Djævelens Sympati

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2015
  • Opdateret: 15 jan. 2016
  • Status: Igang
Dette er mit første udkast til en fantasy roman. Den er ikke færdig men der er allerede skrevet 50.000 ord ind. Jeg ville bliver yderst taknemmelig hvis i ville kommentere jeres rettelser og meninger til scener og karakterer osv. Det ville virkelig hjælpe mig.

Annabeth Glio mangler ikke noget i hendes liv. Hun er en tynd høj og smuk pige med perfekte kurver. God til at snakke med drenge. Udadvendt. Smuk stemme. Og hun kunneblive ved. Men til premieren på et nyt teaterstykke falder det hele i hoved på hende (bogstavelig talt), da en spontan tanke udvikler sig til en større konflikt der får hende dræbt.

...

"...Men det var ikke en hospitalsseng jeg vågnede op i. Faktisk havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Overhoved. Vægge og gulv var grå. Jeg sad i en metalseng med et hvidt lagen trukket op om mig. Var jeg blevet bortført?..."

6Likes
37Kommentarer
3460Visninger
AA

21. 21

Jeg måtte finde en udvej. Hvad havde han overhoved gjort? Levet? Ikke en gang det havde han fået lov til. Hvorfor var det, at hver gang jeg fandt noget der gjorde mig glad, tog han det væk fra mig? Jeg blev rasende. Rettede alle minde følelser mod djævelen, der for ikke mere end et par minutter siden havde givet mig englevinger på en lyserød sky. Han spillede mig. Jeg var blot en brik i et af hans mange spil. ”Slip mig,” råbte jeg af mine lungers kraft. Kraptylernes greb strammedes blot rundt om hver af mine arme, så jeg kunne mærke det prikkede i mine fingerspidser. De begyndte at trække mig den modsatte jeg som djævelen var gået. ”Så slip mig dog,” prøvede jeg igen. En af kraptylerne drejede sit hoved så jeg kunne se ind i dens deforme ansigt. ”Det er djævelens ordre at du skal føres væk fra fjernelsen.” Jeg løftede det ene øjenbryn. ”Hvad er fjernelsen?” Intet svar kom. De fortsatte i stedet med at trække mig gennem gangene og jeg fortsatte med at skrige. Da vi nåede udgangen til hovedbygningens ugang slap de mig. Jeg så forvirret rundt. Bag mig hørte jeg et klik. Jeg vendte mig rundt, og så at døren var blevet lukket og låst. ”Luk mig ind.” Råbte jeg, mens jeg slog og sparkede på døren. Det var meningsløst. Efter kort tid gav jeg op. Der måtte være en anden vej. Jeg så rundt i udearealet. Der var næsten ikke et øje, alla var inde og spise. Jeg så over mod den store grå betonklods, der udgjorde vores residens. Trak på skuldrene. Der var vel ikke mange andre steder jeg kunne gå hen. Jeg fandt Julie sidde på vore stamplads og vente på mig som altid. ”Der er du endeligt. Og du har ikke eskort med denne gang. Fremskridt.” Le hun. Jeg havde ikke tid til hendes morsomheder. ”Kan du huske dit løfte i går.” Sagde jeg med en alvorlig stemme. Hun så undrende på mig, ”ja, hvorfor? Hvad er der sket?” Jeg havde ikke tid til at forklare, men signalere i stedet til hende at vi skulle mødes oppe på vores værelse. Hun forstod og rejste sig fra sin plads. Da vi kom op på værelset, kaldte jeg på Raket. Han gav en beklemt lyd fra sig og bad os om at hjælpe ham fri under sengen. Da de langt om længe begge stod klar, fortalte jeg dem hvad der var sket. ”David skal henrettes.” Sagde jeg oprevet. ”Og jeg har ingen ide hvorfor.” Julie kom med et sløvt gisp og Raket forholdt sig fuldstændig udtryksløs. ”Hvorfor ser i ikke forfærdede ud, som normale mennesker ville se ud, hvis de fandt ud af at der var en der skulle henrettes?” Julie trak nedtrykt på skuldrene. ”Man bliver vel lidt vandt til det. Der er allerede tre fra min gruppe der er blevet fjernet. De har endda et rum hvor vi kunne se dem blive henrettet.” Jeg så over mod Raket, selvom jeg godt vidste, hvad han ville sige. ”Jeg har tjent djævelen i flere århundrede. Jeg tror ikke der findes grænser for, hvilke grusomheder jeg har set ham udrette gennem mit liv.” Jeg så bedende på ham. ”Er der overhoved ikke noget jeg kan gøre? De har lukket indtil hovedbygningen. Er der nogen anden måde jeg kan få ham at se på?” Raket nikkede, og jeg mærkede klumpen i halse formindske ikke meget, men nok til at jeg ikke ville græde. ”Der er en måde du kan få ham at se en sidste gang. Mellem invidia - og luxuria-sektionen kan du finde en sti. Hvis du fortsætter ned ad den et stykke kommer du til fjerneren. Vejen er ikke til at tage fejl af.” Jeg nikkede og vendte mig derefter til Julie igen. ”Kan du dække over mig mens jeg er væk?” Hun svarede ”ja”. Vi spredtes derefter. Julie gik tilbage til spisesalen, og lod som om der intet var sket. Raket prøvede at mase sig tilbage under sengen. Det var en smule besværligt, siden hans horn ikke var svunden siden sidst. Og mig selv, jeg gik på opdagelse i helvede for at finde David.

