The Unexpected

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2015
  • Opdateret: 7 jul. 2016
  • Status: Igang
Nicole og hendes veninde Clarke bor sammen i New York. De begge er studerende og er 18 år gamle.
Nicole nyder at poste billeder på Instagram af sin makeup, hår og tøj, da det er det den handler om. Efter en underlig bytur bliver alt forandret.

7Likes
7Kommentarer
1647Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Jeg tager mit slap-af-tøj på og jeg springer direkte ind i sengen, jeg finder hurtigt min telefon og åbner Instagram med det samme. Jeg tjekker den hurtigt igennem og får tjekker derefter mine beskeder. De alle sammen er fra Clarke.
I undre jer nok over hvor mine forældre er henne i billedet.

For 6 år siden var mine forældre og jeg ude og køre. Vi var på vej ud og købe juletræ. Jeg var ikke mere end 12 år gammel på det tidspunkt. Vi alle var i julehumør og hørte julesange fra radioen, vi alle tre sang med og grinede, min far havde virkelig ingen tone i livet. Vi finder hurtigt det juletræ vi ville have. Eller rettere sagt, det jeg ville have. Vi spænder træet på taget af bilen og kører hjemad. Der var meget sne den vinter og det begyndte at blæse op. Få kilometer fra vores hus får vinden fat under træet og min far mister kontrollen over bilen. Min mor skriger, jeg gemmer mit ansigt i mine små lyserøde hansker og græder. Vi slinger fra side til side. Derefter blev alt sort. Jeg husker at vågne op på hospitalet med min faster Anna ved min side. Hun ligger og holder mig i hånden og kigger ud af døren ud til gangen.
Hendes øjne glemmer jeg aldrig da hun så at jeg var vågen. Efter at hun har fortalt mig stille og roligt om hvad der var sket, får jeg så at vide, at begge mine forældre er døde. Min mama og papa døde på stedet. Det var kun mig der overlevede. Det var kun med nød og næppe faktisk. Det er derfor jeg har et ar omme i nakken. Lægerne var nød til at operere mig, da jeg havde slået hovedet meget kraftigt. Min mor havde ingen søskende eller forældre. Hendes mor døde da jeg var 10 og hendes far havde hun ikke så meget kontakt med. Han meldte sig ud af familien da min mormor døde. Min far er adopteret, så han havde aldrig kendt sine forældre. Han ville ikke opsøge dem da han har gammel nok. Han mente, at de ikke ville have ham, så de ”smed ham ud” af deres liv. Han boede så hos en meget rar kvinde ved navn Erica. Hun har ingen mand, hun blev slået af sin far, og derfor har tillidsproblemer med hensyn til mænd.
Så nu har jeg kun min faster Anna og Erica. I undrer mig nok over, at jeg kalder Anna for ’faster Anna’, eftersom min far blev adopteret. Jo, ser i, min far blev adopteret af Erica. Erica havde også adopteret en pige som hed Anna. Hun er 2 år ældre end min far. Jeg har altid kaldt hende for ’faster’, og det bliver jeg ved med.  Hun kendte min far næsten hele hans liv, og betragtede ham som sin lillebror.
Min familie er meget splittet og ikke rigtig til at finde ud af, men det er noget jeg er vokset op med, så jeg har vænnet mig til det.

 

