Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3445Visninger
AA

5. 5

Jeg vågnede før jeg overhoved var faldet i søvn. En hylende tone skar igennem hele lærings anstalten og truede med at flå mine ører af hvis jeg ikke stod op. På sengen dagen før havde der ligget et sæt nattøj, der ironisk nok lignede min anden kjole til forveksling. Så snart man rørte ved den grå væk tonede den usynlige dør frem så vi kunne komme igennem uden kraptylernes hjælp.

Sammen med resten af superbia-sektionen, fulgtes vi mod hovedbygningen. Der var mange flere mennesker i forhallen i dag end der havde været i går. Syv forskelligt farvede uniformere flettede sig ind og ud af hinanden. Jeg hev i Julies ærme.

“Hvad skal jeg gøre? Jeg aner jo slet ikke hvor jeg skal gå hen.”

“Bare vent her indtil du ser nogen du kender.” Sagde hun, og med de ord var hun væk. Super. Jeg kiggede ind i menneskemyldret, unge i alderen 15-20 fra alle verdens lande, gik målrettede forbi hinanden på vej hen til hver deres klasse. En mørk skikkelse iført en rød, lang kjole fangede mit blik. Det var Ira-pigen fra min sektion. Af alle mennesker, hvorfor var det så lige hende jeg skulle følges med. Jeg begyndte at følge efter hende.

Hun forlod forhallen og drejede ind i en af korridorerne. Da vi havde gået et stykke ned af korridoren begyndte pige uroligt at kigge sig tilbage. Det samme gjorde jeg. Jo længere vi gik jo mere begyndte hun at gøre det, og jeg blev mere og mere bange for at en kraptylerne havde valgt at sætte efter os. Pludselig havde pigen drejet om et hjørne, og jeg kunne nu ikke se hende mere. Så ikke nok med at jeg ikke kunne finde min klasse, kunne jeg nu heller ikke finde rundt på skolen mere. Jeg begyndte at gå op og ned af de smukt udsmykkede gange. Jeg så ned på det guld overtrukne gulv, der var så blankt at jeg kunne spejle mig i det. Hvilket mindede mig om hvor lang tid siden det var at jeg havde set skyggen af et spejl. Det var som om jeg var blevet to år ældre.

På blot de få dage der var gået siden jeg forlod den levende verden, havde jeg fået dybe render under øjne, men alligevel var der noget ved mig der gav mig et klogere skær.

Nogen ramte mig hårdt og tvang mig op af væggen. Jeg lukkede øjne og begyndte at skrige. Personen lagde en hånd for min mund, og jeg kunne mærke at denne ikke havde lange negle som kraptylerne. Det fik mig til at stoppe med at skrige.

“Hvorfor følger du efter mig?!” Jeg genkendte straks stemmen. Den lille sure pige havde selvfølgeligt misforstået mig og troet at jeg fulgte efter hende. Jeg begyndte helt at grine ad hendes dumhed. Det fik pigen til at stramme sin greb om mig endnu mere, så jeg gav et hvin fra mig og måtte stoppe med at grine.

“Hør her Ira, eller hvad det er jeg skal kalde dig. Jeg var ikke ude på at følge efter dig. Hvorfor skulle jeg dog bruge min tid på det. Hvis du ville vide det, prøvede jeg bare at finde vores klasse. Så hvis du ville være sød at slippe mig ville jeg blive yderst benådet.” Det sidste sagde jeg med en sarkastisk klang. Pigen slap mig omsider, med en kort bemærkning om at man ikke normalt løber bag om folk, men ved siden af dem og vi fulgtes sammen tilbage til hallen.

“Mit navn er Anna, by the way,” sagde jeg før stilheden blev for intens. Nogen måtte jo sige det.

“Liss,” mumlede pigen. Og det var så hvad der blev sagt før vi nåede hallen. Da vi kom tilbage lagde jeg mærke til at alle døre var tonet frem for væggen. Jeg kiggede på dem alle. Måske var det bare mig der kun blev endnu mere sindssyg, men det så ud som om “Annabeth Glio” stod på en af dørene.

“Det er den dør,” Sagde jeg til Liss og pegede på døren hvor mit navn stod på.

“Og hvordan ved du så det om jeg må spørge?” spurgte Liss sarkastisk.

“Det ved jeg bare” Sagde jeg, som en måde at give tilbage på hendes kolde svar ved navne udvekslingen.

Julie havde på forhånd sagt at klasseværelserne var anderledes end et normalt klasseværelse, men jeg havde nu aldrig forventet det her. Hvad vi trådte ind i var en stor regnskov. Resten af vores hold var allerede mødt op, og stod klar i en lysning ikke langt fra os. En kraptyl stod og holdt øje med dem som om de var hjorte og den var leoparden.

