Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3563Visninger
AA

22. 22

Djævelen gav mig lov til at springe den næste time over. Så frem at jeg brugte tiden på hans kontor. Han havde lukket mig ind, men var ikke blevet selv. Han var nødt til at løbe et ’ærinde’, som han mente. Jeg så rundt på hans kontor. Der var ikke så meget at lave. Først lagde jeg mig i hans chaiselong. Den føltes næsten lige så hjemlig som mit værelse i superbia-sektionen. Jeg lagde mig på ryggen og så op i loftet. Det var rart endeligt at få lidt tid til en selv. Jeg tog en dyb indånding og pustede ud. Stilheden var endnu mere behagelig end jeg havde regnet med. Den føltes som en pude for ørene. Raket havde et forfærdeligt problem med at snorke, så det eneste tidspunkt jeg havde haft rigtig stilhed havde været før min død. Jeg lukkede øjne og nød roen. Dybe vejrtrækninger. Det føltes fantastisk. Jeg tror jeg lå der i omkring tyve minutter, og filosoferede over livet. Jeg prøvede så godt jeg kunne på at fokusere på de positive ting. Alt det andet var ligegyldigt. På et tidspunkt begyndte jeg at kede mig. Jeg så rundt i lokalet. Det var en meget moderne og enkel stil. Overraskende smagfuldt. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med første gang jeg var herinde. Måske en ridderborg, eller et sort rum med en kiste i midten. Jeg blev nysgerrig. Fik lyst til at gå på opdagelse. Jeg så over mod hans skrivebord. Det var et sort skrivebord i samme stil som skabet i hjørnet. Djævelen havde hentet en kimono op fra en af skufferne. Hvad mon der ellers gemte sig deri. Jeg så over mod døren. Jeg var blevet lukket herind på djævelens ordre, så han måtte bære over med at jeg gav mig selv den lov, at rode han private ejendele igennem. Jeg trak ud i skuffen. Uden rigtig at vide, hvad jeg kiggede efter. Der kunne være hvad som helst, så det var nok bedre bare og kigge og se, i stedet for at få sine forhåbninger op over sådan en lille ting. Den var tom. Jeg så, forvirret derned. Famlede rundt med hånden som for at lede efter en hemmelig låge eller sådan. Men den var tom. Kunne det virkeligt passe at djævelen havde en skuffe. Kun beregnet til han kimono. Jeg rystede på hovedet for mig selv. Det, af alle ting, var simpelthen for absurd. Jeg lukkede skuffen igen. Gik over til en anden og prøvede igen. Denne var også tom. Måske havde han faktisk et skrivebord kun beregnet til sin kimono. Jeg mener, var han ikke djævelen. Kunne han egentlig ikke bare trylle de ting han havde brug for frem. Det gav mig en ide. Først gik jeg over til hans skab, hvor han plejede at opbevare likøren og krystalglassene. Jeg åbnede lågen. Den var også tom. Min teori holdt stik indtil videre. Selvfølgelig ville djævelen ikke have at jeg snagede i hans ting. Men jeg kendte ham, og jeg vidste at jeg på nogle punkter var klogere end ham. Jeg gik tilbage til den første skrivebordsskuffe. Lukkede øjne. Jeg forestillede mig en cheeseburger, ligge lige midt i skuffen. Serveret på en tallerken med pomfritter og ketchup, selvfølgelig. Nu skal det ikke lyde som om jeg er sådan en der ikke spiser andet end junkfood. Faktisk var jeg utroligt sund da jeg levede. Min mor var en helsekostvejleder, så det var uhyrligt sjælden at jeg nogensinde fik usundt at spise. Jeg kan huske at jeg nogle gange stjal fra min mors pung for at købe noget i byens McDonald’s. Jeg bed mig i læben. Ikke en af mine mest stolte tidspunkter i livet. Jeg trak ud i skuffen igen. Og jublede. ”Prøv igen djævel,” mumlede jeg, mens jeg så ned på den perfekte burger, der stadig var lun. Jeg satte mig ned på chaiselongen igen, og satte tallerkenen på mine lår. Det var fantastisk at få noget andet end grød igen. Jeg så over mod mahogniskabet, og smilte for mig selv, mens jeg