Justin kommer ind i soveværelset og smider sig i sengen. ”Jeg er virkelig sulten, er du sulten?” Han ligger på ryggen, med hænderne på maven. ”omg ja…” – ”Pizza?” Jeg nikker til ham og han finder sin computer frem. Vi får bestilt en pizza og venter på at den bliver leveret.
Justins telefon ringer
“Hallo? Nej. Øjeblik.” Han rejser sig fra sengen og går ud.
Det undrer mig lidt, men vælger ikke at tænke videre over det. Der popper en besked op fra Clarke. ”Ring når du læser min besked”
Jeg ringer hende op med det samme.
Clarke: Hvad sker der for dig?
Nicole: What the fuck?
Clarke: Du er aldrig hjemme, jeg har ikke set dig siden i fredags. Nu er det lørdag aften  og du er stadig ikke hjemme…
Nicole: Woooow, slap af. Er du jaloux? Må jeg ikke have det sjovt uden du er sammen med mig?
Clarke: Hold kæft man. Ved du hvad? Hyg dig. Hvis du har behov for at være sammen med Justin hele tiden, hvorfor flytter du så bare ikke sammen med ham?
Nicole: Er du seriøs?
Clarke: Ja.
Nicole: Måske er det dét jeg gør.
Jeg knalder røret på og opdager Justin stå i døren og kigge på mig. ”Er du okay?” Det går op for mig, at jeg har tårer i øjnene. ”Ja, nej. Nej, jeg er ikke okay…” Han kommer over og holder om mig. “Hvem var det du snakkede med?” – “Clarke…” Det ringer på døren. “Jeg kommer om et øjeblik.” Jeg rykker mig væk fra hans skulder og sætter mig ordenligt op.

*Justins synsvinkel*
Det ringer på døren, det er sikkert pizzaen. Da jeg åbner døren er det ikke pizzaen. Det er Selena.
”Selena, hvad laver du her?” – ”Jeg ville bare gerne se dig.” – “Du er nød til at gå. Jeg har intet at snakke med dig om.” Hun kigger ned i gulvet og mumler. “Jeg savner dig.” – “Selena hør her, Jeg har intet at sige til dig. For det første, du var sammen med en anden. For det andet, jeg vil ikke have dig i mit liv. Jeg vil ikke være sammen dig. Er du ikke sød og gå?” – ”Justin det passer jo ikke.” – ”Gider du godt?” Selena nikker og går. Jeg stiller mig i døren og venter på, at hun kører væk. Jeg skal være helt sikker på, at hun er væk før jeg kan gå ind igen. Jeg gider seriøst ikke have hende rendende her. Hun kan ikke bare tro, at hun kan komme og gå som det passer hende. Hun var mig utro for fuck sake. Jeg kan ikke være sammen med hende. Og det vil jeg heller ikke. Jeg synes Nicole er sød, flot og så har hun de smukkeste øjne. Og så alt andet ved hende er bare perfekt. Det er hende jeg vil være sammen med, ikke Selena. Jeg vil nok altid føle noget for hende, da hun var min første rigtige kæreste og forelskelse. Men jeg kan bare ikke.
Selena er kørt og jeg lukker døren. Jeg stiller mig med ryggen til døren og kigger ned af mig selv. ”Justin?” Jeg kigger op, Nicole står for enden af trappen og kigger ned på mig. ”Jeg skal bruge et lift i morgen. I morgen er det dagen hvor mine forældre døde. Kan vi ikke nok tage hen på kirkegården og besøge dem?” Jeg går roligt op af trappen og tager hende ind til mig. ”Selvfølgelig kan vi det, jeg skal nok køre dig.” – ”Tak.” Hun giver mig et kys på kinden og gravler ind i min favn igen. 

Det ringer på døren igen. Jeg kysser hende på panden og går ned og åbner. Det er pizzamanden. Jeg tager min pung op fra min lomme. Jeg betaler ham og tager pizzaen. Jeg lukker døren med min fod og kigger på Nicole. ”Hvor vil du spise henne?” - ”Kan vi ikke spise oppe i sengen. Jeg vil bare begrave mig i dynerne og puderne.” Jeg smiler hende mens jeg går op af trapperne. Da vi kommer ind i soveværelset smider hun sig direkte i sengen. ”Hvordan har du det? Jeg tænker nu hvor det er dagen i morgen, det med dine forældre gik bort. Du ser ud til, at tage det med en masse blandet følelser..” – ”Jeg har det blandet omkring det. Men det er jo noget tid siden nu, så man vender sig vel til det? Hvis man kan tillade sig at sige det, uden at det kommer til at lyde ondt.”
Jeg har svært ved at sætte mig ind i hvordan hun har det. Jeg har både min mor og far, plus mine søskende. Det er svært for mig, at kunne forstå hendes følelser. Jeg kan godt regne ud, at det er trist og det gør ondt. Men det er svært alligevel.

