Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3445Visninger
AA

9. 9

Efter frokosten skulle vi tilbage og havde vores andet modul. Mit sår på skulderen var forsvundet ligesom Invidia havde fortalt mig at det ville. Alligevel kunne jeg ikke lide at tænke på hvad der mon gemte sig bag døren på det næste klasseværelse. Da jeg kom ud fra Superbia-sektionen så jeg Liss stå at snakke med en fra hendes sektion på udearealet. Jeg gik over til dem.

“Er i klar til anden runde af skørhed?” pigerne fik øje på mig og så lige så chokerede ud som superbia-sektionen havde set ud til frokost. De blikke kunne jeg godt vænne mig til.

“Vi troede du var død,” udbrød Liss og hende veninde.

“Det troede jeg skam også, men hvad skal jeg sige. Her er jeg.” Sagde jeg. Jeg genfortalte historien ligesom jeg havde fortalt den til Julie. Jeg undlod igen at fortælle om kysset af gode grunde. Hvis Julie fandt ud af at jeg havde løjet over for hende, ville hun måske ikke være min ven mere. Jeg var ikke sikker på at jeg ville kunne klare det uden hende.

Vi gik i samlet flok ind i hovedbygningen. Jeg kunne mærke på den måde at Liss var blevet mere snakkesalig efter at jeg havde fortalt om mit besøg hos djævelen, at hun havde fået mere respekt for mig. Der var det samme rod i entreen som der havde været i morges. Ira pigen, Liss veninde, sagde farvel til os og prøvede at finde hendes gruppe. Og så var der bare os to tilbage, ligesom det havde været i morges.

“Du skulle vel ikke vide hvilken dør vi skulle ind ad denne gang” Spurgte Liss.

“Måske, men lad lige vær med at beskyldt mig for at stalke dig den her gang okay?” Grinede jeg nervøst og rettede mit fokus mod dørene i entreen.

“Det er i hvert fald ikke nogen af de døre herinde.” Sagde jeg.

“Hvordan kan alle de andre finde deres døre så nemt?” Det virkede usandsynligt at vi som de eneste ikke fik besked på hvor man skulle mødes, men på den anden side: Det ville også forklare hvorfor der var sådan et menneskemylder hver morgen. Vi gik rundt et stykke tid og prøvede forgæves at finde vores navne på nogle af de utallige døre.

“Hvordan ved vi overhoved om vores dør er her? Måske er den slet ikke tonet frem endnu.” Sagde Liss træt.

“Og hvorfor har de overhoved et bibliotek her? Hvem ville nogensinde læse i helvede? som om det ikke var surt nok i sig selv.” Jeg så spørgende på hende.

“Hvorfra ved du at de har et bibliotek?”

“Det står på skiltene.” Hun pegede op på væggen og jeg fik øje på en lang række skilte med forskellige navne og pile på sig. Hvordan kunne jeg have overset dem? Så fik jeg en brillant ide.

“Tjek alle skiltene og se om dit navn står derpå,” beordrede jeg.

“Jeg står her og venter.” Jeg kunne se at Liss ikke kunne lide at blive hundset rundt med, men i situationer som denne måtte nogen vise en lederrolle og i dette tilfælde var denne ‘nogen’ altså mig. Efter et stykke tid kom Liss tilbage.

“Ovre ved denne korridor,” sagde hun og fulgte mig hen til hvor hendes navn stod. Ved siden af hendes navn, der i mine øjne var mit navn siden vi skulle i samme klasse, var en pil der pegede ligeud og så til højre.

“Super, nu skal vi bare følge pilene og inden længe vil vi være der,” Sagde jeg stolt over at have fundet det. Vi fulgte pilene og efter en par minutter stod vi foran døren.

“Hvad tror du der venter os denne gang?” Spurgte Liss.

“Jeg skulle lige til at spørge om det samme” Jeg tog i håndtaget og åbnede stille døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...