Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3456Visninger
AA

3. 3

Stedet jeg var havnet i, var opdelt i otte kæmpe bygninger der omkransede udendørsarealet. Syv små og en stor, hvor der, derpå stod et kæmpe messing skilt med teksten SALIGIA henover. Hvad end det så betød. Men det var ikke husene der fik mig til at spærre øjne op og gispe. Rundt om husene tornede nemlig sylespidse klipper op, over søer af ild og lava. Jeg var lammet. Hvis det her ikke var febersyge, havde jeg nok fået en hjerneblødning. Bæstet førte mig gennem udendørs arealet, mens jeg som en anden hjerneskadet, ikke kunne lade hver med at glo på den spruttende ild. Hvordan kunne det være at der ikke var uudholdeligt varmt?

Jeg blev trukket ind i den største af de otte bygninger. Det første der mødte mit blik var noget helt andet end jeg før havde set. Det var som at træde ind i et palads. To marmorsøjler tornede op af det guldbelagte gulv. Udsmykningerne på væggene var det mest detaljerede mønster der så ud som om det var levende. Hvorfor var jeg dog ikke vågnet op her? Tænkt at jeg havde fået tildelt et værelse der var så langt under standard.

Vi gik gennem det skønne hus og nåede til en lige så smukt udsmykket hal, hvor seks andre unge på min alder stod og ventede. Jeg lagde mærke til at de alle havde noget forskelligt tøj på. Og til min forfærdelse indså jeg at jeg var den grimmest påklædte. Bæstet slap mig og puffede mig ind til gruppen. Jeg vendte mig om lige i tids nok til at se bæstet forlade hallen og lukke døren bag sig.

“Hvad er det her?” Hørte jeg en fra gruppen mumle.

“Sjovt du spørger!” Lyset slukkede, og et spotligt fra en usynlig lyskilde, lyste op. En mand trådte frem i lyset. Han var nok omkring de femogtyve, måske lidt ældre. Hans hår var sort og sat op i en mini knold. På en eller anden måde mindede han mig om Alfred. Måske var det de høje kindben, eller også var de markerede muskler på både mave og arme. Uanset hvad var han noget af det flotteste jeg længe havde set. Hans ravfarvede øjne stirrede på os én efter én.

“Ved I hvordan I havnede her?” Spurgte han med en dyb og tålmodig stemme. Vi rystede alle på hovedet. Manden smilede og jeg kunne se at han nød vores uvidenhed. Der gik fantastisk lang tid med at vi stod sådan.

“I døde.” Svarede han endeligt. Et gisp gik igennem os alle.

“Hvad skal det sige?” råbte en pige arrigt ved siden af mig. Hun var mørk i huden og og nok et hoved mindre end mig. Hun var klædt i en elegant rød kjole med slæb. Hvorfor var det ikke mig der havde fået den kjole. Manden gav pigen det samme elevatorblik, som jeg lige havde givet hende

“Ira. Velkommen til Saligia.”

“Jeg hedder sku da ikke Ira.” Råbte pigen efter manden. I en lynhurtig fart rejste hun sig op og prøvede at slå efter manden. Manden sprang, næsten fløj, højt op i luften og undveg pigens slag. Pigen derimod snublede rundt i sin store røde kjole og endte febrilsk nede på jorden. Manden landede på jorden igen og kiggede os alle intenst i øjne en efter en.

“Som jeg sagde lige før døde I alle for et stykke tid siden. Hvor i er nu? Det skal jeg sige jer.” Han holdt en kunstpause, og igen kunne jeg se at han nød godt af vores uvidenhed.

“I er i helvede.” endnu et gisp gik igennem flokken.

“Og hvem jeg er? Jeg er skam djævlen selv.” Aldrig i hele mit liv havde jeg forestillet mig at djævelen kunne være så… flot.

“Du lyver!” Råbte den lille pige igen.

“Så ti dog stille barn!” Råbte manden der kalde sig djævlen. Det gibbede i mig da ild. Ren ild. Skød ud af hans øjne, og hans hoved skiftede farve til de mere rødlige toner. Hvis der var nogen der havde tvivlet på hans påstand om at være djævlen for, gjorde de det i hvert fald ikke mere. Djævlen rømmede sig.