*Nicoles synsvinkel*

Pizza var lige hvad jeg havde brug for.  Efter 6 år lærer man nok undervejs, at komme videre og ikke gå hver eneste dag og tænke på ens afdøde forældre. Da jeg gik til psykolog snakkede vi ikke om andet end mine forældre, bedste forældre, Erica og Faster Anna. Eller sagt med andre ord. Min familie. Jeg blev vel bare træt af, at snakke om døden og det med, at min morfar skred midt i det hele. Jeg har kun Erica og Faster Anna tilbage. Det er også mere end rigeligt, eftersom det hele er lidt rudet her i mit liv. Jeg har bare gjort det klart for mig selv, at de eneste to dage ud af hele året jeg vil snakke om mine forældre er på dagen før og dagen hvor de døde. På den måde, kommer jeg hurtigere videre. Det er hårdt sagt, det er jeg godt klar over. Nok om mine forældre. Jeg synes, at jeg har snakket nok om dem…

 

Jeg har ikke passet min Instagram her på det sidste, så Justin og jeg har aftalt, at vi tager til hans møde først. Han skal mødes med Scooter ang. hans tour. Og så tager vi hjem til lejligheden og får fat i lidt flere af mine ting, så jeg kan få gang i min Instagram igen. Har dårlig smag i munden over, at jeg ikke har lagt noget op her de dage, hvor jeg har været sammen med Justin.

~Dagen efter.~

Klokken er ved at være mange, så vi skal til og afsted. Justin er gået ned for at hente bilen. Jeg står stadig og spekulere over hvilken jakke jeg skal have på. Det er ikke koldt udenfor, vinteren er snart forbi, så jeg tager en vest på i stedet for en jakke. Mit outfit i dag er en hvid vest, hvide støvler, hvide bukser, blå langærmet bluse og en blå taske. Ned af trappen og ud til bilen. Han har ikke taget sin Lamborghini, men sin hvide Ferrari i stedet for. Han gør som han plejer, åbner og lukker døren for mig. Jeg tager min sele på og sender en sms til Clarke. ”Hej Clarke, kan du huske mig? Hende du har været bff’s med siden børnehaven og bor sammen med? Når nej, vi bor ikke sammen længere, du smed mig jo ud? Jeg kommer efter nogle flere ting om nogle timer. Skal bare lige til møde først. Nu ved du, at jeg kommer. Så om du vil være der når jeg kommer, er op til dig.”
Jeg sender den og lægger min telefon tilbage i min taske. Justin kommer ind i bilen og lægger sin hånd på mit lår. ”Har du skrevet til Clarke, at vi kommer efter nogle ting senere?” – ”Jeg har skrevet, at jeg kommer efter dem. Jeg har ikke nævnt dig i min besked, men det skal hun heller ikke vide. Det kan være lige meget, om du er med eller om du ikke er med.” Han nikker og tænder for bilen og sætter kursen med Scooter hus. Det undrer mig lidt, at de ikke har et bestemt sted at mødes, men at de bare mødes hjemme hos en af dem.

 

~Hjemme ved Scooter~

Vi bliver mødt med åbne arme og bliver vist ind i stuen til et langt spisebord, hvor der ligger nogle kort, papirere og en masse andre ting. Vi sætter os hen til bordet, og de går direkte i gang. Jeg sidder bare og kigger med og lytter. ”Nicole, du tager med ikk’? Vi skal jo have en til at se efter Justin og holde ham i ørene?” Scooter griner mens Justin slår ham blidt i baghovedet.
”Hvis i ikke selv kan holde øje med ham, så skal jeg nok tage med. Men det kommer an på om jeg kan få fri i den periode for Nicci.” – ”Bare rolig, Nicci er en af mine gode venner. Jeg har snakket med hende. Vi kom frem til, at hvis du tager med, så kan du få afsluttet dit andet år på skolen. Du kan komme op til eksamen om 14 dage, du får fri dagene op til, for at læse. Nicci ringer i morgen og fortæller dig, hvordan det hele vil komme til at foregå. Men selvfølgelig kun hvis du siger ja.”

