fuld af sarkasme, men han ser stadig lidt småbekymret på mig, som de alle sammen gør. 

Jeg svarer ikke engang. 

"Det.. havde jeg ingen anelse om. Men tillykke?" siger jeg langsomt. Okay, den havde jeg ikke helt set komme, men det bør jeg måske have. "De blå ædelsten", wow, okay, jeg er godt nok langsom. 

De stirrer alle sammen fuldkommen målløse på mig. 

"Hvordan har du ikke lagt mærke til det? De er så fucking par-agtige og så er der altid gang i dem til festerne." udbryder Ida. 

"Jaer, men måske har det noget at gøre med, at jeg ikke er til jeres gymnasiefester," siger jeg lidt for skarpt. Især her de sidste par måneder, har der været en forskel mellem mig og de andre, der alle sammen går i gymnasiet. Det lader jeg måske skinne lidt for kraftigt igennem nu. "Nej, undskyld, jeg er bare ikke... det har bare... den her dag har været utroligt udmattende." Jeg sukker lader mig falde ned på en stol. 

Nick kommer og stiller sig ved siden af mig. Han trækker på skuldrende. 

"Tja, du ved det i hvert fald nu. Og det er fedt, nu er vi i overtal her i bandet, kun to ud af fem er hetero," griner han og jeg kan se Lasse rulle voldsomt med øjnene, "Lisa, det er ikke det letteste, det med ikke at være hetero, folk kan være fucking forfærdelige, men det handler om at holde hovedet højt og være stolt, okay?" 

Jeg nikker bare. Okay. Det kan jeg da godt. Tror jeg. 

"Ja," stemmer Carsten i, "og du skal kun springe ud til dem du har lyst til, du skylder ingen noget. Og du kan altid komme til os. Altid." 

 

Det er december første gang jeg springer ud til nogen. Det er kun et lille skridt, men et vigtigt et, alligevel. 

Og det slår mig, hvor heldig jeg har været med det her. Hvor heldig jeg er, at mine venner er så gode, hvor heldig jeg er, at jeg ikke  vokset op med forskruede idéer om homoseksualitet. 

Jeg er stadig rædselsslagen ved tanken om at springe ud til min familie, til andre. Det tvivler jeg på jeg nogensinde stoppe med at være. Og jeg kan ikke lade vær med at tænke på, at de en unfair, at det skal jeg gå og bekymre mig om, mens hetero folk bare kan gå rundt og aldrig være nødt til at tænke over deres seksuelle orienteringer eller bekymre sig om, hvordan folk reagerer. Hetero folk komme aldrig til at helt kunne forstå hvordan det er. Og for at være helt ærlig, er jeg glad for at de ikke behøver bekymre sig, være bange på samme måde. Det ønsker jeg ikke for nogen. 

Jeg ville bare ønske, at vi heller ikke var nødt til at frygte. 

Jeg ville bare ønske, at det var på en anden måde, så selv jeg, der har fået en "tolerant opvækst" eller hvad end man kalder det, ikke er bange for at sige det højt, at jeg godt kan lide piger. 

 

Men jeg er heldig. Og det er jeg dybt taknemmelig for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...