stoppede mad i munden. Det ville være helt perfekt, hvis jeg også kunne få et glas vin med til maden. Jeg satte min tallerken ned fra mine lår, lagde den på sofaen, og gik over til hans skab. Hvad var det nu for et årstal han havde talt så godt om? Jeg lukkede øjne, og forestillede mig et krystalglas, fyldt til renden med vin fra, skulle vi sige, år 1203. Jeg åbnede lågen, og som forventet stod der en flaske vin og et krystalglas. Jeg lavede et kast med håret. Derefter Satte jeg mig tilbage i chaiselongen og satte tallerkenen tilbage på mit skød, og tog glasset i den ene hånd og burgeren i den anden. Og sådan sad jeg og fråsede indtil djævelen kom tilbage. Hans første reaktion da han kom ind på kontoret var forbavselse. Derefter bredte der sig et smil på hans luskede læber. Jeg gyste, men beholdte mit stolte humør. Lusket eller ej, djævelen havde ikke set denne komme. Det var jeg sikker på. ”Jeg ser du har fundet dig godt tilrette.” Sagde han med et smil på læben. Jeg nikkede med stadig munden fuld af mad. Han så over på vinen, som jeg holdt i hånden. På et tidspunkt havde jeg kommet til at lave en lidt for voldsom bevægelse, og et par dråber rødvin var røget ud af glasset, og var landet på den hvide sofa. ”1203, godt årstal.” Kommenterede han blot. Jeg måbede, trods maden i munden. Men på samme tid var det forståeligt nok. Jeg var blevet behandlet som en straffefange den seneste tid. Det var på tide at han gav lidt tilbage. Dette var blot fair. ”Smagte maden dig?” Spurgte djævelen. Jeg kunne stadig ikke tale. I stedet nikkede jeg til ham. Djævelen gik over til sin skrivebordsskuffe og lagde sin kimono på plads så han igen stod med helt bar mave. ”En sådan lang arbejdsdag kan gøre en rigtig udmattet.” Sagde djævelen. Han ømmede sig kort. ”Siden jeg har været så sympatisk mod dig er det kun på plads at du kan massere min ryg.” Det sidste kom helt bag på mig. Det var godt nok ikke lige det jeg havde regnet med at han ville sige. Han trak en sort kontorstol frem fra skrivebordet. Ikke den han sad på. Hans var det eneste der ikke var fra det enogtyvendeårhundrede. Det var en gammel stol, med et langt ryglæn og med rød polstring. Næsten som en antik kongetrone. Den han trak frem nu var meget nyere. Den var af et blankt sort materiale og kuglerund. Han satte sig godt til rette i stole og lukkede øjne. Jeg, der stadig sad med mad på skødet og vin i hånden, så undrende på ham. Skulle jeg bare gå over og begyndte at massere ham? Hvad skete der, hvis jeg lod hver? Jeg kunne godt forstå ham. Personligt ville jeg også elske en massør. Men aldrig i livet skulle jeg være massøren. Havde han ikke kraptyler til at gøre sådan noget? Desuden var der stadig mad foran mig, og selvom jeg faktisk ikke var sulten mere, så burgere meget mere tiltalende ud end djævelens ryg. Djævelen åbnede sit ene øje på klem. ”Jeg kunne også sende dig tilbage til modulerne. Hvis jeg ikke husker forkert, skal de prøve at leve som biller i dag.” Jeg rejste mig straks, så tallerknen faldt af mit skød, og resten af maden spredtes ud over gulvet, og vinen røg på sofaen. Hvilken skam. Jeg gik om bag djævelen. Dette var nok øverst på listen over mærkeligste ting jeg nogensinde havde prøvet. Og ville prøve i fremtiden. Jeg så hjælpeløst på den bare mandekrop. Hvor skulle man starte? Jeg overvejede om jeg skulle starte med at tage ham oppe mellem skuldre og hals. Det var nok meget normalt at massere der, troede jeg. Jeg lagde mine hænder på hans krop og begyndte. Hans hud var varm. Meget varm endda. Varmere end noget menneske jeg havde kende var. Men det var ikke ubehageligt. Jeg trykkede nogle forskellige steder på ryggen. Kunne mærke forskellige muskler, knogler og spændinger. Jeg var ret sikker på at have hørt noget om