Vi stillede os modvilligt hen til gruppen. Jeg havde aldrig brudt mig om at komme for sent til time. Jeg kiggede bag mig fra den dør vi var kommet af, men hvor der før var en dør var der nu kun mere regnskov. Hvad var det med forsvindende døre og helvede?

“Velkommen til jeres første time,” Sagde en galant mandestemme. Forbløffet så jeg væk fra den forsvundne dør og opdagede at stemmen tilhørte en kraptyl.

“Først skal i have lært det basiske. Emnet i dag er overlevelse. I har fem timer. Held og lykke.” Og med de ord forlod kraptylen os midt i en kæmpe regnskov i hvad der efter sigende ville blive fem timer. Fem lange timer. Først var der helt stille. Ingen vidste hvad der skulle gøres og nogen var sikkert stadig i chok over hvad der lige var sket. Personligt ville jeg bare ikke være den der talte først. Alligevel blev stilheden for meget til sidst og jeg gav efter.

“Jeg finder vand. I andre kan gøre et hus og noget mad klar til når jeg kommer tilbage.” Sagde jeg og begyndte at gå.

“Jeg går med dig!” Råbte Avaritia, grådighed, efter mig.

“Det er bare ikke fair, at os andre skal gør alt arbejdet.” Sagde Invidia, misundelse, så. Jeg stoppede min gang og sukkede.

“Jamen i andre kan jo ikke finde ud af at gøre noget uden en ordre åbenbart.” Det fik Liss til at tænde af, og sammen med Luxuria, begyndte de at råbe uhjælpeligt meget af mig. Før jeg vidste af det, stod vi alle og råbte indbyrdes af hinanden. Det var håbløst. Hvorfor var det at ingen lyttede på mig? Jeg var tydeligvis den eneste i denne flok der var værd at høre på.

En dyb knurren lød fra buskadset, og alle te.

“Liss” sagde jeg med en behersket ro.

“Gør noget.”

“Aldrig i livet at jeg ville sætte…”

“Så hold dog kæft!” Afbrød en ret så bange Luxuria.

“Kan i ikke se at der er andet end jeres problemer lige nu?” Hvor end jeg ikke kunne lide at indrømme det, måtte jeg give ham ret i at vores diskussion kunne vente. Skyggen i buskadset flyttede sig og vi iagto alle dens bevægelser. Langsom samlede Liss en kæp op fra jordbunden og gik langsomt mod skyggen. Invidia blev selvfølgelig jaloux på hendes modighed og fulgte princippet.

De gik så tæt på at de nu måtte kunne se, hvad det var der gemte sig. Først regnede jeg selvfølgeligt med at de ville vende sig om og underrette os om hvad vi stod overfor. Men intet sagde de. De stod bare stive som stenstøtter og observerede. Til sidst måtte jeg give op.

“Hvad er det der tager jer så lang tid?” Råbte jeg efter dem.

“Så ti dog stille,” Sagde Avaritia, men ikke så snart havde han sagt ordene før en koloenorm sabeltiger sprang ud af buskadset og angreb Invidia. Og jeg som troede at den slags dyr for længst var blevet udryddet. Lange flænser af hendes grønne kjole røg ud til siderne. Blod og skrig blandede sig til et makabert kaos. Alting gik pludseligt så hurtigt. Flere løb flygtende væk, inklusiv mig. Acedia og Gula var de eneste der blev stående. Så snart tigeren var færdig med at partere Avaritia, ville den uden tvivl kaste sig over dem. Hvad skulle jeg gøre?

Jeg kunne løbe videre og håbe på deres bedste. De var alligevel i for dårlig form til at flygte nu. Jeg vendte mig om for at løbe videre. En rod der stak over jorden fik mig til at falde med hovedet direkte mod skovbunden. Det sortnede for øjne et kort sekund. Da jeg igen fik synet tilbage så jeg tigeren i sprint, løbe forbi de to ubrugelige drenge i retning mod mig. For helvede.

Det var håbløst. Af grunde jeg ikke kunne forklare i det øjeblik havde jeg byttet plads med Acedia og Gula, og ligesom dem var det håbløst at flygte. Jeg kiggede tilbage, og så resten af flokken løbe for deres liv. Gid en af dem havde stoppet op. Gid en af dem havde tænkt længere end til deres egen næsetip. Min puls steg. Om mindre end fem sekunder ville sabeltigeren havde taget sin første bid af mit friske kød og blod.

I min nærdødsoplevelse filosoferede jeg over hvad der mon skete når man døde her. Kunne man dø to gange? Og var næste stop i så fald himlen? Mens jeg sad der med lukkede øjne og ventede, lagde jeg mærke til at der var gået længere end fem sekunder. Langsomt åbnede jeg øjnene med frygten for at se tigeren stå over mit legeme og forberede sin første mundfuld. Men det var ikke hvad jeg så.

