Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3475Visninger
AA

23. 23

Jeg var begyndt at græde igen. Formegentlig af chok. Det var ikke hver dag man konfronterede sin døde flirt. ”Hvad skulle det til for?” Han trak på skuldrene. ”Det er altid godt at huske tilbage. Det er fortiden vi lærer af.” Sagde han, og jeg kunne høre at han prøvede at lyde som en gammel vis mand. Selv rullede jeg med øjne. Det var mig stadig uforståeligt, hvordan han kunne blive ved med at tro at han gjorde, hvad der var bedst for os. ”Jeg troede du havde lovet mig at jeg ikke skulle på prøve i dag.” Bemærkede jeg tørt, mens jeg rejste mig og tog min kjole på igen. En seance jeg helt ville glemme. Der var pinligt stille. Djævelen havde sat sig ned på sin trone lignende stol og sad nu afslappet som om intet var hændt. Det kunne godt være at Julie og Raket havde et mærkeligt forhold, men dette toppede nok alt. Jeg så væk. Havde ikke lyst til at konfrontere ham. Del grundet stædighed, dels fordi jeg ikke kunne lade være med at føle mig flov over denne situation. Tænkt at jeg overhoved havde stolet på det væsen. At jeg havde tænkt mere om ham end jeg burde. Han var intet og det burde jeg huske. Alligevel føltes stilheden kvælende. Jeg stirrede stift ind i væggen. Bag på min kjole sad en lille knap, ikke større end en fingernegl. Den var brugt til at holde min kjole sammen på ryggen. Julie hjalp normalt med at lukke den. Jeg strakte armene så langt ud jeg kunne, men den gad ikke side ordentligt fast. Jeg sukkede. Stilheden pressede stadigt utroligt meget på. ”Har du brug for hjælp?” Spurgte djævelen efter alt for lang tid. Jeg lukkede øjne. Nej. Aldrig i livet skulle han få lov til at røre ved min ryg igen. Om det så blev over mit lig, hvilket det egentligt var. Uden at sige noget, blev jeg ved med at kæmpe med den dumme knap. Jeg hørt et kluk komme fra djævelen. Det var tydeligt at ham morede sig med mit besvær. Den akavede stilhed vendte tilbage som et genfærd. Mine hænder famlede febrilsk med knappen. Så hellere stå i et skænderi. Selvom jeg plejede at elske opmærksomheden, gav djævelens blik mig kun myrekryb. Som om han var et rovdyr der så sit bytte an. Endeligt. Knappen blev trykket igennem hullet på den anden side, og kjolen var hermed lukket. Jeg sukkede lettet. ”Det var på tide.” Lød djævelens stemme, der brød min indre ro i den korte stund jeg havde den. Jeg vendte mig om og konfronterede ham. ”Hvad nu? Har du andre grusomheder at pine mig med før jeg kan gå? Hvad med at dræbe nogle flere af mine hårdt tjente venner, eller måske min familie?” Sagde jeg skødeløst. Godt træt af alle hans julelege. Men trods min provokerende attitude fortsatte han med at se på mig med et lige så provokerende blik. Det var som om han prøvede at spejle sig i min væremåde. Jeg satte mig opgivende på kontorstolen igen, men så først varsomt tilbage for at sikre mig at der ikke stod nogen bag mig. Man kunne aldrig vide. Derefter så jeg igen på djævelen, denne gang med sammenknebne øjne. ”Hvorfor skulle David dø?” Et spørgsmål som jeg ikke havde fået svar på. Djævelen trak på skuldrene, og kneb også hans øjne sammen. Dog med et mere rebelsk blik. ”Han havde brudt en regel.” Sagde han. ”I har ikke lov til at færdes ulovligt rundt mellem forskellige timer som i ikke er blevet henvist til.” Først forstod jeg ikke, men mindet om mig og David på opdagelse dukkede op i mit hoved. Jeg spærrede øjne op, og lagde hovedet på skrå. ”Du mener vel ikke da vi gik på line på skyskraberen?” Han nikkede, denne gang med en alvorlig mine, som om David havde gjort noget så slemt som at slå en anden ihjel. ”Jamen jeg var der også. Skal du også dræbe mig?” Var det eneste jeg kunne tænke på. Djævelens ansigtsudtryk ændrede sig igen da det handlede om mig, men han beholdt stadig lidt af seriøsiteten. ”Det kommer an på om du har forstået mit budskab. Tag dette som en advarsel. Husk nu at jeg er sympatisk.” Det sidste sagde han med en sådan selvfedhed, at jeg blev helt bange for, at jeg rullede mine øjne helt ud af hovedet. På en måde forstod jeg godt hans fordrejede, brutale undervisningsmetode. Jeg var bare begyndt at se et mønster. Alt for mange gange, var jeg blevet hevet ud af moduler eller skånet for han grusomheder. Godt nok havde jeg ikke behov for at spørge ’hvorfor lige mig?’ men jeg manglede alligevel nogle svar. Uheldigvis kendte jeg kun en der kunne give mig noget der lignede svar til dette.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...