at det var spændingerne, det gjaldt om at løsne op i. Jeg bevægede mig længere ned langs rygraden. Med fingerspidserne følte jeg rundt på hans krop. Alle mine sanser var på spil. Duften af brændt var tilbage. Jeg åndede tungt ind og ud igen, i takt med djævelens vejrtrækning og hjerterytme. Det var som om vi i det øjeblik smeltede sammen til en og samme person. Men sammen med alt dette, kom også tvivlen. Jeg huskede hadet, der før havde ønsket død over det væsen, jeg lige nu tilbed. Kaosset vendte tilbage i mit hoved. Men denne gang stoppede jeg ikke. Det var som om at jeg blev mere overbevist om at det jeg gjorde var det rigtige, jo mere jeg plejede djævelens glatte hud. Jeg hørte et støn komme fra ham, da jeg ramte et ømt punkt. Trods hans reaktion, blev jeg ved med at gnubbe på stedet. Det skulle efter sigende være godt at gøre noget det gjorde lidt ondt. Og så gav det mig også en følelse af at jeg stadig havde lidt magt tilbage over ham. Ilden brændte stadig i mig. Jeg fortsatte med at massere ham indtil at han sagde stop. Der gik næsten en hel time før han gjorde dette. På den tid havde jeg også nået at tage arme, skuldre og hovedbund med. Jeg havde løsnet mere op selv under sessionen, og havde til sidst gået så langt at køre fingrende igennem de sorte krøller. Flere gange havde jeg vendt tilbage til det ømme område, og trykket på nogle nerver så han ømmede sig. Det havde ikke været direkte for at såre ham, men for at overbevise mig selv om at jeg var mere værd end dette. Da han var færdig, rejste han sig og så på mig. Ikke et eneste lille ’tak’ undslap hans læber. Jeg blev en smule fornærmet. I stede pegede han på stolen og så opfordrende på mig. ”Vil du også gerne prøve?” Jeg nikkede grådigt. Selvfølgelig ville jeg det. Min store, grå kjole blev hurtigt trukket om øren på mig, hvilket afslørede et par hvide simple underbukser, og intet andet. Jeg satte mig på stolen og lukkede øjne, ligesom han havde gjort. Først kunne jeg intet mærke, men med et ramte et par hænder min ryg. De var større og koldere end djævelens. Men den måde de masserede på var langt fra ubehagelig. ”Nyder du det?” Spurgte han omme bag fra. ”Bestem. Men hvorfor er du så kold?” Jeg hørte ham grine. ”Fordi jeg ingen samvittighed har.” Jeg skar en grimasse. Det havde på ingen måde noget med emnet at gøre. Stadig med lukkede øjne lagde jeg hovedet på skrå. ”Har du pludselig skiftet person?” Spurgte jeg ud i luften. ”Det kan tolkes.” Djævelens ord lød tæt på. Meget tæt på endda. Jeg syntes at jeg mærkede hans ånde mod min kind. En gysen gik igennem mig. Og derefter virkeligheden. Hvis djævelen var her. Hvem var så bag mig? Jeg vendte mig om med en tøven. Bange for at se en kraptyl, stå og massere min overkrop. Mine øjne gled langsom op. Jeg skreg. Kastede mig ned på gulvet og krummede mig sammen i fosterstilling. Det jeg havde set massere min ryg, var ikke en kraptyl. Ej hellere djævelen. Noget meget værre. David, havde stået med et kridhvidt ansigt, næsten gennemsigtig, og døde øjne, der hverken kiggede på mig eller noget anden, men i stedet stift ud i luften. Inderst inde vidste jeg godt, at hvad jeg lige havde set, blot var en af djævelens mange illusioner, men chokket, minderne, tankerne. Det hele væltede over mig igen. Jeg havde helt ærligt ikke kendt den dreng eller bekymret mig særligt meget for ham. Men han havde bekymret sig for mig. Og elsket mig. Noget jeg ikke havde været i stand til at give tilbage. Skylden. Den vældede over mig. Kvalte mig. Men kun et kort øjeblik. Realiteten kom igen ind i mit hoved og rensede det for djævelens indbildninger. Jeg tænkte på det ømme punkt på hans ryg. Tvang mig selv til at huske hvem der havde magten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...