Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3474Visninger
AA

6. 6

“Kom nu, ellers finder vi aldrig de andre” Jeg lå så lang jeg var, med hovedet plantet mod den lune jord.

“Aldrig i livet. Mine fødder gør så ondt at jeg mistænker dem for at falde af hvis jeg rejser mig. Og min tunge føles som sandpapir så tørstig som jeg er.” Jeg kom med et overdrevent teatralsk støn.

“Og hvad vil du have at jeg skal gøre ved det. Vi har gået i mere end en time, tror du ikke også at jeg er tørstig. Og hvis jeg husker rigtigt var det dig der ville finde de andre og ikke mig.”

“Min arm gør ondt,” Ømmede jeg mig. Jeg vidste at jeg ville vinde samtalen ved at spille det her kort. Hele turen havde Avaritia spurgt indtil min arm, og konstant sørget for at sikre sig at jeg ikke blødte igennem stoffet.

“Skal jeg kigge på såret,” spurgte han forsigtigt. Jeg lavede et kast med håret og nikkede smilende til ham. Først satte han sig om bag min ryg, fjernede håret fra min nakke og løsnede slyngen. Derefter trak han langsomt min bandage af og tog et grundigt kig på mit sår.

“Du skal være heldig, såret er ikke så dybt som jeg først havde antaget.” Derefter satte han bandagen og slyngen på plads igen.

“Er du læge eller sådan noget," spurgte jeg interesseret, for at trække tiden ud. Avaritia kørte hånden igennem sit fedtede hår og smilede halvhjertet til mig. Jeg kunne mærke at jeg havde vækket nogle dæmoner tilbage fra de levendes verden. skønt, så kunne vi komme til at sidde her i rigelig lang tid.

“Ser du,” begyndte han.

“Jeg har altid haft en forkærlighed for at bruge penge. Min far var en højt uddannet læge. Vi levede for det meste i Afrika, hvor min far hjalp til med at bekæmpe Ebola. Jeg hadede at være der. Alle de fattige mennesker gjorde mig altid så skidt tilpas, og fik mig til at føle mig… ja, hovmodig.” Jeg fnyste let, men lod ham fortsætte.

“Men når vi ikke var i Afrika, boede i vi som konger, i en penthouse lejlighed i New York. Jeg begyndte at studere til læge, de mange timer tog hårdt på mig og jeg begyndte at spille poker. Før jeg vidste af det havde jeg brugt hele min fars formue, og var endt som drug dealer, i et desperat forsøg på at få pengene tilbage. Men det kan være et farligt erhverv.” Resten lod han op til fantasien.

“Trist. Må jeg så spørge hvad du så rigtigt hedder, Altså udover den latinske betegnelse for en religiøs synd.” Avaritia smilte til mig. Denne gang var smilet varmt og imødekommende. Og helhjertet.

“Mit navn er David, og dit navn?” Jeg så ham direkte i hans brun-grønne øjne og kørte en hånd gennem håret.

“Mit navn er Annabeth, men bare kald mig Anna, det plejede mine venner at gøre.” Igen lagde jeg mærke til den store rift på Davids arm.

“Du har stadig blod på armen.” Konstaterede jeg. Jeg rev en trævl af min kjole, og spyttede på den. Derefter vaskede jeg det størknede blod væk fra Davids underarm, med nænsomme støj.

“Det kilder,” sagde David og så op fra sin underarm, og vores blikke mødtes igen.

“Har du flere undskyldninger?” Spurgte David, og formåede for anden gang i dag at ødelægge et ellers udmærket øjeblik. Som om det ikke var slemt nok at jeg befandt mig i helvede.

“Nej, har du?” Svarede jeg legende og kom på benene. Snakken gik meget bedre denne gang, end den havde gjort de sidste to timer. Jeg fortalte min forhistorie, med min solo, Camille, og baggrundene. Vi fandt ud af at vi kom fra to forskellige lande, og undrede os over hvordan vi kunne forstå hinandens sprog. Efter vi havde gået yderligere en time, var vi pænt udmattede. Mere end vi havde været før, men forskellen var nu at vi ikke diskuterede, men grinte og jokede om vores tragikomiske situation. David stoppede op.

“Hørte du det?” Jeg fniste let af hans hurtige emneskift. Han tyssede på mig og gik varsomt frem.

“Hvad er det,” sagde jeg. Jeg vidste at hverken jeg eller David havde en chance hvis et nyt rovdyr valgte at dukke op.

“Det er stemmer.” Sagde han “Menneskestemmer.”

“Vi fandt dem!” Jublede jeg, David vendte sig om og tyssede hidsigt på mig.

“Vi ved stadig ikke om det er dem.” Noget sagde mig, at det ville vi finde ud af nu, da silhuetter af mennesker tittede frem mellem alle skovens blade.

“Ven eller fjende?” Spurgte jeg, men intet svar kom tilbage. Uroen begyndte at vokse i min mave.

“På tre,” Sagde jeg til David, “vi løber på tre.” Jeg startede på min nedtælling men han stoppede mig.

“Jeg kan genkende Gulas silhuet. Det er dem.”

