Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3440Visninger
AA

7. 7

Da vi kom ud af det de havde kaldt for et klasseværelse gik resten af eleverne hen til deres sektioner for at spise. Men ikke mig. En kraptyl greb min arm lige som jeg troede at jeg kunne slippe væk. Dens spidse negle borede sig ned i min arm mens som den trak mig gennem de forskellige korridorer med unaturlig styrke. Jeg var bange. Frygten havde sin jeg ankom hele tiden ligget og luret, men det var først nu, hvor jeg blev slæbt hen til et sted jeg ikke vidste hvad var, i en verden jeg ikke vidste hvad var, velvidende om at straffen for min gerning ventede lige rundt om hjørnet.

“Slip mig, jeg lover at jeg aldrig vil fornærme jeres herre nogensinde igen,” bad jeg. Jeg kunne mærke at det begyndte at svig i øjne. Alt for hurtigt stoppede de op. Den mest udsmykkede dør jeg nogensinde havde set tonede frem fra de flot dekorerede vægge. Den var beklædt med guld, sølv og bronze der udgjorde hundrede, nej tusinder, af snirkler og figurer.

Kraptylen bankede på med en vis tilbageholdenhed som om han var bange for hvad der lurede på den anden side af den kæmpe dør, hvilke ikke fik mig til at føle mig den smule bedre tilpas. Et næsten brag lød, og døren begyndte at åbne. Jeg sank klumpen i halsen og prøvede at fortælle tårerne at de skulle gå ad helvede til, men siden jeg teknisk set befandt mig i helvede valgte de at blive siddende i øjenkrogen.

En lang gang kom frem på den anden side. Forskellen fra den og de mange gange som vi havde gået rundt på her var dog at dette sted var meget mere moderne end resten havde været. Enkelte hvide vægge med fakkel ligne lamper i smart design hængende og et rødt gulv, udgjorde hvad der godt kunne ligne et aflangt venteværelse med en rød dør for enden. Som om kraptylen havde fået besked gennem et usynligt kommunikationssystem gik den igennem venteværelset og direkte ind igennem den røde dør. Ende destinationen for min gåtur med kraptylen var et kontor der i samme stil som gangen, faktisk var yderst moderne. En chaiselong i sort med guldkant stod ovre i hjørnet, i midten af værelset var et skrivebord og stol af glas og allerlængst væk fra mig, stod djævelen og rodede i et skab med likør. Nok en af de skabninger jeg mindst kunne tænke mig at se lige nu. Lige under Camille.

“Kunne du tænke dig noget at drikke?” Spurgte han nonchalant, og hev en meget gammel flaske ud af skabet.

“1578, et godt årstal.” Han tog to krystalglas frem og begyndte at skænke rødvin op i begge glas. Derefter gav han det ene til mig der bare stirrede olmt på ham og tog forvirret imod glasset. Det andet glas velholdte han selv. Han tog et sip af glasset og lagde sig nonchalant på chaiselongen.

“Jeg har hørt en lille fugl synge om din næsvished.” Startede han ud. Han lavede et kast med han lange sorte hår, der til forskel for dagen før ikke var sat op denne gang. På denne afstand kunne jeg nu også se at han havde en let skægstubbe og at han havde smilehuller når han grinede af min stædighed.

“Kom nu. Jeg bider ikke. Fortæl mig nu hvad du gjorde galt.” Jeg tænkte så det knagede på måder jeg kunne ende den er samtale så hurtigt så muligt uden at straffen blev for hård. Men trods mit kloge hoved var der ikke plads til andet i mine tanker end ham. Hvordan han lå og slangede sig på chaiselongen, hans ravfarvede øjne, der havde et glimt i sig, så fuld af liv, og alligevel så dødsensfarligt. Jeg bed mig i læben. Djævelen var ikke bedre end mig, han skulle ikke få lov at forføre mig på den måde.

“Jeg sagde at du ikke var sympatisk.” Sagde jeg, stolt over at jeg turde gå imod strømmen.

“Og hvad sagde du så bagefter?” Sagde djævelen og lød oprigtigt interesseret.

“Så nævnte jeg vorherre,” svarede jeg, og fortsatte: “Jeg havde aldrig forestillet mig at djævelen så... sådan ud.” Jeg skiftede emne med vilje. På den måde ville han forhåbentligt glemme om mine ’ugerninger’. Dog irriterede det mig at jeg var nødsaget til at føre samtalen over på ham i stedet for mig selv. Selvfølgelig bøjede den selvfede djævel under.

“Jeg er kendt under mange navne.” Begyndte han. “Fanden, manden med leen, døden, satan. Ja, der er rigeligt af tag af. Og på samme måde er jeg også kendt i mange skikkelser.”