”Lad mig lige tænke over det.” Justin kigger underligt på mig, som om, at jeg har gjort noget galt. Jeg bliver reddet ved min telefon der ringer, det er Faster Anna. ”I må have mig undskyldt, men jeg er nød til at tage den her.” Jeg rejser mig fra stolen og går ud i gangen.
Nicole: Faster Anna, hej, hvad så? 
Anna: Nic, jeg har lige været hjemme hos dig, men Clarke sagde, at du var sammen med en Justin, hvad er det du ikke fortæller mig?
Nicole: Det er intet stort. Bare en ven. Hvad laver du oppe i lejligheden? Du plejer at ringe først?
Anna: Ja, det ved jeg. Men jeg ville snakke om i morgen. Skal vi følges derned sammen?
Nicole: Du kan altså godt sige kirkegården. Det gør mig ikke så meget længere.
Anna: Du tager det pænere end jeg. Og det er mig der er gammel og grå. Jeg burde kunne klare det bedre end dig.
Nicole: Du er ikke gammel og grå. Bare… Ældre. Hahaha
Anna: Skal vi følges derhen i morgen?
Nicole: Jeg skal derhen med Justin, men vi kan mødes derhenne?
Anna: Så lad os det, men fortæl mig lige en ting. Hvem er ham Justin?
Nicole: Det er Justin Bieber. Kan du huske ham jeg var til koncert ved for nogle år siden, hvor jeg kom op på scenen, fordi jeg blev ollg?
Anna: Meget morsomt Nicole.
Nicole: Jeg tager ikke pis på dig Faster. Det er ham. Men jeg skal altså smutte igen.
Anna: Er i kærester?
Nicole: Farvel Faster, og nej han er ikke min kæreste. Vi er kun venner. Vi ses i morgen. Samme tid som altid?
Anna: Ja, lad os bare sige det. Vi ses.

Jeg lægger på og vender mig om. Jeg mødes Justins blik. Han står lænet op af dørkarmen med krydset arme. Han går over mod mig med langsomme skridt. ”Vi er kun venner? Hvad skal det sige? Kan venner gøre dette?” han kysser mig ned langs halsen. ”Eller dette?” Hans ene hånd er på min røv og den anden er om i min nakke ”Kan venner så gøre det her?” Han kysser mig på munden, og hvisker mig derefter ind i øret. ”Hvis vi ikke er mere end kun venner, hvorfor kan jeg så gøre dette?” Hans hånd fra min røv kører op af min side, fra min side til min skulder og ned til mit bryst, mens han kysser mig på halsen igen. Jeg kan mærke, at jeg bliver tændt. Mine vejrtrækninger bliver tungere og tungere. Jeg bider mig selv i læben og griber fat i håret på ham. Jeg river ham blidt i håret, for at fjerne hans læber fra min hals. Vi kigger hinanden i øjnene. Jeg kysser ham og bider i hans læbe.

”Såååå, skal vi bare droppe det her og finde en anden dag?”

Vi stopper og kigger på hinanden. Justin vender sig om og jeg kigger hen i døråbningen. Scooter står og kigger på os. Man kan se, at han er ved at dø af grin. ”Meget morsomt Scooter. Lad os blive færdige her, så vi kan komme hjem og blive færdige. Justin vender sig om og blinker til mig. Vi alle tre går ind og bliver færdige med lidt af det. Der er meget der skal planlægges ved sådan en tour.

 

~I lejligheden~

Vi kommer op til en tom lejlighed, Clarke er her ikke. Det er underligt, for hun plejer altid at være hjemme på dette tidspunkt. Hun har nok ikke lyst til at se mig, hvilket jeg også godt kan forstå. Hun har sikkert dårlig smag i munden efter vores lille skænderi.

Jeg går ind på mit værelse for at pakke mine ting. Justin følger trofast efter. ”Er der noget jeg skal pakke?” – ”På bordet derovre er min macbook og mit kamera, taskerne til dem ligger ved siden af bordet. Vil du pakke dem sammen?” – ”Jo, men Nic, lad mig lige spørge dig om noget.” – ”Hvad så?” – ”Nic, hvorfor flytter du bare ikke ind hos mig, du har allerede været hos mig i så lang tid. Er det ikke bedre hvis du bare flytter ind i stedet for alt det her?” – ”Jeg ved ikke helt. Er det ikke sådan lidt? Du ved, underligt?” – ”Jo det er meget underligt. Jeg har ikke fortalt dig det her, men Selena og jeg er jo ikke sammen længere, som du nok ved, men hun flyttede også kort ind hos mig. Så det er ikke nyt for mig. Det vil være underligt at du flytter ind, fordi du er dig. Du er noget specielt, og jeg har virkelig lyst til at se dig hver eneste dag, hver eneste morgen og hver eneste aften.”