“Okay,” Sagde jeg og rejste mig. “Så må vi bare håbe på at de også kan genkende os.” Jeg begyndte at gå frem mod gruppen.

Bag mig kunne jeg høre David protestere, men jeg var ligeglad. Han kunne mene hvad han ville. Som jeg kom tættere på, begyndte jeg også selv at genkende ansigterne. Glad for at David ikke havde jokket i spinaten, luntede jeg hen til gruppen. Men et af de ellers kendte ansigter fik mig til at stoppe op igen.

En kraptyl gik i midten af gruppen og lod sine rødlige falkeøjene overvåge hver af de fem teenagers bevægelser.

“Hvad sker der?” Spurgte jeg. Chokeret fik jeg øje på Invidia, der trods hendes iturevne kjole, så helt okay ud.

“Hvorfor er du ikke død.” Jeg løftede min finger og pegede anklagende på hende. Intet af dette gav mening. Kraptylen så blot på mig og sagde: “Timen er slut. Følg med.”

Jeg så bag mig hvor David stod og så lige så paf ud som jeg følte mig. Hvordan kunne det tro at de bare kunne hundse rundt med os på den måde. Vi var ikke deres kæledyr. Vi var rigtige mennesker, som verden ikke kunne formå at holde i live. Jeg rankede mig og så ind i kraptylens gennemborende blik.

“Jeg nægter.” Jeg vidste godt at det var dumdristigt, men jeg fortrød intet efter at ordene havde forladt min mund. Disse klamme bæster måtte lære deres lektie. Og hvis alle andre var for bange til at gøre det, måtte jeg jo træde ind. Kraptylen trak noget der lignede en pistol op af en belte taske af læder, der hang rundt om dens hofte.

“Dette var Djævelens ordre.” Hvæsede den, “du ved at man skal respektere hans ord.” Jeg var ikke dum. Jeg vidste, at jeg ville miste alle mine chancer for et ekstra liv hvis jeg blev ramt af sådan en pistol. Med et suk og en rullen med øjene stillede jeg mig hen til resten af flokken. Vi gik samlet gennem regnskoven. Stilheden var så tyk at man ville kunne skære i den. Jeg skævede til Invidia, der gik ved siden af mig.

“Var du ikke død for sådan fire timer siden?” Spurgte jeg skarpt. Jeg kunne se at misundelse ikke brød sig om min tone.

“Nå så det kunne du tænke dig. Men hvis du nu vil have det af vide så var dette blot en øvelse, ud efter hvad jeg har fået af vide af kraptylerne. Du vil se: Så snart vi kommer ud af dette klasseværelse vil, hvad det end er bandagen dækker over, også forsvinde.”

"Hvis du vil vide det," sagde jeg med en stærk påtaget stemme "var det David, der lagde bandagen på mig, efter jeg redede ham fra den tiger, som du tydeligvis ikke kunne håndtere."

"Uha, hvor er du fantastisk. Jeg dør af misundelse."

"Ja, gør du det. Så lad os håbe at du ikke også lever op denne gang."

Invidia skulede til mig, og skulle lige til at svare igen, da Ira, som selvfølgelig ikke kunne holde munden lukket, afbrød:

"Det var da helt utroligt så barnelige i er! Er det helt umuligt for jer at føre en almindelig samtale? I gør mig rasende." Alle øjne vendtes mod hende. I et øjeblik lagde et tyk stilhed sig over os. Så tyk at man ville kunne have skære i den. Så brød Luxuria ind.

"Jeres stemmer irriterer mig altså. Alle sammen." Det sidste sagt med blikket hvilende på mig.

Dette fik for alvor min vrede til at blusse op i mig. Jeg prikkede kraptylen der førte an på skulderen.

“Undskyld hr. men jeg ville bare lige påpege den yderst ringe undervisningsform som det er i køre her på stedet.” Sagde jeg og levede mig dybt ind i rollen som en kritisk investor i et firma. Først nu vendte kraptylen sig om.

“Dette er djævelens ordre og der er de eneste jeg adlyder. Han er vor herre.” Dette var langt fra det svar jeg havde håbet på. Han lyttede overhoved ikke på mig. Så lidt respekt havde jeg sjældent sent. Jeg prøvede stædigt igen.

“Hvorfor vil de ikke engang høre hvad jeg siger. Hvis djævelen skal forestille at være sympatisk burde han lytte på mig. Jeg har ikke fortjent det her.”

“Djævelen er sympatisk.” Jeg knyttede næverne, mens mine skridt gik fra lette trin, til hårde tramp. Og til sidst stoppede jeg helt.

“Djævelen har aldrig været sympatisk. Og enhver der tror at han vil blive det er dummere end vorherre tillader!” Hvis stilheden havde været kvælende før, var det intet sammenlignet hvad jeg nu stod midt i. Ingen havde modet til at sige fra bortset fra mig. Alle stod blot skræmt og observerede hvad jeg nu skulle udsættes for. De var alle forfærdelige mennesker. Jeg havde brudt den eneste reelle regel på denne lærings anstalt. Jeg havde ingen respekt for djævelen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...