Han rejste sig op. Ild, ligne den der omkransede skolen, steg op fra jorden og omgav ham. Et blændende skær lyste fra ham, så skarpt at jeg måtte skygge for øjne med den ene arm. Da jeg fjernede armen igen, var lyset væk, og der hvor der før havde været en mand i tyverne, stod nu et monster med ildrød hud, og to sorte horn stikkende op fra hans pande. Hans mund var blevet større og sylespidse tænder stak ud af det kæmpe gab. I den ene hånd holdt han en trefork, og på ryggen sad to lige så røde vinger. Synet var skræmmende på så mange måde og af en eller anden grund fik han mine tåre til at presse på igen. Jeg var mundlam. De eneste ord jeg kunne frembringe var “Imponerende,” hvilket ikke er hvad man siger når man står ansigt til ansigt med djævelen i egen høje person. Men det sluttede ikke her. Endnu en omgang flammer og et blændende lys, og der stod Manden Med Leen, klædt i sort kappe og der hvor der før havde været en trefor, var der nu en le. Og sådan fortsatte han i utallige skabninger, der skræmte mig mere end man skulle tro.

“Hvorfor gør du det her?” Spurgte jeg med rystende stemme, og tårer ned af kinderne.

“Du spurgte selv efter det,” svarede han og transformerede sig endeligt tilbage til den unge mand. Jeg var fristet til at spørge hvor sympatien i dette lå, men af frygt for endnu et tryllenummer, lod jeg vær. Jeg kom i tanke om at dette faktisk ville være det perfekte tidspunkt at få svar på alle de spørgsmål jeg havde gået rundt med.

“Men hvorfor? Hvad er grunden til alt det her? Hvorfor skal jeg gå på SALIGIA?” Spørgsmålene væltede ud af mig. Men trods mine mange spørgsmål formåede djævelen at besvare dem alle med en sætning:

“Fordi du er ingenting,” Sagde han koldt. “Og det er det du må se at lære.” Han gik hen til mig og omfavnede mig. Med sine lange fingre, tog han mig i siden og trak mig endnu tættere på hans utilregnelige udseende.

“Og det er det du må se at lære.” Han pressede sine læber op mod mine. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han var uendeligt stærk. Prøvede at protestere, men det blev kun til en underlig mumlen. Min puls steg, så jeg var bange for at mit hjerte skulle falde ud af mit bryst. Jeg panikkede. Mine tænder fandt hurtigt hans underlæbe og så hårdt jeg kunne, bed jeg sammen så det nu var djævelen der skubbede mig væk, og gav et hyl fra sig.

En tynd stribe af blod sev ned over hans hage og en dråbe blod ramte det røde gulv med et dryp. Hurtigt greb kraptylen, der havde stået ovre i hjørnet under hele seancen, min arm og trak mig ud af rummet, før helvede brød løs. Bogstaveligt talt.

Med røde øjne og blod i mundvigen blev jeg trukket gennem gæsteværelset og fik på vejen øje på en tyk dreng fra Gula-sektionen, der med skræmte øjne fulgte mig med blikket. Godt det ikke var mig der skulle ind nu, tænkte jeg bare. Jeg blev ført gennem de smukt udsmykkede korridorer for gud-ved-hvilken-gang og blev ført videre gennem udendørs arealet og videre ind i Superbia-sektionens spisesal.

Døren blev åbnet af kraptylen og jeg trådte ind. Brat stoppede alt samtale og alle blikke, uden undtagelse, blev vendt mod mig. Først stoppede jeg op. Jeg havde gået ud fra at episoder som dette tit skete, men ud fra resten af spisesalens reaktion tvivlede jeg nu. Blodet og de røde øjne hjalp heller ikke på det. Men skidt. Opmærksomhed, var vel opmærksomhed. Jeg lavede et kast med håret og gik min trofæ gang op gennem salen. En pige på et af bordene hviskede noget til de andre, og jeg gav dem et sigende blik. Jeg fandt Julie sidde på en af de bagerste borde.

“Så taler rygterne altså sandt?” Spurgte hun mig.

“Hvilke rygter?”

“At du lagde dig imod djævelen. Er du sindssyg jeg har været bekymret for dig.” Hun rejste sig fra sin plads og krammede mig. Man skulle tro at vi ville have haft et ret akavet forhold til hinanden efter vores første møde, men det var faktisk det helt omvendte der var sket. Julie var nok den person jeg følte at jeg kunne stole allermest på i denne verden. Hun var blevet den familie som jeg havde mistet.

Vi satte os ned. Snakken begyndte langsomt igen så jeg og Julie kunne endeligt snakke i fred igen.

“Hvordan var det?” Spurgte Julie interesseret og rykkede nærmere.

“Det var forfærdeligt. Han viste sig i sin sande skikkelse.” Jeg fortalte om de forskellige skikkelser han havde optrådt som, og jeg kunne se Julies ansigt trak sig sammen i en pinefuld grimasse.

“Og hvad med blodet? Hvor kommer det fra?” Sagde hun og rakte mig en serviet så jeg kunne tørre øjne og blodet fra mundvigen.

“Det var fra da jeg på et tidspunkt kom lidt for tæt på en af hans forvandlinger,” løj jeg

“Det slog mig helt ud.” For at være helt ærligt vidste jeg ikke hvorfor jeg løj. Det var en god historie og jeg ville være den mest interessante pige på SALIGIA hvis jeg sagde det. Men det var som om det her lå dybere end en god historie. Det var lige før jeg følte mig flov over hvad der var sket. Og det var mig stadig en gåde, hvorfor jeg havde sluppet med livet selvom jeg havde brudt den vigtigste regel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...