Skumring

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
Aida står mellem to mænd; en tryghed og en skræk.
Historien om tillid, frygt og groteske handlinger

2Likes
0Kommentarer
251Visninger

1. Skumring

Solens stråler skinnede ind gennem det fedtede vindue og fik støvpartiklerne i luften til at ligne en stime af svævende sølvfisk. Aida måtte trække i en varmere trøje ud over det, der ellers havde udgjort hendes beklædning; en stropløs croptop og et par shorts. Temperaturen var efterhånden faldet til behagelige sytten grader, og sveden på hendes krop var størknet efter en usædvanlig varm augustdag.

Lige over hende, i lejlighed 1. tv, havde familien åbnet vinduet for at lokke lidt af den tiltrængte brise indenfor. Luften glødede, og aftenen var tys og sagte. Vinden legede med æbletræets grene, som lavede dansende skygger på stuens let skæve vægge. Børnene kunne igen holde ud at lege nede i gården, hvad der ellers ville både skolde, og forvolde dem solstik. I hvert fald hvis man spurgte moren til råds. Hvem der også spurgte moren til råds var fru Hansen, nabodamen, der ville høre om man kunne putte kakaopulver i deres fælles småkageopskrift. Det mente moren nu nok man kunne.

Et efter et blev de enkelte vinduer oplyst af forskellige nuancer. Et lyste gyldent, et andet klinisk hvidt. 2. salen var badet i et koldt blåt lys, der stammede fra akvariet, som stod i vindueskarmen. Snart var hele bygningen mønstret med forskellige nuancer af hvide firkanter, men et sted var muren stadig grå uden tegn på liv. Man ville ikke have bemærket hullet, hvis ikke man vidste, at lige der, under halvtaget, plejede der at befinde sig en orange, flakkende firkant. Og det vidste Aida godt, for lige præcis den firkant, lige præcis det flakkende lys, var det hun frygtede mest i verden. Hvis man så bort fra den sorte skikkelse, hun frygtede mere, som fra tid til anden dukkede op og dannede en tyk silhuet. Og det gjorde hun, hun så bort fra ham. Hun så bort fra ham i opgangen, og når hun en gang i mellem stødte på ham uden foran porten. Så bort fra ham når hun skulle op af trapperne, og han stod allerøverst og kiggede ned på hende. Han studerede hende som var hun et interessant insekt, og hun hadede det.

Niels, der boede lige under det orange, flakkende lys, havde også åbnet vinduet, og han sad i den brede vindueskarm, som han havde møbleret om til en sofa, og betragtede de første spinkle skær på den lyse nat. Musikken, et fantastisk stykke cellospil, lød højt fra den telefon han holdt i hånden. Han havde aldrig brudt sig om hovedtelefoner. Musikken havde ret til at flyde frit, og han mente, at den blev kvalt i det fængsel, der havde form som hovedtelefoner. Under ham gik en flok unge rundt og nød den blå time. De pjattede, og sang lige så frejdigt som han selv havde gjort få år forinden. Han følte sig gammel. Hans ungdom var ved at sive ud, som sand mellem hans fingre. Han prøvede at holde på det, men der var altid et par små sprækker, som sandet kunne fortsætte sin vandring i gennem. Det liv han levede nu kunne ligeså godt være en 50-årigs. Alene, og med den samme evindelige døgnrytme. Stå op, arbejde, købe ind, tag hjem, lave mad, gå i seng. Stå op, arbejde, købe ind, tag hjem, lave mad, gå i seng. Niels kunne ikke huske hvornår han sidst havde haft en kæreste, han kunne ikke huske hvad hun hed. Han kunne ikke huske om han nogensinde havde haft en kæreste, men det var vel også ligegyldigt. Han så ned og så en krøllet, rød manke gå med hastige skridt væk fra bygningen. Aida. Hun skulle sikkert hente mælk til kaffen, det kendte han hende godt nok til at spotte. Aida. Selv navnet fik det til at krible varmt og sødt i hans mave, og hans kinder til at blusse op. Aida.

Gadelygternes skær var ved at komme natsværmerne til gode, og Aida skuttede sig i den kølige brise. Natten var ved at skifte aftenen ud, men hun kunne ikke drikke kaffe uden mælk, så turen til Netto var det værd. Måske ville Niels have en kop med? Det måtte hun spørge ham om, når hun kom tilbage. De var gode venner, og Aida følte sig tryg med Niels. Det eneste, der foruroligede hende, var den sagte lyd af skridt lige over dem når de var hos ham. Derfor inviterede hun ham også som oftest ned til sig selv. Det fungerede bare bedre på den måde. Hun kunne bare ikke slappe af når skridtene blev ved og ved med at kredse rundt om hendes hoved, og nogen gange mistede hun helt koncentrationen over for Niels. Det gjorde hende både flov, og vred på sig selv. Aida havde prøvet at komme forsigtigt ind på emnet, men hver gang havde Niels viftet det væk med et; du skal da også altid være så paranoid. Og selvfølgelig var det også selvoptaget at tro Edmund havde det sådan med hende, men det orange, flakkende lys, og de matchende stearinfarvede øjne gav hende kuldegysninger.