Jeg bliver helt mundlam, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg står her helt dum og kigger på ham.

”Skal jeg tage din tavshed som noget godt eller skidt?” – ”Jeg ved det ikke, jeg er sådan… Wow. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Men jeg vil give dig ret. Jeg har været meget hos dig, så jeg kan jo lige så godt. Den del med Selena vælger jeg at ignorere. Men ja, det skader ikke noget at prøve. Jeg kan altid bare flytte tilbage jo.” – ”Selvfølgelig. Jeg ringer lige rundt og finder nogle der kan hjælpe.”

Det hele går utroligt stærkt. Måske er det den forkerte beslutning, men jeg kan ikke sige til ham nu, at jeg ikke kan flytte alligevel.
Jeg går i ren stilhed i gang med at pakke mine ting sammen, jeg har ikke det helt store at sige til det her. Jeg er stadig helt rundt på gulvet over det her. Det er vildt overvældende.

En banken på hoveddøren bryder stilheden i lejligheden. ”Nu skal jeg åbne døren.” Justin rejser sig fra stolen ved min makeupbord og går ud og åbner døren. Ind af døren kommer Hailey, Kendell, Ryan og Alfredo. Jeg bliver overfaldet med kram af Hailey og Kendell. Justin står og snakker med Ryan og Alfredo. ”Nååå, så nu flytter i sammen. Hvordan er det så?” Kendell står med et stort smil på læben. Hun er vist en del nysgerrig omkring det her. Hailey er vist lige så interesseret i nyheden, men Kendell kom først og spurgte. ”Det er meget underligt, det kom så uventet, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej. Så ja, her er vi så.” – ”Vil du ikke, eller hvad?” Kommer det fra Hailey. – ”Jo, jeg vil gerne, men jeg er kun 18 år, og vi er ikke engang kærester. Det er lidt af en omvæltning det hele.” Hailey eller Kendell siger ikke noget, det kan vel godt følge mig. 

Vi alle 6 går i gang med at pakke alle mine ting sammen, lige fra min tandbørste til mit tøj. Det tager ikke forfærdeligt lang tid, da vi er så mange. Midt i alt denne kaos af tasker og kasser kommer Clarke ind af døren. Justin og jeg stopper med at pakke for at kigge på Clarke. Jeg får et blik af Justin og han går ud til Clarke og lukker døren efter sig.  Jeg ryster blidt på hovedet og bliver hurtigt færdig med at pakke. Hun skal bare ødelægge min dag endnu mere. Jalousi er en dårlig ting, det kan få det værste frem i mennesker. Men det har altid været sådan med hende. Hun var også jaloux dengang jeg ”var sammen” med Daniel. Jeg har aldrig rigtig fået svar på hvorfor, for hun fandt sammen med Jack kort efter. Det er nu noget tid siden, så det gider jeg ikke bryde mit lille hoved med.

Justin kommer ind igen, men uden at sige noget. Vi alle er blevet færdige i den tid, at han var ude og snakke med Clarke. Eller det går jeg i hvert fald ud fra, at det var det han lavede derude.
Jeg går ud med den første kasse og sætter den ved elevatordøren. På vej ud af lejligheden kigger jeg efter om Clarke er hjemme, men hun er ingen steder at se. Det gør mig lidt ked af det, men alligevel bliver jeg lidt lettet over, at hun ikke er hjemme. Jeg har på en eller anden underlig måde ikke lyst til, at se hende. Det er nok mest efter det hun sagde da vi diskuterede. Men det har jeg vist sagt før.

