Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3569Visninger
AA

4. 4

Vi blev ført tilbage til de huse vi kom fra. På vejen lagde jeg mærke til at vi alle blev ført til hvert et hus, og at der på hver af disse huse, stod navnet på vores såkaldte synd, med de latinske navne som djævelen havde brugt. Jeg var stadig ikke helt enig med djævelen i at jeg skulle forestille at være hovmodig. Folk som mig syndede bare ikke og sådan var det.

Tilbage på værelset forsvandt døren igen på samme måde som den havde dukket op. Udyrene, som vi var blevet forklaret hed kraptyler, var gået igen, og efterlod mig nu med den sovende pige. Jeg gik hen til sengen igen. Langsomt prikkede jeg hende på skulderen.

“Hallo, er du vågen.” Pigen svarede ikke, men gav et lille grynt fra sig og vendte sig op på den anden side. Jeg sukkede. Det havde været en ret så underlig dag, eller hvad man kaldte det hernede i helvede, og jeg var ikke sikker på at jeg kunne få lukket et øje efter de oplevelser. I hvert fald ikke før jeg fik tænkt det hele igennem.

“Hvorfor lige mig?” sukkede jeg opgivende igen. Åbenbart valgte den sovende pige at reagere på dette lille suk, frem for det andet. Hun satte sig op i sengen og så med forskræmte øjne rundt i rummet, indtil at hun fik øje på mig.

“Hvem er du?” Spurgte hun med frygt i stemmen.

Jeg havde altid ønsket mig at gå på college og få en roomie, men det var nu ikke lige sådan en skole, og sådan en roomie jeg havde haft i tankerne. Med et begyndte mine øjne at svig. Jeg indså hvordan hele mit liv var faldet sammen om ørene på mig, da Camille hev i de forpulede reb, og at jeg nu sad alene i ruinerne af noget der aldrig ville blive et kongerige igen. En tåre gled ned af min kind, efterfulgt af en til på den anden kind.

Før jeg vidste af det tudbrølede jeg og klagede højlydt om hvor forfærdelig det hele var blevet. Jeg savnede mit gamle liv så urimeligt meget, og det faktum at jeg nok aldrig ville se dem igen, fik bare tårerne til at flyde ekstra hurtigt. Den rødhårede pige fik medlidenhed med mig og satte sig over i min seng ved siden af mig.

“Så, så du skal nok klare den. Slap af. Der er ikke så meget du kan gøre ved det nu.” Jeg kunne mærke på den måde at hun akavet holdt om mig og hende tøvende stemme, at hun ikke var vant til at trøste nogen hvis de græd. Og jeg selv var heller ikke så tryg ved denne situation. Det var flere år siden at nogen sidst havde set mig græde, og endnu længere siden at nogen havde holdt om mig på den måde. Godt nok var det akavet, men på en eller anden måde, dybt inde, føltes det faktisk ret godt.

Krammet varede dog ikke så længe. Da vores to kroppe skiltes kom fornuften dog også tilbage til mig og jeg rankede mig op og fik tørt tårene væk.

“Annabeth Glio” Sagde jeg og rakte hånden frem. Pigen fulgte mit princip og gav mig hånden.

“Julie Carlsen.” Jeg tænkte om hun havde været her i lang tid, siden at hun tog det så roligt alt det her. Og som om hun havde hørt mine tanker svarede hun.

“Jeg har været her i en uge nu. Man bliver aldrig helt vant til det her. Men på et tidspunkt tror jeg bare at man lærer at være stærk.” Jeg så ind i hendes meget lyseblå øjne.

“Hvordan er det?” Spurgte jeg med rystende stemme. Julie tog en dyb indånding.

“På en måde er det ligesom at gå i rigtig skole: Der er timer, klasseværelser og lærer. Men alligevel er det langt fra den normale skole. Timerne er det rene vanvid og lærerne er nogle af de ulækre kraptyler. Og det er ikke engang det værste. Hvis nogen vælger at overtræde De Uskrevne Regler, bliver de straffet med døden, igen, og mister alle chancer for overlevelse.”

“Hvad er De Uskrevne Regler?” Spurgte jeg.

“Det er de regler der er her på skolen. Djævelen bliver ved med at opfinde, og slette, nye regler, siden det er ham der er øverste hoved hernede. Dog er der en fast regel: Du skal respektere djævelen og hans ønsker.” Jeg sukkede.

“Den her dag bliver bare bedre og bedre!”

Resten af dagen var fuld af knap så mange overraskelser, hvilket jeg var taknemmelig for. Vi fik et måltid, i Superbias spisesal. Den var lige så grå og fængsels agtig som resten af huset var, og jeg kunne tydeligt se at jeg ikke var den eneste der var frustreret over dette. Ved måltidet sad jeg og Julie på bord sammen og spiste i stilhed. Bagefter gik vi tilbage til vores værelse og til min lettelse fandt jeg ud af at de hæslige kraptyler blot holdt øje med os fra afstand, og ikke skulle følge os rundt hånd i hånd. Det tror jeg var første gode nyhed i lang tid.

Den nat fik jeg ikke lukket et øje i bare frygt for den farer der truede i hver en krog af dette sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...