“Hvis jeg må få lov at tale færdigt nu?” Pigen nikkede skræmt.

“Som i nok alle kan se, har i forskellige uniformer på alle sammen. Dette er fordi at i alle er bragt hertil fordi i synder. Hver af jer repræsentere hver sin synd.” Han kiggede på mig.

“Nummer et: Superbia, hovmod” Jeg rynkede brynene.

“Jeg er om noget ikke hovmodig! Måske er det bare dig selv der ikke kan klare tanken om…” Mine ord døde hen da jeg så gløden i hans øjne.

“Andet?” spurgte han. Denne gang rette til hele flokken. Gudskelov. Han fortsatte med at identificere os.

“Nummer to. Avaritia, griskhed” Nummer to var en dreng der nok levede op til hans navn lidt for meget. Man kunne se at han normalt plejede at have en tæt voks siddende i håret og holde det tilbage, men af en eller anden grund var det bare fedtet nu.

“Nummer tre. Luxuria, nydelsessyge” En dreng klædt i en tætsiddende ståltråds kjole trådte frem. Hans ansigt var fordrejet i en pinefuld grimasse, men han protesterede af gode grunde ikke.

“Nummer fire. Invidia, misundelse.” Denne var en sydamerikansk pige i en grøn, tætsiddende kjole med korset.

“Nummer fem. Gula, frådseri.” En tydeligt buttet dreng trådte frem.

“Hvad er frådseri?” spurgte drengen, så dobbelthagen blævrede. Jeg bed mig i læbe. Bange for hvilke grusomheder djævelen ville trylle frem for straffe drengen. Det kunne være at han straffede os alle for hans ulydighed. Men djævelen blev uforståeligt nok ikke sur. Han grinte endda.

“Frådseri, allesammen, er hvad der sker når man spiser mere end man har brug for.” Han kiggede bebrejdende på drengen. “Hvilket du i den grad er skyld i.” Drengen sagde ikke noget igen, men veg blot for hans brændende blik.

“Næste! Nummer seks. Ira, vrede” Ira skulle lige til at åbne munden og komme med en protest, men igen stoppede djævlens blik hende. I stedet hev hun dramatisk op i hendes lange kjole og gik et skridt bagud for at pointere hendes utilfredshed. Djævelen sukkede opgivende, rullede med øjne og fortsatte med den sidste i rummet.

“Nummer syv. Acedia, dovenskab.” Den sidste af os alle trådte frem med et suk.

“Nogen spørgsmål?” Spurgte djævelen muntert, som om han var en lærer på skolen der lige havde forklaret os hvad fotosyntesen var. Jeg fulgte hans princip og rakte hånden op.

“Hvorfor? Hvorfor er vi blevet anbragt her? Hvorfor er vi ikke kommet i himlen?” Det sidste ord så ud til at ramme ham som et piskesmæld.

“For det første skal du aldrig nogensinde, mens du er her, nævne ham deroppe, eller noget som helst der har med ham at gøre. For det andet, så er i her for det bedste. Tro det eller lad hver, men faktisk gør jeg dette for at hjælpe jer. I døde alle for tidligt i jeres liv, og jeg vil blot hjælpe jer med at få en ekstra chance i livet. Jeg er… Sympatisk” Djævelen lukkede øjne og smilede for sig selv. De næste ord sagde han med sådan en indlevelse i rollen som prinsen på den hvide hest, han man helt glemte hvor man var.

“Frygt ej mine børn, jeres synder kan kureres. Svaret findes i SALIGIA, lærings anstalten for synderne. Og jeg lover jer hermed, at i efter dette ophold, vil være rensede. Og at den dygtigste af mine børn vil blive belønnet med et nyt liv. Resten derimod.” Han lagde hovedet på skrå, og lod resten op til vores fantasier.

Jeg rystede på hovedet. Dette kunne ikke være sandt. Hvordan kunne jeg på nogen måde, have fortjent at ende et sted som dette. Jeg ville gerne hjem nu. Vågen i min egen dejlige seng og opdage at det hele bare havde været et stort mareridt. Hvem vidste måske vågnede jeg lige om lidt. Men tanken varede ikke længe. Lige nu så det ret så sort ud for mig. For helvede også.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...