Vi alle får smidt tingene ud til elevatoren og sendt dem nedenunder. Vi fylder elevatoren med diverse kasser og tasker. Jeg står sammen med Hailey nede på stueetagen for at få tingene ud i bilerne. I Justins bil kan vi ikke have noget i, men heldigvis har Kendell sin store Range Rover med, den er der masser af plads i.

Vi bliver færdige med at pakke bilerne, Justin og jeg kører sidst. Inden vi når at komme ud på vejen bliver bilen omringet af paparazzier. Undskyld mit udbrud, men hold nu kæft hvor kan jeg blive træt af de idioter. De er fandeme overalt. ”Helt seriøst, hvordan holder du det her ud, det er  anden gang, at jeg bliver overfaldet af dem, sammen med dig. Jeg er allerede ved at tænde af. Hvordan holder du det ud?” Jeg kunne ikke holde det i mig længere. Vi holder her, kan hverken komme frem eller tilbage. Det er jo sindssygt altså. ”Det er ikke så svært, man vænner sig til det. Giv dem 2 minutter, så er de væk.” Jeg sukker, læner mig tilbage i sæden og tager min telefon frem. Hvad kan jeg ellers lave? Sidde og pille næse? Det ville være et kønt syn.
”Hey Justin, er det din nye kæreste, hvad har du gjort af Selena? Er hun blevet erstattet?” Det eneste af de mange spørgsmål kommer igennem bilens vinduer klart og tydeligt. Jeg fjerner blikket fra min telefon og kigger direkte på Justin. Han kigger på mig uden at sige noget. Han træder på speederen og paparazzierne flytter sig. ”Justin, hvad mente de med det?” Han siger ikke noget, men kigger blot ligeud. ”Justin svar mig dog. Er jeg en erstatning af Selena?!” Han træder speederen i bund og svinger til venstre og bremser hårdt op. ”Jeg gider ikke snakke om hende. Nej, du er ikke en erstatning. Jeg gider ikke høre om Selena, er det forstået?!” Jeg bliver målløs over, at han lige har råbt af mig. Hvad bilder han sig ind? For ikke mere end 6 timer siden fortalte han selv lidt om hende. Hvad sker der? Jeg vælger ikke at kommentere på det, jeg sætter mig derfor og kigger ud af vinduet.
Jeg kan mærke, at han har lagt sin hånd på min skulder. Jeg drejer forsigtigt mit hoved og får øjenkontakt med ham. ”Undskyld, det var ikke for at råbe af dig, men Selena har ikke været helt loyal overfor mig, så derfor er det ikke lige det talemne jeg fortrækker.” Jeg tager en dyb indånding, kysser hans hånd og kigger ud af vinduet igen. Ikke om jeg har tænkt mig, at snakke med ham lige nu. Jeg vil hellere så bare sidde her i tavshed, men vide at han ved, at jeg har tilgivet ham. Justin sukker engang, ryster på hovedet og begynder at køre igen.

 

~Hos Justin~

De andre er kommet frem. De har allerede fået slæbt de fleste af mine ting ud af bilerne. Idét Justin slukker for bilen stiger han ud, og går hen for at låse hoveddøren op. Jeg sidder stadig i bilen. Døren i fører siden bliver åbnet og Hailey sætter sig en. ”Er i okay?” – ”Ja, hvorfor skulle vi ikke være det?” Jeg giver hende et stift smil. ”Bare siden i ikke kom ud sammen, og det at du bare blev siddende herinde helt alene.” – ”Vi kom vist bare op at skændes lidt. Eller han vrissede af mig og jeg blev pigesur. Det er ikke det helt vilde.” – ”Nic forpokker. Jeg kan regne ud hvad han blev sur over…” Jeg kigger på hende med store øjne. Hun fortsætter: ”Det var sikkert Selena der kom på banen. Man gør sig klogt i, ikke at snakke om Selena. Hun pissede Justin op og ned af ryggen. Eller det er i hvert fald hvad alle rygterne siger. Det ene eller det andet er blevet bevist. Men det siges, at hun var sammen med en anden. Justin valgte at tro på, at det passede. Det er derfor, at han ikke vil have, at man snakker om hende. Det stod overalt i medierne at hun havde været sammen med en anden. Der var nogle ret så dårlige billeder, hvor man kunne se Selena gå med en eller anden dude. Ingen af os ved hvem han er, men ja. Et billede er et billede. Resten må Justin selv fortælle. Selvom det ikke er så meget mere at fortælle.” Hun slutter af med at blinke med det ene øje og knuger min hånd inden hun stiger ud af bilen. Jeg sidder et øjeblik og kigger på de andre. Justin er ikke til at se nogen steder, de andre står bare udenfor. Jeg beslutter mig for, at jeg hellere må gå ud. Jeg går hen til dem. ”Hvor har i gjort af Justin?” – ”Jeg ved det ikke, han tog en kasse med ind og lukkede døren efter sig. Det var ret så underligt.” jeg rynker mine bryn og kigger engang på døren. ”Okay gutter. Mange tak for at i ville hjælpe med det her. Jeg klarer den herfra. Jeg må nok hellere gå ind og se hvad Justin har gang i.” De alle smiler og nikker mens de siger farvel. Jeg vinker til dem mens de går ned til deres biler.