Ikke mere end to meter fra mig kæmpede Avaritia, drengen med slikhår, og tigeren en intens kamp. Han kunne have flygtet. Han kunne have kommet i sikkerhed og i dette øjeblik være i gang med at sætte en lejer op for de næste fem timer. Men det gjorde han ikke. Han havde satset hele sit liv for min skyld. Et behov for at hjælpe drengen dukkede pludseligt op. Sådan havde jeg aldrig følt det før over for et andet menneske. Jeg greb roden som jeg var faldet over og rev den med et kraftigt ryk op af jorden.

Langsomt sneg jeg mig nærmere kampen, som jeg snart skulle blive en del af. Jeg tog en dyb indånding før jeg kastede mig ind i den blodige kamp. Tigeren var stærk, men der var til min fordel at Avaritia havde formået at lægge den ned. Jeg tog roden og gik så efter dens hoved.

Først her fik drengen øje på mig. Han smilte ikke til mig, men gav mig blot et nik der fortalte mig, at han vidste hvad jeg var på vej til at gøre. Han tog fat om dyrets arme og ben for at få det til at bevæge sig så lidt så muligt, hvilket var ret så meget hvis man skulle dræbe det, ville jeg have ment. Jeg lagde med besvær roden rundt om dyrets hals og strammede så til af alle mine kræfter. Sabeltirens reaktion var hurtig. Dyrets sylespidse tand, borede sig ned i min skulder. Jeg skar tænder. Smerten var hvidglødende, men det eneste jeg kunne tænke på i det sekund var tigeren.

Alle mine frustrationer de sidste dage blev rettet mod den. Blodet sivede ned af min arm og blandede sig med dyrets beige farvede pels. Jeg strammede strammede løkken om dyrets hals så meget at mine beskidte hænder blev helt hvide. Dyret blev heldigvis hurtigere udmattede end os og efter et par minutters videre kamp førelse lå dyret endeligt helt stille.

Jeg trådte tilbage og lagde mig udmattet i græsset ved siden af. Jeg vidste at Avaritias grådighed ville give ham blod på tanden, og derfor blev jeg ikke overrasket da han, med en sten, slog dyret med alt sin kraft, indtil det blødte voldsom, og var sprættet op flere steder.

Efter hans mærkelige freakshow lagde han sig også ned i græsset ved siden af mig med blod på arme og krop. Han drejede hovedet så han kunne se mig, mens jeg tomt stirrede op i skyerne.

“Tak for hjælpen,” sagde han forpustet.

“hmm,” Svarede svarede jeg koldt igen. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var som om jeg ikke helt kunne tænke klart.

“Din arm, den ser ikke helt rask ud,” sagde han stille. Jeg havde på mystisk vis formået at glemme mit store sår på skulderen.

“Jeg var endelig sluppet af med smerten, men tak for at minde mig om det” Sagde jeg sarkastisk, og skar en grimasse, da en gennemborende smerte banede sig vej gennem min arm. Jeg så ned, og fik øje på et sår på størrelse med et øjeæble.

“Av” mumlede jeg, for mig selv, men drengen måtte have troet at det var til ham, for han rev et stykke af hans blå uniform af, og bandt det forsigtigt rundt om min arm.

“Værsgo,” sagde han og studerede hans værk på min arm. Derefter rev han endnu en travl af sit bukseben og bandt det rundt om mig således at jeg havde en slynge til min arm. Jeg studerede drengen. Hans før så fedtede hår, så ud til at være kommet sig over overdosen af voks og var begyndt at vise sit naturlige ‘jeg’ i form af et mere bølget hår der nok en gang havde været krøller. Det klædte ham faktisk. Hans brun-grønne øjne studerede et sår på hans underarm, hvor dyret, med sine lange klør, havde givet ham en dybere rift fra håndled til albue.

“Du bløder også,” Konstaterede jeg.

“Det gør jeg vel, men bare roligt jeg forventer ikke at folk som dig skal hjælpe,” svarede han med et irriterende glimt i øjet.

“Hvad mener du med ‘folk som mig’?”

“Ikke andet end at din sektion er kendt for at være mere… Fornemme end os andre?” Jeg rullede med øjne.

“Du mener vel hovmodige,” Sagde jeg træt.

“Ikke at det er nogen dårlig ting, det er jo bare sådan i er.” Det var utroligt hvordan denne dreng i det ene øjeblik kunne være prinsen på den hvide hest, og i det næste en frø der ikke engang prøvede at blive kysset. Jeg nægtede at spilde et eneste minut mere her, så jeg rejste mig og begyndte at gå.

“Hov, hvor skal du hen?” Råbte han efter mig mens jeg travede gennem det høje græs, og ukendte plantearter.

“Ud at finde de andre, med sådan nogle dyr er det godt at have nogle der kan tage den næste kamp.” Svarede jeg tilbage, og hørte straks bagefter lyden af fodtrin bag mig komme nærmere. Selvfølgelig fulgte han efter mig. Alt andet ville være dumt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...