Da jeg kom ud fra sektionen, gik jeg målrettet mod invidia og luxuria bygningerne. Jeg så hurtigt den lille sti som Raket havde snakket om. Det var en sort grussti der gik lige ud, drejede til højre og endte et sted jeg ikke kunne se. På et lille messingskilt, der var stukket ned i jorden for foden af stien stod der ’Fjerneren 100m’ og så en pil der pegede ligeud. Dette kunne kun være den rigtige vej. Jeg begyndte at går ned ad grusstien. På hver sin side af mig skød der flammer op fra jorden. Der var kun en vej man kunne gå, og det var på stigen. Men jeg gik på sien, blev jeg ved med at fantasere om hvad der mon ville ske med David. Grufulde billeder dukkede op i mit hoved, og jeg begyndte at sætte i løb.Fjerneren var en stor mørkegrå, betonklods. Den var af moderne arkitektur ligesom sektionerne. Jeg gik ind ad åbningen i klodsen. Der var ingen vinduer eller andre åbninger. Da jeg kom derind trådte jeg direkte ud på en balkon. Der var et lavt gitter, man nemt kunne gå henover. Jeg blev nysgerrig og trådte nærmere. Et gisp slap min mund. Neden for balkonen gabede et stort hul af… Ingenting. En stor sort cirkelformet plamage var dannet, ikke mere end ti meter under mig. ”Anna?” Jeg så op. Foran der hvor jeg stod på balkonen var der en væg. Den var mørkegrå ligesom resten af huset var. Ud fra væggen havde der åbnet sig en dør, magen til den jeg var gået igennem. Ud af døråbningen trådte David. Eller rettere, han blev kørt ud af døråbningen. Et langt stykke rektangelet sten kørte ud af åbningen med David på enden, der stod stiv som en støtte. Han havde fået bundet et silketørklæde om hans øjne. ”David.” Råbte jeg. Lettet over at se ham igen. Han så sig forvirret omkring, og fjernede så tørklædet om hans øjne. Han så forslået ud. Som om han havde været i en form for kamp. ”Hvad sker der, Anna?” Spurgte David. Eller snare råbte, for der var alligevel et stykke mellemrum mellem os. Jeg rystede fortvivlet på hoved. Begyndte at kunne se hvor dette ville ende. ”Hvad er der?” Sagde han da han så mit blik. Jeg må have set sønderknust ud. Mit blik blev sløret af tåre. Jeg prøvede at blinke dem væk, men det ende blot med at de gik den forkerte vej, så to strømme af tårer gled ned af mine kinder. ”David. Du må ikke…” Min stemme døde. Han vidste stadig ikke, hvad jeg mente. Jeg tog en dyb indånding. ”Du må ikke kigge ned.” Ulydig som han var gjorde han det præcis modsatte. ”Hvad fanden!” Råbte han, og tog et skridt bagud. Det skulle han aldrig have gjort. Den store stenblok, som han stod ovenpå begyndte at sætte i bevægelse. David vaklede et par usikre skridt foran og bagud, men blev heldigvis på blokken. Han så bag sig. Døråbningen var væk. Stenen han stod på begyndte at køre indad igen. Der var cirka fem meter mellem ham og væggen. Cirka fem minutter til at sige farvel på. ”David.” Han vendte sig om så han så på mig igen. ”Hvorfor?” Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. Denne gang fandtes der ikke et svar der kunne redegøre for handlingen. ”Jeg ved det ikke. Jeg ved intet.” Græd jeg. Jeg så David tage en dyb indånding med lukkede øjne. Da han åbnede dem igen kunne jeg ikke få øje på det mindste spor af frygt. Det var som om han var blevet ti år ældre bare ved at lukke øjne. ”Anna,” kaldte han. ”Jeg vil gerne bede dig om en ting. Vær sød at opsøge min familie når nu kommer tilbage til livet. Lov mig at du vil sørge for at de har det godt.” Jeg lagde mærke til at han sagde ’nå’ og ikke ’hvis’ jeg kom tilbage til livet. Det gav mig endnu en følelse af håb. Jeg så ham ind i hans mosegrønne øjne. Nok for sidste gang nogensinde. ”Det lover jeg.” Han nikkede sagte. Derefter stod vi bare og kiggede på hinanden. Vi burde nok have snakket, og fået sagt alt det der skulle siges. Jeg mener, der måtte da være mere end hans familie. Men nej, han mente åbenbart at han ikke havde så meget andet at gøre her. Hverken i livet eller døden. Blokke var snart ved at nå sin slutning. Og det samme med Davids liv. ”Jeg kommer til at savne dig.” Sagde jeg håbløst. Blokken var nu så tæt inde at begge hans fødder havde svært ved at stå der på samme tid. Han flyttede sig, så hans front pegede mod mig. Et tappert blik mødte mig. Jeg måtte ære ham for hans mod. ”I lige måde.” Sagde han, ide blokken forsvandt under hans tær, hvilket resulterede i at han faldt forover. ”David!” Skreg jeg af mine lungers kraft. Jeg løb helt hen til foden af balkonen. Det sidste jeg nogensinde nåede at se til David var hans silhuet, der blev opslugt af den sorte plamage. ”David!” Skreg jeg igen. Men der kom ikke noget svar. Der kom aldrig noget svar. David var væk. Indtil nu havde døden ikke skræmt mig. Jeg var indtil da blevet dræbt tre gange, og alle gange var jeg vågnet op i noget der lignede en verden. Det var først nu, da jeg stod på denne balkon, og græd ud over den sorte intethed, at jeg indså, hvad jeg burde have set fra begyndelsen. Så snart vi nåede til eksamen var der to veje. Enten fik jeg den fornemme præmie at fortsætte min gamle liv, eller og så blev jeg ingenting. Ligesom djævelen havde fortalt mig. Måske var jeg ikke ingenting lige nu, men snart. Chancen for at jeg bestod eksamen var lille. ”Jeg er dødsdømt.” Mumlede jeg chokeret ned i jorden. Jeg så ud over kanten igen. Hvad var det egentligt der holdt mig fra at springe? ”Der er min yndlings elev jo.” Jeg bandede tavst. ”Nå, hvad syntes du så om mit show?” Jeg havde stadig ikke vendt mig om. Det sorte ingenting så stadig mere og mere fristende ud. ”Gå din vej.” Sagde jeg. Jeg hørte djævelen stoppede om et kort øjeblik, men han fortsatte hurtigt sin gang imod mig igen. ”Hvorfor nu så nedtrygt, min kære?” Jeg skar ansigt af den måde han sagde ’min kære’. ”Det eneste jeg gjorde var at rede dig fra den dreng. Tro mig, du er bedre uden ham.” Det var dråben. Jeg vendte mig om og rejste mig. ”Har du ingen medmenneskelighed?!” Jeg kunne høre blode suse i mine øre, og mine kinder blive hede. Djævelen trak nonchalant på skuldrene. ”Jeg er jo djævelen. Hvad havde du forventet?” Jeg rullede med øjne. Hvor var den gud snak som han havde fablet om for ikke mere end en time siden. ”Jeg havde håbet på at du levede op til, i det mindste, dine egne ord. Det er