Jeg åbner døren og går i gang med at få kasser og taskerne ind i den store gang. Det første jeg får øje på, at Justins hættetrøje ligger på et trappetrin. Jeg skynder mig, at få kasserne indenfor. Jeg vælger ikke at flytte dem alle ovenpå til vores soveværelse, men bare ind i gangen. Det er nemmere og hurtigere. Det ser også ud til, at der er regn på vej. ”Justin, låser du lige bilen, de andre er kørt!!” råber jeg, og afventer svar. Jeg får intet svar, men kan se gennem et vindue, at bilen bliver låst. Jeg får de sidste ting ind og går ovenpå. Han er ingen steder oven på. Hmm.. ”Justin, hvor er du?!” – ”Bag ved dig.” Jeg får et chok og vender mig om med et sæt. ”Hvad er der glat med dig? Du skrider fra mig i bilen og skrider fra dine venner? Hvad er der galt med dig?” - ”Ikke noget, lad os glemme det og ikke ødelægge det sidste af dagen. Det trækker vist op til regn. Hvad siger du til, at vi pakker dine ting ud og kører en tur, hvis det begynder at regne?” Jeg tager en dyb indånding og nikker. Han kysser mig på panden, tager en taske og en kasse og går ovenpå. Jeg tager en kasse selv og følger efter.

”Nic, baby. Vil du ikke have det ene værelse her til alle dine ting? Vi kan få lavet det om til sådan et værelse med alt dit sminke og tøj? Jeg ved ikke, om det har sådan et fint ord noget af det?” – ”Du er sød nok, men jo, det kan vi sagtens finde ud af.” – ”Jeg tænker at det kan være det værelse her.”
Det er et værelse der ligger for enden af gangen. Det har et stort vinduesparti, lysegrå vægge og sort trægulv. Men det er der overalt. Altså sort gulv. Vi får sat kasserne hen til der hvor de skal være. Jeg går ind i mit hyggeværelse. Det er nu det nye ord for mit helt eget værelse, hyggeværelset. Nå, men altså. Jeg begynder at pakke mit tøj ud og hænge det ind i de kæmpe store skabe, som fylder den ene væg.

Justin kommer op med en bakke med noget mad på, jeg har ingen ide om hvad klokken er, men den må være mange, eftersom han kommer med mad. ”Just, jeg tager med.” – ”Med? Hvorhen?” – ”Din tour dit fjols. Jeg må hellere tage med for at holde dig i ørene.” Han sætter bakken på et bord tæt på døren og går hen til mig. Jeg sidder på gulvet med tøj rundt om mig. Han rækker sin hånd ned mod mig, jeg tager hans hånd og han trækker mig op. Han giver mig det dejligste kys. Kysset udvikler sig til heftigt snav. Jeg trækker mig tilbage, da jeg udmærket godt er klar over, hvor det vil føre hen. ”Ikke nu. Jeg vil gerne være færdig her.” – ”Jamen har du så slet ikke tid til at spise?” Jeg smiler til ham og nikker. Vi sætter os sammen ned på gulvet og begynder at spise. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...