Opgangen var ved at være stille, efter omkring femten timers konstant mumlen fra alle hjemmene, den husede. Aida tog turen op af alle trapperne, men tanken om, at Edmund nu kom tættere og tættere på hende skræmte hende. Den høje, skarpe lyd af Niels’ dørklokke gav et sæt i hende og fik stilheden, der fulgte, til at virke overdøvende og tom. Først troede hun det var tankespil, men efter nogle sekunder var hun sikker. Edmund stod lige uden for døren, blot en etage over hende. Han var gået hen til døren efter han hørte hende ringe på. Aida var ude af sig selv af skræk, hvorfor vidste hun egentlig ikke. Døren gik op foran og Niels smilte til hende. Hans varme væsen reddede hende altid, og hun smilte sit sødeste smil igen. Hun spurgte ham, om han ikke ville med ned til hendes og have en kop kaffe. Hans smil vendte 30 grader fra et kærligt og indbydende smil, til et flabet drengerøvs smil, og han sagde, at de jo altid var nede hos hende, og om han ikke måtte være vært - bare for den aften. Det kunne hun ikke rigtig sige noget imod, det var trods alt sandt det han sagde. Niels tog flygtigt hendes hånd i sin, og ledte hende indenfor. Hans lejlighed duftede altid godt, lidt af indonesisk kaffe, lidt af gamle antikvariske bøger. En hel del af uldsweatre, men det stammede fra ham selv. Han duftede tungt, trygt og beskyttende. Niels var et omhyggeligt, omend ikke hyggeligt menneske, så han havde intet i mod de skrumpehoveder han havde hængt op i stuen efter sit år i Sydamerika. Aida havde heller ikke noget imod dem, ja egentlig var de bare en del af Niels. De satte sig i Niels’ vindueskarm, der udgjorde sofaen. Den var bred nok til, at der kunne ligge et par puder og derfra kunne man se ud over hele Kirkestrædet. Aida satte sig fraværende, og studerede den midnatsblå himmel der skubbede aftenrøden ud over horisonten. Med et kunne hun høre de knirkende skridt lige over hende. Hun mærkede hvordan hendes krop blev stiv og kold, og i baggrunden talte Niels til hende, men hun hørte ikke et ord af hvad han sagde. Hun fornemmede hvordan Edmund satte sig i sin vindueskarm, omgivet af stearinlys, som var han satan over helvede. Han tænkte på hende, han vidste at hun sad lige under ham. Hun kunne nærmest mærke hvordan deres tankebånd blev flettet sammen over hendes hoved, og Niels sad bare ved hendes side og talte og talte. Lyden af hans konstante stemme, de bittesmå, næsten lydløse, men også kun næsten, lyde ovenpå. Skrumpehovederne, der alle stirrede på hende.  
”Shhhhh!” udbrød hun skrapt, med pegefingeren for munden.
Han stoppede brat sin talestrøm, og kiggede halv forarget, halv bekymret på hende.
”Undskyld.. jeg.. undskyld, men det blev bare alt for meget”
Aida fortrød sin tyssen, det var slet ikke retfærdigt over for Niels. Hvad var der egentlig galt med hende? Han lagde en arm om hende, som han altid gjorde når nogle var ude af sig selv, og spurgte på sin mest sympatiske, mest omsorgsfulde måde, hvad der dog gik hende så meget på. Aida begyndte tøvende med, at han jo kendte lidt til hendes mistanker om Edmund. Hun vidste, at han stirrede på hende, på lige præcis hende. Hun fortalte Niels hvordan han nogen gange stod lige ude foran hendes dør, og det umuligt kunne være tilfældigt.
”Han var vel bare på vej ned, du bor jo nederst så det er klart, at han en gang i mellem befinder sig ude foran din dør. Det gør vi alle, når vi skal ned eller op.”
Aida vidste det godt, men han stod altid lige lidt længere end andre. Han gik altid hen til sin dør når hun ringede på hos Niels, og det fortalte hun ham. Niels sagde igen, at det da blot var naturligt. Selvfølgelig lidt naivt, men han skulle vel lige sikre sig at det ikke var hos ham der blev ringet på.