dig der er intet. Du er ikke andet end en kujon.” Begyndte jeg. Jeg mærkede al den indebrændte vrede der havde raset i mig de seneste dage komme ud. Trods mit dårlige humør føltes et fantastisk. ”Du siger hele tiden at vi skal blive bedre mennesker, ændre os og hvad ved jeg. Men ved du hvad? Det er dig der skal ændres. Du har ikke gjort andet end at ødelægge mit liv siden jeg døde. Det er dig der er selvglad, grådig, nydelsessygelig, misundelig, fråsende, vred, og doven.” Jeg tog en dyb indånding, og skulle til at begynde på andet vers af min prædiken, da djævelen stoppede mig med et kys. Ligesom jeg havde gjort. Jeg gøs. Mine følelser var et stort kaos, der lammede hele min krop. Jeg kunne ikke tænkte. Jeg kunne intet. Mit had til djævelen brændte stadig i mig. Jeg havde lyst til at skubbe ham skubbe ham så hårdt væk at han ville falde bag over, og muligvis jage noget spidst igennem hans bryst, hvis mulig. Men en anden side af mig nægtede at gøre dette. En anden side af mig, ville holde om ham, og kysse ham tilbage. I stedet stod jeg stille som en stenstøtte og med tredje verdenskrig inde i mit hoved. Mig, Annabeth Glio, pigen der altid skulle vise sig frem. Den kommende superstjerne. Havde nu lyst til at hoppe ned i intetheden, og aldrig se dagens lys igen. Hvad var der sket med mig? Djævelen lagde endeligt mærke til min mærkelige opførsel. Trykket fjernede sig fra mine læber. Han tog et skridt bagud og så undersøgende på mig. Hvad det var han ledte efter, vidste jeg ikke. Jeg stirrede dødt igen. Stadig lammet af følelser. Djævelen kørte hånden igennem sine sorte krøller. Han havde stadig kimonoen på der var åbnet op så man kunne se hans perfekte solbrune mave. Han bed sig i læben. ”Sig mig min pige, hvad har du lyst til?” Jeg kunne ikke helt præcist finde ud af, hvordan han vidste hvad der foregik oppe i mit hoved. Uanset hvad var det lige præcis det spørgsmål der havde været grunden til al kaosset. Hvad havde jeg lyst til? To stemmer begyndte at debattere i mit hoved. Den ene var nok den fornuftige, mens den anden var lysten. Eller som djævelen nok ville beskrive den: Synden. På den ene side burde jeg give djævelen den bedste lærestreg som jeg kunne formå. Han havde dræbt David. Og det var nok den mindst forfærdelige ting han havde gjort gennem sin levetid gennem evigheden. Han havde fortjent et skub ned i intetheden, ligesom det han havde givet David. På den anden side: Var det, det jeg havde lyst til? Jeg skulle dø alligevel så, hvorfor ikke gøre, hvad man lyster? Hvorfor bruge så meget energi på noget så ligegyldigt. ”Hvad har du lyst til?” Gentog djævelen. Han så på mig med et udfordrende blik. Jeg bed mig i læben. Synden vandt. Jeg trådte et skridt nærmere ham, og gengældte hans udfordrende blik. ”Jeg vælger synden selv.” Djævelens smil gled en takt opad, og bliv til et lusket katte-smil. ”Et glimrende valg hvis du spøger mig,” sagde han, og lød som når han fandt vinen frem. Jeg rullede med øjne. Jeg var ligeglad med, hvad han mente. Faktisk var jeg snart ligeglad med det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...