”Men Niels. Jeg har mistet ting, tøj som han har taget. Jeg har oplevet at miste trøjer nede ved vaskerummet. Det kan kun være ham, der har taget det”
Niels så underligt på hende og sagde lidt stramt; ”Ej Aida. Nu holder du altså op. Ingen mennesker ville da nogensinde finde på at gøre sådan noget. Jeg ved godt at Edmund er lidt anderledes, men det er virkelig ikke fair det, du siger nu. Han er en sød og rar mand, der bare passer sig selv uden at genere andre, og han kan sagtens være flink når man lige lære ham at kende. Du er simpelt hen for paranoid.”
De stirrede begge ud af vinduet uden at sige noget. Aida var ramt af Niels’ ord. Han forstod det ikke, forstod hende ikke. Det var ligesom når man kigger den helt anden vej men alligevel kan fornemme at nogle ser på en. Så vender man hovedet og ganske rigtigt. Personen overfor i toget stirrer direkte på en i nogle sekunder, og kigger så ud af vinduet igen. Hun vidste, at Edmund tænkte på hende, hun vidste at han holdt øje med hende.
Niels rejste sig, og gik uden et ord ud for at lave kaffe. Når de en sjælden gang skændes, eller havde hævet stemmer, så tøede de altid op igen på kop skoldhed kaffe. Denne aften var ingen undtagelse, og Aida blev siddende og hørte Niels’ ord igen og igen. De spillede på replay og hun skar hvert et ord ind i sit hjerte. Hun ville så gerne tro ham, hun ville så gerne låse frygten fri for de lænker hun havde spændt den fast med. Niels skramlede ude i køkkenet med kopperne, som alle stod i sirlig orden. Trods de mange små genstande fra alle verdens hjørner, var der sortering i dem. På det punkt lignede Aida og Niels ikke hinanden. Hele opgangen, måske med undtagelse af Edmund, havde den joke at plus og minus tiltrak hinanden. Aida var selvfølgelig plus med hendes skønhed og gode humør. Niels, som var respekteret, men dog lidt mere tilbageholdende, var minus. Om ikke andet tiltrak de hinanden. Aida levede i sit rod. Hun holdt af rod og holdt af at alting var lidt skævt. Hun gik ud til ham, og satte sig på køkkenbordet for at drille ham. Nu skulle den tykke stemning af irritation brydes, og ironisk nok gjorde hun det ved at drille ham. Han prøvede at give hende et opgivende blik, men latteren skjulte sig kun få millimeter fra hans mund og øjne, så Aida kunne ikke holde et fnis tilbage. Hun hoppede ned og tændte lyset. Mørket havde sænket sig, og selvom det var ved at være sent, kunne hun ikke få sig selv til at gå. Den lille, enlige elpære i loftet fik mørket udenfor til at virke endnu sortere, og endnu større. Niels og Aida stod lidt, side mod side, og kiggede på deres spejltvillinger i vinduet. Et brag, ikke højt og øredøvende, men et brag som blev afdæmpet af gulv og loft fyldte i et splitsekund luften. De så brat på hinanden, og så vendte de begge blikket op. Der var ikke andet at se end nogle forskræmte fluer, der kredsede om rummets eneste lyskilde.
”Hvad var det? kom det ikke oppe fra Edmund?” brød Aida tavsheden, ved at spørge.
Det mente Niels også, og han begyndte straks at bevæge sig hen mod sin dør. Aida tøvede nogle sekunder, men nysgerrigheden, og frygten for at være alene, med fluerne som eneste selskab, fik hende alligevel til at følge efter ham. I opgangen var Niels’ naboer, et kærestepar, hvis børn var flyttet hjemmefra for nogle år siden, også kommet ud. De spurgte pligtskyldigt om Niels og Aida havde hørt braget, og det måtte de svare ja til. Samlet i en gruppe gik de alle op af trapperne, som endte ved opgangens eneste 4. sal. En dør. Et menneske. Alene. 

Niels gik først, derefter fulgte naboparret, og til sidst kom Aida. Hun havde aldrig været god til sådanne uforudsigelige ting, men ville på den anden side heller ikke skuffe Niels. Han startede med, høfligt, at banke på døren. Som de alle havde forudset, hængte stilheden ved, ja måske ville de egentlig være blevet overrasket hvis der var kommet svar. Niels tog, som den største selvfølge i døren, og nu blev de rent faktisk overrasket. Den var åben. Den var åben, som om Edmund havde planlagt at de skulle komme, som om han havde forberedt en aften som vært. Som vært klokken 23 om aftenen, som vært for sine forskræmte gæster. Måske havde han planlagt deres visit. Måske var alt dette blot en brik i hans spil, tænkte Aida, og skammede sig.

Kun Niels havde været inde hos Edmund før, og det var kun en enkel gang. Efter Edmunds mening en gang for meget. Han var privat. Både hans tanker og det hjem hans tanker udspillede sig i var privat. Inde i entreen hang et par malerier. Ikke noget betagende, de forestillede nogle småkedelige marker. Han havde sikkert købt dem på et loppemarked. Måske fået dem gratis. Måske arvet dem fra en fjern granmoster, og hængt dem op af pligt. Af frygt for hendes spøgelse ville hjemsøge ham hvis han ikke mindedes hende. De gik, en efter en, ind i stuen. Der var mørkt, og de traditionelle levende lys stod utændte i vindueskarmen. Ved første anskuelse så stuen normal ud. Den så virkelig normal ud, der var ikke et strejf af personlighed i hjemmet. Den lignede en forvokset udgave af en IKEA udstilling, henlagt i mørke. De andre bevægede sig mod køkkenet, mens Aida blev stående i døren til stuen. Hun følte sig overvåget. Som om noget, en ensom sjæl studerede hende. Hun så langsomt, og grundigt rundt i rummet. Fra det ene hjørne bevægede hendes blik sig mod det andet, og så med et stoppede det. To øjne stirrede lige tilbage i hendes. De stirrede i gennem hende, ude af stand til at stille skarpt. Aida kaldte, med en kontrolleret ro, på Niels. Han, og parret kom tilbage og hun pegede på skikkelsen, der hang bagerst i mørket. De stod alle fire forstenet, før Niels gik hen til den livløse krop.

”Ring til politiet, en eller anden!” udbrød han, og nabomanden fandt hurtigt sin telefon frem. Han gik ud af rummet, og hans ihærdige stemme lød høj og skinger i lejligheden. Edmund hang i et reb. Et reb om hans hals. Et reb, der holdt ham oppe, og kvalte hvert tegn på liv. Under ham lå en stol, og de tænkte alle indbyrdes at braget var kommet fra den. Og den følgende død var kommet fra braget. Brag. Død. Nabokvinden spurgte stille om de ikke skulle skrive alt ned som de havde set, så deres vidnesberetning stod frisk i hukommelsen. Det mente Niels var en god idé, og han bad Aida om at skrive deres beretning ned på et stykke papir. Hun så rundt, men spottede ikke en eneste skuffe, ikke en eneste kuglepen eller papir. Der måtte være noget nede hos Niels, tænkte hun, og skyndte sig derned efter hun havde ladet dem det vide.
I Niels’ lejlighed virkede alt pludselig stort og tomt. Hun hastede ind i stuen og rev samtlige skuffer op, i søgen efter et papir og noget at skrive med. Der lå fotografier i de fleste af dem, og sågar gamle bonner. Efter et par sekunder stoppede hun op. De fotografier var ikke tilfældige. Havde hun set forkert? Lydløst, af frygt for noget hun ikke helt kunne sætte fingeren på, bevægede hun sig hen til skuffen for at kigge nærmere på indholdet. I sin fart havde hun ikke registreret den gennemgående kvinde på billederne. Hun var rødhåret. Hun havde brune øjne, og en lille hjerteformet mund. Det var den selvsamme person, der havde kigget tilbage på hende i vinduet lidt tid forinden. Det var Aida. Aida trådte et skridt bagud, og uden at kunne styre det rystede hendes ben under hende. Skufferne var fyldt til randen med fotografier af hende selv. Fotografier taget ud af hans vindue, med så meget zoom at man kunne se de enkle, røde hårstrå skinne i solen. Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da hun gennemrodede skuffen og fandt billeder taget gennem hendes eget vindue. Hun sad i sin sofa og spiste chips på et, og dansede rundt mens hun ryddede op på et andet. Mellem de mange billeder lå også bonner, hendes bonner! Der lå lidt tøj, der lå undertøj af hendes. Aida stod helt ude af sig selv med hænderne fyldt med ting der alle refererede til hende. Hun åbnede vinduet og smed en håndfuld billeder ud. Så en håndfuld mere, og en til. Mens hun rystede og tårerne, både de vrede og de kede, løb ned af hendes kinder, flåede hun skuffernes indhold ud og smed dem ud af vinduet. En stemme fik hendes hjerte til at stoppe et millisekund. Aida vendte hovedet, som havde hun fået et stød, og så den mand hun havde elsket så sent som for 20 min. siden. Han stirrede chokeret på hende, men gik så hen imod hende, arrigt og som havde han magt over hende. Hun løb over i den anden ende af stuen, og smed en bog i hovedet på ham. Den ramte plet, lige mellem øjnene, og uden at se om han fulgte efter, så hun sit snit til at løbe forbi ham. Væk, væk, væk skulle hun.

Natten var stille, og himlen var fyldt med stjerner. Intet liv var at syne, på ellers så overbefolkede Kirkestrædet. Kun en hoppende rød manke, og en dump lyd af støvler der sprintede hen af vejen hørtes. Dump, dump. Væk, væk.  
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...